Treogtredive meter i sekundet.

De siger, hun kommer. 

Humbug, si'r jeg bare. 

Hun har ikke været her siden dengang, jeg i min uforstand og min sygdoms totale greb, ødelagde dét vi havde sammen, og smed mit og hendes liv på hver deres afveje. Fra hvilket det tog mig tretten år at finde væk igen.

Så uanset hvor meget jeg ville byde hende velkommen, og sætte både te, kaffe, og varm chokolade parat ved nybagte boller - så vandrer hun nok en anden vej, end den der fører i min retning.

For hvorfor i alverden skulle hun da komme den hér vej, når jeg på så strålende effektiv vis dengang i løbet af et splitsekund sendte os på hver vores vej gennem universet, med samme ødelæggende kraft som en neutronstjerne i opløsning ?

Hvorfor i alverden skulle hun da have nogen form for ønsker, om at finde ud af hvordan mit liv er gået siden ærlighedens ædruelige ansigt stak mulen frem og viste den daglige vej frem ?

De siger, hun har tryk på. 

Med det liv, hun åbenbart har levet siden, kan jeg godt forstå der kan være tryk på alt, hun gør. Sugende til sig af alt, der kunne ændre, mangfoldiggøre, udvide, må der være mange hektopascal overskud at blæse foran hende. 

Overskud, indeholdende alt det, mine egoistiske livsændrende beslutninger lagde kimen til. Beslutninger, truffet i tågerne af den sygdom, der gav mig muligheden for helt selv at kunne ødelægge alt dét, der i sin vorden havde så meget håb.

Tryk avler modtryk, si'r de. Stille nikker jeg accepterende, og påpeger bare, at hvis man lægger sig fladt ned, overlever man bedre end hvis man kæmper mod trykket fra den fortid, der uafvendeligt dukker op i horisonten, når stormen raser.

De siger, hun kan være farlig.

Al storm er farlig, hvis ikke man accepterer den, for det den er, og forbereder sig alt det man kan, er de kloges vise ord. Men den, der rider med og ikke mod, kommer lettere frem til det sted, hvor stormen er stille, og solen skinner klart. 

Stormens øje.

Her kan jeg hvile, afventende den anden front - afventende dét mylder af affald, splintrede håb, kvaste øjeblikke, der har ligget i skjul indtil hun kom, og rev sløret væk fra dem. Tage dem op - én efter én - og acceptere at de er til - erkende den virkning de havde, den retning de ændrede livet til - og nænsomt lægge de af dem, der ikke kan ændres, til ro i ærlighedens kasser - beslutsomt ændre, hvad ændres kan - og stole på, at kunne kende forskel.

Dét øje - har jeg ventet på, lige siden stormens første spæde pust væltede alt omkuld, og den smadrende blæste alt i forkerte retninger - med lukkede sanser. Og i mere end fire millioner minutter, har jeg siddet i øjet og ventet. 

Ventet på, at hun kom.

Nu blæser de første af hendes vinde spindelvævet væk fra det lager af mindernes splintrede affald, der er nødvendige at tage fat på. Afslørende affald fra andet, der med lige så stor ret kræver at blive taget fat på.

Men én ting ad gangen - én dag ad gangen.

Jeg er parat, har lagt mine våben, åbnet mine håndflader, og overgiver mig til hendes rasende blæst.

For hun kommer - hun har tryk på - men er kun farlig hvis jeg vender ryggen til, og ikke åbent og ærligt accepterer alt, hun har med.

Stormen.