Den knaser, gør den.

Hvis min dag i dag havde været en spillefilm, så vil jeg næsten vædde med, at den havde fået titlen "A Sour Return of the Cucumber".

Og hvorfor nu det ?

Jo, fordi min gamle sure mand var på vej til at dukke frem igen i dag. Og egentlig overraskede det mig temmelig meget, da jeg mærkede ham dukke op indvendigt - grumlende, brummende, protesterende, og parat med spidsfindige eddikesure bemærkninger - for jeg troede faktisk, at jeg havde fået så meget styr på ham, at han kunne holdes væk - eller i det mindste i ave.

Men hvorfor gjorde han nu det?

Jo, jeg havde bestemt mig for, at ville spørge den fysioterapeut, jeg i tirsdags meldte forfald til - det er sådan noget, man skal som sygemeldt borger, når man vælger at deltage i frivillige tilbud om træning, ellers får man ikke sine sygepenge - hvorfor hun havde bestemt, at det ikke var lovligt forfald, at melde sig syg ved at sige - "Jeg bli'r under dynen i dag."

Det havde vippet mig lidt af pinden, at blive modtaget med et sådant udsagn, når det eneste træningsstedet har krav på, er at få at vide at man ikke dukker op, men jeg havde i sindsro bestemt mig til, at vente med at reagere indtil jeg kunne sidde overfor, og snakke med, vedkommende.

Bare sådan en ganske almindelig snak, to ligeværdige mennesker imellem, om en uheldig måde at samtale på.

Så var det altså, at han dukkede frem, ham den sure agurk, da terapeuten straks gik i forsvarsmode, og begyndte at bruge samtaleformer, der ikke ligefrem var beregnet til fælles fodslaw.

Ikke fordi terapeuten på nogen måde kunne se, at jeg bjæffede, brummede, skumlede, og næsten var på vej til at snerre - det foregik jo alt sammen indvendigt.

Og stoppede ret abrupt, da det pludselig gik op for mig, at terapeuten måske slet ikke var vant til, at de kommunehenviste borgere - hvad enten disse var på sygepenge eller kontanthjælp - forventede at blive accepteret og anerkendt som ligeværdige væsener.

Men nok nærmere var vant til, at skulle overtage de kommunale sagsbehandleres næsten medfødte mistænksomhed overfor de borgere, der måtte formaste sig til at bede om hjælp. For dét - at få hjælp - er der jo ikke plads til i de kommunale budgetter -  og de kan jo bare tage sig sammen, kan de - og de skal da bare i arbejde så hurtigt som muligt,skal de -  for "Da æ ålti' arbejd' nok til dem, der gjern wil arbejd'".

Så derfor smaskede, kvaskede, og kværnede jeg den der sure agurk, og slugte den inden den nåede udenfor tænderne, mens jeg søgte at smile afværgende og sørge for at den arme terapeut ikke ville føle sig angrebet.

Selvom om det nu helt ikke virkede, som om der var større succes i dén øvelse.

Resten af min træningstid blev jeg indtil mange gange vurderet af ikke bare den terapeut, jeg havde samtalet med, men samtlige andre ansatte terapeuter. Og alle virkede, som om de pludselig havde fattet en dyb interesse i, om jeg nu syntes, jeg fik det ud af træningen, som jeg gerne ville - eller om der skulle noget andet til.

Og det eneste jeg havde bedt om - lille, dumme mig -  var en simpel forklaring på, og samtale om, hvorfor jeg skulle udspørges om noget, træningsstedet ikke havde hverken ret eller pligt til at spørge om.

Underligt.

Men mon ikke jeg får et svar på netop dét spørgsmål, i løbet af næste uge - fra den sagsbehandler, jeg er tilknyttet, og som træningsstedet straks ringede til efter min samtale ?

Det tror jeg - og det vil jeg afvente med sindsro, mens jeg husker på, at jeg kan acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og har modet til at ændre de ting, jeg kan.

Den visdom holder jeg fast i de næste fireogtyve timer- for derigennem kan jeg kende forskellen.