Må jeg se billetterne ?

Vældige, voldsomme, turbulente skyer vokser frem på himlen udenfor mit vindue. Hvide, sorte, grå, og i en uendelighed af nuancer, af den type, der opstår, når solens morgenstråler rammer dem fra forskellige vinkler.

Himlen frådser i farver her til morgen. Farver, der danser fandango henover de majestætiske vandsamlinger, vi kalder skyer. Og alt sammen virker, som var det orkestreret udelukkende for min skyld.

Udelukkende for, at jeg skulle kunne glemme mine kropslige skavanker, og de gener disse kan udvirke.

Kort- og stakåndethed, fordi jeg gennem 50 år var så tåbelig at ryge, og troede at jeg var så meget klogere, end de medicinske eksperter, der advarede mod langtidspåvirkningen af lungerne.

Men de smagte nu godt - smøgerne -  og hjalp mange gange på den stress, mit liv var fyldt med.

En kraftigt udbulende fedtlever, fordi jeg siden min ungdom har ladet den gennemstrømme af uendelige mængder sprut, af varierende type og kvalitet.

Men det gav nu mange sjove stunder undervejs.

Smertende tarme, som protesterer fordi blandt andet mit misbrug har slidt kraftigt på dem, og fordi jeg har levet et liv, som var jeg æresmedlem i Ædedolkenes Klub.

Men hold da nu fast, hvor har mine smagsløg oplevet meget spændende.

Synsproblemer, på grund af et øje, der skulle have ny linse. Høreproblemer, fordi den kunstige trommehinde, der blev indsat i min pure ungdom har valgt, at være konstant øm.

Alt det, bliver til ingenting, når farverne spiller på himlen, og skyerne udfordrer hinanden på størrelse, form, og farve.

Når en tillidsfuld solsort, eller en stær med forblæste hovedfjer, ivrigt nedsvælger de krummer, jeg har spredt på min terrasse. Når plænens variation af små gule blomster, og hastigt voksende brune svampe, kæmper med græsstråene om at komme tættest på den livgivende sol.

Så glemmer jeg sygdommene, smerterne, og depressionen for en stund, og nyder en kop morgenthe, mens jeg spændt afventer, hvilket scenarie livet, og naturen, har tænkt sig at vise mig som det næste.

Det bedste ved hele forestillingen er ikke, at jeg for en stund glemmer de smerter jeg vågnede med i morges. Eller at det er ganske gratis, og at der er frit valg på alle sæderne.

Det bedste er, at det altid er der.

At uanset hvordan mit liv former sig, mit legeme påvirkes, eller mit sind måtte mørknes - så udspilles det hele af den natur, der dagligt, månedligt, årligt, uendeligt opfører universets mest spændende, mest åndeløse skue, overalt hvor mine øjne kan se, hvor mine ører kan høre, hvor min hud kan føle, og mit sind mærke.

Og der er aldrig nogen gentagelser. Alt er hver gang nyt, for intet vokser ens, intet lever ens, intet eksisterer ens.

Selv klokken fra den Hjem-Is vogn, der lørdag efter lørdag kører gennem kvarteret, lyder forskelligt fra gang til gang. Og hjælper mig med at huske, at Livet er stort, og jeg er kun en lille del af del.

Så kan jeg endnu en gang læne mig tilbage, og med taknemlighed og sindsro nyde, at jeg lever.