Morgendyr og nattetanker.

Morgener er noget mærkeligt noget. Øjeblikket, hvor lysets frembrud kommer - senere og senere - og hvor det at stå op bliver til lidt af en kamp mellem min indre nyctophil og min magelighed.

På den ene side vil jeg gerne op og nyde morgenens frembrud samt nattens langsomme afsked - men på den anden side krammer min dyne sig så hårdt ind til mig, at det virker som en uoverstigelig kamp bare at slippe fri af den.

Men nogle gange vinder nyctophilen, og giver mig dermed mulighed for at kunne elske de sidste rester af en blæksort nat, og nyde den der langsomme overgang daggryet sender afsted mod Tryggelev.

Så nu står jeg ved min havedør med en kop varm the i hånden, og nyder duften af citron og honning, mens tankerne begynder at danse, og blikket langsomt dvæler ved den bagerste del af haven.

Dernede, hvor dådyrene - eller er det rådyr ? - lader til at have fundet et natroligt sted med vand og mad, kan jeg ane svage bevægelser - knapt skimtbare brune pletter, der langsomt rejser sig og glider ud gennem de smalle åbninger i hæk og krat.

Grenene på krattets træer bevæger sig elegant i den hastige morgenvind, der synes at skubbe de sidste rester af natmørke foran sig, og blokerer med mellemrum mit synsfelt - indførende et magisk element i mit morgensyn - nu var de der - og nu var de væk.......

Henover græsplænen trisser et forsinket pindsvin, med næsen rettet mod den lille vandskål, jeg har sat ved forreste krat. Den kaster et årvågent, men dog lettere mistænksomt blik omkring sig, inden den langsomt drikker de sidste rester af nattens beskyttelse væk.

Og med ét - er den forsvundet, og kun de svage bevægelser i bunden af krattet viser, hvilken vej den tog.

Det samme er mine overnattende gæster nede i bunden af haven. Forsvundet ud på den daglige rejse langs krattene - op til skoven skråt bagude, hvor livet kan leves, mad kan findes, og vagtsomhed betaler sig.

Gennem vindens tiltagende morgenblæs hører jeg svagt skrig kommende ovenfra. Og straks danser mine stadig natrolige tanker ud af en ny tangent - byggende et billede op af en utilfreds krage, en statelig sortravn, eller måske endda en smuk morgensvævende ørn, der er blevet forstyrret i sin morgenjagt efter Flying Breakfast, og har måttet lade en dødskræmt bette pip slippe væk.

Og som nu lader sin irritation udmønte sig i indtil flere skarpe skrig, inden den igen lader blikket vandre efter den morgenmad, der kan få dagen til at begynde tilfredsstillende.

Uden jeg helt har bemærket det, er jeg allerede igang med min tredie kop velduftende morgenthe, og natten er helt forsvundet. Tilbage står nu de viftende grene fra træerne, den halvtømte vandskål i kratgrænsen, og de små sorte droppings fra de nu forsvundne overnattende.

Samt lyden i det knapt så fjerne fra bilerne, der skal bringe morgentrætte Langelændere afsted på arbejde. En svag lyd, der abrupt afbrydes af den stærkt brummende første morgenbus, mens den glider gennem min lille hjemby, medbringende morgenrejsende, der lige kan nå at få et lille glimt af de brune firbenede oppe i krattet bag mosen.

Hvis de altså kigger, og ikke er travlt optaget af deres Iphones, Androids, Tablets - eller hvad de nu bruger som distraktion fra den verden, og den hverdag, der gang på gang truer med at fylde alt for meget for de fleste. Og gennem hvis indbyggede kameralinser, ufatteligt mange vælger at betragte og dokumentere den verden, de med største lethed kunne være en integreret del af - hvis de bare turde....

Pludselig undslipper en lille kluklatter mine theplettede morgenlæber. Her står jeg - og bliver helt selvretfærdigt moralsk indigneret, uden at huske de mange gange jeg selv har betragtet verden gennem linsen på min mobilos.

Og stadig let latrende sender jeg en undskyldende tanke afsted mod den nu i det fjerne forsvindende morgenbus og dens ganske givet morgentrætte passagerer, med et ønske vedhæftet.

Ønsket om Sindsro til dem alle, så de kan acceptere det, der ikke kan ændres, Mod, så de kan ændre det, der kan - og Visdommens Vidunderlige Mulighed for at kende forskellen.

Samt håbet om, at de - ligesom jeg selv - fik nydt synet af den natur, der omgiver os alle, hele tiden.

Det vil jeg selv fortsætte med - de næste fireogtyve timer.