Det der med at tænke.......

........ kan ind imellem være ganske forfærdeligt afslørende.

Især, når jeg pludselig er tvunget til at gøre det - fordi der ikke er andet at lave, end at tænke over de ting, jeg ikke har turdet/villet tænke over længe.

Så når jeg pludselig opdager, at jeg i snart 4 dage ikke har fået afløb for mine tanker her på blog'en, og det sammenrend af fortid de begynder at skabe mellem mine ører - ja, så dukker der tanker op, som jeg har fået gemt alt for længe.

Tanker om fortiden fejltagelser, og de påvirkninger samme fejltagelser har haft siden. Tanker om trufne beslutninger, rigtige eller forkerte, og konsekvenser, der siden har slidt på krop og sjæl.

Og tanker om mine børn. Tanker, der skånselsløst trækker tårer, og ubarmhjertigt banker rundt i hjernen på mig, med et "Hva' nu hvis....." hængende i skørterne på dem allesammen.

Men uanset hvor gerne jeg end  ville, kan jeg på ingen måder ændre de ting, der har skabt en snart 20-årig adskillelse. Kun erkende de løgne og de fejltrin, der førte frem til bruddet, og de afsavn, der er opstået.

Det er alt for let, bare at konstatere, at "Jeg er jo alkoholiker, så derfor kan jeg ikke......". For jo - gu' kan jeg så. At jeg byggede en kompleks og uigennemskuelig  eksistens op, der havde som hovedformål at kunne give mig mulighed for at drikke igen, undskylder på ingen måde noget.

Det er jo bare konstateringer.

Undskyldninger - de skal komme indefra. Fra et hjerte, der åbent og ærligt erkender, at jeg gjorde mine børn ondt - at jeg svigtede dem, da de havde brug for mig, fordi jeg udelukkende tænkte på mig selv, og havde begravet min empati og medfølelse i et sort hul fyldt med mit favoritstof.

Og de skal komme fra en erkendelse af, at jeg måske aldrig kommer til at se dem igen, aldrig kommer til at se de børnebørn, de har beriget verden med. Samt en erkendelse af, at jeg måske aldrig får mulighed for at fortælle dem, hvad det var der skete.

Ingen kan spå om morgendagen - og da især ikke en alkoholiker eller stofmisbruger. Jeg vil jo bare begynde at sætte fælder op for mig selv, og på et tidspunkt falde i dem, hvis jeg begynder på den slags.

Så eftersom jeg har tænkt mig at leve resten af mit liv én dag ad gangen, og kun kigge på de 24 timer, jeg er inde i her og nu, er jeg nødt til at bruge min Sindsrobøn også på dé tanker.

Og derigennem få mod til at gøre det eneste, der er muligt i forbindelse med de ting, der er sket i min fortid.

At sige Undskyld.