Tanketørke i Tryggelev.

Jeg kan høre den tørre, sprøde lyd af græs, knasende under mine fødder, mens jeg går ned gennem haven for at tjekke om der stadig er vand til dyrene. En splintrende lyd, der understreger den hvileløshed, jeg gennem nogle dage har følt mig som den knapt så lykkelige ejer af.

Og når jeg drejer hovedet, kan jeg se de sammenfoldede blade på træerne, og næsten høre hvordan de stolte stammer desperat forsøger at holde på den smule væde, der trods den snart måneder lange tørke stadig er i undergrunden.

Morgensolens ellers normalt så friske stråler flimrer allerede af dagens kommende tørhed, og jager fugle og smådyr ind i køligheden mellem træer og buske, mens desperate insekter med små svirrende lyde forsøger at fange min blankt svedskinnende hud, for at kunne slubre vædske i sig, og på den måde overleve lidt længere.

De får min hud til at klø, mine hænder til at klaske, og overfladen af mit sind til at blive irriteret.

Og mens krusningerne af irritation hedeflimrende danser henover mine tanker - effektivt knusende enhver form for kreativitet - går det op for mig, at selv min tidsopfattelse er forstyrret af den langvarige sommer.

Dagene har jaget hastigt afsted, og samtidig med skildpaddeskridt trisset mod aftenens næsten utænkelige mulighed for kølighed - hvorefter de derefter er forsvundet næsten bevidstløst bagud, i en fortid der ligger så tæt på, at den næsten er fremtid.

Nutiden - eksisterer næsten ikke, og stikker kun sit hoved frem en sjælden gang imellem for at undersøge om kølig-heden stadig er lige varm.

Jeg hælder tankefuldt nyt vand i dådyrenes spand, mens jeg lader blikket glide ned over det, der ellers normalt er en mose, men som nu nærmest ligner et tørkeflimrende helvede for de frøer, jeg tidligere på året havde fornøjelsen af at lytte til, når jeg nød aftenens stille ro.

Og med ét går det op for mig, at min nærmest bevidstløse gennemlevning af de sidste mange dage, for første gang - siden jeg startede på denne blog - har bragt hele tretten dages afstand mellem mig, og det, der siden den niogtyvende april tyveseksten, har holdt min tankeverden sprudlende, og sørget for at min kreativitets kilde har bragt mig friskt drikkeklare idéer, tanker og ord....

Ord, som jeg har kunnet frådse i med en klippeklar tro på, at kilden aldrig ville tørre ud - at den for evigt ville springe, og fylde min helt egen kølige Gudenå, med masser af muligheder for liv og levned.

Den er nu nærmest at sammenligne med en silende, lunken sveddråbe - driblende ned over en varmeforstyrret bevidstheds desperate forsøg på at beskrive - at der er Tørke i Tankerne og Tryggelev.

Så mens jeg næsten hedeslagsramt trisser op mod min havedør igen, beslutter jeg mig for at finde mine tankers vandboringsudstyr frem, og med Sindsroens kræfter finde Mod til at lade det bore sig ned gennem skriveblokeringernes stenhårde Undergrund af fortidige fejltagelser, for dér at søge den Visdom, der som en anden Old Faithful vil kunne springe med regelbundet regelmæssighed - vandende min hjernes have, så inspirationernes træer, tankernes roser, tåbelighedernes ukrudt, og finurlighedernes krydderier igen vil kunne trives, vokse, og blomstre.

Bare Én Dag ad Gangen.