Torsk, tanker, og andet trummerum.

 I rigtig mange år har jeg ikke fået nytårstorsk. 

Både fordi jeg - en gang tilbage i nitten hundrede fortiden - fik kreeret en så tør og uspiselig torsk, at jeg svor ikke at ville spise "den slags" mere, men også fordi lommerne i en pensionists efter-jul-træningsbukser ikke er ret dybe. 

Faktisk er de for det meste overhovedet ikke eksisterende, og den eneste lyd der dukker op, når der ledes efter en enkelt 5-øre eller lignende (ja, de damer og herrer af yngre varianser - 5-øren VAR en eksisterende mønt for egentlig ikke så længe siden), er lyden af hul tomhed, og ekkoet efter neglenes skraben på lommernes sider.

Eller sagt på en anden måde - det var for dyrt.

Det er det sådan set stadig, men nu har jeg fundet en ganske gyldig variant af den i saltvandet levende, så eftertragtede lækkersmagende (når man laver den rigtigt) finne- og halebaskende torsk.

Nytårstanketorsken.

Og jeg er allerede i besiddelse af et gevaldigt eksemplar af slagsen - sådan et, der ta'r dage at fange, og som overhovedet ikke forsvinder, hvis man forsøger at nedsvælge det.

Hvorfor, hvordan, og hvorledes, spø'r du sikkert åbenmundet forbavset. Og dét skal jeg da gerne fortælle dig.

Det starter med et prik. Sådan et bettelille, ganske tilforladeligt, og ugentligt tilbagevendende prik. Som - mandag efter mandag - foretages rutineret og tidsmæssigt i niveau med morgenmaden.

Og hva' hylan har dét at gøre med en konge af nytårsspisebordet, nedlagt i sennepssovs, og med smørvendte kartofler til, kan jeg høre dig støde ud mellem de sammenbidte tænder.

Alt, min ven, alt.

For den der skælbesatte og flage efter flage årligt tilbagevendende spisemæssige nydelse, aner slet ikke at der eksisterer en endnu større torsk, end den selv.

Men det gør jeg.

Det er nemlig - som tidligere proklameret, og nu stolt gen-proklameret - NytårsTankeTorsken.

Denne, for mit velbefindende så absolut unødvendige Not-Fish, der dukker op i samme øjeblik, jeg efter tre dages svimlende omkringvakling, med protesterende og arbejdsnedlæggende tarme, opdager..... sludder, får den tanke....... suk, nonsens, og om igen.

Den dukker op, når det med skræmmende vished - dage efter at det skulle være sket - går op for mig, at jeg er et lillebitte,  ganske tilforladeligt, og ugentligt tilbagevendende prik - bagud................

For produktet, der gemmer sig bag den bette prikskarpe tingest, er jo så nødvendigt for min krops accept af "Livet, Universet, og Alt Det Dér", at manglen på det, skaber ballade i systemet.

Se dét - er en torsk, der er værdig til titlen som NytårsTankeTorsk. Ellere rettere - mon ikke det er mig selv, der skal ha' titlen ?

Selvom jeg nok ser fuldstændigt åndssvag ud med sennepssovs, kapers, og smørvendte kartofler.

Trummerummet ? 

Altså det, fra overskriften ? Det er skam den hverdag, der næsten på sekundet dukker op igen, når prikket er overstået, udstyret pakket væk, og den nye "På-denne-ugedag-prikker-jeg"-dag er sat i kalenderen med behørige alarmer installeret.

Resten ? 

Det er Én Dag Ad Gangen - som altid.