Lige groft nok.

Kender du det engelske udtryk binge-watching ?

Ikke ? Direkte oversat betyder det umådeholdent kiggeri - underforstået tv-kiggeri. Eller grovkigning - for nu at finde et udtryk, der rammer mere direkte. En situation, hvor man sætter sig og sluger en hulens masse film eller afsnit af samme serie i løbet af et døgn eller en weekend.

Lidt i stil med det, jeg har set i utallige film, hvor hovedpersonen - som regel en kvinde - sidder bag en lukket dør, iført en alt for stor pyjamas, og ser afsnit efter afsnit af en eller anden tudeserie, men hun nedsvælger utallige liter is direkte fra bøtterne, og tårerne triller ned af kinderne på hende samtidig med at bumserne lystigt popper frem i hendes sørgmodigt udseende ansigt.

Eller situationen, hvor man som mand inviterer vennerne til en weekend med mad, drikke, og samtlige afsnit af den der tolv sæsoner lange slå-på-tæven serie, man i forvejen har set utallige gange. Noget, der mange gange ender med at stuen flyder med popcorn, og sofabordet får en ny og temmelig klistret belægning, der nægter at give slip på noget som helst.

Og hvorfor tager jeg så lige fat på det ?

Det gør jeg, fordi jeg i går aftes blev ramt af en kombination af de to ovenstående situationer - og slet ikke lagde mærke til hvad det var der skete.

Pludselig opdagede jeg, at jeg sad i mit halvnussede hjemmehyggejoggingsæt og skovlede is ind fra en literbeholder med Stracciatelli, mens jeg slugte afsnit efter afsnit af America Got Talent og Britains Got Talent, kun afbrudt af distræte pillerier i bumser, der åbenbart var dukket op i min hårkant - hele vejen rundt - samtidig med at tårerne trillede ned af kinderne på mig.

Min første indskydelse var, at definere tårestrømmen som en reaktion på alle de rørende situationer, sange, og menneskeskæbner, Simon Cowell og de andre stereotype dommere vurderede på scenen. Der findes jo intet mere rørende, end en lille charmerende trold af en pige eller dreng, der med uskyldsren, klar stemme, synger kludene af samtlige 2500 fremmødte tilskuere, vel ?

Eller glæden i øjnene på den deltager, der hele livet igennem er blevet negliceret og hånet, når vedkommende mødes med stående ovationer efter sin optræden.

Indtil det gik op for mig, at grunden til jeg sad og mæskede mig, mens jeg tårestrømmende grovkiggede den type følelses-porno var - at jeg havde brug for det.

Havde brug for, at lade det hele strømme ud af mig. Lade tårerne få frit løb, og endelig tude løs så bitterhed og sorg kunne få det udløb, der så længe havde været lukket af rationalitetens fornuftige stemme.

Jeg havde simpelthen brug for, at være følelsesmæssigt irrationel, og blæse en hatfuld på, om jeg tog på i vægt, groede teenagerbumser, udviklede overvægt, eller fyldte hovedet med snot og snøft.

For som alle andre, har også jeg brug for ind imellem at lade det hele komme ud. Frustrationerne og sorgen over det forhold, der knustes for over et år siden, men som aldrig har fået lov til at blive grædt ud. Fortvivlelsen over de tab, livet har givet mig, min økonomiske situation,  og afmagten over det helbred, jeg kæmper med.

Alt sammen fik lov til at vælte ned over kinderne på mig, mens jeg grovsnøftende grovkiggede og grovåd - og gud, hvor var det dejligt.

Et eller andet sted tror jeg, at jeg altid har misundt kvinderne deres evne til at kunne lukke sig inde, og tude sig igennem alt det, de var afmægtige overfor. Uden faktisk at vide, at jeg som mand var i besiddelse af de samme evner, og uden at vide at jeg ikke behøvede at føle mig flov over det.

Det kræver nemlig også styrke, at turde tude.

Jeg ved godt, at jeg naturligvis ikke fik sat alt på plads med gårsdagens grov-alt-muligt. Faktisk er jeg i tvivl om jeg i det hele taget fik sat noget som helst på plads. Men befriende - dét var det i allerhøjeste grad.

Så fremover vil jeg tillade mig selv, at finde styrken til at gå i følelses-mode og grovtude over det hele en gang imellem.

Så kan jeg leve af kogt vand dagen efter....