Hverdagene.......

....... kan nemt blive til det rene grød, hvor intet er anderledes, og alt ligner det samme som i går.

Følelsen af, at intet sker, og alt bare gentager sig, har det med at overvælde mig fra tid til anden.

Når jeg står op på nøjagtig samme tidspunkt som dagen før, laver den samme slags morgenmad, fodrer de samme fugle og ser dem pikke krummerne op som de plejer - inklusive den der lille stær, der altid lige skal skide på mit havebord, inden den flyver ned til krummerne - og værterne i morgenradioen er nøjagtigt lige så friskfyr-agtige, som de har været hver evig eneste morgen "i hundred' år" - så er det, at følelsen af grå grød begynder at dukke op i mig.

I løbet af dagen bliver den så stærkere og stærkere, denne grå og smagsløse grød, for hver bevidstløs gentagelse af gårsdagen og overgårsdagens mønstre. Støvet, der skal fjernes. Tøjet, der skal vaskes. Opvasken, der skal tages. Maden, der skal laves. Blog'en, der skal skrives. Mødet, der skal huskes.

Lysten til bare at synke hen, og lade mig opsluge af hverdagens grå grød, vokser uendeligt højt på sådanne dage. Bare at synke ned i anonymitetens intethed, og være ligesom alle de andre, der endnu ikke har opdaget den forskellighed, vi som mennesker er blevet udstyret med fra fødslen.

Synke ned i et intethedens hav, hvor bølgerne består af glemte drømme, og den drivende tang af har-været, kunne-have-gjort, kunne-have-blevet-til. Hvor duften af tabte muligheder og knuste øjeblikke overvælder mine sanser og bedøver dem ned i ligegyldighedens evige søvn.

Hvor er det dog nemt, bare at lade sig falde tilbage mod..............

Pludselig fanger et uventet syn mine øjne.

En gråspurv dukker forpjusket op fra den bunke sammenrevet græs, der ligger lige udenfor på min græsplæne. Den evige hunger efter mad havde åbenbart fået det bette pipdyr til at søge nye veje, og den havde gravet sig ned igennem græsbunken i søgen efter sprødknasende insekter og saftige regnorme.

Og mens den kigger triumferende ind på mig med et fanget insekt i næbbet, ryster den de sidste tørre græsstrå af hovedet, med en bevægelse, der sender bølger af tanker gennem min grågrødstrætte hjerne.

Når selv en spurv kan demonstrere, at den er anderledes, at der selv i de mindste skabninger er forskellighed og nysgerrighed tilstede, hvad hindrer så mig i at ryste grågrødsgræsset af mig, og flyve op fra det intethedens hav, der er ved at sluge mig ?

Intet.

Det kræver kun, at jeg husker på én eneste sandhed. Og lader samme sandheds indlysende virkelighed sprænge den skal, hverdagens ulidelige gentagelsers grå grød har pakket den ind i.

At handling skaber forvandling - ét skridt ad gangen.