Tilværelsens uendelige træthed.

Mit nye Logitech G15 tastatur med mere end 36 programmerbare taster glor fornærmet på mig.

Som om det tænker, at når jeg nu har brugt hele 50 kroner på at investere i et sådant teknologisk mirakel, burde der da være inspiration nok, til at kunne kreere dagens blog.

Men selvom det lyser med en næsten forførende blå baggrundsfarve, og fancy faciliteter i det indbyggede display - så er der stadig tomt i øverste etage.

Ingen dybe tanker om verden. Ingen småmuntre bemærkninger, der kan sætte det hele på spidsen. Nix og Nada - udover en uendelig træthed, og en følelse af hærgethed, jeg ikke har haft siden way back when.

Men det er jo også en del af dét, at leve og være menneske.

At kunne falde ned i en brønd af træthed, og føle mig uendeligt banket tilbage til starten igen.

Og nej, det handler ikke om hverken tilbagefald eller drikketrang, men om det helbred, der gennem flere år har spillet kispus med mig.

Jeg var nemlig nødt til at besøge min læge, her til morgen.

Baggrunden var nogle underligheder i min venstre arm gennem hele dagen i går, og en bekymring for, hvad det nu kunne være. Så eftersom hun har åben konsultation fra halvni, var det jo bare at komme ud af døren, og ned til hende.

Ned, fordi hun har sin konsultation ca 300 meter i fugleflugtslinie fra mig, og det er ned ad bakke hele vejen. Jeg er jo så heldig at bo på toppen af den bakke, byen er anlagt i læ af, dengang for mange hundrede år siden.

Hvilket jo så også betyder, at hvis jeg skal noget som helst ud af huset, er det altid med indbygget motion ned ad bakke og op ad bakke.

Derfor sidder jeg nu her igen. Et besøg hos min læge rigere, og med lidt mere viden om, hvad der kan være baggrunden for min venstre arms mærkværdigheder.

Samt hamrende træt og brugt, fordi hjemturen fra lægebesøget var hårdere, end den normalt plejer at være. Jeg har ikke, siden dengang jeg lige var flyttet til byen, og stadig røg, haft brug for at stoppe så mange gange undervejs hjem, som jeg gjorde i dag.

Ude af stand til at få vejret, og med en voksende fornemmelse af stærk træthed, gik der ikke mere end måske halvtreds meter mellem hvert stop, og mellem hvert behov for lige at stå helt stille og både få vejret, og klare hovedet.

Der findes intet, der klarer mit hoved mere, end det, at kigge på den natur, der omgiver mig. Og nyde synet af skyerne på himlen. Hvilket jeg jo også gør dagligt, fra min plads bag tastaturet.

Hvormed jeg er nået hele vejen rundt. For det er jo lige netop dér, jeg befinder mig nu - bag det tastatur og den skærm, jeg mange gange ugentligt bruger til at delagtiggøre alle jer, med de tanker, der render gennem knolden på mig.

Hvilket alt andet lige, er med til at holde mig på mærkerne og hjælper mig til at opdage, hvis der er ved at gå et eller andet galt med enten min ædruelighed eller mit helbred.

Og så længe jeg handler, når jeg opdager at tingene er ved at gå skævt, gør det vel ikke noget, at jeg en gang imellem - med snart 5 års mellemrum - er nødt til at stoppe op en hel masse gange på vej op ad bakken mod mit hjem.

For bare jeg gør det én dag ad gangen, og er åben og ærlig omkring det, så går det hele.

Hvad lægen fandt ud af ?

En lidt for kraftig vedhæftning af overarmsmusklen og en pinocchio-kugle stor knude i overarmen, som jeg er blevet bedt om at holde øje med. Samt en opfordring til straks at kontakte hende, hvis jeg får det sådan igen.

Og ikke vente til dagen efter......

Jeg tror, at jeg vil forsøge at se, om der er kræfter nok tilbage i mig, til at fordybe mig i en omgang tankefrigørende World of Warcraft - og til at finde ud af, hvordan man egentlig programmerer de der "mere end 36 programmerbare taster", mit genbrugsbutikindkøbte tastatur siges at være i besiddelse af.

Dét - med samt en kande frisklavet kaffe - skal nok få dagen til at blive bedre.