Andre Sider af mig

tirsdag den 24. juli 2018

Skogrende skrål en stille morgen, og .......


......små bank på den åbne havedørs rude af et skarpt næb.

Næsten uhørligt, men alligevel til at opfatte mens jeg sidder og stirrer tanketomt på skærmen. Et fasanhoved, der rykvis vendes, så øjnene hver for sig kan få lov til at kigge ind.

Er du der? Jeg vil ha' mad !

De kan vænne sig til meget, de der fasankokke. Især, når der er gratis mad på færde. Så jeg har trofast - gennem det par måneder, der er gået siden jeg første gang opdagede fasanfatter i min have - lagt frø, korn, havregryn, og andet spiseligt frem på havetrappen, og derved vænnet ham til at komme forbi, for at fylde sin kro og kråse.

Og jeg har nydt synet af ham, mens han ronderede min have for at sikre sig at der ikke var noget farligt på vejen til og fra maden.

Men ligefrem at afbryde mig i mine tanketomme betragtninger over ingenting - det har han aldrig gjort. Før nu.

Lettere irriteret kigger jeg over mod den åbne havedør - og skal lige til at brumme misfornøjet af ham, da det går op for mig, at han bare gør hvad han plejer. Gør opmærksom på sin eksistens - sørger for at blive bemærket - og minder mig om den vane, jeg har bibragt ikke bare ham, men også mig selv.

Naturligvis skynder han sig hurtigt i sikkerhed, da jeg rejser mig for at hente mere foder til ham, udstødende det ene skogrende fasanskrål efter det andet, mens han med mellemrum rejser sig op så lang han er, og basker heftigt med vingerne. Man er vel en frygteligt farlig fasanfatter, der skal respekteres !!

Jeg drysser det nye foder over trappen, og fylder nyt vand i den skål, jeg satte ud da varmen udtørrede græsset, mens jeg stadig  distræt kigger ud i "dét uendelige ingenting", som et morgentræt og tanketomt sind mange gange opfatter omverden som - inden jeg igen sætter mig tungt foran den let blæserbrummende computer, og fortsætter søgningen.

Søgningen efter det, jeg gerne vil skrive. Det, jeg gerne vil udtrykke, her til morgen. Det, jeg slet ikke kan lade være med at dele med jer. Det, der ellers normalt flyder let og ubesværet ned på den tomme skærms papirlignende side.

Dét - der ikke er der.

Det hænder en gang imellem, det her. At jeg sidder helt tanketom og uden idé om noget som helst andet end præcis det Nu, jeg befinder mig i. Uden anden opfattelse af Livet, end det, følelsen af at være i live giver mig.

Uden nogen form for tidsopfattelse - lige med undtagelse af det sekund, der var - det sekund, der er - og det sekund, der kommer.

Før i tiden var det noget af det, der kunne få mig til at snuble over tilværelsen, og forskrækket flygte ned i den nærmeste mulighed for tankeadspredelse, mens mit sind desperat skreg efter den samme type nattergal, som Kejseren i H.C.Andersens vidunderlige eventyr ikke kunne leve uden - den, for hvem livet aldrig er mekanisk og forudsigeligt, men som frit og utvunget lader smukt trillende melodier danse gennem universet - den ene mere vidunderlig end den anden.

Skråååååg, skogrer fasanfatter udenfor. Hvad bilder du dig ind ? At tro du er noget så specielt, at selv en fugl, der har sunget for Kejseren af Kina, vil komme til dig ? Du må nøjes, må du, med mig og mine skogrende morgenskrål. At du bare ved det !!

Og mens fatter fasan, overhovedet for guderne vide hvor mange små nye fasanlinger, paraderer sin uendeligt smukke fjerdragt udenfor min havedør, og med mellemrumryster fjerene voldsomt, går det op for mig, at den før så tomme skærm nu er fyldt med dét, der ikke var der.

At dét, jeg denne morgen gerne ville finde, så jeg kunne dele med jer - helt af sig selv fandt frem til mine fingre og mit sind, selvom det var med hjælp fra skogrende fasanskrål og ikke melodiøs nattergalesang, og som nu fylder linie efter linie med beretningen om denne morgens vandring frem mod dagens første erkendelse.

En erkendelse af at være i live, der opstod - sekund for sekund - fordi jeg accepterede det, jeg ikke kunne ændre, og fandt mod til at ændre det, jeg kunne. Et mod, der kom til verden, fordi det ikke kunne andet.

Modet til at være.

Det mod, jeg morgen efter morgen har fundet, og som starter min dag bedre, end noget som helst andet nogensinde har kunnet.Det mod, der sindsroligt finder sin naturlige plads i mit liv, mens de ædru dage opstår én ad gangen.

Modet til at leve.

Frederik Fasan's skogrende skrål fortoner sig i det fjerne, mens han roligt vandrer ud mod hvad det så end er, han tilbringer resten af døgnet med, mens lydene fra landevejen blander sig mere og mere - og morgenkaffen i mit krus er ved at være drukket.

Det er tid, til at fortsætte med at være dét, jeg er.

Ædru.

mandag den 16. juli 2018

Der er mange måder at vågne på............


 .............har jeg fundet ud af.

Og en af dem er den rent praktiske, hvor jeg forlader nattens sovende aktiviteter, til fordel for de mere dagsvågne. Det kan til gengæld opleves på mange forskellige måder.

Startende med den der, hvor dagen begyndes med et tigerspring ud af sengen, og hjernen bare er i fulde omdrejninger fra det splitsekund øjnene begynder at åbnes, parat til at klare det hele, næsten påklædt inden mine fødder rammer gulvet......

 - over den mere rolige, hvor sengen forlades med langsomme, afslappede bevægelser og hjernen småsludrende følger trop, mens jeg stadig lettere søvnpåvirket halvforvirret leder efter den der sok, der aldeles ikke vil findes........

 - til den fuldstændigt umulige, hvor det at vågne bare føles som et mareridt forklædt som en dagdrøm, og hvor både kroppen og øjenlågene indædt bandende nægter at bevæge sig så meget som en milimeter, mens hjernen desperat holder fast på de sidste rester af den der fuldstændigt vanvittige drøm, der har fyldt størstedelen af natten, og armene nægter at give slip på både pude og dyne.

Og endelig er der blandingen af alle tre -  hvor jeg pludseligt opdager at jeg ikke længere ligger i sengen, men allerede har foretaget det der tigerspring ud på gulvet - med fuldt åbne øjne - og alligevel er nødt til at sætte mig ned på sengen igen, mens øjenlågene uimodståeligt finder vej tilbage til lukket position og hjernen beklagende fortæller mig, at det var en fejl - jeg skal slet ikke op nu - jeg kan godt lade være med at vågne - det er sikkert alt for tidligt - jeg skal intet og kan lige så godt finde tilbage til Morpheus arme igen........

Hvorefter jeg stadig dynevarm lader mig glide tilbage mod den der uimodståeligt lokkende vandrette position, og de sikkert ventende drømme, fyldt med lokkende oplevelser og......

84.

Det dukker op i min næsten nedslukkede hjerne uden varsel og uden forklaring. Fireogfirs. Altså tallet fireogfirs.  Et ottetal og et firtal. 8 4 .Ganske lysende klart, og helt hundrede procent sikkert uden nogen former for kontakt til eller sammenhæng med noget som helst andet, min hjerne eller mine drømme har haft gang i på vej mod noget som helst.

Fantastisk irriterende.

I kender det sikkert selv ganske godt. At være på vej tilbage i søvnland, med retning ned under den der dejlige, varme, og ganske givet helt livsnødvendige dyne - og så pludselig opdage at der står én - og kun én - tanke tilbage i hjernen. Og at samme tanke gør det et hundrede procent umuligt at kunne fortsætte bevægelsen ned mod det put and snork-sted, kroppen ellers allerede har påbegyndt.

Hvorefter der kun er én ting at gøre. Vende den nedadgående bevægelse til en opadgående - og stå ud af sengen.

Sukkende, bandende, øjengnidende - og stadig spekulerende på det der tal, der ganske uden nogen form for sammenhæng dukkede op, og ødelagde et ellers snart genoptaget godt forhold mellem mig og Søvnens Guder og Gudinder.

Og først da jeg tillader mig selv at bruge Sindsro'en på situationen, og gi'r fuldstændigt slip på tallet - fordi jeg ikke kan andet - damper det af igen. Hvilket min stadig lettere søvn og drømmepåvirkede hjerne tillader det at gøre, efter jeg i tankerne har plantet det på fronten af et godt gammeldags lokomotiv, der straks derefter afgår fra perron fire med dampen stående op i en røgfane fra skorstenen og et skingert fløjt til afsked.............

Lidt senere kan jeg så sidde i ro og mag med min nybryggede morgenkaffe, og lade hjernen danse fandango med morgenens erkendelser, inden jeg tager mig sammen til at beskrive dem herinde. For jo, der er skam erkendelser i den morgenoplevelse, jeg netop har beskrevet.

Erkendelsen af, at jeg tidligere kunne have brugt netop sådan en situation til at spekulere mig tosset og direkte ned i flasken igen. At den - i al sin simpelhed - indeholdt alt, hvad der skulle til for at vække lysten og trangen til live igen.

Og erkendelsen af, at en simpel gennemgang af situationen - med Sindsro til at acceptere at den måske ikke kunne ændres , Mod til at ændre den hvis den kunne, og Visdom til at kende forskellen - var istand til at  gøre den til det, den nu engang var.

Resterne af en nats drømme og oplevelser - ædru og på vej ind i de eneste fireogtyve timer, der betyder noget.

Dagen i dag.

søndag den 8. juli 2018

Nærved og næsten..........


..... slår ingen mand af hesten.

Og så er det, at alting begynder at være næsten på plads igen. Næsten normalt. Næsten almindeligt. Næsten passet ind i den der kasse, jeg næsten automatisk bliver sat hen i, når mine omgivelser lærer om min sygdom og om mit liv.

Det' ham der alkoholikeren. Ham dér skribenten, der ikke drikker mere. Ham dér, der altid fører sig frem - på nettet, i æteren, i hverdagen.

Var der ikke no'et med, at han havde været voldelig ? Eller var han bare en ganske almindeligt knald-i-låget sut ? Hvad si'r du ? Gik han på landevejen ? Sad han i spjældet ? Jamen - fortæl, fortæl........

Der skal ikke meget til at fornøje folk, når det drejer sig om leflen for den indre grimrian - den der, der bare venter på at blive fodret med al den slags uhyrligheder og dårligdomme, man helst vil holde på noget mere end armslængde væk fra sig selv.

Allerhelst skal det jo være om en eller anden kendis - bare læs Se & Hør, der er ikke andet, end den slags historier -  for så kan man jo uhæmmet pege fingre og fnise: "Der kan du bare se - de er ikke bedre end alle os andre..."

Og nej - det er hverken de, jeg, eller nogen anden afhængig.

Rent faktisk er der slet ingen af os, der er ramt af sygdommen, der er anderledes end nogen andre i hele verden. Lige som jer, er vi mennesker, med liv levet, der har indeholdt både godt og ondt. Liv, der har været - og for det meste stadig er - kraftigt påvirket af den sygdom vi dagligt lever med og i.

Med familier, der gemmer på hemmeligheder - som vel sagtens alle familier gør - og som i årevis har forsøgt at feje sygdommen ind under gulvtæppet. For sæt, hvis der var nogen der hørte, at vi i familien har en.......... Skammen ville ikke være til at bære........ Familien ville bryde sammen....... Alt ville blive ødelagt........

Sæt selv alle de dårlige undskyldninger, du kan finde, ind i stedet.

Heldigvis gøres der meget, for at hjælpe familierne til afhængige tilbage til et næsten normalt samliv.

Gennem Al-aNon, ACA, og mange andre lignende fællesskaber, der har det tilfælles, at de alle søger ærligheden og kærligheden til at forstå hvad det er og var der skete - og hvordan man måske kan forhindre at det sker igen.

Og Tusind Tak for det.

Alligevel forsøges der fra samfundets side, at få mig og alle andre afhængige til at passe ind i de sædvanlige rammer, når vi er kommet ud på den anden side. Der mases og skubbes, hives og slides, for at få os til at passe ned i de kasser, samfundet har kreeret til hver enkelt af os, for at vi kan være ganske almindelige, produktive medlemmer, og ikke skille os ud på nogen måde.

Det lykkes næsten - men så alligevel ikke.

For der sker noget, når jeg kan føle kanterne på kassen skrabe henover ryggen på mig, Mærke materialet, kassen er lavet af, gnide mod mit ubeskyttede Jeg.  Instinktivt spænder jeg alt hvad jeg er, så kassen går fra hinanden i sømmene. Så der opstår sprækker, revner, og huller, jeg kan bruge til at passe min kasse ind, så den passer til mig.

Men hver gang jeg så forsøger at få min nu næsten tilpassede kasse, til at passe ind i de huller samfundet så uendeligt gerne vil have den skal passe ind i - så går det galt.

Så ryger der et par brædder af min kasse, når den støder på hullets kanter. Er par splinter fra kassen river derefter revner i mig - revner, jeg straks begynder at bløde ud fra, og som hurtigt danner ar - igen.....

Ar, der, hvis jeg ikke er påpasselig, vil kunne få min sygdom til at bryde ud i fuld flor igen, og dermed rive alt istykker, hvad jeg har brugt så lang tid på at bygge op. Ærligheden, kærligheden, ædrueligheden - alt det, vil kunne væltes rundt i den flod af smerter og dårlige undskyldninger, sådan en ødelagt kasse kan medføre.

Jeg ved det, for jeg har prøvet det.

Alt for mange gange, før jeg endelig blev mør og villig - og idag, for nøjagtig 800 dage siden, valgte jeg så endeligt at acceptere, at mit Jeg ikke hører hjemme i en samfundsskabt kasse - proppet ned i et standardhul.

Valgte, at acceptere, at jeg er Unik.

Og at jeg ikke er alene, i at være Unik.

For nogen varer det dog hele livet, inden de indser det. For andre skal der en livsvarig sygdom til, inden erkendelsen kommer. Nogen er klar over det fra fødslen. Og andre opdager det aldrig - lever et helt liv, uden at vide det kunne have været så meget anderledes.

Ja, jeg ved det godt, Jeg stiller op til øretæver, med sådan et indlæg i blog'en. For hvordan kan jeg dog tillade mig at tro, at jeg er anderledes end det, det systematiserede samfund vil have, jeg skal være ? Anderledes end alle andre ?

Næh, min fine ven - Du skal ikke Tro du er no'et........ og hvis du gør, så'der no'et du har misforstået.

Men det gør jeg - for det er jeg.

Jeg hedder Per - jeg er alkoholiker - og jeg tager gerne fireogtyve timer mere - ædru, og udenfor kassen - og i Sindsro.

søndag den 1. juli 2018

Idag bli'r en go' dag.


"Ekkoet fra den musik jeg har spillet, runger stadig i ørerne, mens sommernatten sænker sit milde lys over Langeland, og kærestens sommerfregner kærligt smiler til mine indtrykstrætte øjne.

Det har været en god dag."

Sådan var mine tanker på vej hjem fra sommerhavnefesten i Spodsbjerg i aftes, efter jeg og min underskønne elskede havde brugt det meste af eftermiddagen og noget af aftenen, på at sende liveradio fra et telt på havnen.

En hyggelig begivenhed, af den slags mit liv også består af.

Liveradio - og go'e dage.

Heldigvis er det jo nu sådan, at dagene ikke - som før i tiden - altid har deres helt eget liv, og nærmest efter eget ønske skifter mellem at være gode, og mindre gode. Jeg kan nemlig gøre en hel del selv, for at få den dag jeg befinder mig i, til at være på den bedre side af livet.

Allerførste betingelse - er at være ædru. For kun derigennem kan jeg se og opleve det hele, med øjne og sind tunet ind på at nyde fuldt og helt.

Næste betingelse - i det mindste for mig - er besiddelsen af en god portion Sindsro. Meget gerne garneret med et godt drys Mod - og indtaget med Visdommens store ske.

Sidste betingelse - jeps, der er skam flere - er accepten af, kun at leve én dag ad gangen, og holde ham der planlægningsmester-masteren på et absolut minimum af "Og så skal der..... og bagefter...... og senere....".

På den måde er jeg istand til at holde oplevelsen der, hvor oplevelsen hører hjemme. I nuet. Hvilket gør min nydelse af den så meget desto større.

Og gør de efterfølgende minder så meget bedre at holde fast på.

Så er jeg forhåbentlig også i stand til med tiden at fylde minder i hukommelsen, der kan træde ind og "bløde op" på de minder, der jo også er til stede efter et langt liv som aktiv alkoholiker. Træde ind, og huske mig på at livet også indeholder gode dage, der endda er istand til at komme helt af sig selv, bare jeg holder øjnene åbne, og sindet klart.

Så minderne om svigt, om misbrug, om fortræd....... og om så meget andet, der var en del af det, at leve med flasken i hånden, forhåbentlig bliver dér, hvor de hører hjemme - under "...det, der ikke kan ændres" - og giver mig mulighed for at acceptere og leve med det liv, der h a r været.

Hvilket medvirke til, at jeg her og nu kan sidde med en dampende kop morgenkaffe i hånden og vide, at :

Idag bli'r en go' dag.