L.P.V.

En gang imellem er jeg nødt til at prøve at sprælle lidt. 

Hvilket kan være svært, når man er over halvfjerds og just ikke nogen supermand. Så er det, at jeg bare skal tage mig sammen - noget i retning af en flere dages intens debat mellem mit overjeg og mit underjeg, med jeg'et stående forvirret i midten - og gå en god, godt påklædt tur, ude i det blæsende, buldrende, bidende kolde efterårsvejr.

Hvilket så også bare lige kræver, at jeg får mine L.P.V.'ere sat på plads.

Noget af en opgave, nu og da. For sådan nogen sataner er ikke altid indstillet på, at lade mig gøre nøjagtig hvad jeg vil. Hvilket kan være ret irriterende, for bedst som jeg er i fuld gang med min gåtur, ændrer mine L.P.V.'ere sig, fra måske tre til én - eller nu og da endda bare en halv. Og så er det endda kun fordi jeg bor i en mindre by ude på landet, at jeg kan have L.P.V'ere - havde det været en storby jeg boede i, så havde det nok nærmere været V.K.B.'ere, der havde plaget mig.

Suk.

Men sådan er livet jo, når man både skal generhverve kondition, muskler, og generel udholdenhed, efter alle de mærkværdigheder, jeg og min bette krop har været udsat for de sidste mange år. Blodpropper, tarmslyng, alkoholisme, KOL, og alt muligt andet, man sådan går og samler op undervejs i livet.

Så er det godt, når man - jeg - kan fokusere på L.P.V.'ere, og på den måde aflede kroppens og sindets opmærksomhed fra alt det andet. Bensmerter - jep, det er alder - luftproblemer - dårlig kondi - etc. 

Alt sammen bliver samlet i én eneste værdi, på sådan en gåtur - nemlig hvor mange lygtepælevandringer, jeg kan lave, før jeg er nødt til at standse og få luften tilbage i lungerne og kræfterne til at slå til. 

De fleste gange er det som tidligere nævnt mellem én og tre, men ind imellem går vejen mere opad end ligeud, og så kan det være nødvendigt for mig, at dele afstanden mellem to lygtepæle op i to trin. Hvilket egentlig ikke gør mig noget som helst - naturen er altid skøn at kigge på, og blæstens leg med mit - indrømmet - efterhånden alt for lange hår og skæg, kan være ret forfriskende.

Og når jeg så samtidig kan bruge tiden på at fintænke tanker, der måske har løbet rundt i deres egen verden i længere tid, og måske endda komme frem til an løsning - så er det jo ikke så slemt.

Så skidt pyt med, at en tur hjemmefra og ned (op) til det lokale apotek, kan tage op til tredive minutter hver vej. Jeg når at nyde synet af mangt og meget - og får også nu og da snakket med mennesker, jeg ellers ikke ville have snakket med. Samtidig med, at den friske luft får mine tanker til at danse inciterende flamingo'er, af den slags der kan være glemt øjeblikket efter, jeg træder ind gennem hoveddøren og smider det varme tøj - eller af den slags, der får problemer jeg har haft grundet over i længere tid, til at falde på plads.

Hvilket jo heller ikke er så ring' endda.

Så derfor nyder jeg dem - mine L.P.V.'ere - hver evig eneste gang jeg endelig får taget mig sammen til at gå ud af døren, og tilbringe tid med dem i det i øjeblikket frysende blæsevejr, der lystigt drøner rundt over det ganske danske langelandske landskab.

Og glæder mig samtidig over, at jeg ikke bor i Århus, København, Odense, eller  lignende storby, hvor det er nemmere at bruge butiksvinduerne som undskyldning til at stå stille og genvinde kræfter og luft - hvilket jo har givet navn til vindueskiggerbenene, som jo unægteligt lyder noget mere skummelt, end mine L.P.V.'ere.

Det allerbedste af det hele er vel - nej, ikke vel, men helt sikkert - at jeg kan tillade mig at nøjes med at tænke over, hvor mange (eller få) jeg kunne klare i dag - og måske endda glædes over antallet i forhold til andre dage.

For sådan er mit ædru liv - én dag ad gangen.

Man skulle hedde Kelvin........

..... skulle man. Så ville udtrykket Nul Kelvin ha' en betydning, der var bedre, end den det har rent videnskabeligt. 

-273 ° Celsius......... Det absolutte Nulpunkt, hvor ingen bevægelse er.

Dét er dæleme koldt....

Og udenfor drysser temperaturen ned, som søgte den præcis ned mod dét - 0° Kelvin. Indendørs samler varmen sig imens i små, dampende klumper af ugidelighed, mens missemanden fornærmet søger så højt op som muligt, for at udnytte de varmeklumper, der måtte undslippe.

Og ugideligheden smitter af. 

Både på ham og jeg. Ingen af os har den mindste lillebitte lyst til at træde ud i alt det der grimme, lyse, udendørs kølige koldhed, der ligeså snart vinden tager til, vil kunne fryse kønskirtlerne af en hanelefant.

Eller som dén slags dyr også kaldes - en ronkedor. 

Og netop sådan en føler jeg mig som i de her dage. Flokløs, alderspræget, kuldskær, og gående mine egne veje, mens jeg snorter næppe hørlige baslyde ud af mit til tider dårligt fungerende, og  midt i ansigtet placerede, horn.

Lige så stille sænkes gardinerne mere og mere - og lukker varmen inde og lyset ude. Kun mine gule citronchili lyser op midt i al den elendighed - og udfordrer mig til at kaste mig ud i diverse eksperimenter, der alle som én har kvæstede smagsløg som slutprodukt. 

Men de smager nu godt, gør de.

Egentlig er vi mennesker nogen underlige nogen - sådan at udsætte vore sarte smagsløg for dén type kraftigt brændende stads, som capsaicin - stoffet, der får chili til at brænde i munden -  jo er. Og endda vænne os til at gøre det i en sådan grad, at vi ligefrem....... nyder det ?

Suk.

Èn ting, jeg aldrig kommer til at nyde, er overgangen mellem sommer og vinter. Uanset om det er den ene eller den anden vej. Jeg brokker mig næsten på dato, over at det bliver alt for varmt - eller over at det bliver alt for koldt. Og når jeg så endelig er kommet helt hen i de enten varme eller kolde dage - så kan jeg gudhjælpemig finde på at hyle op om, hvor meget jeg nyder det...........

Der må absolut være en eller anden form for capsaicin i luften, når overgangene rammer. Hvordan skulle jeg ellers kunne nyde, at min venstre side brænder som en M-klasse stjerne, når det er koldt - og fryser som 0° Kelvin, når sommervarmen rammer ? 

For det er jo ikke just fordi jeg ligefrem tænder på dén type mærkværdigheder - nærmest tværtimod.

Men jeg har vænnet mig til det, har jeg - efterhånden. Og nyder, på en eller anden depraveret måde, at gå i den iskolde vinterblæst med venstre side vendt mod vinden - for så føles den dejligt varm. Noget "godt" er der da - på dén måde - kommet ud af mine sidste blodpropper for godt tre et halvt år siden, hvis jeg må være lidt sorthumoristisk.

Hvilket nok det eneste, der ind i mellem holder mig oppe - min sorte humor. Når tingene går ad hekkenfeldt til, regningerne drysser ind som konfetti over Broadway til en parade, pengestrømmen tørrer ud som en flod i Sahara, og helbredet samtidig slår knuder, er der vel kun én ting at gøre - tage det hele med et gran salt, og vælge et sorthumoristisk syn på tingene, så jeg da i det mindste kan grine lidt af det hele.

Ihukommende - i guder, hvor jeg dog elsker den slags ord - ihukommende, at det hele jo alligevel går over igen - senest, den dag jeg holder op med at snuble - betaler regningerne - bli'r rask (det hedder langtidshåb) - eller render videre til næste visit på den her underlige klump universel restaffald fra stjernedannelse.

Uanset - så har alt, hvad enten det er godt og dejligt eller det er dumt, dræbende, og dårligt, en udløbsdato. For det meste en dato af den slags, hvor man opdager at man igen kan trække vejret lettere - jep, også vi KOL-ramte - og hvor fuglene kvidrer i det gyldne lys fra den opstående sols varme stråler. 

Ups, der kom jeg vist til at slå min "Lettere Ironiske Tilgang" til.......... Det må I undskylde.

Det var næsten ikke med vilje - og jeg skal nok forsøge at slå den fra igen........

Engang med tiden.

Der er dog én ting jeg - uanset om mit navn er Kelvin eller Per - de sidste tre millioner nihundrede enogfirs tusinde og syvogtreds minutter (altså indtil lige nu) aldrig har haft nogen form for ironisk tilgang til, eller nogen form for sorthumoristisk kommentar til.

Min ædruelighed.

Den er den underliggende og altid nødvendige grund, på hvilken alt andet blomstrer. Mit liv, min hverdag, min kærlighed til min hjerteven - intet af dette ville være muligt, hvis ikke dén var til stede.

Så dén får lige 24 timer mere - i fuld Sindsro.

At leve.....

 

..... i en kulisse.

Sådan kan det føles ind imellem, når jeg som enlig, ædru alkoholiker, med nul familiekontakt, og en forhistorie med konstant flytteflugt i baghovedet, sidder i det hjem, jeg har brugt syv år og to flytninger på endelig at have sat sammen - og pludselig tænker, at der er alt for lang tid mellem de gange, hjemmet bli'r brugt til andet end madlavning og opbevaring.

Opbevaring af det, der var tilbage efter utallige års giftigt liv, giftigt levned, og giftigt alt muligt andet. Det, der ikke nåede at blive fjernet, efter jeg kom hjem fra behandling, og hun, der skulle have været resten af mit livs undskyldning for at drikke, stak af med det hele.

Egentlig nød jeg ekkoet i de tomme rum, dengang. Nød, at have muligheden for at kunne bygge mit liv op igen fra bunden - bare rigtigt, denne gang. Bygge det op, én dag ad gangen. Bruge et par år på at tænke over hvordan fremtiden mon kunne se ud. Eller retter HVOR fremtiden kunne se ud.

Og flytte.

Næsten så langt væk, som det var muligt. Ned til en ø, jeg aldrig havde troet ville aspirere til at være beboelsessted for mig. Men som på utroligt kort tid blev det hjem, jeg altid havde savnet, og altid havde sørget for ikke at komme i nærheden af.

Det trygge, sikre, rolige sted, hvor dagene kunne indtages alene, men aldrig ensomt. Hvor det eneste, der ville kunne ændre noget, ville være sygdom.

Og den slags skal man jo aldrig forsværge, vel ?

Bum - og så var mine muligheder for at klare mit nye hjem forsvundet igen. Ind i de tåger, indtil flere blodpropper hensatte min ædru alkoholikerhjerne i, og ud af de tanker jeg ellers var begyndt at flirte med, om nydelser, rejser, hygge, restituering.

Kort sagt efterladende mig med alle muligheder for at daske direkte tilbage som hovedperson i Tour de Flaskehals. Og efterladende mig siddende i - efter en livsnødvendig lynflytning til en væsentlig mindre bolig - en lænestol uden andet at se frem til, end mikroovnsmiddage og uendelige dårlige tv-serier.

Men lige så langsomt voksede der nu alligevel noget frem, jeg ikke havde turde håbe på. Jeg opdagede, at jeg stadig havde min Sindsro som anker, og min ædruelighed som bolværk, mod alt det, der bare tiggede mig om at falde i igen. Samtidig med, at hjemmet - det nye, altså - begyndte at ligne noget, jeg kunne tillade mig at betragte som mit, og som værende et sted, hvor nyt måske kunne tænkes at opstå.

Kulissen ? Altså den, jeg nævnte i starten ? Det er den, jeg sidder i lige nu, hvor lampelyset falder blidt på min venstre side, mens mikrofonen, jeg normalt bruger til mine podcasts skygger en anelse for den, og rummets dunkelthed lader ane de hylder, med bøger, film, og musik, der fylder væggene.

Og hvor de chiliplanter, jeg har taget ind til overvintring, pynter i vindueskarmen, mens min hjerteven renser pels i den lænestol, han har annekteret som sin egen.

Dét - er den kulisse jeg lever i. Den kulisse, der gi'r mig mulighed for, og lyst til, at udtrykke mig på skrift og i podcasts. Og den kulisse, der på daglig basis hjælper mig til at holde fast i den ene enkle levemåde, der er virksom for mig. 

At være ædru - fireogtyve timer ad gangen.

Morgener......

 

..... kan være mærkelige.

Især dem, der starter før Fanden får sko på. Eller - sko og sko - mon ikke den herre mere benytter sig af klovformede overtræksting, hvis han endelig skulle ville have noget på de der sorte gedeklove, han efter sigende er udstyret med.

Under alle omstændigheder hygger han sig sikkert i sin satinlagen belagte seng, med en enkelt hundjævel eller to, her hvor mine øjne har været åbnet i snart to timer, uden mulighed for at kunne opdage bare en enkelt bettelille mulighed for at falde hen i Morpheus arme igen.

Han er sikkert også hamrende ligeglad, ham der Morpheus. For hvad skulle han da også bruge en hvileløs, selvplagende, og dødirriteret Nyctophil til, når natten stædigt nægter at tillade så meget som et strejf af den kommende dæmring, til at forsøde den tomgang, min hjerne næsten automatisk er faldet hen i, denne morgen.

Ja, jeg ved det godt. Jeg kunne da bare have vendt mig om på den anden side, og søgt tilbage til de der drømme, der kælede for mine sanser med pirrende, lokkende, dragende billeder af både den ene og den anden lækkerhed - præsenteret for mig på fade garneret med små buketter krølsalat.

Mad, naturligvis. Hvad troede du måske ? Blondiner, rødhårede, og brunetter, med lokkende øjne og sensuelle læber? Dén tid er overstået, og "bli'r nok aldrig fundet", som Nanna sang det i Buster . Og skidt da også pyt med det, jeg vil hellere ha' en kop kaffe - eller en kop grøn morgente, som den jeg lige nu sidder og nedsvælger i spandevis.

Lidt fornøjelse skal der vel være, ved at stå op så gudsjammerlig tidligt.

Især, når det meste af vågenheden skyldes de fire poter, missemanden blidt brugte til at vandre hen over min mødige krop, inden han lagde sig med hovedet så tæt på mit, at jeg tydeligt kunne høre hans morgenbrummende spinden.

En spinden, der var den afsluttende lyd i en drøm, hvor jeg var tæt på at vinde Den Store Bagedyst, og bare lige skulle ha' pisket den håndmalkede fløde til skum, inden jeg skulle præsentere dommerne for min nyeste kreation - æblechililagkagen.......

Den var sikkert blevet et hit - men det finder jeg aldrig ud af, for det bette potedyrs insisterende spinden vækkede mig som sagt, og lod håndfløde være håndfløde, og drøm være drøm.

Normalt ville jeg så bare være trillet ud i køkkenet, og halvsovende præsentere rovdyret for en pose vådmad, af den slags han elsker. For derefter at falde omkuld inde i stuen, under indtil flere tæpper, og genoptage den somnium interruptus, der havde vist så lovende takter.

Men nej.

Det var så ikke lige i dag, dét skulle ske. For alene det, at stå ud af sengen, satte mine morgentanker så meget igang, at kun en kande sencha uchiyama kunne sørge for de ikke løb helt løbsk. Den slags evner har den lækkert smagende japanske gudedrik åbenbart i sine gener, for hver gang jeg sætter læberne til den første morgenkop af den, falder alt i mig til ro, og tillader alskens filosofi at dukke op på den indre samtaleskærm.

Hvorefter jeg kan sidde dér, og småhygge klokken fæces om natten, med Morgenklubben på P4 kørende i baggrunden, og lyden af tændernes gumlen på det kernefyldte rugbrød i forgrunden. Og miauwdyrets kælne næsedutten på mine bare ben, når han sådan bare lige vil berette, at det er NU han skal udenfor og fortsætte sin træning i "Hulgravning for enkeltkat" - uanset om det er på netop denne tid af døgnet, at småsultne ræve og andre lignende rovbæster ligger på lur efter uskyldige tanketomme feline kælepotter.

Han burde ellers have lært det, efter sit sidste natlige møde med Mester Mikkel. Det efterlod et femkronestort - godt og vel - område uden pels på hans ene hofte, og et tandkantet hul lige dér, hvor det sikkert ikke gør ret godt.

Men hva' - det er jo indtil flere daaaaage siden, så det sker nok ikke igen.

Suk.

Jeg er en kylling, når det kommer til den bette pelsknold - det ved jeg godt. For naturligvis skal han da have lov til at kunne gå ud og forrette sin nødtørft, som det så sagligt hedder, mens jorden stadig er til at grave i, og efterårsfede mus nærmest tigger om at få lov til at blive spist bagefter. Så betyder det mindre, at jeg sidder hvileløst ventende på hans genopdukken ved havedøren, i uskadt tilstand. Det er jo HANS liv, og en del af aftalen mellem ham og jeg er, at dét må han leve, som det passer ham bedst.

Til gengæld fylder han min hverdag og mit liv med så meget tillid og kærlighed, at jeg til tider næsten ikke kan rumme det, og bare lykkeligt smilende lader det strømme henover mig. 

Også selvom han egentlig er hovedgrunden til min tidlige opstandelse, og nærmest automatisk baggrund for en senere lur på sofaen.

Og med de ord, er den sidste kop sencha nedsvælget - Luskefisen indenfor dørene igen - og morgenrugbrødet trillet ned i mavesækken. Jeg mangler bare at huske mig selv på én ting, inden jeg triller hen under tæpperne - jeg kan næsten høre dem kalde  - nemlig at minde mig selv på det vigtigste af alt. Dét, der er Alpha og Omega i alle mine dage - alle totusindesyvhundredefireogtredive, der er gået siden den niogtyvende april totusindeogseksten.

At jeg er ædru - Én Dag Ad Gangen.

Dagene er fyldt.............

 

.......... med ventetid.

Altså ikke den dér ventetid, når bommene går ned og jeg er nødt til at slukke motoren på bilen, fordi det varer mindst 5 minutter inden toget kommer. Og heller ikke den der ventetid, der opstår når jeg sidder ved lægen i mere end 5 minutter efter den tid, jeg ellers havde fået, og stadig ikke er kommet ind. Eller ventetiden, i køen ved kasseapparatet, hvor kunden foran mig, har en top på indkøbsvognen Himmelbjerget ville misunde.

Og heller ikke den ventetid, der er fra nu'et til det øjeblik jeg ikke skal være her mere. Den nyder jeg skam på daglig basis - sådan, én dag ad gangen.

Næææh, det er den ventetid, der helt automatisk er blevet en del af min hverdag, siden mine sygdomme slog sig sammen, og aftalte at hjælpe hinanden med at få mig til at sætte farten ned.

Det var nu - i al fairness sagt - mest min KOL og mine propper, der aftalte tingene uden min viden. Min alkoholiker mente, den selv kunne klare fartnedsættelsen en enkelt dag ad gangen, og min alder fnøs irriteret over de der opkomlinger, der mente de vidste bedre end sådan en halvfjerdsårig samling højintelligente celler, med et helt livs erfaring i bagagen.

Min KOL var ligeglad - og mine propper hellbound on change. Så eftersom KOL'en styrede lungerne, og propperne havde kontrol over egne eftervirkninger - kunne de sådan set sætte al den dagsorden, de ville.

Og det gjorde de.

Så derfor er mine dage fyldt med ventetid, der aldrig har været der før. 

Pauser, der ganske naturligt bli'r skubbet ind hvor der før var uafbrudt aktivitet. Alene det, at gå i bad, bli'r på den måde at sammenligne med afbrudt samleje - hvad dét så end er, når dén slags har været en saga blot de sidste snart 4 år - hvor en pause på mindst 5 minutter er nødvendig mellem klargøring af badeværelset og selve badet.

Alene fordi, mester KOL triumferende gør opmærksom på nødvendigheden af at inhalere noget muskelberoligende ilt, i en siddende position - indtil puls og åndedrætsfrekvens er "nede på normal igen".

Samt når en vandretur i naturen - hvilket lige nu betyder ned til fællesskraldespandene og hjem igen - næsten automatisk indeholder et "stående hvil". Eller som det hedder, hvis man bor i en storby, "udøvelse af vindueskiggeraktivitet." I begge tilfælde betyder det, at både KOL'en og propperne lige sætter systemet på Stand-By, mens iltniveau og puls når vanligt stade.

Eller ved gåtur til Brugsen - eller bussen - eller hvor det nu kan være, at jeg forsøger at træne mig selv til at kunne nå hen, uden afbrydelser......

Suk.

Til gengæld har jeg genopdaget nydelsen ved at bruge den pludselige "ekstra" tid, til at kigge mig omkring og nyde naturen. Og så samtidig lade min hjerne ordekvilibrere ad libitum. For på dén måde at ha' noget til blog og Podcast senere hen.

Og således også lige her og nu - hvor jeg sidder og udnytter pausen mellem klargøring til, og udførelsen af, det bad, jeg skal have i dag. At jeg så samtidig har fået sat en vask sengetøj over, gør kun pausen mere nødvendig.

Heldigvis.

For egentlig er det lidt en "blessing in disguise", at jeg på dén måde har fået udstyret mine dage med pauseknapper af den mere nødvendige slags. Det gi'r mig muligheden for at sidde stille, nyde P8-Jazz, og samtidig skønmale ord på det lærred, min bette putter så gavmildt fremviser ved at enkelt tryk på en knap.

Og selvom svimmelheden, der helt naturligt opstår når iltniveauet falder under det acceptable, ta'r sin tid at komme igennem, så ændrer det intet ved nydelsen i, at mine dage er blevet fyldt med ventetid.

Det er jo kun - Én Dag Ad Gangen.

Flue

 

Diamantøjne glimtede i det begyndende lys. 

Melodiske vibrationer omgav ham, mens hans mange ben hang struktureret under ham, og de næsten ikke synlige vinger bar ham frem. Gennem æteren. Mod målet, alle af hans slags var født til at søge.

 Dråben. 

Stedet, hvor foreningen af megastort og megalille ville behøve netop hans uendeligt vigtige, katalyserende enhed. Dén, der hængende fra hans ansigt, ville kunne blande dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og i et glimt ville alt være anderledes.

Det var den viden, den  saga, hans mor havde hvisket til æggene, mens hun sirligt placerede dem, hvor de ville udvikles bedst. Og det ønske, hun efterlod dem med, mens de langsomt voksede sig store nok til at bryde frem.

Det højeste mål. Dråben.

Her til morgen havde han spottet den. Et næsten usynligt glimt i en vildfaren lysstråle havde ændret hans normalt planløse flugt gennem æteren, og sendt ham på en direkte kurs mod alt det, han aldrig havde turdet håbe på.

Nirvana. Guddommelighed. Skabelsen af dét, alt handlede om for ham.

Åndeløst vibrerede den i hans ansigt, katalysatoren. Fyldt til randen med det, der indtil nu havde været halvirriterende kreationer, fyldt med en overvældende vigtighedsfølelse, han havde understøttet med opsamlede vækstmedier, de kunne trives i.

Indtil dråben var i sigte.

Det var den nu. Hastigt voksede den i størrelse, tusind gange gengivet i diamantfacetterne i hans øjne. Ivrigt strakte han vedhænget frem mod den - parat til at gøre sit, til skabelsen af dét, alt eksisterede for.

 Blandingen af dråben fra Stort, med væsenerne fra Lille - og det glimt, der ville gøre alt anderledes.

Og i et jubelknusende øjeblik, da vedhænget ramte dråben, skete det. Universets vægt trykkede, maste, kvaste ham til dét, han havde levet for. Efterlod resterne af ham, med den lyd han havde fået hvisket ville opstå i samme sekund . Tordnende ramte den hans døende fatteorgan :

Adr, en flue. Hvad hylan skal dén i min øjenkrog. Dø, kreatur, dø !!!

Morgengrød.

 Ind i mellem bli'r det hele til grød. Alt flyder sammen, og dagen virker som en gentagelse af en gentagelse af en gentagelse...... Hele tiden det samme som dagen før.

Den type grød flyder klægt. 

Altslugende og umuligt at stoppe vælder den ind over de tanker, idéer, og lyster, der måtte være dukket op siden missemanden lavede det samme hop som i går - fra vindueskarmen ned på min mave, for at vække mig så han kunne få mad. Og hoppet i går var det samme som dagen før, dagen før, dagen før........

Udenfor vågner naturen som den plejer, lyset bryder frem på vanlig vis, og alt er (næsten alt) som altid. Alt gentager sig (næsten alt), som det har gentaget sig på efterhånden ufatteligt mange morgener. Uanset tidpunkt, årstid, humør, selskab, så gentager det sig på en måde, der kan føles krybende klam og kvart depressiv.

Uf.

For det er til tider frustrerende at sidde med dén fornemmelse i kroppen, og føle sig på vej ned i den klæge gentagelsesgrød.  Og føle den lukke sig over hovedet på mig, kun tilladende små bobler af trods stige op til overfladen, og briste mens de lukker et i boblen indeluttet næppe hørligt "jeg vil ikke !!!!!!", ud i den gentagelsesklamme morgenluft......

Arghhhhh..........

Lige indtil min indre sorthumorist slår til igen, og foreslår mig at drysse lidt kanelsukker og en håndfuld friske bær på grøden, for - som den afslappet tilføjer - "så glider lortet nok nemmere ned."

Og pludselig gør det ikke noget, at alting har en tendens til at gentage sig - dag efter dag - når bare det er gentagelser af den slags, min Sindsro kan kapere, og min ædruelighed kan vokse med.

Skidt pyt, at Lucifax endnu en gang slår luften ud af mig, ved at lande med alle fire poter strakt lige frem på min mave. Skidt pyt, at han igenigen forsøger at tænde lampen, så jeg kan forstå at han mener jeg skal op - lige nu, og lige med det vuns - for som madslave er det jo min pligt, at sørge for hans kongelige højhed får sin morgendavre hurtigst muligt.

Og skidt pyt, at kaffelavning, madsmøring, næsesmøring, pillespisning, morgenavislæsning, og alt det andet, der sker fra jeg vågner og langt op af formiddagen - virker som en carboncopy af gårsdagens, overgårsdagens, og overoverover (eller hvor mange det nu kan være) gårsdagens start på dagen.

Når bare dén ene af dem, der virkelig betyder noget, er der fra starten.

At vågne ædru - og fortælle mig selv at jeg tager de næste fireogtyve timer mere på samme måde.

Så er Livet alt værd - Én Dag Ad Gangen.

BimmeLiBum

 

Så ramte det igen. 

Og den onde-brand-høvle-mig for fuld skrue. Midt i mine forberedelser til aftenens helt sikkert totalt lækre omgang forloren hare, næsten som de laver den på Valdemarsro. Ud af det blå, uden nogen former for forvarsel lukkede min hjerne for sin rationelle del, og overlod styringen til impulserne. 

I ved, alle de der, der helst skal holdes en anelse i ave, for ikke at ødelægge, fornærme, eller gøre ondt.

Rent faktisk er det ved at være næsten to år siden, min bette plagede hjerne for første gang lukkede ned for al rationalitet, og efterlod mig uden at vide hvad der skete. Og kun et års tid siden sidst.

Den gang troede jeg fuldt og fast på, at det var en hjerneblodprop mere, der var på vej. 

Og det var først da det begyndte at dæmre for mig, at der var noget andet galt - mest fordi jeg pludselig begyndte at reagere vældigt kraftigt på alt, bandede og svovlede mens øjnene lynede og stemmen blev hæs af arrigskab - og min nu indespærrede rationelle hjernedel nærmest tiggede mig om at tage tøjlerne igen, at jeg med møje og besvær fik sat mig ned og forsøgt at tænke mig om.

Og fik fundet ud af at "smelte" de to dele sammen igen. Med efterfølgende ulidelig træthed og sløvhed i alt, hvad jeg foretog mig - nærmest som en god omgang hjernetræthed af den slags, jeg havde prøvet mange gange siden mine propper i tyvetyve.

Denne gang var det dog anderledes. 

Jeg var igang med at finde løg, der skulle hakkes og i farsen. Og fumlede - pludseligt, og helt uden grund - så meget med løgene at de spredtes over gulvet, og jeg stod med de to sidste tiloversblevne i hånden. De blev tyret ned i gulvet, mens jeg råbte ukvemsord på nok de første seks til otte forskellige sprog, og mine øjne lynede værre end det værste tordenvejr.

Hurtigt skyndte jeg mig at samle dem op igen, og lod min nu extremt hurtigkørende hjerne fortælle mig, at den var gal igen-igen. Og at jeg nok burde gøre som sidste gang, og bare sætte mig ned, indtil alt var normalt igen.

Men........ det lavede jo ikke maden færdig, vel ?

Så mens jeg  m e g e t  langsomt ordnede efter mit tantrum, og ganske ganske forsigtigt fik hakket løget, brugte jeg al den koncentration, jeg kunne finde - jep, ikke alverden, det indrømmer jeg - på at få så meget på plads i min turbulente hjernekiste, så det kunne lykkes mig at lave den forlorne hare færdig, og putte ind i den (heldigvis nået før knoppen gik BUM) forvarmede ovn.

Hvorefter det bare hed nedsidning, hjernetømning, og ro på, ro på, ro på......

Og her sidder jeg så.

Maden er spist, opvaskemaskinen sat igang, og roen er faldet så meget over mig, at missemanden har været oppe i skødet og sove - hvilket helt naturligt hjælper med til at fjerne de sidste rester af BimmeLiBum'et. 

Det hedder det nemlig - for mig. For det er sådan det føles, når det træder igennem, og smider min rationelle del hen i et hjørne, så den ligger dér og ømmer sig uden at kunne gøre andet.

BimmeLiBum..........

Jeg kan ikke ændre at det sker, men fra gang til gang oplever jeg at det bli'r mildere og mildere - mere og mere roligt. Og tager kortere tid - heldigvis. Den efterfølgende hjerneskadetræthed er heller ikke nær så voldsk og gennemtrængende, som den ellers er. Når den altså træder frem, uden der først har været sådan en omgang.

BimmeLiBum.

Egentlig er godt smagende ord, det der BimmeLiBum. Jeg tror faktisk jeg vil øve mig lidt mere på det, så det bli'r mindre kraftigt næste gang det ikke bare skrives og siges - men sker. 

Sådan bare - En Dag Ad Gangen.

En morgenvåd missehale.......

 ............. bringer efterårets regn og rusk ind i min varme stue. Et morgentindrende mijau gør mig opmærksom på, at der skal tørres. Man er vel vanedyr, og den dér viskestykke-henover-ryg-og-nedunder-mave ting, er da ganske dejlig  når man nu har været ude i alt det dumme våde, hvis eneste fordel er, at musene ikke kan høre når man sniger sig ind på dem.

Morgenmus. 

Den slags skal der til, når Husets morgenservering er overstået, og af-niflingen vinker forude - derude, hvor de våde blade og pytterne ligger spredt som klatter fra en kælvesyg ko. Eller måske en morgensøvnig bette pip, der skuttede sig i det, den troede var sikkerhed.

Havde den da bare set, at bladene var væk fra den hæk, den gemte sig i. Men sådan er livet jo også - fyldt med munde, der skal fyldes og maver der skal mættes. Om morgenen. Og resten af dagen.

Tankerne bringer smil frem på læberne, mens morgenmuntre og morgenvåde missemand så ganske bestemmende mijau'er endnu en gang.

" Hej du, madslave - det hedder Viskestykke, Køkken, Madskål, Mere Missemad - så ganske og aldeles lige med det vuns ! "

Kattesprog er til tider ganske nemt at dechifrere, bare jeg lytter nøje efter. Hvilket jeg naturligvis gør, for ellers ender der bare to potefulde kløer i låret på mig. Ikke som straf, næ nej - man sku' jo nødig gøre "madslaven" knotten. Mere som en slags....... motivering.

Mens jeg rejser mig for at gå med i det, der åbenlyst er blevet mit hjertevæsens daglige rutine, begynder jeg at klukle ved tanken om at indføre dén type motivering på arbejdspladserne herhjemme. Man skulle jo bare lige have ansat nogle godt trænede "pladskatte", der nøje overvågede at de ansatte holdt sig til dén rutine, de blev betalt for at følge. Og som - hurtige som lynet - lod straffen falde, ved brud på samme.

To potefulde i højre lår ved små overtrædelser, og to i venstre ved større. Samt naturligvis et - kærligheds - bid, bare for at understrege alvoren.

Problemet ville jo nok være, at ikke bare ville samtlige fagforeninger - nå ja, ikke samtlige, Krifa er jo ikke en fagforening - hyle højlydt op om krænkelse af de ansattes rettigheder, men missemøjserne ville alt for let kunne bestikkes til at undlade straf.

"Et stykke med tun, tak."

Og således morgentankevrøvlende lusker jeg fredeligt ud i køkkenet efter bette pjøjsen Lucifax - og fuldfører det indlærte ritual, ved at køre en gaffel to gange rundt i den mad, han undlod at spise, da naturen og musene kaldte på ham.

For der findes intet skønnere, end de tilfredse, glade lyde fra en hjerteven, der føler sig forkælet. Og ja, jeg ved det godt - det ér ren forkælelse, og aldeles en uskik sådan at lade den bette finurlige fætter "styre" hvordan jeg skal agere, når han lige synes der skal lidt mere til.

Men hva' - det er jo kun Én Dag........... Ad Gangen.

Kig ud af vinduet......

 .... sagde Kamilla, mens hun mingelerede elegant rundt med sit staffeli, og arrangerede de pensler hun ville bruge net og nydeligt.

Hun havde inviteret mig til at få lavet et portræt, til en senere udstilling af netop portrætter i hendes atelier. Så jeg var stået tidligt op, for at begive mig ind til storbyen fra den bettelille men utroligt hyggelige by, jeg bor i. Ok - helt så lille er den nok ikke, der er både skole, efterskole, købmand og brugs. 

"- Så kom ikke her, og kald mig lille," kan jeg høre byen brumme halvfornærmet. Den bli'r nu nok go' igen - det plejer den at gøre, når man har drillet den lidt. Den er nemlig dejlig, er den...........

Men det var jo ikke dét, jeg ville udtrykke i det her indlæg. Det var det dér, med at tage ind og få malet sit portræt, af en utroligt dygtig malende kunstner, der stod på det tankemæssige tapet og ventede på at blive beskrevet.

Så jeg starter lige én gang til - med den dér "Kig ud af vinduet"-sætning, som den go'e Kamilla lagde ud med at sige, da hun havde fået placeret mig i en lænestol, der stod på et par paller. Sådan bare, for at få portrætofferet - læs, Mig - op i en højde, hvor selv dværge kan kigges ind i øjnene.

Nu har jeg jo lært fra barnsben af, at være høflig overfor kvinder, og for det meste gøre hvad de beder om. Nu og da. En gang imellem. Hvis det nu lige passer ind i det hele.

Så det gjorde jeg - kiggede ud af vinduet - og lige ind i mit sind........

Derude - på den anden side af den del af det vindue, jeg blev bedt om at kigge ud af - stod et træ med mørkegrønne blade, og fyldte hele synsfeltet. Og kastede ansigter i hovedet på mig. Ansigter, der jo slet ikke er der, men som min krøllede hjerne får associationer til, når den automatisk og distræt "pakker" linier, farver, strukturer, blødheder sammen.

Og her må jeg så nok hellere fortælle, at jeg har "noget" med linier, strukturer, farver, tredimensionelle blødheder - der går nemlig kun et par sekunder, mens jeg sidder i tavshed og kigger - hvorefter der dukker ansigter op blandt de grønne blade. 

Alle mulige ansigter.

Ikke på én gang, men stille og roligt - nogen gange afløsende hinanden, som var det en film jeg sad og kiggede på - og nogen gange i ryk, som så jeg dem gennem et Camera Obscura.

Og jeg nyder det.

For alle disse dyr, mennesker, skabninger, fantasivæsner, tillader min fantasi at gå i overdrive, og danne historier, beretninger, manus'er, filmforløb - alt sammen uden nogen form for lyd, men med utroligt mange dejlige "gensyn" af noget eller nogen, jeg har set før.

Dér var en ræv - og en øgle, næh det var bare munden - men dét der er da Dobby, husalfen fra...... og Sauron...... og en ugle..... og en  dinosaur, eller noget der ligner, lignede, har lignet, ...... er væk igen.....

Og ovenover dem alle, troner dét, jeg har valgt som fokusobjekt, så jeg kan sidde stille mens Kamilla arbejder på livet løs - og Daði Freyr hyggesynger Skiptir Ekki Mali i baggrunden - et stenroligt ulvehoved, der stirrer mig lige tilbage i øjnene, fra det, der vel egentlig bare var to huller i et bladhang mod en lys baggrund - men som i sammenhængen med alle linierne, blødheden, farverne, og strukturerne, blev netop dét - et ulvehoved af smukkeste slags.

Åndeløst visende mig, hvad jeg havde brug for at se.

Så i samtlige de seks timer - også lidt i de pauser, vi trods alt holdt ind imellem - det tog for Kamilla at "fange" billedet af mig på lærred - vekslede alle mulige billeder af alle mulige - og umulige - dyr og væsner gennem bladhanget på dét træ, jeg var fanget af at kigge på.

Men ulvehovedet blev hængende, og dissekrerede mit sind med et blik, der varmede, glædede, og gjorde mig godt til mode. Og først, da sidste strøg var sat, og hun var tilfreds, den nu glødende og let malingramte kunstner med det glade smil og de strålende øjne - slap det mig.

Lige indtil jeg havde vendt hovedet, og kiggede på det færdige resultat. På det portræt, formiddagen og et stykke af eftermiddagen var gået med at kreere.

Og dér var de igen - øjnene, der havde stillet mit sind åbent foran mig, og bedt mig acceptere den ro, der  var i dem.

Den Sindsro, der nu roligt og sårbart kiggede fra lærredet og ud i verdenen.

Livet er dejligt.

For det var den morgen.......

 .......... vi alle forsvandt.

Natten havde været underlig. Fyldt med modsætninger, kontraster, uvirkeligheder. Dagfugle, der sang og pippede af karsken bælg - natfugle, der holdt mund og hoppede bedrøvede omkring. Pindsvin, der sad ved siden af rødpelsede ræve - insekter, der dansede fandango i fuldmånens svage lys. 

Varme luftstrømninger blandede sig med kolde, mens polarlys blinkede over Bjæverskov, og en enlig ulv hylede natsonater på Langeland. Og alt var anderledes.

Den morgen vi alle forsvandt.

Tegnene havde været der gennem længere tid. Miljøets katastrofale sammenbrud, som naturen nægtede at tage alvorligt. De hyppige jordskælv, ingen gav oliefelterne skyld for. Iskapperne, der ikke længere gad være kolde, og gletcherne der alle emigrerede til bedre steder.

Og de små, gnistrende, sporadiske udbrud af ren, uforfalsket sol, vores stjerne nu og da kastede ud i universet. I vores retning. 

Vi så dem godt. Vi katalogiserede dem, talte dem, gav dem lange og svært udtalelige navne, mens vi med vigtige udtryk i ansigterne hviskende delte vores helt egen sidste, og aldeles uendeligt vigtige opdagelse om dem - skælvene, udbruddene, anomalierne. 

Og vi beundrede dem.

Lige indtil den morgen vi alle forsvandt.

Den morgen, hvor der i vores lille obskure hjørne af en spiralarm i den galakse, vores stjerne lystigt strålede i, i et kort og flygtigt øjeblik skete noget, ingen andre steder i Universet egentlig lagde mærke til.

Og hvorfor skulle de også det.

For det lillebitte øjeblik, hvor stjernen bøvsede kraftfuldt nok til at svitse de tre første planeter sortbrændte, gav ikke lys nok til at blive bemærket som andet end et gammaglimt, af andre solsystemers eventuelle planetære stjernekiggere.

-Interessant -  ville de nok sige mens de kløede sig i hvad de nu end havde som hoved med hvad de nu end havde som gribeapparater.

Den morgen vi alle forsvandt.

Måske kunne vi have gjort noget - flygtet til Mars, bygget underjordiske skjulesteder som glimtet ikke kunne svitse, opfundet en solglimtsudbrudsdæmper, eller noget andet lignende.

Men det gjorde vi ikke. Vi havde alt for travlt med heller ikke at gøre noget ved det miljø og den natur, der smuldrede omkring os. Alt for travlt med at finde nye måder at kvæste, ødelægge, dræbe hinanden på. Alt for travlt med at forklare alt, beskrive alt. Og alt for travlt til at høre, hvad der var ved at ske.

Den morgen vi alle forsvandt.

Blev vi savnede - derude i det uendelige Univers - i de uendeligt mange Multivers - i alle de dimensioner, vi delte "plads" med ? Græd de over os, alle de fem, ti, tyve-fingrede, hvide, blå, grønne eksistenser ? Var der øjne, der løb over af vædske på utallige planeter ?

Den morgen vi alle forsvandt.

Nej, for de kendte os ikke. Vi var jo bare lige dér - i udkanten af en obskur galakses ene spiralarm. Ikke synlige - ikke hørlige - ikke............ eksisterende.

Den morgen........

Alt, hvad der hørtes, var lyden, da vores stjerne, vores sol - det, der havde givet os liv i så universelt kort tid - havde svitset klumpen, vi kaldte Jord.

Ups - sagde den.

Dagens første minutter......

 ......... kravler forvirrede afsted, mens de undrer sig over at jeg stadig er vågen. De har ingen muligheder for at vide, at kombinationen af spænding og voldsk ømme rygmuskler, så godt som altid er istand til at gøre natten hvileløs, og søvnen til et fremtidsønske.

For jo - gu' Helgoland gør det ondt i de muskler mine lunger støtter sig til. De muskler, jeg gang på gang får at vide, bare skal masseres på plads. Hver gang lille heltemodige jeg forsøger at bibringe min lokale, men godt uddannede, specialist i almen medicin, viden om min krops forskellige skavanker, samt disses udvikling til energikrævende torturspecialister, ender jeg med en henvisning til en eller anden specialist udi præcis dén muskel, eller præcis de knogler, der nu lige har valgt at stå i forgrunden denne gang.

Suk.

Det var nu så hyggeligt, dengang ham man gik til, bare hed læge. Og ikke havde noget imod at udtale sin klippeklare mening om ondets rod - samt vidste alt om, hvordan man slap af med den sygdom, forvridning, betændelse, eller hvad det nu var, i løbet af for det meste forholdsvis kort tid.

I dag er der månedsvis af ventetid. Ugevis af efterbehandlinger. Og timer fyldt med venten i umage stole på specialiserede hospitalsafdelinger, der alle ligger langt nok væk til at virke eksotiske. Hvorefter alle de kloge menneskers meninger og konstateringer uger senere bliver udtalt af min lokale almen praktiserende medicinspecialist, med den sædvanlige startsætning: "Ahhh, jeg tænkte nok, at det var dét, der var i vejen."

Så kunne han da for søren ha' sagt det, inden hele rundturen startede. Og jeg havde sluppet for nætter med smerte, dage med venten, måneder med bekymringer - og startet behandling, mens en sådan stadig virkede.

Suk igen.

Bare rolig - jeg har stadig til gode, at få hæftet en eller anden stærkt behandlingskrævende, og måske endda mortal, sygdom på alle mine mærkværdige symptomer - så de ender sikkert med bare at være"noget".............. I ved, af den slags der har sit helt eget kapitel i Håndbog for Yngre, Forvirrede Læger, og som patienten - bette lille ynkelige mig - godt kunne have ladet være med at forstyrre med.

Han har jo vigtigere ting at gøre, ham mester doktorfidusen.

Suk igen igen.

Men det er jo sikkert nok bare den dér voldsomt varme nattemperatur, som endnu en gang gør det umuligt at falde i søvn, og får rygsmerterne til at træde endnu mere frem. Det gør det sikkert heller ikke bedre, at jeg har vendt og drejet mig  nogle hundrede gange i sengen mens jeg i tankerne finpudsede alt dét, jeg så vældigt gerne vil ha' skal ske, når morgendagens møde med muntre medmennesker og masser af mad, løber af stablen.

Det er altså godt  nok længe siden, jeg har været så spændt på noget, og ikke har kunnet fortælle nogen om det, fordi det ville tage glæden væk. 

Så bli'r det, der skulle have været en nat fyldt med hvile, hurtigt til en hvileløs nat. 

Heldigvis er der en form for trøst tilgængelig, for sådan én som mig. Det hedder Vieux Porche, og er en godt moden camenbert, der sagtens kan nedsvælges i rene bidder. Og som efterlader en god, skarp smag på tungen, der er istand til at fjerne min opmærksomhed fra den ellers så gennemtrængende avshed i ryggen.

Her er det så, at jeg - heltemodigt, for sådan er jeg jo - beskedent skulle have nævnt, at "vor gode ven Valdemar" altid påpegede at imorgen er der atter en dag. Men........... det kan jeg jo ikke, for imorgen ER ikke en hvilken som helst dag.

Det er jo - som også tidligere nævnt - dagen, hvor mødet med muntre medmennesker og masser af mad, gerne skal udfolde sig for mine spændte øjne på en måde, der forsikrer mig om - at dagen nok ikke lige går hen og bli'r glemt foreløbig.

Faktisk ville jeg ønske, at jeg kun var omkring 10 år gammel lige nu. For så kunne jeg tillade mig at hoppe op og ned i spændt forventning, med et strålende smil på læberne - og aldeles ingen avs nogen steder.

Den sku' lige med, sku' den. 

Suk - nok en gang.

Jeg tror lige, jeg sætter mig til at se en eller anden dødkedlig film - måske den om en rumænsk tobaksarbejders hverdag i 1920'erne. Den er nemlig i sort/hvid, uden undertekster, og 4 ½ time lang, hvilket forhåbentlig kan medvirke til en form for indslumring, inden jeg skal op for at forberede afgangen til storbyen, og alle de knus og kram og kærlighed, jeg glæder mig til at dele ud af.

Mon ikke jeg har brokket mig nok nu ? For så kan jeg vel tillade mig at huske på, at det hele skal tages En Nat Ad Gangen i øjeblikket. En Indian Summer-nat, vel at mærke.

Jeg synes også, jeg kan høre Lucifax kalde inde fra soveværelset. Så - Let me bid thee a fair Good Night, and a pleasant journey through Dreams of Good and Happy.

Nat Nat - altså.......

Sensommersol i September

 Og nej.

Det her indlæg kommer aldeles ikke til at handle om, hvor smukt alt ser ud i det vildtfarvede efterårs strålende sol. Ikke til at lovsynge den længe efterlyste Indian Summer, eller hæst hviskende afsløre kærlighed til kryb og kravl af alskens slags. Ej heller kommer det til at indeholde pral af tomater på størrelse med minibaguettes, eller stolthed over den righoldige mængde chili på planterne i haven.

Nul. Ikke nikke nej. No way. Som i aldeles overhovedet ikke.

Til gengæld kommer det til at indeholde sennats frustrationer over temperaturer, og nyctofile betragtninger af apnø'ens evne til igenigen at drøne alle former for søvn langt ud over landets grænser. Og let kærlige suk over missek.......

Læs du nu bare videre, så får du det hele at vide, gør du.

Det er nemlig slet ikke morgen endnu - langtfra endda. Klokken er kun sådan lige omkring halvtre, og jeg har kastet håndklædet i ringen - accepteret at jeg har tabt slaget om Morpheu's arme - og sidder med en kande grøn te og låget skruet af min honning. 

Det er nemlig det eneste, der du'r, når natten ikke vil nøjes med at være en del af mine drømme, men forlanger at blive taget alvorligt - og for en gangs skyld få lov til at vise mig, hvad den indeholder.

Det er jo også ved at være længe siden, den sidst fik lov til at nyde mit og missekreaturets selskab.

Han er slet ikke glad for det, ham pelsbolden. Og viste med al ønskelig tydelighed, hvad han mente om mit opstandelse klokken alt for tidligt, da han mødigt slæbte sin krop ud i køkkenet, hvor jeg var igang med at lave teen, og lod den dumpe ned på gulvet mens de søvnige øjne og det medfølgende gab undertregede, hvor ugerne han havde skippet søvnen.

For min skyld. Selvfølgelig kun for min skyld. For når Far er oppe, skal "man" jo holde ham med selskab - hvilket sletter ikke har noget at gøre med muligheden for en "tidlig nat"-snack til en heltemodig missemand.

At den tidlige natnydelse så udelukkende skyldes min pludseligt manglende evne til at snorke igennem i et fireogtyve grader varmt soveværelse, hvor ikke en gang et åbent vindue skaber forskel. Samt apnø'er, der får verdensmesterskabet i "hold vejret under vand" til at ligne en lokal hyggegruppe - toethalvt til tre minutter stykket, og masser af dem i de tre timer, det lykkedes mig at tilbringe under dynen - er vel kun en biting for en normalt natelskende nyctofil.

Ja ja ja - jeg ved det godt. Jeg kaster om mig med ord og begreber, der heldigvis ikke er normalkost for alle andre. Så lad mig lige indskyde en fodnote hér - inden jeg fortsætter min uendelige klagesang på nattens præmisser.

Apnø er en sygdom, der består af lange perioder, hvor hjernen glemmer at fortælle lungerne, at de skal trække vejret. Hvilket har en tendens til at drøne mig direkte ud af en ellers måske ganske fin søvn, og ind i øjeblikke af en halvforvirret krop, der ikke kan blive enig med sig selv, om hvorvidt den skal drøne på toilettet - det ku' jo være mit medlemskab af NPK, der pressede på. 

Eller om jeg bare skal lukke øjnene igen, og sove videre.

Normalt intet stort problem - jeg er nemlig udstyret med en genial bette maske, der via en slange er forbundet med en dingenot, der konstant holder et tryk på 4-8 kg, på den luft jeg gerne skulle ha' ned i lungerne. Så hvis jeg nu skulle glemme at trække vejret, sørger den for at jeg har ilt og for at minde lungerne på, hvad deres primære opgave er.

Nemlig.

Men hvis man så sætter apnø'en sammen med overvarme dyner, svedklamme tæpper, og en stillestående luft der selv om natten ville kunne modne sydhavsfrugter på få øjeblikke - så er det, min nyctofile side slår igennem, og hiver mig ind bag skærmen med te, honning - og en morgensøvnig halvknotten missemand - ved siden af mig. 

For dét, at være nyctofil, betyder "bare" at jeg elsker natten, og ikke har noget imod at være i den, nyde den, opleve og føle den, når det nu ikke kan være anderledes.

Så derfor, kære læser, denne omgang ordskvalder på en nat, hvor jeg ellers skulle have nydt gårsdagens oplevelse af at være blevet et år ældre - noget, jeg fejrede sammen med Lucifax, der ligeledes havde årsdag - vi er nemlig født samme dag, er vi. 

Men hvor den Indian Summer, jeg ellers i årevis har efterlyst på min fødselsdag - med sol, varme, brunhedsgaranti, og lignende - sammen med min apnø gjorde den nat, jeg stadig befinder mig i til lidt af en prøvelse.

Noget, som varm Sencha Uchiyama med honning, og åbne havedøres lyttende morgenkåbenydende kig ud i mørket, gør meget ved.

Indrømmet - det havde været en større nydelse at befinde mig i en drøm, af den type hvor alting lykkes, og helten får heltinden mens universets dybere mening afsløres i technicolor og widescreen. Og hvor min bette apnømaskine lige så stille havde bragt mig helskindet frem til morgendagens sikkert solfyldte nydelse.

Men hva' - intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Og en misseprut, der insisterende stiller sig med forpoterne på mit lår - av, de har kløer, har de - med et udtryk i øjnene der siger at vi nok snart må forsøge at fange ham Morpheus igen, kan hurtigt medvirke til tastestop og sengekravling.

Samtidig må jeg erkende, at lige nu - hedder det En Nat Ad Gangen. I det mindste så længe jeg er vågen endnu.

Ned med teen - ind under dynen - og nyde natmissens morgenspinden.

Der var ingen konfetti.....

 ...... og ingen jubel over hækken.

Postkassen havde ingen invitation til taffel på slottet, og ingen bankede på døren for at få os med til TickerTape-parade. 

Ingen piloter var stået tidligt op, for at flyve Dannebrogs-farvede kampfly over min bolig, og intet hornorkester truttede lystigt i min have, mens vi forsøgte at gnide søvnen ud af øjnene.

Selv kaffen var helt normal, og den rosmarinkrydrede fåreost smagte som den plejede, mens solen uforstyrret gjorde, som den altid har gjort på dagen i dag.

Det eneste anderledes, var min hjerteven - min Lucifax - der morgenspindende gned sit hoved mod mit skæg. Og jeg sværger - jeg kunne høre ham spinde et :

- Go'morgen far, i dag er det vores dag.

For det er det nemlig. Vores dag.

Mit storspindende, klosporsafsættende, totaltillidsfyldte, domesticerede rovdyr fylder nemlig syv år i dag.

 Hvilket er helt utroligt, da jeg var ganske og aldeles overbevist om at han kun var ét år gammel da han ankom til huset i en vasketøjskurv, båret af den veninde der havde fundet ham hængende i sin vindueskarm, mens han skreg af sult.

Maven var tom - tarmene var tomme - og hans muskler synede af absolut ingenting. Så begge var vi enige om, at han nok var omkring et enkelt år gammel - men nej. Han havde været lukket inde i en lade eller lignende i et par måneder, efter at være stukket af fra den pasning, hans mennesker havde sat ham i mens de ventede på deres nye bolig. Der måtte nemlig ikke være kat, der hvor de midlertidigt boede.

Og så var han altså stukket af, den bette misseprut, da passerens hund havde sagt Vov til ham - cirka tre måneder før han dukkede op i vindueskarmen. Og senere altså kom til at bo sammen med mig - rettelse, JEG kom til at bo sammen med HAM.

For tag ingen fejl - hjemmet er hans og jeg er hans madslave. Samt meget mere, hvis jeg skal tolke hans måde at være sammen med mig på. Den dejlige pelsbold.

Hans mennesker - dem, han egentlig delte tilværelse med - fortalte mig, da jeg endelig fandt dem, at han var født den sjette september tyveseksten, og altså på daværende tidspunkt var lige knapt 5 år gammel.

Og i dag fylder han så syv.

To vidunderlige år, har jeg indtil nu oplevet sammen med ham. Helt fra den sky begyndelse, hvor alt hvad der var sket for ham efter han var stukket af, stadig sad i ham. Hvor hans sult oversteg hans angst for alt og alle. Hvor han for en sikkerheds skyld lige satte ikke bare tænderne, men hele gebisset og forpoternes utallige kløer i, når han var usikker på hvad der skete.

Hvor tilliden langsomt og roligt voksede frem i ham, indtil han endelig flyttede fra den fjerneste ende af sengen om natten - og op i den armkrog jeg altid lagde parat til ham. Hvor han begyndte at nusse mig, som jeg - med fare for bid og kløer - havde forsøgt at nusse ham.

Og en dag fodrede han mig. Kom ind med en mus, der stadig var levende, og lagde den for mine fødder mens han øjne sagde, at det var min. For i hans familie, skulle ingen sulte.

Fik jeg fortalt, at han fylder syv i dag ?

Han fylder min verden med kærlighed - mit liv med glæde - og mit sind med lykke, den bette prut. Selvom han efterhånden er en stor, magtfuld kat, der med panterbevægelser glider gennem det om ham liggende univers, og undervejs lærer de andre katte i nabolaget, at hér bestemmer han - så er han altid min bette prut.

Og han fortjener det alt sammen. Konfetti i luften, fly på himlen, jublende naboer, og invitation til at besøge Margrethe på slottet. Næh, hun kan komme herned, kan hun, og sige Tillykke til verdens bedste missekat. Jeg skal nok lave en go' kop kaffe til majestæten, der så samtidig meget passende kan høre hele historien om Lucifax's forunderlige vej til mig.

Og imens skal fuglene kvidre lykkeligt, solen stråle septembervarmt, og livet glædes over, at det er hans fødselsdag.

Jeg har ikke tid til at skrive mere, kære læser - jeg skal ud i køkkenet og servere en omgang morgenmad for missemand. Tun til morgen, mindre kan da ikke gøre det, vel ?

Og når jeg så har forkælet ham, ta'r jeg mig en ekstra kop kaffe mens jeg nyder det blafrende flag i flagstangen, og ikke bare glæder mig over min bette prut, men også mit eget septuagesimo anno.

Det' jo heller ikk' så ring', vel ?

Fra et hjørne i min hjerne......

 .... dukkede de op. Nyfødte, nye, og aldrig før tænkte eller følte. Angstens små, skræmte, tanker. Der alle som én hylede blindt op om smerte, død, og eksistensens ophør.

Dengang - for over tre et halvt år siden.

Og hver gang et nyt sted siden - i grundlaget for min eksistens, grundlaget for erindringerne om alt, jeg havde været, og håbet om alt, jeg kunne, ville, måtte være - blokeredes, blev der født flere af dem, og de der allerede myldrede hylende rundt i min opfattelse af mig selv, blev stærkere.

De ville så gerne. Ønskede så meget. Forlangte - at overtage, bestemme, være virkelighedens ansigt. Men jo længere væk, jeg kom fra disse første skræmselsproducerende, angstinducerende tanker -jo mere faldt de til ro, disse første glimt af noget, der kunne være sket.

Men som ikke skete.

Og hver gang nye, svagere versioner af de oprindelige hjernevridende hyl om hjælp, dukkede op - hver gang en TCI eller en TIA meldte sin ankomst, var der flere og flere af de første, der klappede nykommerne på skulderen og sagte hviskede: "Rolig nu - han overlevede os - så han skal nok også overleve jer."

De faldt aldrig helt til ro, disse sidstfødte. Men de trak sig tilbage til den del, hvor kun tinnitus opstår, og hvor tanker kun høres af tanker. Dér, hvor frirummet for angsten byder på stofbeklædte omgivelser, nyangst ikke slår sig på, kan de sidde i sociale rundkredse og dele deres bekymringer, dele hvordan de kom levende gennem dem, med andre nyangst, der en ad gangen træder indenfor - nu og da. 

Ind imellem er der altid nogen af dem, der hviskende peger over i det fjerneste hjørne, og med frydefuld gys i stemmen fortæller, at dén der sidder dér - er den Oprindelige Angst.

Dén - der var der fra starten. Den første - den uhåndgribelige - Angsten for ikke at være her mere.

Og de vil hviske, at den er blevet Omfavnet - den er blevet Set. 

Dét, al angst frygter mest, og samtidig higer mest efter - at blive anerkendt, accepteret, omfavnet. Og den forsvandt ikke. Den opløstes ikke i mørke forventningers støvskyer. Lagde ikke længere basis for fremtidige uvirkeligheder, eller gjorde frygten for døden stærkere, mere virkelig.

Men den gjorde erkendelsen af at leve Livet på Livets Vilkår mulig. Erkendelsen af, at slutningens sikre stopklods godt kunne være nu - men lige så godt kunne være imorgen - eller dagen efter, eller......

Og den blev den ven, der gennem kampen ud af lammelser, smerteløshed, og alt det andet, holdt mig oppe, mens dens omfavnende eksistens gjorde sit til at vække erkendelsen af Livets Nødvendigheder - at Leve, at Huske, at Være - mens den næppe hørligt hviskede, at sålænge jeg kunne høre dén - var jeg stadig i live.

Bare Én Dag ad Gangen.

En Anderledes Dag

Morgenen var god. Mest af alt fordi natten endelig havde forbarmet sig over mig, og afleveret syv timers søvn - helt klar til nydelse og brug - lige dér, på hovedpuden.

De føltes dejlige, gjorde de. Og helt aldeles uden nogen af de halvstressende drømme, der den sidste uges tid har haft for vane, at efterlade mig træt, søvnsavnende, og forvirret. For godt nok er jeg ramlet ind i et skrivestop, der gør fortsættelsen af bogen om "Rejsen til Fae" svær at komme igang med.

Men som en kollega udi det fabulerende univers mindede mig på - så skal det nok komme, når Tiden er til det, og Musen maser sig indenfor igen. Ingen fejl på dét.

Så egentlig var det en god dag at vågne op til - en dag, hvor intet ku' gå...........

Ups.

Ind imellem skal jeg huske på, at jeg har en underliggende bette ting - et par stykker, faktisk - der just ikke melder sin ankomst på forhånd, men som helt pludseligt - ud af det blå - og uden nogen anden forvarsel, end den pludselige hastighedsnedsættelse Livet kaster over mig - og den enorme, langsomme, altoverskyggende grød, min hjerne bare lige opdager den er fyldt af.

Hjernetræthed.

Eller, som det jo egentlig er - hjerneskadetræthed. Den tilstand, der er en del af de betingelser, mine blodpropper i hjernen efterlod, da de - måske fornærmede over ikke at vinde - trak sig tilbage og forlangte at jeg skam selv måtte sørge for at - prøve på at - forsøge på at - komme tilbage til det liv, de så abrupt havde afbrudt.

Hvis så bare den var ens, den dér hjernetræthed. Så jeg havde bare lidt mulighed for at kunne forberede mine omgivelser på, at jeg nok ville være anderledes i et stykke tid. Og bare den så kunne bringes til at afsætte et fast antal tid, så jeg vidste at "om x timer er det forbi igen".

Men nej.

Den dukker frem på de mærkeligste måder - efter helt tilfældige og næsten aldrig ens påvirkninger eller begivenheder. Og varer indtil det passer den at forlade mig igen. En time, et døgn, et par dage - jeg ved aldrig hvor lang tid den varer, eller hvordan den viser sig overfor andre.

For det meste når jeg at krybe i ly, og være eremit i den tid, det nu ta'r. Men ind imellem ligger der begivenheder, der bare skal tages hensyn til, eller besøg, der ikke kan aflyses. 

Og det eneste, jeg kan - er at sige, at "Jeg er anderledes i dag.", og samtidig vifte let afvisende med hænderne, inden jeg endelig kan lukke døren og være den eremit jeg er nødt til.

Sådan også i dag, hvor jeg vistnok kom til at fornærme en virkelig god ven, fordi jeg ikke kunne sige andet, og ikke kunne rumme noget som helst. Og bare håber på, at det går over igen - og at den damp, jeg næsten kunne se vedkommende lukke ud gennem ørerne, ikke gør skade på venskabet.

Ét venskab tager dog aldrig skade. Ellere rettere - ét forhold. Det er det, der er mellem min hjerteven Lucifax - min bette missekat - og jeg. 

Han ved nemlig - og føler det før jeg selv lægger mærke til at det er på vej - hvornår HST'en træder igennem. Og er straks helt henne i min nærhed - beroliger mig, holder respektfuld afstand imens, og sørger for hele tiden at sende kærlighed i bunkevis til mig. Katte gør den slags, når de lige så stille lukker øjnene mens de kigger på dig, og sagte spinder imens.

Han kan tage toppen af sådan en Anderledes dag. Gøre mig istand til ubevidst at forstå, at det vil være forbi igen på et tidspunkt - og forstå, at det er helt iorden bare at være mig, helt alene.

Men efter over tre et halvt års liv sammen med HST'erne, er jeg godt nok ved at være tyndslidt når de dukker op. Resten af tiden, er jeg jo mere og mere på vej mod dét, jeg havde og var før syttende januar tyvetyve. Og mere og mere glad for de ting, jeg undervejs har besluttet mig for at være nødt til, for ikke at opleve flere propper.

Selvom - indrømmet - mine beslutninger ind imellem kan skræmme mig. Nok fordi de sætter mig i situationer, hvor jeg absolut ingen kontrol har over det, der sker. Men bare må stole på, at Livet bringer mig derhen, hvor jeg skal være. Og selvom det var en anelse skræmmende, på en eller anden måde, at stoppe med dét, jeg både tidligere har levet af og undervejs i livet har haft som altoverskyggende fritidsbeskæftigelse - så var det mest skræmmende ikke at stoppe - det mest skræmmende var at starte på noget, jeg altid har haft sat som et absolut.

At skrive.

Og lige dér - rammer det så allerhårdest, når jeg pludselig rammes af HST og på ingen måde er istand til at udtrykke mig, som jeg ellers normalt gør - velformuleret og med masser af ord, smil, og dertil hørende automatisk kropssprog. Hvorefter jeg står nærmest som en zombie, fattig på ord, uden smil og varme i stemmen, og med et kropssprog der har sit eget liv.

Det er grumskummelt, er det..........

Ind imellem virker det så, som om jeg lige får lov til at have en time eller to, hvor alt næsten er normalt igen, for derefter at drøne ned i trætheden påny. Således også i dag - hvor jeg i skrivende stund er så tæt på at være mig selv igen - og hvor jeg bare var nødt til, at nedfælde det her - inden hjernen igen blev umedgørlig.

Jeg må tage det med Sindsro - og En Dag Ad Gangen -  og bare acceptere, at det er Livet på Livets Vilkår.

Det gør jeg så.

Slaget om Graderne

 Det er ikke altid lige let, at falde i søvn når soveværelset føles som en sauna på speed, og mund, hals, samt læber, føles som var de igang med at blive sandblæst midt i Sahara. Og uanset hvor meget, der forsøges på at afkøle ben og krop - ved at drøne dynen til side og høfligt anmode missemanden om at flytte sit otte tusinde grader varme korpus fra den skulder, han annekterede i det øjeblik den trætte krop havde ramt de lagner, der føles som var de flydende lava - så bliver disse kropsdele ved med at afgive imaginær damp, i så rigelige mængder at islandske varme kilder virker dybfrosne ved siden af.

Og så siger min altid så venlige temperaturmåler på natbordet endda, at der kun er behagelige toogtyve sensommergrader i soveværelsets sikkert ganske natkølige omgivelser.

Der må da mangle et nul, i dén måling.

Men nej - det er min krop, der endnu en gang denne sommer vælger at starte kampen mellem højre og venstre sides opfattelse af tingenes tilstand.

 Det, der har været så ganske dagligdag siden den sidste prop for mere end tre år siden satte sig fast i hjernestammen, og lavede uorden i min ellers så snusfornuftige hjernes mulighed for at tolke signalerne fra netop venstre side - fjernede den direkte smerteopfattelse i samme  side, og lod de små meteorologer, der ganske givet drøner rundt i den grå grød og afgør hvordan "vejret" er for sådan en stakkels, plaget krop, være ude af stand til at tolke kulde som kulde og varme som varme - men som, når det drejer sig om min venstre side, tolker det direkte modsat.

En kold vind på venstre arm opfattes som en blid tropisk sommerbrise - og et varmt pust på venstre ben som en arktisk storm. Når altså de signaler, der n å r frem til den grå grøds vejrtroldmænd, overhovedet bliver tolket.

Og her i en sensommernats ellers så underskønne og vidunderfulde mildhed, vælger min krop så en gang i mellem - sådan cirka 3-4 gange hvert år -  at lade venstre og højre side indlede  en genoplevelse af den amerikanske borgerkrig, for at få ret til at bestemme om der er enten ubehageligt varmt, eller mildhedsskabende og søvninducerende køligt.

Varmen vinder hvergang.

Så derfor sidder jeg endnu en gang her - foran skærmens kølige blå skær ( Juhuuu, der er noget der er køligt !), med havedøren åbnet på vid gab så der kan være mulighed for at eventuelle natkølige småpust kunne overtales til at smyge sig om venstre kropssides vægelsindede varme - og så der muligvis - mu lig vis - kan være chance for at "venstre" hejser det hvide flag og overgiver sig til "højre's" opfattelse af temperatursituationen - og dermed måske, muligvis, og ka' da godt vær' - gi'r Morpheus chancen for at lulle min nu stærkt træthedsramte, og snart halvfjerdsårige krop -  ind i det søvnens rige, hvor varme kun er lig med badeture i tropiske drømme, og ikke en vulkanfølt opfattelse af "venstre". 

Men nej - ingen Elleman'ske beslutninger i min "venstre" - og ingen pludselige genoprettelser af tingenes tilstand i den grå grød, der ligger på den anden side af de forkludrede nerveledningsveje, jeg i så mange år har knoklet med at få til at fatte virkeligheden på virkelighedens vilkår.

Så jeg gør som jeg plejer - lader Livet bestemme - og køler læber, mund, og hals med køleskabskold vædske - samtidig med, at den åbne havedør giver mulighed for natkølighedens snartfrosne fingres virtuose titusindmetersløb op og ned af mine bare ben og min ublufærdige præsentation af den hud, der lægger kampplads til "Slaget om Graderne".

Og gør jeg det bare ét øjeblik, et minut, en time ad gangen - bli'r der da sikkert plads til at fylde stue og soveværelse med sagte snorkende brummen af velvære, fra ikke bare min tålmodige Lucifax, men også min egen indre vibrafon, inden længe.

Dén melodi, vil jeg se frem til......

Natten kaldte, og jeg svarede....

 ...... både og, altså.

For det er jo ikke sådan, at jeg rejser mig op i sengen, og knalder hælene sammen mens jeg saluterer en honnør afsted, mod den mørke nat, jeg som Nyctophil som hovedregel er så begejstret for. 

Nok nærmere sådan, at jeg - når natten har kastet tilpas mange inciterende drømme i hovedet på mig - stønnende, og med øjnene hængende nede på bugen (jep, det er en bug, for det ligner den. Get over it), langsomt rejser mig og går ind bag den ellers så søvntidsslukkede skærm, for at kaste bogstaver op på den - og håbe på at de giver mening, når den go'e kraftige breakfast-tea, jeg nærmest bevidstløst slubrer i mig, har givet mine øjne tilpas meget overskud til også at læse dét, jeg har skrevet.

Nogle si'r, at at rejse, er at leve. Vrøvl og humbug - næsten. For, at Læse er at Leve. Synes jeg sådan set, når jeg så endelig efter 3-4 timers koncentreret skrivning læser korrektur, på mine natlige udgydelser.

Og straks er de der igen - de der små bæster, der dukkede frem for mit indre, drømmende blik, og fyldte min nat (de ganske få timer, jeg fik lov til at sove - suk) med underfulde billeder, lyde, drømme, og farver. 

Med liv, der i et andet univers kunne have eksisteret med stor selvfølgelighed, og måske også havde eksistens i denne verden - hvis bare vi vidste hvor vi skulle kigge hen. Men er ikke netop dét, vores særkende ? At dét, vi ikke kan se, føle, veje, lugte, eller indtage - det eksisterer bare ikke ? Og at vi derfor i allerhøjeste grad er frarøvet muligheden for at opleve alt bedre, kraftigere, mere intenst, end vi ellers gør ?

Jeg aner det ikke.

Jeg ved kun, at min egen erkendelse af alt muligt andets eksistens, har været medvirkende til at den næppe hørlige fnisen, jeg nu og da hører ganske tæt ved det ene øre - den lette duft, at noget, der ikke er tilstede - og den dirrende dis, der kan opstå ud af det blå i mit hjem, min have, min verden - beriger min hverdag og dermed det, at være mig.

Egentlig ikke så dårligt, det dér. Også selvom mere "rationelle" vil kunne hviske medfølende til hinanden, at han da vist godt nok er en anelse bimmelim, ham, den dér skribent. Men sålænge de ellers synes om mine skriv, og uanset grunden til at de gør dette, så tager jeg med Sindsro bimmelim-betegnelsen med i den resterende del, at det liv jeg er givet denne gang.

Det kan være, det bli'r anderledes næste gang - men næste gang ved jeg jo egentlig ikke noget om, før denne gang er overstået. Og hvornår dét bli'r - har jeg endnu mindre viden om - sådan cirka. For når man som jeg, nøjes med at tage Én Dag Ad Gangen, er Dagen i Dag nok, Dagen i Går til reflektion, og Dagen i Morgen utopi - indtil den bli'r dagen i dag.

Og dét - gør Livet værd at Leve - lige netop dén ene dag ad gangen.

Jeg plukker fløjlsgræs og riddersporer......

 

.......... nope, og nej, og niks. Jeg slår kløver, gør jeg.

Kløver er kønt, si'r de. Kløver er sundt, si'r de. Lad blot din græsplæne myldre med kløver, og naturen vil elske dig, si'r de. Din have vil myldre af det liv, der aldrig findes i en 4 mm klippet plæne bestående udelukkende af almindeligt plænegræs/gramina gramina. Si'r de.

Og de har dæleme ret, har de.

Min uanseeligt lille græsplæne - måske 8 x 4 meter - har også i år fået lov til at strække sig efter lyset, og udvikle sig som den vil - I ved, Vild med Vilje-princippet.

Hvad si'r du ? Dovenskaben længe leve ? 

Jeg har insekter, edderkopper, fugle i righoldigt mål på de dér bare 32 m². Jeg har alt det, jeg ikke ville have på en friseret plæne, der samtidig ville have kostet mig uendeligt mange gange klipning i løbet af året. 

Og jeg har kløver........ 

Masser af kløver. Blomstrende bifyldt og bredende sig over så meget af plænen, som den kan nå at indtage i løbet af en almindelig dansk sommer. Hvilket betyder, at den snart er helt og aldeles en ren kløvermark.

Hvilket jeg i allerhøjeste grad nyder, når jeg en gang imellem sætter mig ud med en kop te og nyder morgenens komme - eller ser hvordan aftensolens sidste stråler kærtegner kløverblomsterne blidt, inden solen svinder ned bag horisonten.

Så sidder jeg dér - og nyder ikke bare smagen og duften af den varme Uchiyama Sencha i mit krus, men også synet af grenene på min snart overvoksede hæk - jaja nabo, jeg skal nok nå at klippe den inden vinter - der giver ly og læ til alskens fugle, og også duften og synet af min helt egen private kløvermark, hvor de 15-20 cm høje kløvere sørger for skygge og læ nok, til at jorden de vokser i, hvert år er længere blød, længere "lækker" for de myriader af gravende og muldskabende insekter og orme, der har valgt at bo der - og dermed i endnu højere grad, end en almindelig græsplæne nogensinde kunne komme i nærheden af, er i stand til at levere protein til sultne fuglemunde.

Hygge, si'r jeg bare. Ren hygge.....

Men - inden jeg kommer alt for godt igang med at klappe mig selv på skulderen, og prise min bette haves mangfoldighed af alskens kryb og kravl - må jeg nok hellere fremdrage dét punkt, hvor den er noget af en fugtigknotten sumpdjævel.

Når den - de to gange om året, det sker - skal slåes.

Når græs og kløver bli'r så højt, at selv bænkebidere kan træne bungejump fra toppen af kløverblomsterne, og uheldige myrer styrter i døden fra spidsen af de græsstrå, der - set fra deres synsvinkel - nærmest er at sammenligne med spidsen af Mont Blanc.

Så skal det slåes. Eller rettere ryddes - jeg bruger nemlig min batteridrevne buskrydder - tak, Harald Nyhår - til at "vælte" disse uendelige mængder af sammen-, ind-, og overflettede kløveroggræs bunker, der helt åbenlyst har valgt at gøre netop dén aktivitet, så besværlig som muligt for mig.

Faktisk er jeg nødt til at nedlægge bæsterne i striber af 30 cm bredde - en stribe ad gangen - og så holde en lungehvæsende halv times pause, hvor jeg ikke bare samler vejret til næste stribe, men også får fjernet noget af alt det plantesaft og græsstrimler,  kløveren og graminagramina'erne ufortrødent kaster i hovedet på mig, mens jeg så godt som næsten metodisk - ok, måske ikke metodisk, men i det mindste noget, der kunne minde om det - fjerner det på min vej gennem dette levested for smådyr, der samtidig efterlades klippede, hakkede, og kvaste i kølvandet på den vredt snurrende klinge på mit arbejdsredskab.

Det bli'r til muld, si'r jeg til mig selv. Det bli'r til muld......

Og ta'r en sidste slurk af pauseteen, inden jeg igen skal ud og lege Tarzan i urskoven. Mens jeg samtidig - så ganske dygtigt og gennemprøvet mange gange - undlader at minde mig selv på, at hækken jo også (jaja, nabo) skal decimeres en del.

Hvem ved - måske ender dét så med, at jeg vil kunne bruge min havelåge som udgangssted, istedet for som klatrestativ for slyngplanter. Men det ser nu meget godt ud, gør det.

Så - én strimmel ad gangen - en pause ad gangen - og ihukommende, at det er nu, jeg lever - ender det hele såmænd nok med at være helt iorden. Sådan som jeg nu synes, iorden skal se ud.

Ups - dér kom lige en flue forbi, og meddelte mig at mine tomatplanter er tørstige....... Der' altid noget at gøre for en....... pensionist med skrivekløe.

Haven kalder - ha' en god dag - én ad gangen.

Der tænkes, tales, og træffes.........

 ....... beslutninger.

Svage bevægelser i grenene på de store træer udenfor fortæller mig, at der stadig er lidt vind. Duggen på mine ruder, at der er vand, solens gennembrydende stråler, at der er ild, og mine planters vækst, at der er jord.

På dén måde får min morgen besøg af alle fire elementer, mens jeg i al fredsommelighed guffer en aflang, stegt madtomat og et par skramlede æg. Hvilket jo heller ikke er at kimse af, her hvor natten endelig bragte en form for afklaring på dét spørgsmål, der har gennemsyret min propplagede alkoholikerhjerne i efterhånden mange dage.

Spørgsmålet, jeg helt sikkert har veget elegant udenom hver eneste gang det i løbet af den svundne måned er dukket op til overfladen, som en prop i et uvejrsplaget hav.

Hvad har jeg gang i?

Og hvad er det egentlig jeg vil - hvad er det, jeg kan tillade mig at definere mig selv som, uden at true min mentale og fysiske eksistens ? Hvad skal mine dage bestå af, her hvor jeg ser frem mod endnu et årti's begyndelse ?

Jeg ved det godt - en ret irriterende start på denne dags udgydelser på bloggen. Men den slags har det med helt uimponeret at mase sig frem i virkelighedens rampelys, og kræve en eller anden afgørelse.

Egentlig troede jeg, at den slags eksistentielle spørgsmål tilhørte ungdommen, og at mine åreknuder og mit skælplagede sølverhår næsten automatisk frigjorde mig fra at skulle tænke sådanne troldfyldte tanker i sene augustnætter.

Men virkeligheden har en tendens til at overhale alt andet indenom - og virkeligheden er, at jeg (hvis jeg altså kunne tænke mig at nå helskindet gennem det snart kommende årti) er nødt til at gøre det, der er bedst for mig. Dét, der er mest givtigt for mit indre væsen, og som komplementerer mit sind bedst.

For ikke at tale om, at den fabulering, det indebærer, er medvirkende til at holde den dér grå grød, min hjernekiste effektivt spærrer inde, aktiv og sprællevende, i forhåbentlig mange år endnu - bank under bordet. Og vil være væsentligt mindre stressfrembringende, end min nuværende måde at henvende mig til Livet, Universet, og Alt Det Dér på.

Så hvis der fremover er tider, hvor jeg virker til at være forsvundet ud i tågerne, og du, kære læser, begynder at undre dig over et eventuelt fravær af skriblerier fra min hånd - så skyldes det netop dét - at jeg er forsvundet i tågerne. 

Ikke virkelighedens fugtfyldte morgendugafsættende tåger, men fantasiens. 

De fabulationsfyldte skyer af inspiration, der så længe - alt for længe - har samlet sig i snart kulsorte torden-og-lyn eksistenser, og som i allerhøjeste grad trænger til at udlades, og bringes frem til beskuelse. 

Helst i farvemættet, glitrende omslag, med læsningsappetitvækkende titler på samme.

Det er jo dét, der skal til nu, for at fylde de hverdage, jeg beskrev for mange år siden. De dage, der ikke er, hvad dage har været. De dage, der allesammen er mine, og som jeg - en ad gangen - har tænkt mig at passe vældig godt på.

For så passer jeg også godt på mig selv.

Så jeg håber, kære læser (og lytter), at du vil tilgive mig mit fremtidige fravær fra det æterbårne medie, og istedet følge med mig ind i en verden befolket med alt, hvad mine tanker og fantasier kan frembringe.

Håbet er, at bare én af de bøger, jeg efterhånden har arbejdet on/off på gennem de sidste 7-8 år, vil kunne lande på hylderne - både de digitale og de fysiske - i løbet af et års tid eller to. Og måske kunne give kunstigt åndedræt til fantasien hos de, der er blevet lukket inde i et fantasiløst samfunds krævende - næh, forlangende - hverdage.

Og midlet til at nå derhen - er såmænd så simpelt, som det overhovedet kan være.

Èt ord ad gangen, én side ad gangen, én dag ad gangen.

Og livet er godt.

.......................... en lille smagsprøve. Tryk på link'et - tryk på billedet - og læs.

E^2

 

I køkkenet pludrer kaffemaskinen hyggeligt, mens radioen spiller Dodo og Dodo'erne som optakt til den kommende omgang Nyheder på statsradiofoniens fjerde kanal. 

Der skal spises tomatmadder og kommenost, og nydes æbletærte til afslutning, mens livet sagte debatteres inde mellem cellerne i den hjerne, der omgivet af sin grå substans lader neuroner fyre småafslappende impulser afsted langs nervetrådenes tynde net.

Eller på en anden måde - Livet er, hvad Livet har været når det var bedst, siden den morgen første omgang klump, dødsforagtende besluttede at afskære områder fra livgivende ilt.

Ups.

Dér dykkede jeg godt nok lidt for langt ned i morgenens mystiske minder. Og samtidig med, at jeg glædes over stadig at kunne mindes - stadig at kunne huske - stadig at være i besiddelse af (det meste) min hjernes kapaciteter, evner, og muligheder.

Det var ellers lige ved at gå galt igen. Ikke med endnu en prop. Men med en næsten tilbagevending til den adfærd, der før i tiden kunne gøre mit liv stresset og åndeløst.

Hvilket jeg på ingen måde har brug for.

Men uden at bemærke det, havde jeg sat mit daglige tempo - min daglige dosis "det her vil jeg egentlig gerne nå" - op. Lige så stille og roligt påtaget mig flere opgaver, flere områder, end jeg i længden ville kunne tåle.

Stress har en tendens til at medvirke til alt det, der sætter propper i hullerne. En tendens til, at gøre sig selv uundværlig, mens det pisker hjernen hen mod muligheder for mere stress, og flere øjeblikke hvor alt kan gå i stå i et smertefyldt nu.

At jeg så samtidig har en anden sygdom - min alkoholisme - der slethellerikke kan tåle stress, er ellers noget, jeg normalt holder mig for øjet.

Men pludselig en dag - for snart en måned siden - var jeg nødt til at slå bak. Nødt til, at droppe alt det, jeg havde gang i - og nulstille mig selv igen.

Ikke fordi der var hverken blod- eller vinpropper involveret i nødvendigheden. Jeg havde heller ikke fået (helt) nervøse øjne endnu, eller var gået igang med stress eller sprut relaterede handlinger - I ved, hvileløs traven frem og tilbage, nulren af alt muligt mellem rystende fingre mens hjernen kører 340 km/timen derudaf, og den slags mærkunderligheder.

Men fordi min sjæl protesterende bankede mig i baghovedet, og påpegede at Livet skulle leves på Livets betingelser. Og ikke på alle andres - heller ikke mine egne.

Så derfor har jeg, den snart seneste måneds tid, brugt alle vågne øjeblikke på at slappe af, drosle ned, tænke langsommere, undgå de ellers åh, så inciterende og lokkende fristelser fra andre, og bare være Mig.

Mig.

Ham, der kan bruge et kvarter på at se et blad udfolde sig i den gryende sols stråler, og tænke dybe tanker sammen med en brystliggende, storspindende Lucifax. Ham, der var ved at have glemt at det, at leve livet også betyder at det skal opleves - stille og fredeligt.

Ham, der har været ædru i totusinde sekshundrede seksogfyrre dage, og som i dag kan tælle et tusinde tohundrede ottoogfirs dage siden første prop.

Ham, der havde glemt at nyde øjeblikkene, fordi hvert af dem er specielle, og specielt nødvendige i en verden på randen af E^2 - øjeblikket, hvor vi risikerer at udslette os selv og den planet vi danser så altødelæggende rundt på.

Ham, der savner sine børn.

Tankefuldt sætter jeg koppen med den frisklavede kaffe på bordet igen, og slikker åndsfraværende mine læber for at fange dråber, der ikke nåede helt ind. 

Og lader mit indre univers stoppe et øjeblik, mens jeg lader den sidste måneds nulstilning falde på plads. Lader spekulationerne over nødvendigheden af at være udfarende i dagligdagen hoppe til side - og lader mig ramme af det pludselige syn af en kulravende sort solsort, der ivrigt basker med vingerne mens den siddende på mit rækværk ryster dråberne fra badet i min træstubsfontænes nederste vandhul af sig. 

Og mens jeg smilende nyder mester solsorts ivrige bestræbelser på at vaske, rense, pudse sig selv, genhusker jeg at Livets tempo ikke er en fastlåst hastighed, men en blødt svingende køretur gennem dét, jeg sagde Ja til at blive født til.

Én dag ad gangen.

Sindsuro.

 

Så sidder man dér. 

Efter en vidunderskøn brunkål, med lige tilpas kål og kød - simret i timevis ved lav temperatur - og indtaget med den andagt og reverens, et sådant måltid fortjener. Stadig slikkende læberne, for at få den sidste rest velrøget sødme ind på de ventende smagsløg.

Og uroen dukker op i maven.

Uroen, der kommer med storøjet angst og småhastig vejrtrækning. Uroen, der har været væk så længe, og arbejdet med så meget, at jeg ind i mellem tror den aldrig har været der.

Uroen, der før i tiden altid indvarslede lange natlige introverte samtaler med mig selv. Altid indvarslede de sidste skridt hen mod glasset med procenterne. Altid endte med timevis af glemsel, og dagevis af bondeanger.

Men intet er som dengang. 

Intet er, som det var tidligere. Intet af det, dén uro bragte frem er tilstede. Og ingen af de normalt medfølgende følelser og tanker dukker op.

Kun uroen.

Og for første gang i mit snart halvfjerdssindstyvende år, går det op for mig, at det er sådan det føles, når uroen intet har med alkohol eller længselen efter samme at gøre. At det er en uro, jeg ikke kan sætte navn på - en uro, jeg ikke kender.

Lettere forvirret kigger jeg ud af vinduet, og noterer mig at det stadig regner. At himlen ser lige så sommergrå ud, som den gjorde lige før. Og at intet..... intet....... absolut intet.......... er anderledes på nogen måder.

Kun mig.

Min hverdag har været fyldt i så mange år af en "viden", der gav mig mulighed for at skyde skylden - eller ansvaret - for alt over på alt andet, end mig selv. 

Og nu, hvor jeg endelig står i et liv, der  har været uden mit foretrukne stof i totusinde sekshundrede enogfyrre dage, bliver mine åbne øjne ganske pludseligt nervøse og urolige over udsigten til at skulle fortsætte det her liv, på lige så skrøbelige vilkår som alle andre.

Uden at være noget specielt. Uden at være andet end.......... mig.

Et smil bryder frem på mine læber, da det går op for mig, at netop dén uro er medvirkende til, at jeg kan føle mig fri, føle mig glad, føle mig............. klar.

Til alt dét, der sker om et sekund, et minut, en time........... en dag.

Til Livet, på Livets betingelser.

Og uroen fordamper, som dug på en varm sommerdag. Danser op mod loftet i hurtigt svindende skyer af tidligere tiders angst for at leve - kun efterladende sig dét, uro altid efterlader, når den er set for hvad den er.

Klarhed.

Det takker jeg for, for klarheden har just ikke altid været en følgesvend i det liv, jeg i alt for lang tid levede med lukkede øjne. Og uanset, hvor længe klarheden varer, vil jeg altid vide hvordan den føles - altid vide, at den har været ved mig, omend jeg endnu ikke ved hvor længe den vil være der.

Men jeg håber, den vil være til stede om et minut - om en time - de næste fireogtyve timer.

I Sindsro.

Natmørke betragtninger

 

Der var en lyd. 

Sådan en lillebitte, sprød lyd, der syntes komme fra næsten alle steder i det univers, vi lå og flød rundt i. 

En lyd, der brød ind i den evigheds uendelighed, missens bløde spinden og min egen halvbrummende, halvsovende, grænseløse eksistens befandt sig i.

Pling, sagde den.

Og begge var vi lysvågent fokuserede på et milisekund, med dybt forskellige intentioner. Han, som den vagtkat han så åbenlyst havde udnævnt sig selv til - og jeg, fordi jeg i min menneskelige hjælpeløsheds bløde virkelighed så absolut havde brug for min vagtkats evner udi bekæmpelse af alle de, der måtte befinde sig i nattens skyggefulde, faretruende skjulesteder.

Plump, sagde de bløde poter sagte.

Og i samme nu var jeg alene i sengen. Liggende under den stadig livsvarmende dyne, kunne jeg høre de ganske sagte lyde, det nu jagende rovdyr efterlod mens det bevægede sig rundt i den uendelighed, et natmørkt soveværelse uundgåeligt eksisterede i.

Et natmørkt univers, hvor ikke bare mus, edderkopper, og andet kravl lod livet lede efter sig selv. Men hvor også alle de, der eksisterer på den anden side af sløret, flittigt udfylder deres egen eksistens med alt det, menneskelige øjne for det meste ikke er bygget til at se.

Men katteøjne er.

Som små, svagt gnistrende beviser på eksistensens grænseløse mangfoldighed, dukker de op i det synsfelt, Mester Missemand er født til at opleve. Og som velsmagende tanker har for vane, gi'r de ham lyst til at jage, fange, æde.........

Men han ved, at han ikke må.

Han ved, at allermest er han vagt, i det natmørke univers hvor vi netop havde ligget og nydt hinandens eksistens i en fælles tillidsfuld, varmedelende, spindende og halvsnorkende erkendelse af hinandens brugbarhed.

Min hånd nusser din pels, og dine poter blødpuffer min arm.

Sådan er det jo, når menneske og mis lader grænserne falde, og anerkender hinanden, som det de er. 

Fælles............

Mens mine natmørke tanker på den måde driver rundt i nattens blødhed, virker vagtkatten til at sætte en ære i at patruljere det nu mere og mere afgrænsede rum, et soveværelse jo endeligt er. For på den måde samtidig at kunne gafle sig en åbenbart velsmagende, letknasende snack blandt de, der ikke nåede væk fra hans livsfarlige poter og skarpthungrende tænder.

Og i et sanseløst sekund eksisterer alt på samme tid og sted. Hvirveldyr, leddyr, fabeldyr, menneske, mus, vingede og vingeløse, tænkende og bare sansende. Småting, gråting, feer, alfer, gnomer, og alt andet den menneskelige tankeverden kan udtænke, når natmørket gennemtrænger alt, og udvisker den daglige virkeligheds grænser.

Mester Mageløse Mis hopper op i vinduet, og flytter opmærksomheden udenfor, mens de sidste gnister af natmørk virkelighedserkendelse lader en allersidste gnom stille forsvinde ind bag den grænse til en anden dimension, et natmørkt Pling havde åbnet for, og lukke porten efter sig med et lige så blødt Plunk.

Han er åbenlyst tilfreds med det arbejde, han havde lagt for dagen - næh, for natten. Og udenfor vinduet, missemanden så mesterligt passer på, gryer den morgen, mine natmørke betragtninger så ganske og aldeles bli'r afrundet af.

Øjeblikket er ovre, og det næste kan begynde.

Bare ét ad gangen.

Blåt blafrende blitz

 

Næsten vindstille. Enkelte blade virrer en anelse , når dråberne fra den længe ventede regn slår saltomortaler fra den ene til den anden. Og i det fjerne brummer hjulene på Thors vogn, mens den cirkler rundt om øen.

Allerede nu er der et mærkbart fald i temperaturen fra gårsdagens svidende varme, og de enkelte luftstrømninger, der når ind gennem min åbne terrassedør elsker kærligt kølende med mine bare ben.

 Den let silende regn hilses velkommen med små ploppende glædesråb af mine chiliplanter, mens mine tomater nærmest lydløst hungrige suger til sig af den væske, der senere i år vil løsgives i kraftfulde, saftige sprøjt når mine tænder sultent jager sommerens smagfyldte depoter.

Våd er han, Lucifax, mens han fornærmet slinker ind gennem døren, for at afsætte væden på det ben, han næsten automatisk gnider sig op ad. 

"Så far, kom med - du skal tørre mig mens jeg spiser. Og huske at brumme små beundrende lyde, mens jeg smasker vådfoderet ind bag de tænder, der just har knækket nakken på en uheldig mus."

I det fjerne høres advarende dæmpede brag fra de lyn, der gnistrende springer fra sky mod land, udløsende de gemte energier fra tørhedens tilstedeværelse. Verden holder vejret, afventende det snarligt kommende vældige virvar af vand, de mørke skyer truende lover, mens en enkelt trodsig fjerboldt hæver stemmen i melodisk protest.

Regn gi'r grøde på mange måder, også til insektædere og ormegnaskere, der i flyvende fart jager foran fronten, for at skaffe mad til både sig selv og den hjemlige redes umættelige munde.

Dér - et knald over Ristinge Hale, der buldrende ekkoer sig vej gennem landskabets afventende vækster, for endeligt at ramme mine ører. Og på flagstangen vejer stadig det flag, jeg glemte at tage ned i går og i forgårs. Det rejser sig trodsigt i vrimlen af vandflygtende insekter og vingebaskende jægere, mens det venter på det lyn, der kan få det til at blafre hastigere.

Indvendigt føles uvejrets komme med den efterhånden velkendte uro og ængstelse. For alt, der ikke kan styres og sættes i bås, er jo farligt. Farligt for ædrueligheden, farligt for sindsroen, farligt for livet.

 Uvejret bryder sig ikke - har ingen tanker og er kun fordi det er - og fordi det kan. Men i dets kølvand spirer fremtiden, vokser den kommende føde, og kvæles den fortid der ikke kunne bruges. 

Og minder mig om, at jeg kun eksisterer nu - ét øjeblik ad gangen. 

Alene, ja - men aldrig ensom.

Mentale spyfluer

 

Udenfor vågner et kor af fuglestemmer, mens lyset langsomt kryber ind gennem de åbne vinduer, en varm sommernat nærmest kræver. Lucifax løfter søvnigt sit kattehoved, og sender blikke af alt-for-tidligt forargelse. Dog lander han i køkkenet som et forsinket lyn, da det går op for ham at trods det ukristelige tidspunkt, er muligheden for tidlig morgenmad til stede.

03:45

Og kroppen kræver te - grøn te - helst i voluminøse mængder, så den begyndende halsbetændelse kan nå at blive smurt på plads, inden den kræver absolut lydhørhed, og nedlægger enhver mulighed for verbal kommunikation i timevis. 

Foran mine øjne danser en giftiggrøn spyflue søvnigt i luften, og minder mig på, at den snarlige formiddag også skal indeholde jagten på dét, der næsten naturnødvendigt må ligge og rådne et eller andet sted. For hvor der er spy, er der råd.

Min morgentrætte hjerne begynder sløvt at finde sammenligninger mellem den sky af spy, jeg opdagede på mit køkkenvindue i aftes - og som blev jaget ud i det åbne landskab, hvor sultne fuglemunde venter - velbekomme jer, forresten, små pips - og sætningen dukker helt uopfordret op i den grå grød, der dagen før blev musikmasseret på den festival, jeg og resten af radioens ivrige amatører sendte live fra. 

Mine mentale spyfluer.

De dér giftigtgrønne grummernikler, der helt af sig selv kan opstå i det rod, min ædru alkoholikerhjerne med mellemrum slet ikke kan undgå at danne. Et råddent stinkende morads af mentale brækklatter, dannet af tanker fra tidligere, minder fra morgener med tømmermænd, erindringer om drukfyldte skænderier, svigt, tab, og bitterhed.

Alt det, jeg godt ved kommer, hvis jeg glemmer at tage ikke bare min krop, men også mit sind alvorligt. Og er der et sted, hvor dannelsen af disse altslugende mosehuller helt naturligt kan opstå - så er det på en festival, hvor folk gør det, folk gør bedst, når musikken spiller.

Drikker, ryger, gumler. 

Uanede mængder af promilleholdige vædsker, røgdampende fniseurt, og finurlige spidse nøgenhatte blev indtaget om ørerne på mig, mens musikken spillede, og radioens lyttere var med på en oplever.

Og pludseligt - her så ganske tidligt om morgenen i mit så fredelige hjem, hvor mester missers mageløse morgenspinden danner duet med ivrige morgenpippere - går det op for mig, at indtil flere mentale spy var blevet vækket af gårsdagens festivalbesøg, og nu  summede rundt i den stadigt halvtrætte hjernekiste.

Spy, der dækker mine ædru tanker med giftige minder, og forsøger at lægge æg til et Gorskij-værdigt tilbagefald. 

Og der er kun én ting at gøre - én ting, der kan spule spy'ene ud af den morgensøvnige grå grød - skylle de mentale spyæg ud i kloakken - og genoprette den ro og glæde, der de sidste treogtredstusindeogtooghalvtreds timer har fulgt mig ét øjeblik ad gangen.

At finde Sindsro, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre - Mod, til at ændre de ting jeg kan - og Visdom til at kende forskel.

Så kan hverken mentale spyfluer, selvpåtaget stress, eller hungrende minder fra fortiden, vælte den velkørende vogn. Men allerhøjst være en let irriterende summen i krinkelkrogene på den hjerne, der faktisk godt ved, hvordan livet hænger sammen.

Missemanden gnider sig kælent op ad mit ben, og inviterer mig udenfor i den dejligt kølige morgenluft, så vi sammen kan nyde Livet, Universet, og Alt Det Der, inden det er tid at starte både den mentale, og den fysiske støvsuger.

Spy - giv agt. Snart er I et minde blot, og Sindsroen kan genoprettes.

.......................... og flaget pilles ned. Det glemte jeg vist igår, da jeg kom hjem. Men hva' - ingen er perfekt.

Lucifax, bette missekat - jeg er på vej......................

Vanvittigt voldsomt velvære

 

Velvære - det, at føle mig godt tilpas - føle mig vel. For det gør jeg, altså. Vel føler jeg mig vel - og sådan må det være.

Velvære - det, at min krop nyder eksistensen. Nyder, at være. Og det gør den, altså. Nyder bare at nyde - fuldstændig som det vel må være.

Velvære - det, at sindet  ikke er ømt. Men føler ømhed. Helt som det gør det, altså. Ømhedens ømmeste ømhed - uden at ømme sig er det vel.

Velvære - sjælens klare øjeblikke. Når blikket rammer øjet. Så gør det dét, altså. Klarer op på min indre himmel - velvidende at dét er velvære.

Ind imellem rammes jeg af de øjeblikke, hvor alting føles som var det her og nu, jeg allerhelst skulle eksistere, være til, leve. Især, når erkendelsen af tiden, der er gået siden øjeblik 0, hvor dét at taste det første tal på telefonen føltes omvæltende, verdensrystende, skræmmende.

Elleve atten idag var der indgået tohundredefemogtyve millioner ethundredetolvtusinde sekshundredeoghalvfems sekunders velvære på min ædrueligheds konto. Og alle som én, har de efterladt et spor af Sindsro, Mod, Visdom - og velvære.

Ét ad gangen var de nødvendige - tilsammen er de en del af dén fortid, der hverken kan eller skal ændres.

Men er med til at få min erkendelse af dén fortid før dem, der ødelagde så meget, til at cementere mit nuværende liv.

Én dag ad gangen - én time ad gangen - ét minut ad gangen - ét sekund ad gangen.

Velvære.

Der er en duft, af jeg ved ikke hvad.

 

Pludselig var den der. Duften. Eller lugten, som navnet på den nok nærmere var. 

Først ramte den mine næsebor, for derefter at begynde et angreb på mine tårekanaler - et af den slags, hvor jeg nærmest kan smage den.

Ubehageligt, siger jeg bare. U-be-ha-ge-ligt.

Jeg løftede mit hoved med et ryk, så jeg ikke længere kiggede på tastaturet - og kiggede bekymret lige ud i stuen, uden at fokusere på noget som helst.

Og tankerne begyndte at rase.

"Forhåbentlig er det ude fra hans kattebakke, selvom.......... Den er godt nok stærk.......Og ram......... Mon han har....... Jeg må nok hellere kigge efter...... "

Og med et suk rejste jeg mig fra mit ellers så behagelige morgensiddested foran skærmen, hvor jeg  just havde påbegyndt mit sædvanlige morgenritual.

Piller, breakfasttea, og morgenrugbrød. Og samtidig netsurfning af allerhøjeste karakter, med den sædvanlige tanketomme, afslappede nydelse af livet, universet, og alt det der.

For hvis det dér excrementus cattus, hvis lugtform nu nærmest voldtog mine næsebor, fik lov til at forpeste min tilværelse ret meget mere, ville jeg være nødt til at sætte mig udenfor indtil huset var blevet gennemluftet, og alle spor af den var fesen ud i det altopslugende morgenvejr. Med risiko for, at fuglene ville falde bevidstløse ned fra deres flyvetur forbi mit lille hjem, såfremt de risikerede at flyve gennem dunsterne.

Ud på badeværelset, og kigge i kattebakken. Men næh nej - ingen duftafgivende.... undskyld, stankafgivende...... efterladenskaber i det stadigt jomfrueligt hvide krystalkattegrus. Og samtidig heller ikke en nær så kraftig - faktisk nærmest en ikke-eksisterende - eau de excréments de chat.

Underligt.

For normalt breder den slags sig over hele huset, og er lige ubehagelig for næseborene uanset hvor den opfanges. Her var den nærmest.............acceptabel.

Ind i stuen - kigge bag sofaen - ingenting. Ud i køkkenet - kigge i hjørnerne under køkkenbordet - ingenting. Men hér - i køkkenet - stod de forbihvirvlende duftmolekyler nærmest i kø, for at komme til at tæve mine stakkels næsebor. Så hér måtte det da absolut være. 

Punkt Nul. Stedet, hvor det af min ellers så høflige og dygtige chat noir - Hr. Lucifax - efterladte visitkort måtte findes.

Kraftigt snusende ind gennem det snart totaltirriterede fremspring i mit ansigt, bevægede jeg mig langsomt rundt i køkkenet - indtil jeg med et ryk standsede ved køleskabet.

Hér - i guder - hér, var den godt nok hamper, den der "jeg er livsfarlig at indånde"-lugt.

Men ingen spor af en mulig forkert handling fra cattus gattus.

Hmmmm.

Stadig kraftigt undrende over de manglende beviser på duftens - lugtens - stankens - fremkomst, luskede jeg tilbage til mit skrivebord, og min afbrudte morgenseance.

Og dér - lige præcis dér - hvor jeg morgen efter morgen har siddet i eftertænksom opvågning fra nattens mange indtryk - ja just dér............................ var miseren.

Over mine læber brast et grin - ét af de helt store - efterfulgt af en hjælpeløs klukken af nærmest tårefyldt latter.

For min stakkels anklagede vidunderlige ven for livet - min chat noir og allerbedste hjerteven - var uskyldig i alle anklager, jeg måtte have hvislet gennem sammenknebne læber mens jeg ledte efter "den rygende pistol".

Synderen var min Vieux Porche - min dagen før indkøbte, og i forventning om stor nydelse hjembragte, camenbert.

Den lå dér og grinede af mig - lige pladask på mit rugbrød - omgivet af en usynlig tåge af gasser. De gasser, der også var sevet ud af køleskabet, da jeg åbnede det, og som havde medvirket til min forgæves jagt på noget, der ikke var der.

For sådan en ussel og afskyelig opførsel findes kun én straf - som da også blev udført hurtigt og skånselsløst, efter jeg på denne måde havde opdaget sandheden.

En total fjernelse fra eksistens - en henretning ved tænder, udført i total respekt for alle de westerns jeg har set gennem tiden. Ved det første sollys gennembrød mine tænder den forsvarsløse, men dog stadig kraftigt og gennemtrængende stinkende omgang stivnet mælk, og ekspederede den hen, hvor den ingen skade kunne gøre.

Et par slurke af min morgente - og alle spor skyllet væk.

Undtagen duften - den hang længe efter i luften, og mindede mig om  at også hér ville Sindsroen gøre gavn. For jeg kan på ingen måde ændre, at de bedste oste stinker værst.

Det er dog til at holde ud - bare Én Dag Ad Gangen.