fredag den 9. juni 2017
Sat på Repeate
Hovedpine - trykken for hovedet - tæt klistrede øjne - mathed og ugidelighed - så er dagsordenen vist sat for i dag.
Rent faktisk har det været sådan gennem nogle dage, siden den dag jeg havde problemer med min venstre arm. Og det er drønirriterende hele tiden at føle sig ved siden af sig selv, uden den større lyst til at tage fat i noget som helst.
Når jeg så sidder her bag tastaturet, og ikke helt ved hvad jeg skal - kan jeg finde på at surfe gennem mine gamle blog-indlæg, bare for at læse noget af det, jeg tidligere har skrevet. Det kunne jo være, at jeg på den måde fandt inspiration, til at komme gennem dagens gøremål.
I dag prøvede jeg så at gøre det på en ny måde.
Jeg brugte den indbyggede søgefunktion på bloggen - ude i højre side under Blog-arkivet - og ledte efter alle de dokumenter, hvor jeg havde brugt sætningen "Jeg Er Alkoholiker".
Det blev noget af en Memory Lane vandretur. Ned gennem alle de forskellige situationer, hvor det enten har været nødvendigt eller naturligt for mig, at bruge sætningen.
Og inden jeg så mig om, sad jeg og læste om de forskellige mærkedage, der har været siden jeg blev ædru - læste om dage, hvor jeg havde været helt i kulkælderen, og dage, hvor jeg følte dyb lykke.
Læste om det liv, jeg har levet siden niogtyvende april totusindeogseksten - det ædru liv.
Og straks havde jeg det ........ nøjagtig lige som jeg havde, før jeg startede med at surfe gennem indlæggene.
For naturligvis kan intet indlæg i nogen som helst blog ændre på det helbred, jeg nu en gang er belemret med i øjeblikket. Ej heller kan de fjerne de forhindringer, der er opstået på mit livs vej - det er der kun én der kan, og det er mig selv.
Men de kan bringe nye idéer frem. Få tanker til at flyde, der giver mig mulighed for at prøve nye ting, som måske kan hjælpe mig til at fortsætte det gode liv, muligvis endda med et kommende bedre helbred.
Og så er de interessante at læse - efter min egen beskedne mening.
Jeg har derfor lagt et link til alle de indlæg, der dukkede op i min søgning her, og plastret dagens indlæg til, med andre links direkte til enkelte af de indlæg, jeg fandt, som jeg synes fortjener at blive genlæst - ikke bare af mig, men også af dig, kære læser.
Og ja, jeg ved det - det er mange bekendelser at gå igang med at læse, på sådan en fredag som i dag.
Men udenfor er det vådt og blæsende, og med mellemrum lyder der en advarende torden i det fjerne, så det, at lave en kande the, tænde lidt stearinlys, og så gå i gang med at læse - er nok ikke så værst.
Så god fornøjelse - og på genlæs imorgen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar