-Vil du med ned.........

.....i den anden ende og synge ?

Ekkoet af stemmen, der stillede det uskyldige, men dog så farlige spørgsmål, hang stadig i luften mens jeg møjsommeligt klavrede den 25 meter lange vej ned mod den modsatte del af afdelingen.

Jeg havde fået anbragt mig lige midt i det hele - i spisestuen - dér, hvor vi indtil corona'ens fremmarch plejede at indtage alle måltider i en fællesocial omgang "vi kender skam allesammen hinanden, og gud, hvor er det godt du er istand til at bevæge mere end ét øjenbryn i dag"-agtigt samvær.

Nu bliver stuen kun brugt til at se lidt sporadisk tv og korte møder med de mennesker, jeg trods alt har nået at lære at kende, mens al mad indtages på sengestuerne. Så ingen fællessocialitet - og ingen opdateringer på de andre indlagtes forskellige tilstande.

Suk.

Og så kom den alligevel - stemmen. Fuldstændigt ud af det blå stod der en social og sundheds hjælper, assistent, elev, sygeplejerske, eller hvad hun nu var - og spurgte og jeg ville være med til en omgang fællessang med de fleste af de andre. Samtidig med, at hun skovlede en håndfuld stole op inde fra spisestuen, der skulle bruges som sæder til de patienter, der havde lyst til at være med.

Naturligvis sagde jeg ja.

Naturligvis kastede jeg mig ud et at klavre ned i den så absolut modsatte ende af min egen stue og min sengs hellige fred og ro. For er der én ting jeg skal, så er det at bevæge mig så meget som muligt, for at mine forskellige kropsdele igen kan finde ud af, at de eksisterer.

At jeg så måtte bruge næsten et kvarter på at komme tilbage til min stue, efter sange og violinspil, er en ringe pris at betale for den socialitet og hygge, der var implicit i arrangementet. En begivenhed, man bare lige havde lyst til at fyre af på afdelingen - fordi man kan. Og for at bringe smil på læberne, og glød i øjnene.

Så nu, kære læser, er jeg træt. Ufatteligt træt, men på den go'e måde, Endnu en dag er ved at være overstået - og endnu en gang er det på tide at takke for livet på den eneste måde, jeg efterhånden kender.

Med en Sindsro - for med dén i hukommelsen, går livet let Én Dag Ad Gangen.