Endnu en gang......

....... har jeg mødt den dér helt specielle indstilling til det, at deltage i møder i Anonyme Alkoholikere.

"Jeg er ikke troende....", hedder indstillingen.

Underforstået, at så har man intet at gøre i AA, for dérinde handler det hele jo om at tro på Gud og smide alt ansvaret for livet fra sig, samt bede i en uendelighed. for at undgå at falde tilbage til det stof, man ikke kunne leve uden.

Suk.

Lad mig allerførst slå fast, at jeg ikke er troende. At jeg ikke har nogen tro på en almægtig Gud, der skulle vælge at støtte eller bekæmpe, alt efter hvor stærkt jeg udtrykker min Tro på Ham.

I min optik er der ingen langskægget, hvidklædt, mild, ældre herre, siddende på en eller anden sky, hvorfra han følger vi menneskers aktiviteter, og uddeler belønninger og straffe, alt efter hvilket humør han nu lige er i.

Det er så samtidig en indstilling til livet, jeg deler med en hel masse andre ædru alkoholikere, der ligesom jeg kommer i AA af en helt anden grund, end Tro.

Og når jeg lægger min tvivl og min usikkerhed fra mig, er det over til dét, jeg helt personligt har valgt at kalde Min Højere Magt, fordi uanset hvordan jeg vender og drejer tingene - så er det dét, der hjælper mig til at holde mig ædru, og finde frem til den ærlighed, der skal til for at jeg kan leve det gode liv.

Når jeg så - i øjeblikket én gang om ugen - mødes med andre ædru alkoholikere i det fællesskab, der hedder AA, er det fordi jeg gennem 5 års ædruelighed fra min første behandling i '87 - og 24 års tilbagefald, inden jeg endelig var mør nok til at fatte budskabet - har erkendt, at det program, AA og Minnesota-modellen tilbyder, er det eneste program og den eneste behandling, der virker for mig.

Jeg kan kun tale for mig selv, om mig selv, og til mig selv, når detdrejer sig om mine egne erfaringer med dét, at være alkoholiker - aktiv, tørlagt eller ædru - men netop dét, er medvirkende til at jeg kan have tillid til fællesskabet og programmet.

For det er nøjagtig det samme, alle andre i fællesskabet gør, når vi mødes til en times livs-deling. Og ved at lære af de erfaringer, de andre deler om, samt smide resten væk - kan jeg fireogtyve timer af gangen holde mig ædru.

Når der så bliver sagt, at " Jeg kommer ikke i AA, for jeg er ikke troende..." demonstreres der kun én ting, efter min mening.

Uvidenhed.

Og efter Fællesskabets firsårige erfaringer, er uvidenhed stærkt medvirkende til at kunne lægge grunden til nye tilbagefald, og dermed nye nederlag - noget, ingen alkoholiker har brug for mere af.

Jeg accepterer naturligvis, at den enkelte alkoholiker kan gøre hvad virker der for ham eller hende, for derigennem at opnå ædruelighed. AA har aldrig påstået, og kommer nok heller aldrig til at påstå, at have fundet de Vises Sten, når det drejer sig om at nå frem til at leve det gode liv uden alkohol.

Men for mig virker det - uden at være Troende.