Morgendrivert

 Sagte danser morgenen ind - tøver et kort sekund ved synet af mine søvndrukne øjne - før den med et næppe hørligt scratch dumper på plads indeni mig. Langsomt skruer den volumenknappen mod maximum, fra det nulpunkt, den har været på mens nattens sorthed havde overtaget.

Fuglestemmernes morgenfarver maler et billede af ro og gry blandt de ubevægelige luftstrømme, denne dags absolutte start er beriget med. En enkelt kvist på hækkens top tøver et kort sekund, inden den yndefuldt udfordrer alle de andre, med en glidende spiræavals for enkeltmand.

Jeg øjendrikker dagen ind - trækker duftene af morgenpippernes morgenkvidren ind gennem næsebor, der før var fyldt med natdannede snotflager, og pudser dem rene med en duft af morgengrøn morgente, mens crescendoet udendørs byder velkommen til en sentvågnende due.

Selv mine planter gi'r lyd, med en sagte vandhungrende mumlen, der inviterer mig til et besøg udendørs - helst med en kolddugdrivende vannekanne tilsat lidt ekstra NP-og Ja'ska'komme efter dig, ska' ja'.

Grøn er vårens hæk - men min te er grønnere, og smager bedre.

Missemanden sgutter sig på toppen af sit kattetårns utilnærmelighed, og mumler en søvnig lyd, der bedst kan oversættes til - Luk da døren, mand. Al den go'e varme driver jo ud i universet, hvor den kun ændrer baggrundstemperaturen en my over ingenting - inden han igen driver væk i kattesøvnens nærhed igen.

Og egentlig burde jeg gøre hvad han be'r mig om - lukke døren, trække nyhederne ind på min skærm så jeg kan opdatere mig selv med alt det, der er sket mens jeg sov.

Men jeg gider ikke.

For det nattavse univers, der gennem de få sovende timer ubevægeligt har ventet på mig, skal have muligheden for at falde helt på plads i den form, der er mig - inden jeg sparker liv i det med min sidste kop te.

Og stille forsvinder nattens trolde - lydløst opløses drømmene, og efterlader kun røgen fra en regnbue af farver, der dufter som de smager, når man lytter til dem.

Den næste ene dag er begyndt, og morgenens sindsro ta'r over. Som det har gjort så mange gange før - Én dag ad gangen.

Vi er ikke.....................

.............. børnebogsfigurer.

Egentlig skulle det her have været en historie om, hvor meget jeg og min bette Lucifax efterhånden ligner Peddersen og Findus - I ved, den der svenske børnebogsserie om en ældre, fuldskægget mand, og hans finurlige kat.

Men da jeg ikke er svensk, og Lucifax er sort/hvid - og uendeligt meget mere intelligent og fræk end Findus - kan det jo aldrig komme til at ske. Sammenligningen, altså. For historierne er da meget hyggelige at læse, mener jeg at kunne huske. Det er nemlig en hel del år siden, jeg sidst havde fat i dem.

Det ville vel også bare have været en undskyldning for ikke at tage fat på det, der roterer rundt under kasketten i øjeblikket. 

Det der ...... stress. Eller hvad det nu er. For måske er det slet ikke stress, bare en endnu ukendt måde at reagere og leve på - en måde, jeg ikke har været i nærheden af siden før mine blodpropper i '20. Dét, at brænde så intenst for noget, at det næsten fylder hele dagen.

For det er sådan jeg har det, med det arbejde jeg lægger på den lokale radiostation, jeg hver evig eneste søndag sender minimum 2 timer fra. Timer, der tager mig det meste af ugen at planlægge, for der skal interviewes en gæst til den ene time - Hvad Laver Du På Langeland ? - og skrives speaks til de Nyheder, der skal komme i begyndelsen af time 2, og til de arrangementer, der skal nævnes i løbet af den resterende tid. Og laves podcasts, og kaffe, og, og, og  ............

På en eller anden måde er det lykkedes mig, at sætte farten op igen. Fra det rolige, afslappede og let tilbagelænede flegma, der ellers har været kendetegnet for mig gennem flere år - til et jag, jag, jag, jeg slet ikke har nogen form for interesse i, skulle komme til at overtage mine dage.

De dage, jeg normalt har levet én af gangen, men som jeg lige her og nu til min gru opdager, er begyndt at flyde ud over mere end bare de fireogtyve timer, jeg har holdt mig til i snart syv år.

Og når jeg så opdager, at dét at sidde lige så stille i min have, og bare nyde at være til, pludselig føles som en tilsneget gave, der skubber andre aktiviteter længere ud - så er det, at jeg må til at spekulere alvorligt over, om jeg er hoppet på glidebanen igen, og har retning mod Det Store Grimme Alkohul i den nærmeste flaske.

Suk.

Har de ikke-misbrugsramte det på samme måde ? Bliver de også overvældet af stress og jag, og føler sig fortabte ? Og holder de det bare for dem selv uden at dele det med andre ?

Selvbesvarende spørgsmål, jeg ved det godt. For naturligvis har alle mennesker muligheden for at have det på dén måde. Og muligheden for at gå ned i flammer, når det sker.

Det er bare min fornemmelse, at det sker hurtigere, og mere voldsomt, for alle os, der er ramt af misbrugets forbandede sygdom. Og at jeg - vi -  er nødt til at være mere på vagt, mere åbne og ærlige, hurtigere reagerende, end "de andre".

Jeg - vi - dør nemlig mere sandsynligt af det, da det udløser den underliggende sygdom og lader mig - os - konservere os i den sprut, der smager så helvedes godt, og samtidig så helvedes dårligt, at vi på kort tid ikke har nogen vej tilbage.

Ja, ja, ja - jeg ved det godt. Stress k a n være livsfarlig for ikke-misbrugere også. Blodpropper, overvægt, dårlig søvn, depressioner og mørke tanker - det er risikoen for alle, der på den ene eller den anden måde bliver ramt af det. 

Og død.

Om det så er fordi, jeg som behandlet misbruger har lært lettere at kunne se faresignalerne - det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at jeg har lært at råbe Ulv, masser af timer før den dukker op - før den æder mine Sindsrolige får, basker mine Modige fårehunde, og fratager mig min ellers så velkendte Viden.

Så bremsesporene bag mig bliver dybere og dybere, jo mere jeg forsøger at balancere det dér skræmmende Liv, jeg med åbne øjne og gysende formodninger er hoppet ned i igen.

Det Liv, der samtidig giver mig så meget, og forkæler den del af mig, der skamløst nyder at være til. For jeg elsker det sgu - Livet.

Én Dag Ad Gangen.

Knock, knock ....................

Who's there ? ............

Stress............ 

Who's stress........... 

You's stress.....................

Og pludselig gik det stærkt.

Alting stod skarpere - klarere - synligere. Og strålede med en feberhede, der åndeløst søgte at hæve min vejrtrækning - gøre mig forpustet - og samtidig gøre mine ord kortere, mine sætninger mere komplicerede.

For alt skulle kunne forståes hurtigere - læses hurtigere - glemmes hurtigere. 

Og universet satte hastigheden op, så timernes langsomme fremmarch gik over i løb, indtil minutterne lignede sekunder, og dagene flimrede forbi.

Hurtigerehurtigerehurtigerehurtigere................

Fuldstændigt som tidligere, hvor mængden af opgaver, jobs, forventninger, jeg tog på mig, dag for dag blev mere og mere uudholdelige, og mere og mere uundværlige.

Sådan er det, når jeg stresser.

Når den gamle pleaser i mig igen dukker op til overfladen, og kun kan sige "Ja" og "Det skal jeg nok", indtil stemmen der siger det er tyndere en hvisken fra en morgensøvnig snegl, og intet længere behøver siges - for alle regner alligevel med.........

Med hvad ? Med at jeg bare fylder på og på og på, indtil læsset af aftaler, bekræftelser, opgaver og selvudslettende virkelighed, knækker nakken på kamelen ?

Sådan var det - før jeg fandt ud af at gøre alting én dag ad gangen - én ting ad gangen. Og før jeg lærte at sætte min indre pleaser på plads, og planlægge med både hjerte og forstand.

Før jeg lærte at sige Nej.

For - bare det, at jeg sætter mig ned og tænker tingene, opgaverne, kravene igennem gør, at jeg kan filtrere det hele gennem det klæde af fintmasket Sindsro, der giver mig mulighed for at finde det Mod, og den Visdom, et velgennemtænkt Ja eller et lige så godt gennemtænkt Nej kræver, for at kunne trække vejret roligere, langsommere, mere befriende normalt.

Men jo længere der går, fra den dag jeg valgte at sætte hælene i jorden, og begyndte kampen mod afhængigheden - en kamp, jeg kun kan vinde på daglig basis ved at give slip og acceptere - jo nemmere føles det bare at gi' los, og lade alt det dér hurtigchams overtage igen, indtil hastigheden ned gennem flaskehalsen overstiger lysets, og den brændende fornemmelse af "det eneste stof, der kunne gøre hastigheden langsommere, og kravene nogenlunde acceptable"  rammer mine forsvarsløse smagsløg.

Én dag ad gangen gør det samme. 

Klapper hastigheden én på bærret, og gør mit Jeg istand til at slukke flammerne, og se verden i dén hastighed, og dét lys, der er bedre end alt det, der i fortiden lod min hulemand overtage og bevidstløst fortsætte den årelange ødelæggelse.

Én dag ad gangen. Ét øjeblik ad gangen. Én opgave - et løfte ad gangen.

Mens en rolig vejrtrækning i pausen mellem opgaverne urokkeligt tillader Sindsroen at finde frem til dét, jeg ikke kan ændre - Modet, til at ændre det jeg kan - og Visdommen, til at forstå den nødvendige forskel derimellem.

Så kan stress blive dét, der ses inden det kommer, og roligt bekæmpes mens det er her. Og tages ubekymret afsked med, når det naturligt forlader mig.

For dét gør det - hver gang nu. 

Uanset hvor meget det vælger at hive, slide, og flå i mig, vælger jeg at børste det hen i det hjørne, hvor det hører hjemme. Så langt væk, at dets jamrende krav om hurtig handling og øjeblikkelig overgivelse, lyder som en tegnefilm på speed, hvor musen tæver katten, og Roadrunner endnu engang får Coyote til at fremstå som en udbrændt skygge af sig selv.

Og dét, er jo ikke så værst, vel ?

03:18

 Udenfor er mørket totalt. Alt og alle gemmer sig, mens månen har slukket for lyset.

Det eneste, der bevæger sig rundt i den natsorte have, er lydene fra de dyr der desperat søger at gemme sig for rovjagende sultplagede to- og firbenede. Puslen i græsset, spinkle knaselyde fra buskenes grene - og pludselig................

Skriget fra en tyst svævende natugle, der kalder på sin mage.

Og i det fjerne lydene, der kun høres fordi alt er stille - rævens tænder, der hapser endnu en bid  natmad, grævlingens snøften, mens den leder efter lækkerier i den let fugtige jord, vingeslagene fra den før så skrigene natugle, efter den har slukket livslyset for endnu en mus.

Jeg hapser mig også en bid natmad - her hvor klokken stædigt fortsætter sit uendelige korstog mod tidens stilstand. Eller rettere - en slurk varm breakfast-tea, der sørger for at mine stadig søvntunge øjne kan åbnes længe nok til at se, hvordan kanten af det totale sorte begynder at flosse, og tillade enkelte ganske svage lysstråler fra den kommende dag at slippe igennem.

Ikke mange, for natten bestemmer stadig alt. Og våger over sine beboeres muligheder for fodertid.

Pludselig rumler min mave fornærmet - Er det da kun natdyrene og huskatten, der skal fodres på det her ukristelige tidspunkt ? Eller kunne du måske forledes til at fatte, at også Jeg har behov ? Jeg, din trofaste mave, som du gennem årene har budt så meget, pint så meget, plaget så meget med udrensninger, pulvere, kikkertbesøg, og alt muligt andet ? Jeg har behov, har jeg !

Og ude fra køkkenet hører jeg den spinkle stemme, fra gårsdagens ekstra, og ekstra møre, kalvekotelet, indsmigrende fortælle mig hvor meget godt den ville kunne gøre for "den stakkels mave" hvis jeg bare skar den i tynde stykker og serverede den på et godt stykke brød med tandsmør.........

Udenfor i haven bli'r der tavst. Som lyttede alle de før så aktivt jagende og spisende natdyr til debatten mellem min mave, jeg, og den kolde men saftigtmøre kotelet. De eneste, der hviskende blander sig, er de snu rotter, der skynder sig at tilbyde væddemål på udfaldet - Odds 3 for 1 på at mennesket er stålsat nok til at holde sig fra natsmovsning. 8 for 1 på, at koteletten æder Ham - og 1,5 for 1 på at han knækker og smovser.......

Godt de kun vædder kerner, for alle de, der troede jeg var stålsat - tabte......

Og mens lydene udenfor igen stille hvisker frem, nyder jeg den nu tyndt udskårne kote-ganske-let på smør med brød under - og beslutter mig til at dette slet ikke er den værste måde at indlede endnu en dag på.

For sådan er det jo for os alle - natdyr, nyctofile, sovende katte, og andre der klokken 04:00 er lysvågne og ser lyset bryde nattens fløjl.

Bare én dag ad gangen.

Vanedyr

 Morgenen er fyldt med massevis af hyggelige, varme, velkendte vaner. Helt fra det øjeblik, min livsledsager løfter sit pelsede hovede, fra den armkrog han har tilbragt natten let snorkende i, og roligt vader op på min brystkasse for at kigge let afventende på masken og  mig.

Masken - det er den apnømaske, jeg tilbringer natten i selskab med. Den maske, der siden jeg fik den på for første gang, har brugt et overtryk på fire kilo luft, til at sikre at jeg ikke stopper med at trække vejret i løbet af natten. Og på den måde sørger for, at jeg kan sove godt og dybt natten igennem.

Min livsledsager - det er Lucifax. Hankatten, der kom ind i mit liv i '21, og krævede absolut hengivenhed med den største selvfølgelighed. Den pelsede hønseprut, der i sit nu seks et halvt-årige liv, er helt pjattet med alle de vaner, han og jeg har udviklet sammen.

Vækningen, som jeg var i gang med at udfolde for jer, kære læsere, er én af dem. Og den er vigtig - for os begge.

For ikke nok med, at "!he, who must be obeyed" stiller sig på brystet af mig og afventer næste skridt. Han forventer også at jeg, ved at vende mig en anelse fra min rygliggende position, sørger for at han glider tilbage i armkrogen igen - hvor han med et let suk kan lægge hovedet på dynen over min højre skulder - og lige nupse et kvarter mere.

Men så er det også nok ! 

Med et spring, der er en olympiske stangspringer værdig, sejler han op i vinduet, og kigger ud under persiennerne. Mon der er fjerede godbidder, der skal kigges efter i sømmene ? Eller danser der en uanende morgenmus rundt på havebordet ? Det vides ikke, men rytmen skal følges, ellers sker der sikkert noget ..... anderledes.

Og anderledes - dét vil mester morgenmis helst ikke ha' livet til at være. 

I næste øjeblik står han dér - lige ved siden af min venstre skulder, på den plads der måtte være fri på sengen - og kigger afventende på min standerlampe. For sådan en har jeg nemlig stående som natlampe i mit soveværelse. Han har blikket fikseret på ét punkt - den kontakt, der sidder på lampeledningen, sådan cirka halvvejs oppe.

For hvis jeg tænder dén - ved han jeg er på vej op. Og hvis ikke jeg gør.........

Klask!!! To poter klemmer sammen om kontakten - lyset vælder frem fra lampens tredswatts pære - og jeg indser, at det nok er bedst at sætte mig op og lade dagen begynde. Hvorefter den bette snusfornuftige missemøjs naturligvis skynder sig at nupse den stadig varme spot på sengen, hvor jeg lå for et øjeblik siden - og gasse sig et halvt minuts tid.

Man er vel et hyggedyr.

Men vanerne er skam ikke slut med det. For nu skal jeg og han sammen ud på.... nå ja, det hedder jo på katsk "Stedet, hvor en kasse dufter af mig nede i alt det grus, der ligger i den". Her afventes Fars eget ritual med ophøjet kattero - inden vi følges ad ud i køkkenet. 

Og gud nåde og trøste mig, hvis ikke jeg fuldfører næste trin af morgenritualerne til punkt og prikker. For så kan det godt være, der lander nogle morgenfornærmede kløer i læg eller lår, så jeg straxxxxs kan gøre det, enhver god madslave skal, når morgenmissen misfornøjet miaver efter morgenmad.

Vådfoder - skål - nus i nakke - mis er fodret.

Først derefter kan jeg sætte enten kaffen over - eller tænde for vandet til min Breakfast Tea - hvad nu jeg end har lyst til. Det er Husets Hersker uvedkommende, for han har travlt med at øve sig i smaskningens ædle kunst. Tro mig, han er mester i den.

Så er det, at jeg - mens kaffen brygger eller vandet koger - kan sætte mig ind bag skærmen, og lade lyset og morgenen give mig det, jeg elsker så højt. Erkendelsen af, at en Ny Dag er startet, og at ikke bare er missemand Lucifax velfornøjet og velfodret - jeg er på vej mod samme tilstand.

Ædru.

Morgenen har frosset......

 ....... og mine jordbær burde have været dækket til i går.

For det har frosset i nat. Et hvidt skær stråler fra toppen af min hæk, og fortæller mig at den fugt, der i går hvileløst drev rundt som tåge og rim, er stivnet i soltilbageskinnende krystaller af overjordisk skønhed.

Min morgenhjerne - stadig upåvirket af den ventende koffein - vender distræt overskriften på hovedet, og undersætter den til Cat Stevens gamle hit.

Morning has frozen
like the first morning
Winter has spoken
with the first frost.

og ja, jeg ved det godt. Det er nærmest majestætsfornærmelse at vride klassikere rundt på dén måde.

Men når jeg nu har gået og sukket så længe efter netop dét syn - frosten på grenene, hvidheden på tagenes tegl, solens splintrende glinsen gennem træernes frostbundne grene - kun forstyrret af sorte solfugles vilde luftakrobatik, når de kæmpende med hinanden danner territorier - så er der vel ikke noget at sige til, at jeg lader min nydelse af synet gennemtrænge den tankevirksomhed, der endnu ikke er blevet banket op i dagtempo af alt det sædvanlige.

Jordbærrenes bladspidser fortæller mig, at det har været en hård nat for de små planter. Fyldt med kampe mod en bidende Fader Frost, der lavt mumlende i sir kridhvide skæg har svoret, at ville standse alt liv, stoppe al vækst, kvæle al fremgang.

Men jeg ved, at han heller ikke denne gang, i slutningen af denne vinter, vil nå sit mål. For uimodståeligt vil livet kaste ubevægelighedens åg af sig, og frostbidt kæmpe sig tilbage. 

Og mens solen får mere og mere magt - mens dens sorte hyldestbringere fylder luftrummet over min hæk med kunstfærdige snirkler, snørkler, og cirkler, i kampen for det kommende års efterkommeres muligheder for liv - lader jeg kaffe og rugbrød vandre svagt syngende ind mellem læberne, og indtager det hele i fulde drag.

For nu er ikke bare kaffen klar - det er jeg også. Til endnu en dag - endnu fireogtyve timer - fyldt med alt det, livet finder på at kaste efter mig.

Livet - er ikke det værste jeg har.

Mere kompleks - mindre perpleks.

 Pludselig viser tilværelsen sig at være knapt så paletti alligevel. Og minder mig på, at der er to modsatrettede begivenheder - kræfter, om man vil - som bestemmer over min mødige krop.

Regenerering - og alder.

Den ene fortsætter ufortrødent med at genopbygge det, der enten gik tabt eller blev sat i dvale, da blodulvene hylede min hjerne omkuld. Den anden fortsætter lige så ufortrødent med at forholde sig til cellernes ubønhørlige nedgraderinger, time for time, dag for dag.

Og begge er de hamrende enige om, at jeg på ingen måde skal tillades at glemme, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før - samt at meget af det heller aldrig bliver som det var. Uanset om jeg forsikrer mig selv - bevidst eller ubevidst - om, at jeg sikkert kan klare mere i dag, end jeg kunne i går. Måske endda det samme, som jeg kunne før - eller mere.......

Men - det kan jeg ikke.

Hvor gerne jeg end ville, og hvor gerne jeg end forsikrer mig selv og min omverden at alt ka' la' se' gi' se', ka' det - rammes jeg gang på gang af det, der skånselsløst dukker op, når jeg endelig er ene. Når de besøgene er taget afsted, og jeg falder tilbage til den måde at gøre tingene på, jeg faktisk godt ved er den eneste, der dur.

I ro - i fred - i det tempo, der tillader mit sind og min hjerne at følge med. En ting ad gangen - et øjeblik ad gangen.

Dagen var ellers startet roligt. Med hvide drys fra oven, der sagte landede på det tæppe af sidste års græs, min plæne består af. Med en Lucifax - min bette misseprut - der halvspindende kælede for mine ben, for at gøre mig opmærksom på den rytme, han og jeg har haft siden han erobrede mit hjem og mit hjerte. Roligt forladende den trygge varme under dynen, for at morgentisse og  morgenvaske - og servere den åbenbart længe ventede vådfoder for den blødpelsede hjerteven.

Med morgenkaffe og morgenmad - radioavis og morgenavis - og rolig planlægning af alt det - eller rettere det lidt - jeg ved, jeg vil kunne klare at nå igennem i dagens løb. Og glædende mig til at kreere den gullasch, der senere den kommende uge vil kunne glæde min og bonusknægtens ganer.

En stærk, varm, velsmagende ret - hvis alt lykkes for mig.

Og alt lykkedes da også for mig - helt frem til paratgørelsen af alt det, der skulle ende med at blive den tænkte ret.

Hvorefter alt virkede som om det satte tempoet op........ og op........ og op.

Suk.

Gode venner på overraskende besøg -  medbringende overraskende ny sovemulighed. God nabo med lige så stor hang som jeg til madlavning og bagning - medbringende friskbagte cookies. Og pludselige nødvendigheder for tankevirksomhed - pludselige krav om planlægning - pludselige muligheder for kram ad libitum - og meget mere.

For tre år siden - før syttende januar tyvetyve - ville en sådan pludselig mængde alt muligt, være blevet mødt med en let skuldertrækning af mig. For - det klarede jeg da bare. 

Det gør jeg ikke idag.

I min godt brugte, let bankede, og tidligere svært ramte, hjerne, er der opstået noget jeg aldrig havde troet var muligt. Hjernetræthed. Ikke noget, der betyder at den svagt grålyserøde celleklump, bare drøner hen i hjørnet og snorkende klapper øjenlågene ned.

Men en tilstand, der altid ligger let truende i baggrunden af alt jeg gør. Og som - hvis den kommer helt frem - afskærer mig fra at kunne noget som helst. Hverken tænke, tale, fungere, eksistere. Bare..... vegetere, med kun enkeltord kommende ud af munden - hvis jeg er heldig. 

Og er der noget, der kan true med at hive Mester H.T. frem i lyset - så er det pludselige ændringer i min planlægning og min hverdag.

Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra - til at fortælle mig selv at nu skal jeg i dén grad tage tingene med ro. Og bedre til at fortælle mine omgivelser, at nu er jeg brugt - og nu er det nok. Uden at forskrække dem, og uden at lyde hverken afvisende eller underlig. Hvilket lyder meget lettere, end det er, kan jeg roligt sige.

Så nu sidder jeg - med den (faktisk ret vellykkede) gullasch pakket i fryseposer og puttet på frost, med aftensmaden (chinafood med chopsticks) liggende i maven, og missemanden letsnorkende på toppen af sit hustempel.

Alene - og godt brugt.

Samt med en erkendelse af, at jeg klarede det hele. At jeg trods de aldersmæssige forhindringer, og de nogle gange kvælende eftervirkninger af mine propper - er kommet lidt videre. Og så kan det godt være, at det er tre skridt frem og to tilbage.

Skidt pyt - for det er jo alligevel et skridt frem totalt - et skridt nærmere den hverdag, jeg havde før de der proppus irritatus gigantus, der gjorde de første måneder af tyvetyve grå-i-grå. Og nærmere det, jeg gerne vil. Og gerne vil blive ved med.

At leve - dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik.

Ædru.

Ud af ørerne vælter den.

I en fed, sløvt drivende stråle - bomuldsvattet, våd, kold, klam. Den fylder først rummet jeg sidder i, før den triumferende finder et nøglehul, den kan kravle ud af. Og med et næppe hørligt hvæs, står den ud i den omgivende luft, som overskudsdamp fra et lokomotiv i en western.

Tågen.

Den tåge, der med mellemrum fylder mit hoved, og kvæler alle tanker. Læggende sig over alle bevægelser - alle begivenheder - alle handlinger - hvor den strangulerer enhver form for initiativ, og fedter alt ind i afmægtig ligegyldighed.

Tågen.

Beskrevet i horrorfilm som dét, uhyrerne kom ud af - men jeg ved bedre. Uhyrerne kommer ikke ud af tågen - de er en del af den. En del af det, der blev løsgjort, gjort muligt, givet gentagelser, da min hjerne blev ramt af ulvenes bid. Og som jeg mange gange må acceptere, for jeg kan ikke andet.

Tågen.

Men her til morgen fortæller Danmarks Meteorologiske Institut mig, at min tåge bli'r delt med alle andre. At den spreder sig over det ganske land, og gør al kørsel usikker. At man skal passe på, hvis man skal ud i den, for den nedsætter sigtbarheden gevaldigt.

Tågen.

Det ku' jeg da godt have fortalt. Men jeg sidder bare her, og mærker den - Tågen - hvæse ud af mine ører, ud af nøglehullet i dørene, og utæthederne i vinduerne, så den kan komme ud og lære alle jer andre, hvad vi apoplektikere kender alt til. 

Tågen.

Og alle dens muligheder for at kvæle al hjerneaktivitet - alle tanker - alle bevægelser - alt. Efterladende et morads af følelser, fornemmelser, fortvivlelser, i det, jeg normalt bruger til at sætte fut på min hverdag - min hjerne.

Tågen.

Faktisk er der noget godt ved hele den her spruttende, hvæsende, buldrende, tinnitusdampskrigende udladning af min hjernes med mellemrum altoverskyggende problem.

Tågen.

For når først den har forladt min hjerne - og render rundt og driller alle jer andre - forsinker jer på vej til arbejde - sætte våde, klamme aftryk på vinduer, grene, buske og alt andet - så er der intet af den tilbage dérinde.

Så er Tågen væk 

- og solen skinner over mine tanker, oplyser mine muligheder, varmer mine følelser. Gør mig istand til at være det, jeg holder allermest af at være - dét, der gennem to tusinde fire hundrede treogfirs dage, har været mit daglige lyspunkt - mit mål og min mening.

At være ædru.

Tæt på lykke - alt vi har er nu

"To."

"Tæt på lykke."

"Alt vi har er nu."

Ordene dukkede op i min hjerne, da jeg for anden gang vågnede, hivende efter vejret, og med et luftrør der føltes som havde nogen taget det mellem vældige hænder - og trykket til.

Egentlig underligt, for den angst, der vel ganske normalt ville være til stede når éns vejrtrækning på den måde forhindres, var der slet ikke. Kun bekymring for ikke at kunne trække vejret.

Krampen forsvandt, som den også havde gjort første gang, og efterlod mig med et ømt spiserør - og de tre sætninger stående lysende klart i min bevidsthed. For - selvom det første kun var ét ord, kunne jeg mærke indvendig, at det skulle opfattes som en sætning, med en sætnings mange forskellige meninger tilstede.

"To."

Ikke at være alene, men at være en del af den helhed, "To" signalerer. At være "mig" sammen med en anden, der har det på samme måde som jeg. Hvad det så end måtte være for en måde. Alt lige fra fællesskab om en sjælden sygdom, til den helt store affektion - den dér livsændrende, jordrystende, altvæltende affektion, der binder "To" sammen til "Én".

Jeg er ikke engang i nærheden af at have det på dén måde. Temmelig langt fra endda - for jeg har valgt at være dén éne - helt alene, helt solitært, helt ............... eneboeragtigt.

Ikke fordi jeg ikke kunne, hvis jeg ville. For det kunne jeg ...... 

men det vil jeg ikke.

Ild og brændte børn har det vist ikke så godt sammen. Så hellere gøre det, der virker tryggest, varmest, sikrest. 

Alene.

Når man som jeg så mange gange har været helt "Tæt På Lykke", uden rigtig at kunne finde den i den så højtbesungne to-somhed. Uden at kunne påstå, at lykken var overalt, også i mig. Uden at kunne stille mig op og højlydt erklære, at "Jeg er lykkelig !". Og med en samtidig viden om, at "Aaaahh, denne gang er jeg vist Tæt På Lykke", som mere har lydt som en hensigtserklæring end en realitet.

Så er det, at man - hvilket naturligvis skal læses som "Jeg" - søger at komme Tæt På Lykke på andre måder. For det meste på de måder, der er så velkendte - penge, prestige, magt. Men ingen af dem gav på nogen måde dét, jeg søgte.

Det var der kun én ting, der gjorde.

Én - som jeg kendte, og som jeg allerede som ung havde lært at kende. En substitut for dét at være "Tæt På Lykke", men som i ganske korte øjeblikke gav alt det, mit Jeg søgte efter. Troede jeg da.

Flasken.

Den eneste, der altid var éns, og som aldrig svigtede, men altid modtog mig med åbne arme og ivrige løfter om varme, nærvær, og kærlighed. Og først da det gik op for mig, at der intet andet var end falskhed i den "varme" den gav. Falskhed i den "nærvær", den krævede - jeg var jo ikke nær så lækker at være sammen med, som jeg troede i mine tåger. Og falskhed i den "kærlighed", den smægtende lovede, hvis bare jeg "løftede blikket", og lod de gyldne dråber lifligt løbe.

Først da, gik det op for mig at lykke ikke var drikkelig. At lykke ikke var automatisk, og ikke kom som en gevinst fra sprutdampende nætters heftige tosomhedsdans på smudsede lagner.

Men at jeg kan være Tæt På Lykke på så mange andre måder. Måder, der alle indeholder muligheden for at være lykke-lig, og som føles som det rigtige - for mig.

Og når jeg er ædru, er jeg så Tæt På Lykke - så lykke-lig - som det er mig muligt. Uden at skulle jagte nogen form for "To", for det er ikke nødvendigt. Uden at skulle afgive noget af mig selv i et samliv, der ville betyde bortskæring af handlemåder, tankemåder, levemåder, som jeg i to tusinde firehundrede og halvfjerds dage har elsket at være i - én dag ad gangen.

Det kan være. at det kommer på et tidspunkt. Det kan også være at det aldrig gør. Uanset, så nyder jeg for alvor, at være der hvor jeg er nu.

For alt vi har - er nu.

Eremitkrebs

 Den ligger bare dér og venter. 

Skallen. 

Stor, smukt glinsende - og tom. Lige præcis det, en eremit som jeg har brug for. Plads til at vokse mig større - plads til mine trofaste anemoner, mine små vimsende skalrensere, der nyder godt at de rester, mine måltider lader danse rundt i det urolige vand.

Men at overtage den - det kræver at jeg smider min gamle skal, min ven gennem så lang tid - og kravler ubeskyttet, nøgen og sårbar, visende alle mine fejl og dårligdomme for alt og alle. At jeg.......... vover pelsen.

Hvilket jeg ikke er helt sikker på, at jeg tør.

For - er det ikke bedst at lade tingene være som de var. Undgå at vokse - undgå at skulle udfylde mere, end jeg gjorde tidligere ? 

Mine 'moner kan jo heller ikke sådan....... bare flytte. De sidder jo fast på mig, og pumper hvert evigt eneste øjeblik en sky af  affald ud i mit livgivende vand. Affald efter det, jeg har serveret for dem af halvfordøjet og frirevet råt kød. Affald, der ind imellem får mig til at kløjs i min egen fortid, og ryste mine kløer let truende foran øjne, der helst ikke vil se alt, de kunne se.

Skidt. Den dér fortid kan jeg jo alligevel ikke bruge til noget. Og måske kan der være plads på den nye skal til andre, større 'moner. Måske endda nogen, jeg ligefrem kan holde af, med tiden. Helt som var de mine egne ?

Bare jeg nu kan undgå det, der mange gange - har jeg hørt men aldrig set - tager livet af sådan én som mig, på vej mod sin nye skal. Sultne rovdyr, hvis største fornøjelse er at gnaske mig og mine i sig - med alt vi indeholder af muligheder, drømme, og tid.

Tidsrøvere, tidsgnaskere, tidsfordrivere, kalder jeg dem. De sorte skygger, jeg har set drive lydløst henover sandet. Skygger, der ikke afslører sine ejere, men som altid, altid, altid, lugter af fejltagelser, mistede håb, og mistede muligheder.

Man skulle være en 'mone, skulle man. Sådan sidde dér, på søanemonevis, og bare vente på at maden kommer farende i nærheden af munden. Kun med sygdomme som fjender, og uden viden om eller kendskab til den grusomme verden, jeg og mine render sidelæns rundt i. En verden, hvor hvert eneste størrelsesryk risikerer at kræve en ny, beskyttende skal.

Bare jeg kunne undgå det. Undgå at vokse - undgå at blive sårbar - undgå at tage risikoen ved at bevæge mig ud af min sikkerhed, ud af min forsvarszone - ud af min skal.

Men jeg har hørt - susende gennem ålegræsset som en næppe hørbar konstatering - hvislende ud gennem delfinernes åndehuller - vibrerende som del af hvalernes sang - at sådan er livet.

Fyldt med farligheder, risici, muligheder. Fyldt med ting og begivenheder, der kan fjerne mig fra universets ligning over alt, der lever. Og som er ligeglade med, at jeg så vældigt gerne vil forblive her. Så ufatteligt gerne vil gense det, der var, før jeg blev eremit. Før skallen blev dannet, og glæde var alt der betød noget.

Men også fyldt med alt dét, der gør åndeløs. Alt dét, der får min ubeskyttethed til at tindre og lyse i sindets regnbuefarver, og får mig til at se klart gennem det normalt så mudrede vand.

Suk.

Jeg ved, at jeg er nødt til det hele. Nødt til at kravle over til den ventende skal, og indtage det liv, der fortsætter dér. Nødt til alt - for sådan er det at leve, for en eremit som jeg.

Én Dag Ad Gangen.

Triste tempel tilbud

Nettet bugner - svulmer - løber over, af tilbud fra alle mulige templer, clairvoyantundervisere, healerlærere, englekendere, og alskens andet gøgleri. Alle forsikrer de, at lige netop hér, kan du blive fuldt certificeret healer, clairvoyant, engel, etc. 

Det koster dig kun det kvarte af spidsen af den gråand, der fløj forbi din mosters tantes søn i mandags.

Og hvis du ikke lige har råd nu, så kan du afbetale over indtil flere lette rater, der ikke på nogen måde udhuler dit budget, eller gør det nødvendigt at nøjes med rugbrød til aftensmad.

Hvorefter livet - siges det, med megen patos i teksterne - bliver fuldt ud værd at leve. Og du altid vil have dine kære afdøde stående ved din højre skulder, parat til at guide dig gennem alle de besværlige problemer, du før i tiden snublede over ustandseligt.

Suk.

Det har dine kære afdøde sgutte tid til. Og hvis de skulle dirigere dit liv forbi alle strømfald og lumske huller - ville det jo ikke være DIT liv, men en genlevning af deres eget, Vi skal jo det, vi skal, her i livet. Og selvom det ville være dejligt at undgå alt dårligt i livet, så er det jo det, der former os til dem, vi ender med at være.

Hvilket måske er præcis dér, vi skal ende. (Nietzsche, gå hjem og vug)

Nu er det ikke lige religiøsitet, der plager mig mest. Men næsten hver gang jeg opdager endnu et opslag indeholdende den slags tilbud - mindes jeg mine lørdags formiddage i den lokale kirkes bibelstudier - jeps, jeg var tvangsindlagt, mens min far sad i menighedsrådet - hvor præsten gnæggende fortalte os om kræmmerne, der falbød alskens ting i templets forgård.

Det var nu kun 3 gange, jeg var afsted til "Lørdagsskole" i missionshuset, for da jeg fortalte mine forældre at det var mere indremissionsk end skole, mindede min mor min far om hans socialistiske baggrund, og flux fik jeg lov til at blive væk. Det passede nu ikke lige præsten, men det er en helt anden historie.

Men kræmmerne i templets forgård - dén historie husker jeg tydeligt. 

Nu er min egen indgang til den såkaldte alternative verden mere baseret på, at de evner vi er blevet givet - hvad enten disse er af den synske, healende, erindrende, eller engleagtige slags - ikke er udleveret for at vi skal tjene penge på dem. 

Men for at vi kan hjælpe andre - alene fordi vi kan.

Indrømmet - ikke alle har et lige godt greb om de medfødte evner, og har måske brug for hjælp til at kunne udvikle disse. Men behøver denne hjælp virkelig annoncering med prislister og svulmende lovsange om "hjælpens" uovertrufne kvalitet ?

Ikke efter min ringe mening.

Når hjælp behøves, skal hjælp gives. For hvis ikke jeg tager fat i den hånd, der rækkes ud efter hjælp - hvordan kan jeg så håbe, at der vil være nogen til at gribe fat i min egen hånd, hvis jeg rækker den ud i håbet om hjælp ?

De to tusinde fire hundrede og seksoghalvtreds dage, der er gået siden jeg blev ædru,  har på mange måder lært mig, at rækker jeg ud - får jeg hjælp. Og på samme måde, bør hjælpen være der - ganske "free of charge" - såfremt nogen ønsker hjælp til at udvikle de evner, de føler ligger inde i dem og venter på at komme ud.

Suk - det blev et lidt rodet blogindlæg i dag. Og der er da også mange ting i det, jeg nok dykker dybere ned i i de kommende dage. For det piner, irriterer, og driller mig, at der stadig findes kræmmere.

I Templernes Forgårde.

Men hva' - det overlever jeg nok også. Bare jeg tager det hele - Én Dag Ad Gangen.

I lampens gule, varme lys.......

.......... sidder jeg lige så stille og taster løs, men jeg prøver at høre, hvad der bli'r sagt - derinde i den bagerste del af mit lille, og til tider - når jeg selv skal sige det - overbebyrdede hoved, hvor der er en bette lille fyr, der med største undren i stemmen mumler: "Du kan ikke være det bekendt!"

Han bli'r faktisk mindre for hver dag, der går - for hvert øjeblik, jeg ikke lader ham bestemme over mit liv, men uimponeret tillader verden at se mig, som jeg er.

Uden alle de falbelader og udstyrsstykker, der tidligere havde en tendens til næsten automatisk at dukke op, bare jeg kom i nærheden af mennesker, jeg godt ville imponere. Eller tryne. Eller giftes med. Eller.......

Mulighederne er mange. For den fyr jeg var, havde kun ét mål i livet. Sig selv og alle de nydelser, selvforkælelser, og ansvarsfraskrivelser, det var muligt at komme i nærheden af. 

Også selv om det kostede agtelsen hos dem, der var nær. Og ødelagde følelserne hos dem, der skulle have haft muligheden for at komme tæt på.

Hvilket ingen af dem gjorde. Eller fik lov til. 

At komme tæt på, altså. 

Her er det så, at min bette snurrige hjerne begynder at lege kispus med mine tanker. For, hvis nu jeg havde levet helt efter forskrifterne - havde opført mig, som man "skulle" - havde været regelret og trofast - og aldrig havde hverken snydt eller bedraget - ville jeg så være endt dér, hvor jeg er i dag ?

Med en lille, let surmulende fyr bagerst i mit hoved, der kun venter på at jeg skal få et tilbagefald, og falde i flasken igen. Udadvendt - og samtidig indadvendt. Ædru - og samtidig vidende at der kun findes dagen idag.

Eller ville jeg have gået livet igennem, uden de ægteskaber, jeg indgik af alle mulige grunde. Uden de børn, der, selvom de nægter at kendes ved mig, betyder alverden for mig. Uden de talløse brudte forhold, der alle som en kunne have været paradis. Og uden de sygdomme, de blodpropper, de maveproblemer, der har plaget mig de sidste mange år.

Uden andet - end mig selv. Alene. Eller måske med en samfundsgodkendt partner, og de anbefalede 2,3 børn, der alle ville være vokset op, som de "skulle".

Heh.

Egentlig er det godt, at vi ikke får lov til at bestemme alt, der skal ske i livet, før vi træder ind i det. Ikke får muligheden for at sige til os selv, at "Dér, skal jeg passe på. Dér, skal jeg holde mig på måtten. Dér skal jeg vende om og gå en anden vej."

For gjorde vi det - gjorde jeg det - ville de erfaringer, livet har medført - de positive såvel som de negative - ikke have haft en kinamands chance i helvede. Og jeg ville ikke - med største lykkelige undren i stemmen - kunne have mindet mig selv om, hver morgen jeg vågnede op, at jeg var ædru.

Og havde alle intentioner om at være det de næste fireogtyve timer.

Jeg er ikke på nogen måde stolt af de negative ting, der enten er sket for mig eller som jeg har været årsag til. Tværtimod. Men jeg kan ikke lave dem om, eller gøre dem ugjort. Det tog kørte øjeblikket efter de skete.

Til gengæld kan jeg gøre mit bedste for - én dag ad gangen - at jeg ikke gør dem igen. Også selv om jeg ikke aner, om jeg er til stede i morgen. 

Og skulle jeg endelig ramle ind i at have såret nogen, været blind for andres brug for hjælp, undladt at gøre noget jeg burde have gjort - så kan jeg nå at erkende det, samme dags aften. Og love mig selv, at rette op på tingene - hvis de da kan rettes op - så hurtigt som muligt.

Det er nemlig tilsammen dét, der for mig ikke er en bøn, men en livsstil :

At Finde Sindsro, til at accepterede de ting, jeg ikke kan ændre.
Mod, til at ændre de ting jeg kan
Og Visdom, til at kende forskel. 

Og så kan ham den bette fyr inde bagerst i mit ædru hoved mumle lige så meget han vil. Bare han husker, at jeg ved han er der - og at han kan rende mig hvor jeg er højest når jeg plukker jordbær.

Tosserier på en mørk månenat.

 Månemandens milde, men mageløst magtfulde  mumlerier myldrer muntert ned over mine søvnlukkede øjne. Båret på en stråle af natfnisende feer og tidlige tiders tæsketossede trolderier, rammer de en drøm og farver den regnbuerodet rasende rød.

"Kærlighedens kulør", kvidrer kanariefuglen kuldskært på den sølvfarvede slikkepind, mens nat bli'r til nu og drøm bli'r til vågen.

Godt nok underligt, hvad man kan opleve efter nattræt øjenlukning på sådan en ganske almindelig mandag nat. Flagrende feer og kvidrende kanariefugle danser stadig rundt på resterne af den drøm, jeg vågnede fra.

Blot for at opdage, at missemandens snurrige spinden havde retning ind i mit ene øre, hvor den sikkert havde lagt baggrundslyd til både feer og fugles fantastiske fablen. 

Livet er nu herligt, når det sådan mest består af mig og min bedste ven - Én Dag Ad Gangen.

Go'nat, missemand - jeg har vist en aftale med en nyctofil natfnisende nisse, så vi ta'r lige en time mere af den milde, men mageløst myldrende månemands mumlerier.

Snorkfrøken.

Inde i mit lille hoved.......

 ...... kører en strofe rundt og rundt. 

Den har nu ikke ret meget at gøre med, hvordan jeg lige nu føler mig aldeles alene, med mørket krybende tættere og tættere, og sindet farende rundt i hjernekisten mens det hamrer på siderne for at komme ud i friheden.

"Den sidste fløj bort i en kaffekop, og bli'r nok aldrig fundet....."

Hrmph! 

Det er nu ikke ligefrem en kaffekop, mit indre øje forgæves forsøger at fokusere på. Med mindre kaffekopper kan være uformelige klumper af fortid, der let pulserende glider gennem mine tanker, mens de afsætter svage slimspor af det, der var. Og samtidig forsøger at indhylle nutidstankerne i en giftiggrøn dunst af "det-hænger-nok-alt-sammen-sammen-skal-du-se".

Hvileløst vender og drejer jeg mig på det krøllede lagen, og skiftevis kyler dynen langt væk eller putter mig dybt ned under den. Indtil en svag spinden når mine ører, og det går op for mig, at jeg har savnet at have ham lige ved siden af mig. Ham missekatten, der har taget patent på mit hjerte, og som får selv de mindste ting til at virke vidunderlige, bare det er ham, der foretager dem.

Jeg ved det godt. Han er en substitut - en erstatning, jeg kan kaste mine uforløste følelser på, når der nu ikke er andre i nærheden til at nyde dem. Sigmund, gå hjem og vug - det der psykoanalyse er da ganske nemt for enkeltmand, og behøver slet ikke indebære timevis af samtaler, liggende på en slidt chaiselong med hænderne patetisk lagt hen over øjnene for at undgå en tåreflod, der kunne drukne selv en flodhest.

Men han er så meget mere - ham den bette pelsklump. Far's lille pruthøne, som jeg i svage vanvidsøjeblikke kærligt kalder ham. Han er grunden til at jeg befinder mig bedst i eget selskab, for jeg kan jo altid nusse med ham - grunden til, at hverdagene kan være så grå de nu end måtte vælge at være, jeg har jo mit eget solskin lige ved siden af mig - grunden til, at jeg nyder sindsroen, og tænker mere på vand end på whiskey.

"Nattens trolde er forsvundet...."

Kan man virkelig opfatte en sang baglæns ? Og på den måde bruge de enkelte verselinier - de enkelte strofer - som kølende lise til et natmørkt sind ? Jeg ved det ikke. Og selvom det måske et eller andet sted i universet er forbudt - og forbundet med trusler om livsstraf - "Han ska' af mæ' ho'et, ska' ha' !" - så vælger jeg at bruge dem på netop dén måde - for dér gør de godt.

Utroligt godt.

"Stille, stille, stille, nu står solen op...."

Jeg skulle ha' kaldt missemanden for Buster, skulle jeg. Men det gjorde jeg ikke, for han både hedder og er Lucifax - medicin mod nattens ensomhed, og lise for natmørkhed, når den nyctofile opdager at livet er sprællevende, og forsøger at sparke fortid ind, hvor fortid ej hører hjemme.

Fortid. Tiden, før tiden, der er nu. 

Den er brugt. Den er forbi. Den er.... fortid.

Og det eneste den har gjort - med megasucces, må jeg indrømme - er at påpege alt det, jeg gjorde forkert. Alt det, der ændrede mit liv hen til det, det er nu, og gjorde nætter som denne mulige. Påpegede, at hvis jeg bare lod stå til, skete det samme igen og igen. Og lod mig fatte, at kun gennem en erkendelse af den - kun gennem at tage mit eget ansvar på mig - kunne den ændres til en nutid, hvor gentagelsen af fortidens fejl var så godt som umulige.

For naturligvis kan alt ske igen. Hvis jeg lader det. Hvis jeg står stille, og undlader at udvikle mit jeg til noget, der er bedre end det, der rider mig som en mare i mine natlige trodsogtrusseltænkende tanker.

Hvis.

Men det gør jeg ikke. 

Ihvertfald ikke her og nu, for her og nu har missemanden spundet et tæppe af sang henover mine mødige øjenlåg, og mindet mig om det evigtgyldige, at

"Ovenover alting, stråler Moder Sol."

Nu venter to glas koldt vand, og en seng, der lige skal redes igen, inden forsøget på at finde frem til Morpheus's arme skal gentages, med Valdemars ord om, at "Imorgen er der atter en dag" trygt parkeret et sted, hvor ingen og intet kan true dem - ordene.......

Giv mig Sindsro.....