En dag - som alle andre.

Som altid er min dag begyndt med at jeg vågner alt for tidligt.

Nogle siger, at det er noget jeg er nødt til at vænne mig til, og som er en del af det, at blive ældre. Det gør det nu ikke mindre irriterende, at vågne op efter kun 5-6 timers søvn - og så ikke kunne falde i søvn igen, fordi mine fjerede venner har valgt at kvidre et godmorgen til verden - flerstemmigt.

Men skidt - så kan jeg da nyde at se verden vågne, og bruge god, lang tid på at spise morgenmad imens. Den er også det, den altid plejer at være - cornflakes med mælk, A38 med müesli, eller hjemmebagt rugbrød med ost eller leverpostej. Efterfulgt af en kop kaffe eller en kop breakfast-the.

Og som alle de andre dage, sidder jeg imens og læser dagens avis på nettet, mens P4 kværner i baggrunden med studieværter, jeg gang på gang føler jeg kunne lære noget om mikrofonbehandling.

Inden jeg så for det meste sætter mig til at skrive dagens blog, for på den måde at komme af med en masse af de tanker, der rør sig i mig dagligt.

Imens venter mine kryddderurter og fredsliljer på, at jeg kommer til det punkt på dagsordenen, der hedder vanding og nusning, inden jeg tager mig af opvasken efter morgenmaden.

Hvorefter jeg sætter mig ned, og spekulerer over, hvad jeg nu skal få dagen til at gå med, og hvad jeg monstro skal lave til aftensmad.

Altså alt i alt - bussiness as usual.

Indtil det går op for mig, at denne weekend sidste år, var den weekend hvor jeg oplevede at overtage et hus, der var tømt for alt, og samtidig blev mødt med beskyldninger af den allergroveste karakter.

Begge dele leveret af min samlever gennem 13 år. Der i samme åndedrag løftede sløret for sit bedrag med min indtil da allerbedste ven.

Det sætter mange tanker igang, at sidde her - et år efter - og stadig være ædru, stadig have min sunde fornuft, og stadig kunne have en hverdag, der i sin trivielle gentagelse af alting, bekræfter at livet er skønt.

Og til de af jer, der absolut skal spørge - Ja, naturligvis savner jeg da stadig mit tidligere forhold.

Savner den kvinde, jeg elskede. Savner det meste af det liv, vi levede sammen, og de oplevelser vi delte.

Kærlighed har jo ikke en sluk-knap, der kan trykkes på, når man nu lige har lyst.

Men jeg savner ikke drukturene. Eller skænderierne, og de dårligt skjulte (kan jeg se nu) undskyldninger, der gjorde at bedraget kunne gennemføres uden jeg opdagede det.

Jeg savner heller ikke min årelange nakkebukning, der kun havde til formål at give mig selv endnu en grund til at fortsætte mit misbrug.

Eller alle mine desperate forsøg på at skjule de ting, der red mig som en mare, og hele mit liv havde blokeret for min mulighed for at leve fuldt ud - fordi jeg lod dem.

Nej, jeg savner intet af det.

Men jeg opdager, at der er noget, jeg savner. Noget, jeg i alle mine forhold gjorde fuldstændigt naturligt, og som kunne  få en dårlig dag til at ende bedre.

Jeg vendte mig altid om mod min partner, når vi havde lagt os om aftenen, og ønskede hende en god nat med søde drømme, inden jeg så sagde de ord, jeg nu savner at sige - og føle:

Jeg elsker dig.

Det kan godt være, at det er sundt at være alene, når man som jeg hele livet igennem har været i forhold efter forhold, næsten uden stop. Men det er ikke sundt, at leve uden at elske og blive elsket.

Så indtil det øjeblik, hvor der igen er et menneske, der tør forelske sig i mig, vil jeg elske mig selv, og forelske mig i livet på daglig basis.

Mon der så ikke skulle kunne blive kærlighed nok, til også at kunne elskes af andre igen ?