Så var der tid til dét.........

Kender I det, at dagen starter med at være træls ? Ikke den der nu-kan-det-hele-denondelyneme-snart-være-nok-træls, men nærmere bare.......... træls ?

Sådan en morgen havde jeg i dag.

Tidlig vækning af det udendørs sangkor - tak for dét, kære pipdyr, jeg havde egentlig håbet på at sove til syv, men ok - hvad forskel kender fjerede næbdyr på fem og syv.

Mine øjne er anbragt et sted nedenfor knæene, og der er poser under dem, jeg næsten snubler i under min vaklen ud på badeværelset. Samtidig med, at jeg har en trykken for hovedet, der ikke bliver bedre af at tage mit morgenbad.

Da jeg så endelig får taget mig sammen til at få spist min morgenmad, og skal til at forsøge at hælde den første kop kaffe indenbords, vælger en af vennerne at melde sin ankomst til en kop tidlig kaffe.

Med samt franskbrød, som jeg egentlig ikke har godt af at spise.

Jeg får tygget mig igennem brødet - som smager helt vidunderligt - og begynder så småt at blive menneske, inden vennen igen forlader mig, for at give sig igang med rengøring hjemme ved ham selv.

Og det er slet ikke fordi, der bliver pirret ved min egen dårlige samvittighed, over alle de ting jeg endnu ikke har fået gjort - rengøringsmæssigt - herhjemme.

Pludselig står min klokken ti aftale udenfor døren. Frisk og parat til det, vi har aftalt at skulle idag. Og næsten alt for klar på, at hjælpe mig med at finde ud af, hvilke redskaber jeg kan bruge til at hjælpe mig selv.

Jeg har nemlig fået mig en Coach.

Sådan en helt personlig og normalt dyr personage, der kan noget med det der, at hjælpe til selvhjælp. Men rolig nu - jeg er hverken kommet til penge, eller har fået specialbevilling af Systemet.

Jeg har bare været så heldig, at ramme ind i en ung, frisk kvinde, der er i slutningen af sin uddannelse som Coach, og som derfor har brug for nogle forsøgspersoner at øve sig på.

Hvilket jeg så har meldt mig til - med største fornøjelse.

Det er nu ikke første gang, hun er her ved mig. Og eftersom sidste besøg var så vellykket - jeg havde to pragtfulde, eftertænksomme timer sammen med hende, der satte nogle opgaver på plads indeni mig - har jeg set frem til at krydse klinger med hende igen.

Men lige netop idag............

Min hjerne føles som grød, mit humør kravler rundt i en eller anden underjordisk hule i mit sind, og mine tarme har besluttet sig for at sætte et frontalangreb ind allerede fra morgenstunden.

Så det er ikke med den største forventning i verden, at jeg sætter mig ved bordet sammen med hende, og begynder vores samtale. For pludseligt er det svært at finde frem til hvad jeg egentlig har lyst til at tage fat på, denne gang.

Det ryster nu ikke den unge dame, der i løbet af ganske kort tid får sat mig på sporet af det, jeg her og nu har brug for at tage fat på.

Så med et smil, med klare, opmærksomme øjne, og et kropssprog, der siger: "Tal du bare, jeg lytter gerne.", samt de rigtige spørgsmål på de rigtige steder, bliver der sat ord på det, der er vigtigt for mig.

Og pludselig bliver dagen ganske anderledes - humøret løftes - øjnene begynder at stråle - og sindet bliver roligt, mens jeg får sat mine dilemmaer i en kontekst, jeg kan bruge. Samt finder handlingsmønstre, jeg vil være tryg ved at arbejde i.

Der er lang vej for mange af mine dilemmaer, det ved jeg godt. Men bare jeg tager fat på dem én dag ad gangen, og ét dilemma ad gangen, så skal jeg nok nå frem.

Og min Coach ? Hun kommer igen inden længe, og pirrer noget mere, ved min egen mulighed for at sætte ord på de ting, der holder mig tilbage fra at leve fuldt ud.

Livet er nu ikke det værste, jeg har.