Klip en hæk - og hug en tår kaffe.

Jeg har en have.

Ja, det vil sige - det er sådan set bare én stor græsplæne med fem rosenbuske og en hæk omkring, så det der med blomsterbede og grøntsagsfelter, afløst af buskområder og guldfiskedamme, er ikke lige det, man kommer til at tænke på, når man kommer på besøg hos mig.

Men det er min - og min husværts - have.

Og nu er det jo ikke fordi, sådan en græsplæne med bøgehæk kræver det store arbejde, i løbet af året. Plænen skal slåes, naturligvis, rosenbuskene holde fri for græs, og hækken skal lige klippes - sludder, klippes lige - en gang eller to om året.

Her er det så, at filmen knækker lidt.

Min bette bøgehæk (en meter og femogfirs høj og fyrre centimeter bred - og næsten halvfems meter lang) er nemlig en værdig modstander, for sådan en midaldrende herre som mig. Som jo - hvilket jeg er sikker på, at de fleste ved - har forskellige helbredsproblemer at tage med ind i ligningen,

Herunder ikke mindst den manglende evne til at forsyne de nødvendige muskler med ilt nok, på grund af lunger der i allerhøjeste grad lider efter halvtreds års kraftig rygning.

Så da jeg kunne få hjælp til at klippe den, af et par rigtig gode venner, sagde jeg med glæde tak - og kastede mig ud i hækkeklipningens ædle kunst, sammen med dem.

Det der, med at gå med en 3 kilos elektrisk hækkeklipper løftet over hovedet, svingende den i en halvcirkelbue, mens ledningen slæber bagefter, er ikke for sarte sjæle. Så da jeg efter de første 30 meter opdagede, at mine arme fortsatte med at snurre og ryste, selvom klipperen var slukket, besluttede jeg mig til at tage en bette pause, mens mine venner fortsatte deres knoklen. Den ene med nummer to hækkeklipper, den anden med at samle afklip sammen.

Her var det, at jeg begik den bette fejl, at fortsætte i en anden arbejdsstilling, istedet for at sætte mig og hugge lidt kaffe i mig.

Mine venner havde nemlig også taget en buskrydder med, så der samtidig kunne blive ryddet lidt ned i gevæksterne under hækken - og i de områder, hvor jeg normalt ikke kan komme til med plæneklipperen. Og sådan en - der i dagens anledning var uden bæresele - vejer snildt henimod fem til syv kilo. Uden brændstof.

Den har samtidig en kraftig tendens til, at forstærke den der rysten og snurren, jeg allerede havde i armene, så de efter endt brug føltes, som havde jeg været spændt op i et chilensk torturkammer en uges tid eller to.

Men hvad. Jeg er jo en moden herre, så jeg stikker da ikke op for bollemælk - og kastede mig derfor over indsamlingen af det afklip, der nu lå rundt om hele den halvfems meter lange hæk - på indersiden og på ydersiden - sammen med de andre, så vi efter kun fire timers arbejde kunne se hække stå flot og nyklippet.

Nu har du sikkert mindst to gange spurgt dig selv, hvorfor jeg dog bruger blog-plads på noget så almindeligt, som det, at holde sin have og sin hæk i en ordentlig stand ?

Og her er det så, at jeg gerne vil minde dig på, at jeg er alkoholiker. Hvilket betyder, at jeg før i tiden ville have brugt mindst den dobbelte tid på at klippe hækken - og mindst lige så lang tid på at samle afklippet sammen - fordi jeg undervejs ville have indlagt uendeligt mange drikkepauser.

Samt indlagt mulighed for et enkelt skænderi eller to - bare for at sætte lidt krydderi på situationen, og lægge op til fremtidige drukture.

Og de smerter, som hele arbejdet har medført i mine arme og mine hofter, ville jeg have kvalt med indtil flere liter hvidvin, og alligevel have brugt som undskyldning for ikke at kunne noget som helst den næste uges tid.

Derfor, kære læser, er det mig en fornøjelse at bruge ord og plads på at beskrive det, mange af os gør flere gange årligt, som en naturlig del af det, at have en have og en hæk.

For det, at kunne sidde ædru, og nyde synet af den nyklippede hæk - med smerter, der minder mig om at jeg har taget for hårdt fat - er det hele værd. Selvom det sikkert tager langt ud over de næste 24 timer, inden mine arme igen føles normale, og mine muskler og led i resten af kroppen holder op med at være ømme, så havde alternativet været endnu værre.

Og så havde intet været noget værd.

At så mine solsorte ikke synes hækken skulle have været klippet, og nu sidder på min havebænk og skælder mig huden fuld, fordi der er blevet lidt for lyst i hækken efter deres smag - dét er en helt anden historie.

Den kan du jo passende få - om 24 timer.