Andre Sider af mig

fredag den 30. juni 2017

Lige groft nok.


Kender du det engelske udtryk binge-watching ?

Ikke ? Direkte oversat betyder det umådeholdent kiggeri - underforstået tv-kiggeri. Eller grovkigning - for nu at finde et udtryk, der rammer mere direkte. En situation, hvor man sætter sig og sluger en hulens masse film eller afsnit af samme serie i løbet af et døgn eller en weekend.

Lidt i stil med det, jeg har set i utallige film, hvor hovedpersonen - som regel en kvinde - sidder bag en lukket dør, iført en alt for stor pyjamas, og ser afsnit efter afsnit af en eller anden tudeserie, men hun nedsvælger utallige liter is direkte fra bøtterne, og tårerne triller ned af kinderne på hende samtidig med at bumserne lystigt popper frem i hendes sørgmodigt udseende ansigt.

Eller situationen, hvor man som mand inviterer vennerne til en weekend med mad, drikke, og samtlige afsnit af den der tolv sæsoner lange slå-på-tæven serie, man i forvejen har set utallige gange. Noget, der mange gange ender med at stuen flyder med popcorn, og sofabordet får en ny og temmelig klistret belægning, der nægter at give slip på noget som helst.

Og hvorfor tager jeg så lige fat på det ?

Det gør jeg, fordi jeg i går aftes blev ramt af en kombination af de to ovenstående situationer - og slet ikke lagde mærke til hvad det var der skete.

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad i mit halvnussede hjemmehyggejoggingsæt og skovlede is ind fra en literbeholder med Stracciatelli, mens jeg slugte afsnit efter afsnit af America Got Talent og Britains Got Talent, kun afbrudt af distræte pillerier i bumser, der åbenbart var dukket op i min hårkant - hele vejen rundt - samtidig med at tårerne trillede ned af kinderne på mig.

Min første indskydelse var, at definere tårestrømmen som en reaktion på alle de rørende situationer, sange, og menneskeskæbner, Simon Cowell og de andre stereotype dommere vurderede på scenen. Der findes jo intet mere rørende, end en lille charmerende trold af en pige eller dreng, der med uskyldsren, klar stemme, synger kludene af samtlige 2500 fremmødte tilskuere, vel ?

Eller glæden i øjnene på den deltager, der hele livet igennem er blevet negliceret og hånet, når vedkommende mødes med stående ovationer efter sin optræden.

Indtil det gik op for mig, at grunden til jeg sad og mæskede mig, mens jeg tårestrømmende grovkiggede den type følelses-porno var - at jeg havde brug for det.

Havde brug for, at lade det hele strømme ud af mig. Lade tårerne få frit løb, og endelig tude løs så bitterhed og sorg kunne få det udløb, der så længe havde været lukket af rationalitetens fornuftige stemme.

Jeg havde simpelthen brug for, at være følelsesmæssigt irrationel, og blæse en hatfuld på, om jeg tog på i vægt, groede teenagerbumser, udviklede overvægt, eller fyldte hovedet med snot og snøft.

For som alle andre, har også jeg brug for ind imellem at lade det hele komme ud. Frustrationerne og sorgen over det forhold, der knustes for over et år siden, men som aldrig har fået lov til at blive grædt ud. Fortvivlelsen over de tab, livet har givet mig, min økonomiske situation,  og afmagten over det helbred, jeg kæmper med.

Alt sammen fik lov til at vælte ned over kinderne på mig, mens jeg grovsnøftende grovkiggede og grovåd - og gud, hvor var det dejligt.

Et eller andet sted tror jeg, at jeg altid har misundt kvinderne deres evne til at kunne lukke sig inde, og tude sig igennem alt det, de var afmægtige overfor. Uden faktisk at vide, at jeg som mand var i besiddelse af de samme evner, og uden at vide at jeg ikke behøvede at føle mig flov over det.

Det kræver nemlig også styrke, at turde tude.

Jeg ved godt, at jeg naturligvis ikke fik sat alt på plads med gårsdagens grov-alt-muligt. Faktisk er jeg i tvivl om jeg i det hele taget fik sat noget som helst på plads. Men befriende - dét var det i allerhøjeste grad.

Så fremover vil jeg tillade mig selv, at finde styrken til at gå i følelses-mode og grovtude over det hele en gang imellem.

Så kan jeg leve af kogt vand dagen efter....




torsdag den 29. juni 2017

Krystalklart.


Min coach har været her i dag.

Og ja, du læste rigtigt - min coach. Jeg har nemlig en coach, der kommer forbi cirka hver tredie uge, og hjælper mig med at sætte handling bag nogle af de tanker, der fiser rundt i hovedet på mig.

Hun hjælper mig også med at sætte struktur på de handlinger, jeg ubevidst viger tilbage fra at gå i gang med, og giver mig muligheden for at finde mod til at føre mine beslutninger ud i livet.

Jamen, kan jeg næsten høre dig sige, kan du da ikke finde ud af at gøre det uden coaching ?

Og det umiddelbare svar vil være, at selvfølgelig kunne jeg da det. Men i betragtning af, at jeg er udstyret med en godt gennemprøvet alkoholisk tankegang, som jeg har brugt det meste af mit liv på at finpudse, så finder jeg det utroligt givende, at kunne spille mine bolde op mod en person, der ved hvordan tingene hænger sammen.

Og som kan give noget kvalificeret modspil.

Så hver gang, jeg har haft besøg af hende, sidder jeg med en håndfuld krystalklare, og godt gennemtalte, beslutninger, jeg kan gå i gang med at prøve at føre ud i livet. Hvilket jo ikke er det værste, der kan ske efter et par timers koncentreret samtale.

At jeg så samtidig ser frem til møderne med hende, fordi jeg hver eneste gang i allerhøjeste grad nyder at kunne samtale på et fælles niveau, og nyder at kunne vikle mig ind i nærmest eksistentielle snakke med et menneske, der ikke er tabt bag en vogn - dét er så kun en ekstra bonus.

Det betyder naturligvis ikke, at jeg så kan skippe mine AA-møder - de er stadig livsnødvendige, og vil blive ved med at være det. Men hvor jeg på møderne taler til mig selv, for mig selv, og om mig selv - og lærer ved at lytte til andres erfaringer - bliver jeg i coachingen mødt med krav om at finde ind til kernen i det, jeg siger. Uden nogen anden konsekvens, end en finsortering og filtrering af mit uendelige ordskvalder, der ender med at jeg med hendes hjælp finder frem til, hvad det egentlig er jeg vil i den givne situation.

Hvilket slet ikke er så ringe.

Så efter dagens coaching har jeg fået sat ord på, hvilke handlinger jeg skal i gang med at foretage de næstkommende dage og uger. Noget,  som på skønneste måde binder coachingen og AA-møderne sammen i en fælles krystalklar sætning.

Handling - skaber forvandling.

onsdag den 28. juni 2017

Endnu en gang......


....... har jeg mødt den dér helt specielle indstilling til det, at deltage i møder i Anonyme Alkoholikere.

"Jeg er ikke troende....", hedder indstillingen.

Underforstået, at så har man intet at gøre i AA, for dérinde handler det hele jo om at tro på Gud og smide alt ansvaret for livet fra sig, samt bede i en uendelighed. for at undgå at falde tilbage til det stof, man ikke kunne leve uden.

Suk.

Lad mig allerførst slå fast, at jeg ikke er troende. At jeg ikke har nogen tro på en almægtig Gud, der skulle vælge at støtte eller bekæmpe, alt efter hvor stærkt jeg udtrykker min Tro på Ham.

I min optik er der ingen langskægget, hvidklædt, mild, ældre herre, siddende på en eller anden sky, hvorfra han følger vi menneskers aktiviteter, og uddeler belønninger og straffe, alt efter hvilket humør han nu lige er i.

Det er så samtidig en indstilling til livet, jeg deler med en hel masse andre ædru alkoholikere, der ligesom jeg kommer i AA af en helt anden grund, end Tro.

Og når jeg lægger min tvivl og min usikkerhed fra mig, er det over til dét, jeg helt personligt har valgt at kalde Min Højere Magt, fordi uanset hvordan jeg vender og drejer tingene - så er det dét, der hjælper mig til at holde mig ædru, og finde frem til den ærlighed, der skal til for at jeg kan leve det gode liv.

Når jeg så - i øjeblikket én gang om ugen - mødes med andre ædru alkoholikere i det fællesskab, der hedder AA, er det fordi jeg gennem 5 års ædruelighed fra min første behandling i '87 - og 24 års tilbagefald, inden jeg endelig var mør nok til at fatte budskabet - har erkendt, at det program, AA og Minnesota-modellen tilbyder, er det eneste program og den eneste behandling, der virker for mig.

Jeg kan kun tale for mig selv, om mig selv, og til mig selv, når detdrejer sig om mine egne erfaringer med dét, at være alkoholiker - aktiv, tørlagt eller ædru - men netop dét, er medvirkende til at jeg kan have tillid til fællesskabet og programmet.

For det er nøjagtig det samme, alle andre i fællesskabet gør, når vi mødes til en times livs-deling. Og ved at lære af de erfaringer, de andre deler om, samt smide resten væk - kan jeg fireogtyve timer af gangen holde mig ædru.

Når der så bliver sagt, at " Jeg kommer ikke i AA, for jeg er ikke troende..." demonstreres der kun én ting, efter min mening.

Uvidenhed.

Og efter Fællesskabets firsårige erfaringer, er uvidenhed stærkt medvirkende til at kunne lægge grunden til nye tilbagefald, og dermed nye nederlag - noget, ingen alkoholiker har brug for mere af.

Jeg accepterer naturligvis, at den enkelte alkoholiker kan gøre hvad virker der for ham eller hende, for derigennem at opnå ædruelighed. AA har aldrig påstået, og kommer nok heller aldrig til at påstå, at have fundet de Vises Sten, når det drejer sig om at nå frem til at leve det gode liv uden alkohol.

Men for mig virker det - uden at være Troende.

mandag den 26. juni 2017

Klip en hæk - og hug en tår kaffe.


Jeg har en have.

Ja, det vil sige - det er sådan set bare én stor græsplæne med fem rosenbuske og en hæk omkring, så det der med blomsterbede og grøntsagsfelter, afløst af buskområder og guldfiskedamme, er ikke lige det, man kommer til at tænke på, når man kommer på besøg hos mig.

Men det er min - og min husværts - have.

Og nu er det jo ikke fordi, sådan en græsplæne med bøgehæk kræver det store arbejde, i løbet af året. Plænen skal slåes, naturligvis, rosenbuskene holde fri for græs, og hækken skal lige klippes - sludder, klippes lige - en gang eller to om året.

Her er det så, at filmen knækker lidt.

Min bette bøgehæk (en meter og femogfirs høj og fyrre centimeter bred - og næsten halvfems meter lang) er nemlig en værdig modstander, for sådan en midaldrende herre som mig. Som jo - hvilket jeg er sikker på, at de fleste ved - har forskellige helbredsproblemer at tage med ind i ligningen,

Herunder ikke mindst den manglende evne til at forsyne de nødvendige muskler med ilt nok, på grund af lunger der i allerhøjeste grad lider efter halvtreds års kraftig rygning.

Så da jeg kunne få hjælp til at klippe den, af et par rigtig gode venner, sagde jeg med glæde tak - og kastede mig ud i hækkeklipningens ædle kunst, sammen med dem.

Det der, med at gå med en 3 kilos elektrisk hækkeklipper løftet over hovedet, svingende den i en halvcirkelbue, mens ledningen slæber bagefter, er ikke for sarte sjæle. Så da jeg efter de første 30 meter opdagede, at mine arme fortsatte med at snurre og ryste, selvom klipperen var slukket, besluttede jeg mig til at tage en bette pause, mens mine venner fortsatte deres knoklen. Den ene med nummer to hækkeklipper, den anden med at samle afklip sammen.

Her var det, at jeg begik den bette fejl, at fortsætte i en anden arbejdsstilling, istedet for at sætte mig og hugge lidt kaffe i mig.

Mine venner havde nemlig også taget en buskrydder med, så der samtidig kunne blive ryddet lidt ned i gevæksterne under hækken - og i de områder, hvor jeg normalt ikke kan komme til med plæneklipperen. Og sådan en - der i dagens anledning var uden bæresele - vejer snildt henimod fem til syv kilo. Uden brændstof.

Den har samtidig en kraftig tendens til, at forstærke den der rysten og snurren, jeg allerede havde i armene, så de efter endt brug føltes, som havde jeg været spændt op i et chilensk torturkammer en uges tid eller to.

Men hvad. Jeg er jo en moden herre, så jeg stikker da ikke op for bollemælk - og kastede mig derfor over indsamlingen af det afklip, der nu lå rundt om hele den halvfems meter lange hæk - på indersiden og på ydersiden - sammen med de andre, så vi efter kun fire timers arbejde kunne se hække stå flot og nyklippet.

Nu har du sikkert mindst to gange spurgt dig selv, hvorfor jeg dog bruger blog-plads på noget så almindeligt, som det, at holde sin have og sin hæk i en ordentlig stand ?

Og her er det så, at jeg gerne vil minde dig på, at jeg er alkoholiker. Hvilket betyder, at jeg før i tiden ville have brugt mindst den dobbelte tid på at klippe hækken - og mindst lige så lang tid på at samle afklippet sammen - fordi jeg undervejs ville have indlagt uendeligt mange drikkepauser.

Samt indlagt mulighed for et enkelt skænderi eller to - bare for at sætte lidt krydderi på situationen, og lægge op til fremtidige drukture.

Og de smerter, som hele arbejdet har medført i mine arme og mine hofter, ville jeg have kvalt med indtil flere liter hvidvin, og alligevel have brugt som undskyldning for ikke at kunne noget som helst den næste uges tid.

Derfor, kære læser, er det mig en fornøjelse at bruge ord og plads på at beskrive det, mange af os gør flere gange årligt, som en naturlig del af det, at have en have og en hæk.

For det, at kunne sidde ædru, og nyde synet af den nyklippede hæk - med smerter, der minder mig om at jeg har taget for hårdt fat - er det hele værd. Selvom det sikkert tager langt ud over de næste 24 timer, inden mine arme igen føles normale, og mine muskler og led i resten af kroppen holder op med at være ømme, så havde alternativet været endnu værre.

Og så havde intet været noget værd.

At så mine solsorte ikke synes hækken skulle have været klippet, og nu sidder på min havebænk og skælder mig huden fuld, fordi der er blevet lidt for lyst i hækken efter deres smag - dét er en helt anden historie.

Den kan du jo passende få - om 24 timer.

fredag den 23. juni 2017

Bål og brand.


Der er mange forskellige hekse og trolde i mit liv. Og det er ikke bare den tidligere partner, eller den der "dumme sagsbehandler" der risikerer at gøre sig fortjent til betegnelsen i hverdagen, men mangt og meget andet.

For også ting og begivenheder kan aspirere til at være heks eller trold i min verden. Ja faktisk kan alt, der på en eller anden måde står i vejen for min udvikling, eller som har medvirket til at lægge sten på min vej mod det gode liv, få lov til at smykke sig med betegnelsen.

Men mine ægte hekse - og mine ægte trolde - er dog al den gamle adfærd, der kan forsøge at få mig drejet ind på vejen mod mit stof igen. De tanker, der opstår når livet pludseligt føles alt for meget, og fortiden føles nemmere at kravle tilbage i. Og de reaktionsmåder, der nøk efter nøk risikerer at stille mig et sted, jeg ikke har hverken råd eller lyst til at stå.

Egentlig er det lidt forkert, at kalde dem hekse eller trolde/troldmænd - denne betegnelse for mennesker, der blev jagtet og brændt af andre bare fordi de var anderledes - men i mangel på bedre beskrivelse vælger jeg netop i dag, at bruge det gamle billede til at beskrive alt det, jeg allerhelst vil kaste på bålet i aften, og brænde ud af min eksistens.

Og nej, det er ikke fordi jeg på nogen måde har lyst til at se hverken min tidligere partner eller nogen som helst af sagsbehandlerne i systemet inde midt i et flammende inferno. Ligesom tidligere tiders hekse og troldmænd har begge deres berettigelse i mit liv. De er jo en del af det, der har medvirket til at jeg er den, jeg er i dag.

Så tilbage står al min gamle adfærd. Alle de fejltagelser, jeg har begået, og alle de fejl der er begået overfor mig. Al den bitterhed, og alt det mørke, mit sind gennem tiden har været omkranset af. Og al den sorg, vrede, og had, mit liv har indeholdt.

Det er en del af mit tidligere liv - det ved jeg godt. Og dermed en del af det, der har gjort mig til den jeg er i dag. Hvilket jeg fuldt ud anerkender og accepterer.

Men jeg hverken vil eller kan tillade noget af det i mit ædru liv.

Derfor er dukken på bålet i aften et symbol på alt det, mit gamle liv indeholdt af ubrugeligheder og forkert adfærd. Symbolet på alt det, jeg ikke ønsker i det liv, jeg lever nu.

Og symbolet på den renselse, der er nødvendig for at jeg kan leve som ædru.

.......Hver by har sin heks
Og hvert sogn sine trolde
Dem vil jeg fra livet
med glædesblus holde.....

Én dag ad gangen


onsdag den 21. juni 2017

Træk et nummer.


Pludselig står bekymringerne i kø, og skubber til hinanden for igen at komme til fadet.

Alle de overvejelser, jeg troede, at jeg ganske roligt havde gennemtænkt og sat på plads, vælter nu frem igen og gør hverdagen usikker.

Alt sammen fordi jeg sprang ud som bilejer igen.

Jeg fik nemlig muligheden for at købe en gammel, slidt bil for næsten ingen penge. Og da jeg gennem længe har ønsket at kunne blive mere mobil, for på den måde at kunne forberede mig til at komme på arbejdsmarkedet igen, når jeg er blevet rask, valgte jeg at slå til, selvom jeg derved tømte min reservekapital fuldstændigt.

Allerede på vejen hjem i køretøjet begyndte bekymringerne at melde sig. Har jeg nu råd til vægtafgift og forsikring ? Kører den ikke lige kort nok på literen ? Den lyd dér - skal den være der ? Kan jeg nu i det hele taget holde til at køre igen ? Får jeg så gået nok, når jeg nu altid kan tage bilen istedet ?

Og sammen med de opdukkende bil-bekymringer begyndte alle de gamle måder at tænke på, at dukke op også. Tankerne om helbredet, økonomien, kærligheden - eller rettere den manglende - samt pludseligt ud af det blå, den mest farlige af dem alle.

Er jeg i det hele taget god nok til alt det her ?

På den måde startede en tankespiral i nedadgående retning, hvor også kommentarer på de sociale medier om at "leve det gode liv", begyndte at gøre ondt. For - hvad er "det gode liv" ?

Er det det, jeg lever i øjeblikket, hvor jeg, selvom jeg er ædru med over 10.000 timers ædruelighed bag mig, lever med daglige smerter ? Hvor savnet af tosomheden bliver stærkere for hver dag der går ? Hvor jeg er begyndt at kigge mig over skulderen igen, for at se om min "gæld" er ved at indhente mig ?

Pludselig er glæden ved igen at kunne bevæge mig rundt i landskabet til at overse, og tankemylderet ved at indfinde sig igen. Det mylder, jeg håbede at have lagt væk for evigt.......

For at komme mylderet til livs, tog jeg afsted til møde i en nærliggende by. Naturligvis i håbet på, at kunne lægge noget af det fra mig, ved åbent og ærligt at dele det med andre alkoholikere.

Men for første gang siden jeg tog i behandling, kunne jeg ikke sætte ord på, da det blev min tur til at dele. Jeg sludrede rundt i et kaos af tanker, der alle krævede at blive sagt, og dermed spændte ben for sig selv og hinanden. Og endte med kun at få sagt, hvor glad jeg var for at kunne køre til møde, når det passede mig, og ikke når det passede ind i det offentliges køreplaner.

Så det var en frustreret mig, der kørte hjem fra mødet, og tunghovedet gik i seng efter nogle timers grublen. Uden at kunne se nogen vej ud af de pludselige sortskyede tankers tordenbuldren, og med nye helbredsbekymringer linet op på rad og række.

For, kunne den pludselige manglende evne til at sætte ordene sammen på den rigtige måde, måske skyldes en blodprop ? Havde jeg ikke forleden kortvarigt dobbeltsyn ? Og kvalme ? Og er det ikke symptomer på....... ?

Morgenen bragte ingen afklaring på gårsdagens bekymringer. Tværtimod stod de allesammen parat ved køkkendøren, da jeg slog øjnene op efter en alt for tung søvn. Og hverken kaffen eller mine trofaste solsortes næsten håndtamme fodringstillid, lader til at kunne hjælpe på mit tunge humør.

Nærmest tværtimod, for mens jeg sidder her og ser pipdyrenes glæde over tilværelsen, begynder jeg at misunde dem det enkle liv, de lever. Begynder at synke ned i en sump af selvmedlidenhed og selvpineri, jeg ikke har brug for at vælte mig rundt i lige nu.

Og pludselig husker jeg på, at selvom "handling skaber forvandling", kan forvandlingen jo også være negativ, hvis handlingen er.

Så jeg beslutter mig til, at drage ud i den smukke natur, og bruge nogen af de penge jeg ikke har, på noget benzin til den bil, jeg sikkert ikke har råd til at beholde, for at kunne få blæst den hjerne, jeg lige nu har fyldt med gammelt snavs og støv, igennem - så jeg på den måde forhåbentligt senere i dag vil kunne smile af mine bekymringer, og arbejde med dem på den eneste måder, der er.

En bekymring ad gangen, en time ad gangen.

For det eneste, der betyder noget lige her og nu, er - at jeg er ædru.

mandag den 19. juni 2017

Hverdagene.......


....... kan nemt blive til det rene grød, hvor intet er anderledes, og alt ligner det samme som i går.

Følelsen af, at intet sker, og alt bare gentager sig, har det med at overvælde mig fra tid til anden.

Når jeg står op på nøjagtig samme tidspunkt som dagen før, laver den samme slags morgenmad, fodrer de samme fugle og ser dem pikke krummerne op som de plejer - inklusive den der lille stær, der altid lige skal skide på mit havebord, inden den flyver ned til krummerne - og værterne i morgenradioen er nøjagtigt lige så friskfyr-agtige, som de har været hver evig eneste morgen "i hundred' år" - så er det, at følelsen af grå grød begynder at dukke op i mig.

I løbet af dagen bliver den så stærkere og stærkere, denne grå og smagsløse grød, for hver bevidstløs gentagelse af gårsdagen og overgårsdagens mønstre. Støvet, der skal fjernes. Tøjet, der skal vaskes. Opvasken, der skal tages. Maden, der skal laves. Blog'en, der skal skrives. Mødet, der skal huskes.

Lysten til bare at synke hen, og lade mig opsluge af hverdagens grå grød, vokser uendeligt højt på sådanne dage. Bare at synke ned i anonymitetens intethed, og være ligesom alle de andre, der endnu ikke har opdaget den forskellighed, vi som mennesker er blevet udstyret med fra fødslen.

Synke ned i et intethedens hav, hvor bølgerne består af glemte drømme, og den drivende tang af har-været, kunne-have-gjort, kunne-have-blevet-til. Hvor duften af tabte muligheder og knuste øjeblikke overvælder mine sanser og bedøver dem ned i ligegyldighedens evige søvn.

Hvor er det dog nemt, bare at lade sig falde tilbage mod..............

Pludselig fanger et uventet syn mine øjne.

En gråspurv dukker forpjusket op fra den bunke sammenrevet græs, der ligger lige udenfor på min græsplæne. Den evige hunger efter mad havde åbenbart fået det bette pipdyr til at søge nye veje, og den havde gravet sig ned igennem græsbunken i søgen efter sprødknasende insekter og saftige regnorme.

Og mens den kigger triumferende ind på mig med et fanget insekt i næbbet, ryster den de sidste tørre græsstrå af hovedet, med en bevægelse, der sender bølger af tanker gennem min grågrødstrætte hjerne.

Når selv en spurv kan demonstrere, at den er anderledes, at der selv i de mindste skabninger er forskellighed og nysgerrighed tilstede, hvad hindrer så mig i at ryste grågrødsgræsset af mig, og flyve op fra det intethedens hav, der er ved at sluge mig ?

Intet.

Det kræver kun, at jeg husker på én eneste sandhed. Og lader samme sandheds indlysende virkelighed sprænge den skal, hverdagens ulidelige gentagelsers grå grød har pakket den ind i.

At handling skaber forvandling - ét skridt ad gangen.


lørdag den 17. juni 2017

Det der med at tænke.......


........ kan ind imellem være ganske forfærdeligt afslørende.

Især, når jeg pludselig er tvunget til at gøre det - fordi der ikke er andet at lave, end at tænke over de ting, jeg ikke har turdet/villet tænke over længe.

Så når jeg pludselig opdager, at jeg i snart 4 dage ikke har fået afløb for mine tanker her på blog'en, og det sammenrend af fortid de begynder at skabe mellem mine ører - ja, så dukker der tanker op, som jeg har fået gemt alt for længe.

Tanker om fortiden fejltagelser, og de påvirkninger samme fejltagelser har haft siden. Tanker om trufne beslutninger, rigtige eller forkerte, og konsekvenser, der siden har slidt på krop og sjæl.

Og tanker om mine børn. Tanker, der skånselsløst trækker tårer, og ubarmhjertigt banker rundt i hjernen på mig, med et "Hva' nu hvis....." hængende i skørterne på dem allesammen.

Men uanset hvor gerne jeg end  ville, kan jeg på ingen måder ændre de ting, der har skabt en snart 20-årig adskillelse. Kun erkende de løgne og de fejltrin, der førte frem til bruddet, og de afsavn, der er opstået.

Det er alt for let, bare at konstatere, at "Jeg er jo alkoholiker, så derfor kan jeg ikke......". For jo - gu' kan jeg så. At jeg byggede en kompleks og uigennemskuelig  eksistens op, der havde som hovedformål at kunne give mig mulighed for at drikke igen, undskylder på ingen måde noget.

Det er jo bare konstateringer.

Undskyldninger - de skal komme indefra. Fra et hjerte, der åbent og ærligt erkender, at jeg gjorde mine børn ondt - at jeg svigtede dem, da de havde brug for mig, fordi jeg udelukkende tænkte på mig selv, og havde begravet min empati og medfølelse i et sort hul fyldt med mit favoritstof.

Og de skal komme fra en erkendelse af, at jeg måske aldrig kommer til at se dem igen, aldrig kommer til at se de børnebørn, de har beriget verden med. Samt en erkendelse af, at jeg måske aldrig får mulighed for at fortælle dem, hvad det var der skete.

Ingen kan spå om morgendagen - og da især ikke en alkoholiker eller stofmisbruger. Jeg vil jo bare begynde at sætte fælder op for mig selv, og på et tidspunkt falde i dem, hvis jeg begynder på den slags.

Så eftersom jeg har tænkt mig at leve resten af mit liv én dag ad gangen, og kun kigge på de 24 timer, jeg er inde i her og nu, er jeg nødt til at bruge min Sindsrobøn også på dé tanker.

Og derigennem få mod til at gøre det eneste, der er muligt i forbindelse med de ting, der er sket i min fortid.

At sige Undskyld.

tirsdag den 13. juni 2017

Fyn er fin - jamen, det er den altså.......


En klog mand sagde engang, at tiden gik hurtigere, når man hygger sig. Det kan jeg da kun give ham ret i, her, hvor jeg sidder ved min gode ven på Fyn, og nyder at passe hans hus, dyr, og bod, mens han er i Tyskland på grund af en familiebegivenhed.

Til gengæld kan jeg da også lige love for, at jeg har fundet ud af, hvor i ryggen mine hofter har muskler vedhæftet. De gør avs, gør de.

Jeg har nemlig passet min vens grøntsagsbod, hvilket ikke bare indebærer at sidde stille og sælge de ufatteligt friske grøntsager og frugter, han har til salg. Men også at fylde op, bære kasser med friskopgravede kartofler, og bakker med masser af nyplukkede jordbær.

Og naturligvis har jeg været overmodig. Jeg kan jo det hele, kan jeg, når altså jeg lige skal vise mig for omverdenen. Hvilket på en eller anden måde åbenbart ligger i mine gener - den mandlige del - og derfor træder frem, lige så snart der er noget at bevise.

Men trods den summende smerte i ryggen, de overtrætte øjne, og den lette snøften fra at være ude i luften hele dagen lang - så er det pragtfuldt. Og hjælper ganske fortrinligt på det tungsind, der har været ved at trænge sig ind overalt i min hverdag.

Så når jeg tager hjem herfra, og skal glide ind i den hverdag, der snart har varet alt for længe, kan jeg gøre det med et tiltrængt boost af humøret.

Jeg er ikke blevet rask, af at passe på det hele for min ven. Det skal der vist noget helt andet til, for at jeg kan håbe på at være / blive.

Men jeg er gladere - og lidt mere fortrøstningsfuld, end jeg har været længe.

Hvilket jeg vil nyde at være - 24 timer ad gangen.



(der er friske grøntsager, kartofler, og jordbær i boden hos min ven, hver morgen klokken 9, hvis du nu skulle finde på at komme forbi.)

søndag den 11. juni 2017

Atramentarium Scriptoris Obstrucionum


Jeg har gaflet mig en ny sygdom til bunken af alle de andre, jeg render rundt og hygger mig med til hverdag. Den har det mest interessante navn, jeg gennem længe har set - og hørt. Og forkortelsen af den, er interessevækkemde.

Jeg lider af ASO.

Og hvad er så det, spørger du sikkert dig selv, mens du måske samtidig begynder at udvikle en sympati-ASO - det er der jo nogen, der gør, når de hører nye interessante sygdomsforkortelser.

Hvilket jeg straks iler med at hjælpe dig med, så du inden længe, med trætte øjne og en lille nervetrækning i højre kind, kan nikke JA til dine bekymrede venner, når de spørger dig om du er syg.

Og når de så med åben mund spørger dig, hvad ASO er for en sygdom, kan du jo starte med at fortælle dem, hvad forkortelsen står for.

Atramentarium Scriptoris Obstructionum.

Det lyder da vældigt fedt, ikke ? Og lidt skræmmende, samtidig med at det er en sygdom, det vel egentlig ikke er forundt de mange at lide af. Men som hovedsageligt rammer de af os, der har sat sig for at belemre alle jer andre, med vores nedskrevne udgydelser på en - næsten - daglig basis.

Du er sikkert allerede igang med at tænke på alle de forskellige sygdomme, der kunne tænkes at ramme det skrivende folk - gigt i fingrene, springfingre, seneskedehindebetændelse, lammelser, blodpropper, eller hvad der nu kunne løbe gennem hjernen på dig, når du ser sygdommens navn.

Og i virkeligheden er det ganske naturligt, og noget, der hænder med mellemrum, selv for forfattere og skribenter med en ellers sprudlende ordrig hjerne.

Jeg lider af skriveblokering.

En "sygdom", der betyder at jeg her til morgen satte mig ved mit tastatur, med morgentheen i thekanden og cornflakes i maven, og opdagede at jeg var fuldstændig blank.

Ingen anelse om, hvad jeg gerne ville bruge dagens blog til, eller hvilke dybsindige tanker og småmuntre bemærkninger, jeg havde brug for at nedfælde. Bare et stort, blankt, og skræmmende eksempel på  A S O - Atramentariun Scriptoris Obstrucionum - der fik mig til at sidde og glo på cursorens blinken, mens jeg langsomt sippede min breakfasttea.

Indtil jeg fik idéen.

Hvorfor ikke bruge dagens blog til at fortælle dig, at jeg ikke havde andet at fortælle dig i dag- end at jeg havde banket ind i en ASO. Og helst på en måde, så jeg fik dig, kære læser, til at læse dagens indlæg helt til ende ?

Og på den måde har jeg nu brugt 2.076 bogstaver og 450 ord, på at fortælle dig noget ganske simpelt - at jeg i dag er ramt af skriveblokering.

Det er da ikke så ringe endda.

fredag den 9. juni 2017

Sat på Repeate


Hovedpine - trykken for hovedet - tæt klistrede øjne - mathed og ugidelighed - så er dagsordenen vist sat for i dag.

Rent faktisk har det været sådan gennem nogle dage, siden den dag jeg havde problemer med min venstre arm. Og det er drønirriterende hele tiden at føle sig ved siden af sig selv, uden den større lyst til at tage fat i noget som helst.

Når jeg så sidder her bag tastaturet, og ikke helt ved hvad jeg skal - kan jeg finde på at surfe gennem mine gamle blog-indlæg, bare for at læse noget af det, jeg tidligere har skrevet. Det kunne jo være, at jeg på den måde fandt inspiration, til at komme gennem dagens gøremål.

I dag prøvede jeg så at gøre det på en ny måde.

Jeg brugte den indbyggede søgefunktion på bloggen - ude i højre side under Blog-arkivet - og ledte efter alle de dokumenter, hvor jeg havde brugt sætningen "Jeg Er Alkoholiker".

Det blev noget af en Memory Lane vandretur. Ned gennem alle de forskellige situationer, hvor det enten har været nødvendigt eller naturligt for mig, at bruge sætningen.

Og inden jeg så mig om, sad jeg og læste om de forskellige mærkedage, der har været siden jeg blev ædru - læste om dage, hvor jeg havde været helt i kulkælderen, og dage, hvor jeg følte dyb lykke.

Læste om det liv, jeg har levet siden niogtyvende april totusindeogseksten - det ædru liv.

Og straks havde jeg det ........ nøjagtig lige som jeg havde, før jeg startede med at surfe gennem indlæggene.

For naturligvis kan intet indlæg i nogen som helst blog ændre på det helbred, jeg nu en gang er belemret med i øjeblikket. Ej heller kan de fjerne de forhindringer, der er opstået på mit livs vej - det er der kun én der kan, og det er mig selv.

Men de kan bringe nye idéer frem. Få tanker til at flyde, der giver mig mulighed for at prøve nye ting, som måske kan hjælpe mig til at fortsætte det gode liv, muligvis endda med et kommende bedre helbred.

Og så er de interessante at læse - efter min egen beskedne mening.

Jeg har derfor lagt et link til alle de indlæg, der dukkede op i min søgning her, og plastret dagens indlæg til, med andre links direkte til enkelte af de indlæg, jeg fandt, som jeg synes fortjener at blive genlæst - ikke bare af mig, men også af dig, kære læser.

Og ja, jeg ved det - det er mange bekendelser at gå igang med at læse, på sådan en fredag som i dag.

Men udenfor er det vådt og blæsende, og med mellemrum lyder der en advarende torden i det fjerne, så det, at lave en kande the, tænde lidt stearinlys, og så gå i gang med at læse - er nok ikke så værst.

Så god fornøjelse - og på genlæs imorgen.

onsdag den 7. juni 2017

Tilværelsens uendelige træthed.


Mit nye Logitech G15 tastatur med mere end 36 programmerbare taster glor fornærmet på mig.

Som om det tænker, at når jeg nu har brugt hele 50 kroner på at investere i et sådant teknologisk mirakel, burde der da være inspiration nok, til at kunne kreere dagens blog.

Men selvom det lyser med en næsten forførende blå baggrundsfarve, og fancy faciliteter i det indbyggede display - så er der stadig tomt i øverste etage.

Ingen dybe tanker om verden. Ingen småmuntre bemærkninger, der kan sætte det hele på spidsen. Nix og Nada - udover en uendelig træthed, og en følelse af hærgethed, jeg ikke har haft siden way back when.

Men det er jo også en del af dét, at leve og være menneske.

At kunne falde ned i en brønd af træthed, og føle mig uendeligt banket tilbage til starten igen.

Og nej, det handler ikke om hverken tilbagefald eller drikketrang, men om det helbred, der gennem flere år har spillet kispus med mig.

Jeg var nemlig nødt til at besøge min læge, her til morgen.

Baggrunden var nogle underligheder i min venstre arm gennem hele dagen i går, og en bekymring for, hvad det nu kunne være. Så eftersom hun har åben konsultation fra halvni, var det jo bare at komme ud af døren, og ned til hende.

Ned, fordi hun har sin konsultation ca 300 meter i fugleflugtslinie fra mig, og det er ned ad bakke hele vejen. Jeg er jo så heldig at bo på toppen af den bakke, byen er anlagt i læ af, dengang for mange hundrede år siden.

Hvilket jo så også betyder, at hvis jeg skal noget som helst ud af huset, er det altid med indbygget motion ned ad bakke og op ad bakke.

Derfor sidder jeg nu her igen. Et besøg hos min læge rigere, og med lidt mere viden om, hvad der kan være baggrunden for min venstre arms mærkværdigheder.

Samt hamrende træt og brugt, fordi hjemturen fra lægebesøget var hårdere, end den normalt plejer at være. Jeg har ikke, siden dengang jeg lige var flyttet til byen, og stadig røg, haft brug for at stoppe så mange gange undervejs hjem, som jeg gjorde i dag.

Ude af stand til at få vejret, og med en voksende fornemmelse af stærk træthed, gik der ikke mere end måske halvtreds meter mellem hvert stop, og mellem hvert behov for lige at stå helt stille og både få vejret, og klare hovedet.

Der findes intet, der klarer mit hoved mere, end det, at kigge på den natur, der omgiver mig. Og nyde synet af skyerne på himlen. Hvilket jeg jo også gør dagligt, fra min plads bag tastaturet.

Hvormed jeg er nået hele vejen rundt. For det er jo lige netop dér, jeg befinder mig nu - bag det tastatur og den skærm, jeg mange gange ugentligt bruger til at delagtiggøre alle jer, med de tanker, der render gennem knolden på mig.

Hvilket alt andet lige, er med til at holde mig på mærkerne og hjælper mig til at opdage, hvis der er ved at gå et eller andet galt med enten min ædruelighed eller mit helbred.

Og så længe jeg handler, når jeg opdager at tingene er ved at gå skævt, gør det vel ikke noget, at jeg en gang imellem - med snart 5 års mellemrum - er nødt til at stoppe op en hel masse gange på vej op ad bakken mod mit hjem.

For bare jeg gør det én dag ad gangen, og er åben og ærlig omkring det, så går det hele.

Hvad lægen fandt ud af ?

En lidt for kraftig vedhæftning af overarmsmusklen og en pinocchio-kugle stor knude i overarmen, som jeg er blevet bedt om at holde øje med. Samt en opfordring til straks at kontakte hende, hvis jeg får det sådan igen.

Og ikke vente til dagen efter......

Jeg tror, at jeg vil forsøge at se, om der er kræfter nok tilbage i mig, til at fordybe mig i en omgang tankefrigørende World of Warcraft - og til at finde ud af, hvordan man egentlig programmerer de der "mere end 36 programmerbare taster", mit genbrugsbutikindkøbte tastatur siges at være i besiddelse af.

Dét - med samt en kande frisklavet kaffe - skal nok få dagen til at blive bedre.




mandag den 5. juni 2017

Så var der tid til dét.........


Kender I det, at dagen starter med at være træls ? Ikke den der nu-kan-det-hele-denondelyneme-snart-være-nok-træls, men nærmere bare.......... træls ?

Sådan en morgen havde jeg i dag.

Tidlig vækning af det udendørs sangkor - tak for dét, kære pipdyr, jeg havde egentlig håbet på at sove til syv, men ok - hvad forskel kender fjerede næbdyr på fem og syv.

Mine øjne er anbragt et sted nedenfor knæene, og der er poser under dem, jeg næsten snubler i under min vaklen ud på badeværelset. Samtidig med, at jeg har en trykken for hovedet, der ikke bliver bedre af at tage mit morgenbad.

Da jeg så endelig får taget mig sammen til at få spist min morgenmad, og skal til at forsøge at hælde den første kop kaffe indenbords, vælger en af vennerne at melde sin ankomst til en kop tidlig kaffe.

Med samt franskbrød, som jeg egentlig ikke har godt af at spise.

Jeg får tygget mig igennem brødet - som smager helt vidunderligt - og begynder så småt at blive menneske, inden vennen igen forlader mig, for at give sig igang med rengøring hjemme ved ham selv.

Og det er slet ikke fordi, der bliver pirret ved min egen dårlige samvittighed, over alle de ting jeg endnu ikke har fået gjort - rengøringsmæssigt - herhjemme.

Pludselig står min klokken ti aftale udenfor døren. Frisk og parat til det, vi har aftalt at skulle idag. Og næsten alt for klar på, at hjælpe mig med at finde ud af, hvilke redskaber jeg kan bruge til at hjælpe mig selv.

Jeg har nemlig fået mig en Coach.

Sådan en helt personlig og normalt dyr personage, der kan noget med det der, at hjælpe til selvhjælp. Men rolig nu - jeg er hverken kommet til penge, eller har fået specialbevilling af Systemet.

Jeg har bare været så heldig, at ramme ind i en ung, frisk kvinde, der er i slutningen af sin uddannelse som Coach, og som derfor har brug for nogle forsøgspersoner at øve sig på.

Hvilket jeg så har meldt mig til - med største fornøjelse.

Det er nu ikke første gang, hun er her ved mig. Og eftersom sidste besøg var så vellykket - jeg havde to pragtfulde, eftertænksomme timer sammen med hende, der satte nogle opgaver på plads indeni mig - har jeg set frem til at krydse klinger med hende igen.

Men lige netop idag............

Min hjerne føles som grød, mit humør kravler rundt i en eller anden underjordisk hule i mit sind, og mine tarme har besluttet sig for at sætte et frontalangreb ind allerede fra morgenstunden.

Så det er ikke med den største forventning i verden, at jeg sætter mig ved bordet sammen med hende, og begynder vores samtale. For pludseligt er det svært at finde frem til hvad jeg egentlig har lyst til at tage fat på, denne gang.

Det ryster nu ikke den unge dame, der i løbet af ganske kort tid får sat mig på sporet af det, jeg her og nu har brug for at tage fat på.

Så med et smil, med klare, opmærksomme øjne, og et kropssprog, der siger: "Tal du bare, jeg lytter gerne.", samt de rigtige spørgsmål på de rigtige steder, bliver der sat ord på det, der er vigtigt for mig.

Og pludselig bliver dagen ganske anderledes - humøret løftes - øjnene begynder at stråle - og sindet bliver roligt, mens jeg får sat mine dilemmaer i en kontekst, jeg kan bruge. Samt finder handlingsmønstre, jeg vil være tryg ved at arbejde i.

Der er lang vej for mange af mine dilemmaer, det ved jeg godt. Men bare jeg tager fat på dem én dag ad gangen, og ét dilemma ad gangen, så skal jeg nok nå frem.

Og min Coach ? Hun kommer igen inden længe, og pirrer noget mere, ved min egen mulighed for at sætte ord på de ting, der holder mig tilbage fra at leve fuldt ud.

Livet er nu ikke det værste, jeg har.


søndag den 4. juni 2017

Religionsvanvid.


En solsort hugger begærligt brødkrummer i sig, mens gråspurve kvidrende forsøger at komme til fadet. Ganske hyggeligt at kigge på, og noget, jeg normalt ville bruge lang, afslappet tid på at betragte.

Men ikke i dag.

For i baggrunden har jeg fjernsynet kørende, og bliver fortalt om det nyeste terrorangreb på uskyldige mennesker.

Og mens to af fuglene udenfor mit vindue danser en inciterende brødkrummedans, hører jeg om sindssyge, feje, kujoner, der i aftes fór rundt i London City, og stak deres medmennesker ned.

Tog liv, fordi en religion havde formørket deres eget, og fordi sindssyge prælater havde fortalt dem, at der ville være jomfruer at deflorere i et paradis, kun for dem.

Mit hjerte græder.

For de mennesker, der er blevet ofre i en religionskrig, ingen vil indrømme eksistensen af.

For de børn, hvis liv fra starten af blev ødelagt af sindssyge prælater, så de endte deres liv som eksponenter for et had, andre havde pålagt dem - dræbende mennesker, de kunne have elsket, og som kunne have elsket dem.

Og for den verden, der har tilladt en sindssyg og hadefuld ørkenstammereligion at kaste os alle ud i en kamp, der snart kun handler om ren overlevelse, og hvor børn sprænges, kvinder voldtages, mænd torteres, og vi alle mister den sidste rest af menneskelighed.

I Allahs navn.............

Jeg skal ikke kunne sige, om der eksisterer en Gud eller en Allah. Men såfremt der gør, så eksisterer der også en Satan eller en Lucifer.

Og i det til sådan en person tilknyttede Helvede, ønsker jeg alle religioner, samt alle religionsmagere, forkyndere, og deres hellige bøger, kastet ned i.

Måske kunne verden så blive et bedre, mere naturligt sted at leve, og vi kunne alle have den respekt for hinanden, det, at være et intelligent menneske naturligt indebærer.

Indtil da, håber jeg at alle terrorister - uanset hvilken type, hvilken stat, eller hvilken religion de tilhører - vil blive fanget og dømt, før de får held til at slå flere uskyldige ihjel.

Og jeg håber, at verden findet modet til at foretage de ændringer, der skal til, for at vi alle kan leve fredeligt side om side - uden religioner, despoter, prælater, og lignende vanvid.



lørdag den 3. juni 2017

En dag - som alle andre.


Som altid er min dag begyndt med at jeg vågner alt for tidligt.

Nogle siger, at det er noget jeg er nødt til at vænne mig til, og som er en del af det, at blive ældre. Det gør det nu ikke mindre irriterende, at vågne op efter kun 5-6 timers søvn - og så ikke kunne falde i søvn igen, fordi mine fjerede venner har valgt at kvidre et godmorgen til verden - flerstemmigt.

Men skidt - så kan jeg da nyde at se verden vågne, og bruge god, lang tid på at spise morgenmad imens. Den er også det, den altid plejer at være - cornflakes med mælk, A38 med müesli, eller hjemmebagt rugbrød med ost eller leverpostej. Efterfulgt af en kop kaffe eller en kop breakfast-the.

Og som alle de andre dage, sidder jeg imens og læser dagens avis på nettet, mens P4 kværner i baggrunden med studieværter, jeg gang på gang føler jeg kunne lære noget om mikrofonbehandling.

Inden jeg så for det meste sætter mig til at skrive dagens blog, for på den måde at komme af med en masse af de tanker, der rør sig i mig dagligt.

Imens venter mine kryddderurter og fredsliljer på, at jeg kommer til det punkt på dagsordenen, der hedder vanding og nusning, inden jeg tager mig af opvasken efter morgenmaden.

Hvorefter jeg sætter mig ned, og spekulerer over, hvad jeg nu skal få dagen til at gå med, og hvad jeg monstro skal lave til aftensmad.

Altså alt i alt - bussiness as usual.

Indtil det går op for mig, at denne weekend sidste år, var den weekend hvor jeg oplevede at overtage et hus, der var tømt for alt, og samtidig blev mødt med beskyldninger af den allergroveste karakter.

Begge dele leveret af min samlever gennem 13 år. Der i samme åndedrag løftede sløret for sit bedrag med min indtil da allerbedste ven.

Det sætter mange tanker igang, at sidde her - et år efter - og stadig være ædru, stadig have min sunde fornuft, og stadig kunne have en hverdag, der i sin trivielle gentagelse af alting, bekræfter at livet er skønt.

Og til de af jer, der absolut skal spørge - Ja, naturligvis savner jeg da stadig mit tidligere forhold.

Savner den kvinde, jeg elskede. Savner det meste af det liv, vi levede sammen, og de oplevelser vi delte.

Kærlighed har jo ikke en sluk-knap, der kan trykkes på, når man nu lige har lyst.

Men jeg savner ikke drukturene. Eller skænderierne, og de dårligt skjulte (kan jeg se nu) undskyldninger, der gjorde at bedraget kunne gennemføres uden jeg opdagede det.

Jeg savner heller ikke min årelange nakkebukning, der kun havde til formål at give mig selv endnu en grund til at fortsætte mit misbrug.

Eller alle mine desperate forsøg på at skjule de ting, der red mig som en mare, og hele mit liv havde blokeret for min mulighed for at leve fuldt ud - fordi jeg lod dem.

Nej, jeg savner intet af det.

Men jeg opdager, at der er noget, jeg savner. Noget, jeg i alle mine forhold gjorde fuldstændigt naturligt, og som kunne  få en dårlig dag til at ende bedre.

Jeg vendte mig altid om mod min partner, når vi havde lagt os om aftenen, og ønskede hende en god nat med søde drømme, inden jeg så sagde de ord, jeg nu savner at sige - og føle:

Jeg elsker dig.

Det kan godt være, at det er sundt at være alene, når man som jeg hele livet igennem har været i forhold efter forhold, næsten uden stop. Men det er ikke sundt, at leve uden at elske og blive elsket.

Så indtil det øjeblik, hvor der igen er et menneske, der tør forelske sig i mig, vil jeg elske mig selv, og forelske mig i livet på daglig basis.

Mon der så ikke skulle kunne blive kærlighed nok, til også at kunne elskes af andre igen ?


torsdag den 1. juni 2017

Er jeg ansvarlig.....


..... for hvad andre opfatter, tænker og gør ?

Et spørgsmål, jeg var nødt til at stille mig selv her til morgen, da et af mine opslag på Facebook bed mig i bagdelen. Jeg havde delt et billede, der postulerede at "Jeg er ansvarlig for det, jeg siger - jeg er ikke ansvarlig for det, du opfatter ".

(Orig. I am responsible for what I say, I am not responsible for what you understand).

Og egentlig ville jeg have nøjedes med at besvare responsen på opslaget i Facebook-regi - indtil jeg begyndte at tænke dybere over det hele.

Hvorefter jeg fandt ud af, at mine tanker omkring netop dét emne, burde have en større mulighed for at blive læst, end ved at drukne i alle de uendeligt mange opdateringer, jeg og alle andre dagligt modtager på Facebook.

Derfor er denne dags blog helliget det ene emne, blogtitlen giver udtryk for.

De næste linier er et citat af min respons på Facebook.

(citat start)

Delingen var sket i kærlig påmindelse af, at jeg naturligvis bærer hele ansvaret for de ord der kommer ud af min mund, og den deri liggende mening eller intention - samt at det ganske naturligt er modtagerens helt eget ansvar, at opfatte det, i samme ånd som det er afsendt.

Uanset hvor meget jeg end anstrenger mig, kan jeg jo på ingen måde påtage mig ansvaret for andres opfattelser, meninger, eller intentioner. Jeg kan udelukkende have - og tage - ansvar for mine egne gerninger og ord.

Samt MÅDEN, hvorpå jeg siger eller gør ting.

Som forælder er ansvaret naturligvis udvidet - ikke til at have ansvar for hvordan barnet opfatter det, der er sagt, men at have ansvar for at sige det, så det ikke kan misforståes. Her er det, at fuld åbenhed og fuld ærlighed i allerhøjeste grad kan komme ind i det hele.

For er jeg fuldt åben og ærlig i det jeg siger til mit barn, og siger det uden omsvøb - vil barnets efterfølgende mulige i tillid stillede spørgsmål kunne opklare eventuelle tvivl om det, jeg har sagt.

Overfor andre, voksne mennesker, nægter jeg at tage ansvaret for, hvordan disse opfatter det jeg siger, skriver, eller gør. Men jeg gør gerne alt hvad jeg kan, for at sikre mig - igen - at det jeg siger, skriver, og gør, ikke bliver misforstået.

Og står gerne til ansvar for samme.

Mere kan jeg ikke, uden at fratage andre deres helt eget ansvar - det samme ansvar jeg selv har, når det kommer til min egen opfattelse af, hvad andre siger, skriver, eller gør.

(citat slut)

Indrømmet, det er lidt tøvende at jeg udgiver dagens blog. Får jeg startet en meningsfyldt snak - en givende debat - eller er det en frådende myretue, jeg er ved at stikke hånden ned i ?

Og tager jeg fejl ?

Er vi i virkeligheden allesammen ansvarlige for hvordan alle andre opfatter det, vi siger, tænker, og gør ?

Er JEG ansvarlig for DIN opfattelse af, hvad JEG siger, skriver og gør ?

Eller må jeg godt have lov til, at påtage mig mit eget ansvar for det, og så håbe på at du opfatter det, som jeg har ment det......

Krøllede tanker - som du, kære læser, forhåbentlig kan hjælpe med til at krølle rundt på.