Drypper den ?

Der er kommet struktur over mit liv nu. Altså - mere end der var i forvejen, hvis det ellers siger noget som helst. Routiner og struktur har jo en tendens til at være ganske nødvendige for ædru alkoholikere og skribenter med galoperende munddiarre.

Men der er kommet endnu mere af det - struktur, altså - over mit liv, efter min øjenoperation. Jeg skal nemlig have dryppet det opererede øje med en hormonfyldt kortikoid-væske, der skal sørge for at de huller, kirurgen efterlod i øjet, heles ordentligt - tre gange om dagen.

Og til udførelse af den for mit fremtidige syn så vigtige handling, er vores gode, danske sundhedssystem istand til at levere de helt rigtige personer.

Hjemmesygeplejerskerne.

Så hver evigt eneste dag - tre gange om dagen - dukker en ny smilende sundhedsfagligt sygeplejeuddannet kvinde op på min bopæl, og sørger routineret for at placere én dråbe af det hormonfyldte præparat på mit højre øjeæble.

Et ganske hyggeligt afbræk i dagens øvrige aktiviteter, der dog betyder at jeg pinedød er nødt til at befinde mig i mit hjem på de tre udpegede tidspunkter. Plus/minus sådan cirka en halv time før og en time efter - hvis nu der skulle være forsinkelser, eller pludseligt opståede nødsituationer ved de andre borgere, disse skønne kvinder har fornøjelsen af at skulle besøge i løbet af en lang arbejdsdag.

Nu spørger du sikkert, kære læser, hvorfor jeg ikke bare gør det selv, det der øjedrypning. Og dermed frigør de smukke, hyggelige, og professionelle quinder til andet, og sikkert mere vigtigt arbejde, end dét, at skulle dryppe en gammel nyctophil skribents øjne.

Det er faktisk et godt spørgsmål - og det kan besvares ganske kort og præcist med et: Jeg tør sgutte gøre det selv.

For det første, fordi jeg er bange for at ramme ind i øjet med spidsen af dryptuden på dråbeflasken, og dermed ødelægge et godt udført kirurgisk stykke arbejde. Og for det andet, fordi jeg frygter det, en forkert behandling af øjet kan medføre.

Synssvigt.

Så derfor har jeg med taknemlighed grebet den mulighed, der trods nedskæringer stadig er i sundhedssystemet, og accepteret at skulle indføre endnu mere struktur i min dagligdag, end den, min overordnede sygdom i forvejen har medført nødvendigheden af.

Samt den deraf udspringende glæde ved at blive både vækket og puttet - sådan cirka - af underskønne ungmøer og andre varmt smilende kittelklædte quinder. Og selvom den slags aldrig har været en del af mit ellers righoldige arsenal af fetischer, er det nu ret meget en nydelse bare at kunne lægge nakken tilbage, og henånde et: Dryp du bare løs - til et sådant dejligt væsen.

For bagefter at kunne tage mine solbriller på, og påtage mig en Al Pacino-attitude, mens jeg beskytter mig mod lysets kraftfulde påvirkning af mit stadigt ømme øje.

Så indtil jeg ikke længere skal have dryppet det, vil jeg med største sindsro fireogtyve timer ad gangen se frem til at blive besøgt tre gange om dagen af den skønneste skabning, guderne nogensinde har skabt.

Sygeplejersken.