Bag nedrullede gardiner.

Det er godt nok længe siden, at jeg har måttet tilbringe en solskinsdag bag nedrullede gardiner, og duggede ruder. Og så har jeg endda ingenting at skjule for nogen som helst. Ikke som dengang - tilbage i fortiden - hvor det var rodet, de mange flasker, og mit jagede, stressede, ubehageligt alkoholiske udseende, jeg ønskede at skjule for omverdenen.

Nu er det bare fordi lyset er alt for skarpt for det opererede øje - og det irriterer mig voldsomt, at jeg er nødt til at trække for.

Så meget, at jeg her til morgen valgte at stå tidligt nok op, til at kunne nyde det spæde lys fra den fremvældende morgen. Samt nyde gensynet med mine fjerede venner, der jo ellers har nok af føde at finde andre steder i denne tid, men som trods dette trofast kommer forbi og snupper sig en brødkrumme eller to.

Og mens solen langsomt hævede sig i horisonten, ønskede jeg stille flokken af dette års gråspurve en godmorgen - hilste pænt på min gamle ven solsorten, med de pjuskede fjer og den karakteristiske gang, der altid viser mig at det er hende, der er på besøg - og morede mig over skadernes nervøse dansen i baggrunden, og deres ulyst til at komme alt for tæt på mine vinduer.

Hun er nu blevet lidt afpillet, min sorte solveninde. Fjerene omkring hendes hals ser ud som var de blevet rykket i af rovfugle, og ødelagt af parasitter. Men hendes kampgejst er den samme som altid.

Det skarpe blik, der holder vagtsomt øje med omverdenen. Uimponeretheden, der gør hende istand til at blæse højt og flot på de noget større skader, der forsøger at jage hende væk fra krummnerne. Og det åbenbare overskud, der får hende til at acceptere at en ung gråspurv hugger en krumme lige under hendes næb.

Og mens dagen langsomt lader solen hæve sig så meget, at mit øje begynder at smerte, griber jeg mig i at misunde hende det liv, hun har levet. Fyldt med udfordringer, farer, og daglige kampe for at kunne opfostre de unger, der næste år vil forsøge at jage hende væk fra hendes territorie. Med synlige rester af den skade, hun fik dengang hun sidste år bragede ind i mit vindue, i vild flugt væk fra en rovfugl.

Og alligevel er hun her stadig.

Kæmpende, levende, elskende - og med mellemrum fyldende luften med triller af glæde og overskud. Visende, at livet skal leves på livets betingelser - betingelser, der er forskellige fra levende væsen til levende væsen.

En eller anden dag finder jeg hende måske i den hæk, hun så tit brugte som skjul og som redeplads. Helt stille, efter et levet liv, som hun efter min mening har tilbragt med stolthed og livslyst. Og da vil jeg - i respekt for hende og hendes liv - lade hende blive, så hun igen kan indgå i det naturens kredsløb, vi alle er en del af.

Men jeg vil altid kunne se hende for mit indre øje, med stolt løftet, vagtsomt hoved, og et øje kiggende direkte ind på mig, som sagde hun:

Nå, du er der stadig......... Godt så !