Der vrides og vendes.

Der var noget, der gik op for mig i dag.

Sådan, men jeg var i hænderne på én af de utroligt dygtige mennesker, der er her på rehabiliteringsafdelingen på Svendborg sygehus. Hun havde sat sig som mål, at hjælpe mig med at få gang i det, der med et fint ord kaldes peristaltiken  (ja, du har ret. Det er et link til an forklaring på det der fine ord), eller det, vi andre kalder....... nå nej, det må jeg jo ikke skrive i sådan en pæn blog.

Så si'r jeg det da bare på jysk - for så ta'r ingen skade af det. Jysk er jo sådan et nydeligt sprog, som alt kan siges på uden at skabe ravage - især hvis man hedder De Nattergale.

Så her kommer det - å ganske alminnelich jysk:

A sku' ski'e, sku' a.

Men det var tarmene i min venstre side af kroppen ikke helt enige med mig i. Faktisk var de så uenige, at de helt havde nedlagt arbejdet - både fordi de var mobsede over, at der ingen aktive smertereceptorer var tilbage i hele venstre side af kroppen, og så fordi jeg slet ikke  - efter deres mening - havde taget nogen form for hensyn til mængden af mad, jeg havde nedsvælget de sidste to dag.

Så nu stod den der arme, men faktisk rigtigt dygtige SSA'er og forsøgte at overtale mine venstre (ja de højreliggende havde skam intet problem - de ville mere end gerne arbejde for føden) tarme til at lade maden passere den vej, al mad nu en gang s k a l igennem.

Og så var det, at det gik op for mig - da hun havde fået mig placeret i en stilling selv Carl Mar Møller ville finde utroligt lidt sexet - at NU vidste jeg det endeligt.

Det, jeg siden jeg var dreng havde ventet på at finde ud, stod nu lysende klart for mine smerteplagede øjne.

Sådan......... føler en klejne sig, når den er blevet vredet i facon.

Om det virkede ? Det, er da virkelig en detalje i forhold til denne for mit liv så vigtige erkendelse, men ja, gu' virkede det - sammen med den liter Movicol afføringsmiddel, jeg havde nedsvælget sidst på natten, fik klejnevrideriet en sand strøm af....... nå nej, det er jo en pæn blog det her.

Men imorgen skal jeg sikkert det samme igennem nok en gang. Så det er vist godt, at jeg har valgt at leve livet Én Dag Ad Gangen - og at jeg har Sindsro til at kunne acceptere det, jeg ikke kan ændre.

-Vil du med ned.........

.....i den anden ende og synge ?

Ekkoet af stemmen, der stillede det uskyldige, men dog så farlige spørgsmål, hang stadig i luften mens jeg møjsommeligt klavrede den 25 meter lange vej ned mod den modsatte del af afdelingen.

Jeg havde fået anbragt mig lige midt i det hele - i spisestuen - dér, hvor vi indtil corona'ens fremmarch plejede at indtage alle måltider i en fællesocial omgang "vi kender skam allesammen hinanden, og gud, hvor er det godt du er istand til at bevæge mere end ét øjenbryn i dag"-agtigt samvær.

Nu bliver stuen kun brugt til at se lidt sporadisk tv og korte møder med de mennesker, jeg trods alt har nået at lære at kende, mens al mad indtages på sengestuerne. Så ingen fællessocialitet - og ingen opdateringer på de andre indlagtes forskellige tilstande.

Suk.

Og så kom den alligevel - stemmen. Fuldstændigt ud af det blå stod der en social og sundheds hjælper, assistent, elev, sygeplejerske, eller hvad hun nu var - og spurgte og jeg ville være med til en omgang fællessang med de fleste af de andre. Samtidig med, at hun skovlede en håndfuld stole op inde fra spisestuen, der skulle bruges som sæder til de patienter, der havde lyst til at være med.

Naturligvis sagde jeg ja.

Naturligvis kastede jeg mig ud et at klavre ned i den så absolut modsatte ende af min egen stue og min sengs hellige fred og ro. For er der én ting jeg skal, så er det at bevæge mig så meget som muligt, for at mine forskellige kropsdele igen kan finde ud af, at de eksisterer.

At jeg så måtte bruge næsten et kvarter på at komme tilbage til min stue, efter sange og violinspil, er en ringe pris at betale for den socialitet og hygge, der var implicit i arrangementet. En begivenhed, man bare lige havde lyst til at fyre af på afdelingen - fordi man kan. Og for at bringe smil på læberne, og glød i øjnene.

Så nu, kære læser, er jeg træt. Ufatteligt træt, men på den go'e måde, Endnu en dag er ved at være overstået - og endnu en gang er det på tide at takke for livet på den eneste måde, jeg efterhånden kender.

Med en Sindsro - for med dén i hukommelsen, går livet let Én Dag Ad Gangen.