At bladre.......

Der er noget, der fanger min opmærksomhed.

I ved, på den sådan let irriterende måde, der opstår, når et eller andet pludselig dalrer rundt i udkanten af mit synsfelt, og får mig til at stoppe med det, jeg nu lige var i gang med.

Det er et blad, kan jeg se da jeg kigger efter.

Et brunt blad - der langsomt drejende rundt om sig selv, graciøst sejler ned mod min næsten døde, afsvedne græsplæne, og som til slut lander med et fuldstændigt uhørligt bump, der kun opfattes fordi jeg nu har hele min opmærksomhed rettet mod det.

Og ja, jeg ved det godt. Jeg kan naturligvis ikke på nogen måde "høre" den lyd, sådant et vissent, dødt blad afgiver, når det lander mellem de tusindvis andre, der i løbet af den alt for tørre sommer er faldet af træerne i min have.

Det føles bare sådan - som om netop dette blad giver et skæbnebestemt "bump" fra sig, når det med sine ganske få grams landing, skaber et uendeligt lille øjebliks forstyrrelse i det univers, det hele sit liv var en del af.

Alene dét, at jeg sidder og tillader mig selv at følge bladets vej mod sin  - måske - endelige hvileplads, får min morgensløve hjerne op i omdrejninger, og starter en mangfoldighed af tanker, der lynhurtigt finder tilbage, til dengang bladet startede sin tilværelse.

Som en lillebitte knop - på en tynd, tynd gren af det univers, der kom til at være alt, det nogensinde kendte. Et univers, fyldt med så mange forgreninger, afstikkere, farer - og solbeskinnede, regnvejrsdrukne vidunderlige glæder - at det næsten ikke kunne vente med at vokse sig stort og stærkt, og dermed blive istand til at give s i n skærv til modertræets muligheder for at overleve.

Nu er der nok nogen af jer, der sidder og næsten automatisk begynder at sammenligne sådan et bette blads liv, med det liv, vi selv lever. Hvilket heller ikke er helt af vejen, når det nu endelig skal være.

Og måske især, når man - som jeg - kigger nærmere på det lille blad, der nu ligger livløst og allerede smuldrende på overfladen af det græs, det altid havde set som noget uhyrligt spændende og helt uden for rækkevidde.

For bladet havde alt imod sig, lige fra starten af tilværelsen. Det lignede ikke de andre - var misformet, krøllet sammen af genetisk uforståelige årsager, og næsten ude af stand til at levere noget af det, alle de andre blade leverede til modertræet.

Men det overlevede de fleste af de andre blade. Voksede sig stort, og på sin egen måde smukt og specielt, inden tørken endelig fik modertræet til at kappe forbindelsen, og dermed startede den udtørring, der endte med at det her til morgen lydløst gav slip, og begav ud på sin sidste rejse.

En rejse ud i det ukendte - ud i det, der altid havde omgivet det, men som det ingen idéer havde om - og med noget, der er så uendeligt meget større end det selv, betragtende dets yndefulde flugt, det sagte nedadgående flyv, der endte dér, hvor det uden at vide det, vil blive til en del af noget endnu større - endnu vildere, og endnu mere skævtvoksende vidunderligt.

Den jord, der skal give næring til det træ, der gav liv til det blad, der startede som en grøn knop i eksistensen.

Og alt det skete for øjnene af mig, mens jeg drak min morgenkaffe, og startede endnu en første dag, i det, der er resten af mit liv.

Hvilket jeg med glæde gør - bare Én Dag Ad Gangen.

Morgendyr og nattetanker.

Morgener er noget mærkeligt noget. Øjeblikket, hvor lysets frembrud kommer - senere og senere - og hvor det at stå op bliver til lidt af en kamp mellem min indre nyctophil og min magelighed.

På den ene side vil jeg gerne op og nyde morgenens frembrud samt nattens langsomme afsked - men på den anden side krammer min dyne sig så hårdt ind til mig, at det virker som en uoverstigelig kamp bare at slippe fri af den.

Men nogle gange vinder nyctophilen, og giver mig dermed mulighed for at kunne elske de sidste rester af en blæksort nat, og nyde den der langsomme overgang daggryet sender afsted mod Tryggelev.

Så nu står jeg ved min havedør med en kop varm the i hånden, og nyder duften af citron og honning, mens tankerne begynder at danse, og blikket langsomt dvæler ved den bagerste del af haven.

Dernede, hvor dådyrene - eller er det rådyr ? - lader til at have fundet et natroligt sted med vand og mad, kan jeg ane svage bevægelser - knapt skimtbare brune pletter, der langsomt rejser sig og glider ud gennem de smalle åbninger i hæk og krat.

Grenene på krattets træer bevæger sig elegant i den hastige morgenvind, der synes at skubbe de sidste rester af natmørke foran sig, og blokerer med mellemrum mit synsfelt - indførende et magisk element i mit morgensyn - nu var de der - og nu var de væk.......

Henover græsplænen trisser et forsinket pindsvin, med næsen rettet mod den lille vandskål, jeg har sat ved forreste krat. Den kaster et årvågent, men dog lettere mistænksomt blik omkring sig, inden den langsomt drikker de sidste rester af nattens beskyttelse væk.

Og med ét - er den forsvundet, og kun de svage bevægelser i bunden af krattet viser, hvilken vej den tog.

Det samme er mine overnattende gæster nede i bunden af haven. Forsvundet ud på den daglige rejse langs krattene - op til skoven skråt bagude, hvor livet kan leves, mad kan findes, og vagtsomhed betaler sig.

Gennem vindens tiltagende morgenblæs hører jeg svagt skrig kommende ovenfra. Og straks danser mine stadig natrolige tanker ud af en ny tangent - byggende et billede op af en utilfreds krage, en statelig sortravn, eller måske endda en smuk morgensvævende ørn, der er blevet forstyrret i sin morgenjagt efter Flying Breakfast, og har måttet lade en dødskræmt bette pip slippe væk.

Og som nu lader sin irritation udmønte sig i indtil flere skarpe skrig, inden den igen lader blikket vandre efter den morgenmad, der kan få dagen til at begynde tilfredsstillende.

Uden jeg helt har bemærket det, er jeg allerede igang med min tredie kop velduftende morgenthe, og natten er helt forsvundet. Tilbage står nu de viftende grene fra træerne, den halvtømte vandskål i kratgrænsen, og de små sorte droppings fra de nu forsvundne overnattende.

Samt lyden i det knapt så fjerne fra bilerne, der skal bringe morgentrætte Langelændere afsted på arbejde. En svag lyd, der abrupt afbrydes af den stærkt brummende første morgenbus, mens den glider gennem min lille hjemby, medbringende morgenrejsende, der lige kan nå at få et lille glimt af de brune firbenede oppe i krattet bag mosen.

Hvis de altså kigger, og ikke er travlt optaget af deres Iphones, Androids, Tablets - eller hvad de nu bruger som distraktion fra den verden, og den hverdag, der gang på gang truer med at fylde alt for meget for de fleste. Og gennem hvis indbyggede kameralinser, ufatteligt mange vælger at betragte og dokumentere den verden, de med største lethed kunne være en integreret del af - hvis de bare turde....

Pludselig undslipper en lille kluklatter mine theplettede morgenlæber. Her står jeg - og bliver helt selvretfærdigt moralsk indigneret, uden at huske de mange gange jeg selv har betragtet verden gennem linsen på min mobilos.

Og stadig let latrende sender jeg en undskyldende tanke afsted mod den nu i det fjerne forsvindende morgenbus og dens ganske givet morgentrætte passagerer, med et ønske vedhæftet.

Ønsket om Sindsro til dem alle, så de kan acceptere det, der ikke kan ændres, Mod, så de kan ændre det, der kan - og Visdommens Vidunderlige Mulighed for at kende forskellen.

Samt håbet om, at de - ligesom jeg selv - fik nydt synet af den natur, der omgiver os alle, hele tiden.

Det vil jeg selv fortsætte med - de næste fireogtyve timer.

Farvel - og tak for fisk.

Underlige lyde trænger ind gennem døren.

Efterfulgt af dufte fra en anden verden, og ekkoer af skridt ned gennem den lange gang, der åbenbart er udenfor. I rummet høres sagte snorken og med mellemrum knirken fra hvileløse vendinger, når den ukendte måde at sove på bliver for meget.

Mine øjne åbner sig langsomt, og lettere forvirret kigger jeg mig rundt, mens sindet og sjælen igen finder plads i min morgentrætte krop. Et dunkelt rum, med sorte persienner - stort, og kun beboet af to senge og to stole, samt et lille bord - og et par kufferter.

Og stille går det op for mig, at jeg nu er i fuld gang med en afsked, af den slags der både er god - og træls.

Jeg er på Livsstilscenteret i Brædstrup - for allersidste gang. Og den venlige snorken i værelset, kommer fra min medbeboer, der endnu ikke er helt vågen.

Siden mit første besøg i slutningen af 2016, har jeg haft fornøjelsen af at tjekke ind på stedet ialt 6 gange, og lært utallige dejlige mennesker at kende. Mennesker, hvis historier og overskud har haft en dyb indflydelse på mine tanker, samt på mine madvaner og levemåder.

Jeg har i den periode tabt utallige kilo - og taget de fleste på igen. Prøvet mange forskellige retter, opskrifter, tankemåder, og fundet frem til det, der kan være istand til at få mig godt frem til det mål, jeg har sat mig.

Tabet af vægt, og kureringen af mine forskellige skavanker, gennem vedligeholdelsen af en sund livsstil.

Ja, jeg ved det godt - der h a r været en del øjeblikke undervejs, hvor den der tykskallede chokoladeflødebolle og den der dybsorte cola, har fundet vej til mit indre. Situationer, hvor aftensmaden har været FFTO - Fra Frys Til Ovn - og hvor indholdet af nyttige næringsstoffer nærmest har været negativt.

Og jeg ved godt, at ingen af mine sygdomme er helt forsvundet endnu - tarmene brokker sig stadig, blodtrykket danser ind imellem, de andre småting hopper ind og ud som det passer dem. Og hverdagen er stadig fyldt af alt det, der nu er ude i et pulveriserende og stadigt foranderligt liv.

Men det er alt sammen en del af det liv, jeg vælger at leve. Både som ædru alkoholiker, tarmsyg, overvægtig, og depressionsmuligt blodtryksforhøjet menneske, er det blandt mine muligheder, at kunne vælge frit mellem alt, hvad livet tilbyder mig.

Jeg skal bare sørge for, at der blandt det jeg vælger, er en overvægt af alt det der sunde, gode, dejlige, og velsmagende, jeg har lært at sætte pris på gennem perioderne på Centeret. En overvægt af de levemåder, og de træningsmåder, jeg har kunnet snuse til her.

Jeg kommer sgu til at savne stedet. Savne de store, varme smil, man bliver modtaget med. Savne den ægte bekymring og indlevelse, de ansatte daglig viser. Savne køkkenets kreativiteter - mærkelige smage, der velbehageligt trænger ind i mine smagsløgs allerhelligste. Savne roen i meditationstimerne - debatten i undervisningen - latteren og hyggesnakken i fritiden.

Savne - at være sammen med mennesker, der alle søger ændring af en Livsstil, de ikke har brug for. Og som gennem stedets ualmindeligt effektive sammenskruning, finder frem til det, der lige præcis kan hjælpe dér, hvor man nu lige står.

Men jeg ved, at den måde jeg har levet mit liv gennem de sidste snart otteogtyve måneder - én dag ad gangen - vil kunne hjælpe mig gennem de ændringer, jeg er nødt til fuldt ud at implementere i min hverdag, for at kunne nå mit mål. Ved, at ingen af de mennesker, jeg har lært at kende på opholdene, er længere væk end den nærmeste telefon eller computer.

Ved, at jeg har fået venner, der bare holder ved, og som på egen krop har lært, hvor godt det er at være her på Livsstilcenteret.

Så det vil være med største Sindsro, at jeg på torsdag siger farvel til stedet for sidste gang - og fortsætter ud i det liv, jeg har lært at elske siden den niogtyvende april tyveseksten.

Bare én dag ad gangen.

Tanketørke i Tryggelev.

Jeg kan høre den tørre, sprøde lyd af græs, knasende under mine fødder, mens jeg går ned gennem haven for at tjekke om der stadig er vand til dyrene. En splintrende lyd, der understreger den hvileløshed, jeg gennem nogle dage har følt mig som den knapt så lykkelige ejer af.

Og når jeg drejer hovedet, kan jeg se de sammenfoldede blade på træerne, og næsten høre hvordan de stolte stammer desperat forsøger at holde på den smule væde, der trods den snart måneder lange tørke stadig er i undergrunden.

Morgensolens ellers normalt så friske stråler flimrer allerede af dagens kommende tørhed, og jager fugle og smådyr ind i køligheden mellem træer og buske, mens desperate insekter med små svirrende lyde forsøger at fange min blankt svedskinnende hud, for at kunne slubre vædske i sig, og på den måde overleve lidt længere.

De får min hud til at klø, mine hænder til at klaske, og overfladen af mit sind til at blive irriteret.

Og mens krusningerne af irritation hedeflimrende danser henover mine tanker - effektivt knusende enhver form for kreativitet - går det op for mig, at selv min tidsopfattelse er forstyrret af den langvarige sommer.

Dagene har jaget hastigt afsted, og samtidig med skildpaddeskridt trisset mod aftenens næsten utænkelige mulighed for kølighed - hvorefter de derefter er forsvundet næsten bevidstløst bagud, i en fortid der ligger så tæt på, at den næsten er fremtid.

Nutiden - eksisterer næsten ikke, og stikker kun sit hoved frem en sjælden gang imellem for at undersøge om kølig-heden stadig er lige varm.

Jeg hælder tankefuldt nyt vand i dådyrenes spand, mens jeg lader blikket glide ned over det, der ellers normalt er en mose, men som nu nærmest ligner et tørkeflimrende helvede for de frøer, jeg tidligere på året havde fornøjelsen af at lytte til, når jeg nød aftenens stille ro.

Og med ét går det op for mig, at min nærmest bevidstløse gennemlevning af de sidste mange dage, for første gang - siden jeg startede på denne blog - har bragt hele tretten dages afstand mellem mig, og det, der siden den niogtyvende april tyveseksten, har holdt min tankeverden sprudlende, og sørget for at min kreativitets kilde har bragt mig friskt drikkeklare idéer, tanker og ord....

Ord, som jeg har kunnet frådse i med en klippeklar tro på, at kilden aldrig ville tørre ud - at den for evigt ville springe, og fylde min helt egen kølige Gudenå, med masser af muligheder for liv og levned.

Den er nu nærmest at sammenligne med en silende, lunken sveddråbe - driblende ned over en varmeforstyrret bevidstheds desperate forsøg på at beskrive - at der er Tørke i Tankerne og Tryggelev.

Så mens jeg næsten hedeslagsramt trisser op mod min havedør igen, beslutter jeg mig for at finde mine tankers vandboringsudstyr frem, og med Sindsroens kræfter finde Mod til at lade det bore sig ned gennem skriveblokeringernes stenhårde Undergrund af fortidige fejltagelser, for dér at søge den Visdom, der som en anden Old Faithful vil kunne springe med regelbundet regelmæssighed - vandende min hjernes have, så inspirationernes træer, tankernes roser, tåbelighedernes ukrudt, og finurlighedernes krydderier igen vil kunne trives, vokse, og blomstre.

Bare Én Dag ad Gangen.