De Ensomme Hjerters Kluborkester.

Dagens blog er lidt anderledes, end sædvanligt - alene fordi den er fyldt med sang - og glæde over livet.

Men tilbage til det der, med sang......

For mange år siden - helt nøjagtigt den første juni nittenhundredeogsyvogtreds - udkom en LP, hvorpå blandt andet var den sang, der lige præcis i dag har betydning for lille mig.

Sgt. Peppers Lonely Hearts Clubs Band.

Og da jeg genhørte den her til morgen, gav det mig modet til at forsøge at sætte mit liv i perspektiv ved hjælp af netop sangene på denne skønne plade, der blev skabt for 50 år siden.

Lad mig derfor trække dig med, kære læser, og lad os sammen smutte ind i dette vidunderlige lydunivers - og nyd undervejs (hvis du husker at trykke på de link, jeg spreder over dagens indlæg) musikken fra et af tilværelsens bedste pop/rock/blues/folk-orkestre.

Off we go.........

Gennem hele mit liv, har jeg søgt netop den hjælp, mine venner kunne give mig. Det har så ikke lige altid været mig muligt, at få netop denne hjælp - for det meste fordi jeg ganske automatisk stødte vennerne fra mig, af angst for at de skulle opdage de ting, der var sket.

Men gud, hvor ville det have været dejligt, hvis de nu alligevel havde kunnet hjælpe - så havde livet måske set anderledes ud i dag. Og nogle af de venner, jeg så ville have kunnet holde på, havde helt sikkert kigget forbi, til en kop kaffe i dagens anledning.

Jeg havde måske endda kunnet undslippe - ønsketænkning forude - udbruddet af min sygdom, og ikke have været i nærheden af alle de fristelser, der senere fik så alvorligt tag i mig?

Naaaaaaah - de var sgu sikkert alligevel krøbet ind under huden på mig - jeg er jo fra fødslen af genetisk disponeret for denne arvelige, kroniske lidelse.

Men alligevel - her, hvor livet i høj grad er blevet bedre end det nogensinde har været før - med sindsro i kroppen og afstand til misbruget, må jeg indrømme at jeg nok heller ikke ville have undværet alt det, der har fået mig herhen, hvor jeg er i dag.

Indrømmet, dengang jeg første gang flyttede hjemmefra, havde jeg aldrig forventet at livet ville tage alle de drejninger - jeg troede jo, at hver en kærlighed og hvert et forhold var den eneste ene, og at alle jobs ville vare for evigt.

Men alt sammen  førte det frem til, at jeg i dag sidder her bag tastaturet, og skriver af hjertens lyst - og ulyst.

Og havde jeg så også taget de stoffer til mig, som jeg eksperimenterede med i min pure ungdom, var jeg sikkert heller ikke blevet far til de fire - trods alt - vidunderlige børn, der nu i allerhøjeste grad lever deres eget liv - uden min forstyrrende indblanding.

Men som jeg savner mere end noget andet.

Jeg havde nok heller ikke nået frem til den fødselsdag, jeg kan fejre i dag.

Men havde muligvis endt med at leve et liv sammen med en af mine tidligste forelskelser,  Gjort, hvad man skulle gøre, sagt, hvad man skulle sige, og levet livet, som det nu blev forventet, at man gjorde. 

Med job, ægteskab, og børn, boende bag en ligusterhæk, i en villa, hvor Volvoen stod i garagen, og vovsen forventede at blive luftet flere gange om dagen.

Og med en mørk side, ingen ville have kendt til - skjulende mit misbrug, indtil det endeligt ville tage livet af mig, og jeg ville efterlade én sørgende enke, der aldrig ville have forstået hvad det var, der skete.

Men det gjorde jeg ikke - næsten.

Jeg fortsatte derimod ad den vej, der bragte mig herhen - til en tilværelse, hvor svigt har været fællesnævneren. Mit eget, og andres.

Hvor livet har banket mig ned så mange gange, at jeg er holdt op med at tælle. Gennem ægteskaber, fødsler, skilsmisser, misbrug, nedture, opture, had, og kærlighed .

Og på livets præmisser.

Det takker jeg for - af et ærligt hjerte.

For uden alt dette, havde der ikke eksisteret det jeg, som jeg efterhånden mere og mere lærer at elske.

Det jeg, der gør mig istand til at sige undskyld, for de fejl jeg har begået, og tilgive de fejl, der blev begået mod mig.

Jeg havde muligvis - ja, sikkert endda sandsynligvis - kunnet finde frem til den samme personlighed på andre måder, og gennem andre veje i livet. Veje, der ville have skabt andre muligheder - andre udfald, end de, der har været.

Men eftersom det er vand under broen, og dermed ikke kan bruges til andet end spekulationer, vil jeg meget hellere gøre, hvad jeg nu efterhånden har gjort i firehundredeogfemoghalvfems dage - nemlig med største Sindsro tage de første fireogtyve timer af det femogtredssindstyvende år i mit liv - sammen med jer.

Ædru.