Hvi græder du så aflangt, du magre agurk.......

........Jeg blev ej i Heidelberg Eddike nedlagt.

Ja, jeg ved det godt - gamle reklameslogans er mere underlige end sjove, for det meste. Men lige netop det her, har en form for relevans i dagens indlæg.

For - vi kender vel allesammen den der gamle mand, der vrisser så surt af alt og alle, at man skulle tro han havde været nedlagt i eddike. En sur agurk, af de allerværste slags.

Sådan én har jeg opdaget inde i mig selv.

Nok ikke nedlagt i Heidelberg Eddike, men alligevel temmelig vrissende, syrlig, og protesterende bare for at protestere, dukker han frem med jævne mellemrum, og fyrer syrligheder af mod en undrende omverden.

Tag nu bare det, der sker udenfor mine vinduer i de her dage. Min kommende Nye Nabo, der har købt huset vis-a-vis det, jeg lejer, har valgt at ville tilsluttes til fjernvarmen, istedet for den opvarmning hans bolig allerede havde.

Det er jo ikke noget at blive sur over, for jo flere der tilslutter sig vores lille, lokale fjernvarmeværk, jo billigere ender det med at blive for den enkelte. Altså også for mig.

Og alligevel sprang min indre, sure agurk frem, som trold af æske, da vendepladsen mellem min bolig og de andre tre husstande omkring mig, blev invaderet af store entreprenørmaskiner, der under larmende spredning af møg og støj, påbegyndte det arbejde, der skal til for at Ny Nabo's hus kan tilsluttes.

"Der er ingen, der har fortalt at de begynder nu!" - "Hvorfor skal de absolut larme så meget!"- "Posten kan ikke komme frem!" - "Ingen kan komme ud med bilerne !" - og alt muligt lignende vrissent og syrligt rumlede brummende og lavmælt ud af mundvigene på mig, mens jeg stod inde bag mine vinduer, og skumlede over synet.

Indtil det gik op for mig, at jeg løb en andens ærinde, end mit eget. Én, hvis indre åbenbart var overfyldt med eddike og galde, og som jeg ikke har set komme frem i årtier.

Rent faktisk tror jeg ikke, at han har haft muligheden for at komme så meget frem, som han åbenbart har været igang med, siden jeg valgte at blive næsten eremit, og pakkede mig sammen indendørs - i et hjem, hvor støvfnuggene stabler sig ovenpå hinanden, mens de ser frem til at kunne lave tremetervippeudspring, fra toppen af mit fjernsyn.

Det er jeg glad for at have opdaget.

Altså ikke støvfnuggene - dem er jeg lidt flov over, at have ladet vokse  s å  meget, uden at tage mig sammen til at fjerne dem. Men ham, den gamle sure, indtørrede eddikeagurk, der vel egentlig kun banker på mit sinds døre, for at blive anerkendt - og for at blive trøstet, og elsket.

For det er sgu det, han trænger til, agurken - et megakram, der kan smelte hans eddikesure hjerte, og sende sol og lys i hans retning. Så kan han måske finde ud af, at eddike er meget godt - når det bruges til det, det er beregnet til. Og at sure agurker smager bedst på et stykke rugbrød med leverpostej og sky.

Nedgravningen af Ny Nabo's fjernvarmetilslutning ?

Skidt pyt - det er da meget hyggeligt med lidt aktivitet udenfor vinduerne en gang imellem. Og eftersom det er et yngre ægtepar, med teenagedrenge, fyldt med energi, der rykker ind, bliver det sikkert heller ikke sidste gang, der bliver gang i den, i den lille, fredelige. ligusteromkransede enklave, jeg nu en gang bor i.

Så jeg snupper med Sindsro en bid af agurken - altså den, der har været i Heidelberg Eddike - og lader den knasende velsmag mildne min indre syrlige olding.

Én dag ad gangen.