Det gror....................

.................. overalt, gør det.

Fra alle hjørner i huset - under alle møbler og på alle overflader.

Skidtet.

Ikke med nogen særligt alarmerende hast, nok nærmere sådan - støvfnug efter støvfnug.

Men gror, det gør det.

Jeg kunne da også bare tage mig sammen og fjerne det, kunne jeg. Drøne rundt i hele hytten med en frisk sang på læberne, og et smil i øjet, mens støvekosten, støvsugeren, og karkluden bliver flittigt brugt, og fjerner alle spor af min synd - min manglende evne til at have gjort rent og holdt mit hus, som jeg gerne vil have det skal holdes.

Men jeg lader stå til, gør jeg.

Ikke fordi jeg er ude af stand til at se, hvordan alt vokser mig over hovedet. Jeg er skam udmærket istand, tak, til at se at det, jeg før var stolt af - at jeg trods sygdom kunne holde mit hjem pænt og rent - ikke er muligt for tiden.

For jeg er træt. Uendeligt, inderligt, og intenst - træt.

Hele min krop fortæller mig, at jeg ikke har nogen energi tilbage. At jeg endnu en gang har brugt al den energi, der skulle have varet i dagevis, på at tage ud af huset i nogle få timer, og træne, så systemet kan se, at jeg opfylder mine forpligtelser.

Og indrømmet - jeg har det også fantastisk godt, lige efter træningen. En pragtfuld fornemmelse, der varer næsten hele vejen hjem, trods den begyndende kropslige følelse af totalt opbrugthed. Og som først forsvinder, i samme øjeblik jeg træder ind gennem døren - til det hjem, jeg hellere skulle have brugt kræfterne på at gøre rent.

Jamen så kan jeg da bare lade være med at træne, og på den måde have overskud til at klare hjemmet, kan jeg ikke ?

Jeg er ked af at måtte sige nej. For selvom jeg skulle undlade at tage til træning, og på den måde spare på kræfterne, så vil den der kropslige følelse af totalt opbrugthed alligevel være til stede.

Den kommer nemlig helt af sig selv, hver eneste dag - sådan cirka sidst på formiddagen, og lægger resten af min dag brak.

Jeg gør ellers hvad jeg kan, for at undgå det.

Vitaminer, mineraler, energitilskud af den ene og den anden slags. Og mad - helst god og rigelig. Det hele ryger ned - når jeg husker det, og ikke er for træt til at kunne finde det sted i hukommelsen, der lige netop har dét, som fokusområde.

Til min ros skal det siges, at jeg for det meste husker det dagligt.

Ligesom jeg husker, at prøve på at finde sindsro, og tage de første fire trin dagligt. Hvilket nu ikke er så svært, når jeg bare minder mig selv om, hvor det er jeg kommer fra - og hvor jeg kan ryge hen, hvis jeg ikke holder fast i den viden, jeg har om min sygdom.

Men det er svært at finde sindsro, når jeg er så træt, at jeg glemmer hvor jeg skal kigge efter den. Og når min krops fysiske udmattelse - hvad enten jeg har trænet eller ej - dagligt påvirker mit sind.

Det sind, jeg forsøger at få helskindet gennem erkendelserne om, hvordan jeg har levet og hvad der er sket i mit liv.

Men jeg er for træt lige nu, til at kunne udtrykke mig klart nok, til selv at kunne indse hvad der skal til, for at få mig over i et mere energifyldt liv - en mere energirig hverdag.

Så det vil jeg lade  en højere magt om, og bare smutte ind under dynen, med det her på læben:

Giv mig Sindsro
til at acceptere det,
jeg ikke kan ændre
Mod
til at ændre det, jeg kan
og Visdom
til at kende forskellen.

Tak.