E^2

 

I køkkenet pludrer kaffemaskinen hyggeligt, mens radioen spiller Dodo og Dodo'erne som optakt til den kommende omgang Nyheder på statsradiofoniens fjerde kanal. 

Der skal spises tomatmadder og kommenost, og nydes æbletærte til afslutning, mens livet sagte debatteres inde mellem cellerne i den hjerne, der omgivet af sin grå substans lader neuroner fyre småafslappende impulser afsted langs nervetrådenes tynde net.

Eller på en anden måde - Livet er, hvad Livet har været når det var bedst, siden den morgen første omgang klump, dødsforagtende besluttede at afskære områder fra livgivende ilt.

Ups.

Dér dykkede jeg godt nok lidt for langt ned i morgenens mystiske minder. Og samtidig med, at jeg glædes over stadig at kunne mindes - stadig at kunne huske - stadig at være i besiddelse af (det meste) min hjernes kapaciteter, evner, og muligheder.

Det var ellers lige ved at gå galt igen. Ikke med endnu en prop. Men med en næsten tilbagevending til den adfærd, der før i tiden kunne gøre mit liv stresset og åndeløst.

Hvilket jeg på ingen måde har brug for.

Men uden at bemærke det, havde jeg sat mit daglige tempo - min daglige dosis "det her vil jeg egentlig gerne nå" - op. Lige så stille og roligt påtaget mig flere opgaver, flere områder, end jeg i længden ville kunne tåle.

Stress har en tendens til at medvirke til alt det, der sætter propper i hullerne. En tendens til, at gøre sig selv uundværlig, mens det pisker hjernen hen mod muligheder for mere stress, og flere øjeblikke hvor alt kan gå i stå i et smertefyldt nu.

At jeg så samtidig har en anden sygdom - min alkoholisme - der slethellerikke kan tåle stress, er ellers noget, jeg normalt holder mig for øjet.

Men pludselig en dag - for snart en måned siden - var jeg nødt til at slå bak. Nødt til, at droppe alt det, jeg havde gang i - og nulstille mig selv igen.

Ikke fordi der var hverken blod- eller vinpropper involveret i nødvendigheden. Jeg havde heller ikke fået (helt) nervøse øjne endnu, eller var gået igang med stress eller sprut relaterede handlinger - I ved, hvileløs traven frem og tilbage, nulren af alt muligt mellem rystende fingre mens hjernen kører 340 km/timen derudaf, og den slags mærkunderligheder.

Men fordi min sjæl protesterende bankede mig i baghovedet, og påpegede at Livet skulle leves på Livets betingelser. Og ikke på alle andres - heller ikke mine egne.

Så derfor har jeg, den snart seneste måneds tid, brugt alle vågne øjeblikke på at slappe af, drosle ned, tænke langsommere, undgå de ellers åh, så inciterende og lokkende fristelser fra andre, og bare være Mig.

Mig.

Ham, der kan bruge et kvarter på at se et blad udfolde sig i den gryende sols stråler, og tænke dybe tanker sammen med en brystliggende, storspindende Lucifax. Ham, der var ved at have glemt at det, at leve livet også betyder at det skal opleves - stille og fredeligt.

Ham, der har været ædru i totusinde sekshundrede seksogfyrre dage, og som i dag kan tælle et tusinde tohundrede ottoogfirs dage siden første prop.

Ham, der havde glemt at nyde øjeblikkene, fordi hvert af dem er specielle, og specielt nødvendige i en verden på randen af E^2 - øjeblikket, hvor vi risikerer at udslette os selv og den planet vi danser så altødelæggende rundt på.

Ham, der savner sine børn.

Tankefuldt sætter jeg koppen med den frisklavede kaffe på bordet igen, og slikker åndsfraværende mine læber for at fange dråber, der ikke nåede helt ind. 

Og lader mit indre univers stoppe et øjeblik, mens jeg lader den sidste måneds nulstilning falde på plads. Lader spekulationerne over nødvendigheden af at være udfarende i dagligdagen hoppe til side - og lader mig ramme af det pludselige syn af en kulravende sort solsort, der ivrigt basker med vingerne mens den siddende på mit rækværk ryster dråberne fra badet i min træstubsfontænes nederste vandhul af sig. 

Og mens jeg smilende nyder mester solsorts ivrige bestræbelser på at vaske, rense, pudse sig selv, genhusker jeg at Livets tempo ikke er en fastlåst hastighed, men en blødt svingende køretur gennem dét, jeg sagde Ja til at blive født til.

Én dag ad gangen.

Sindsuro.

 

Så sidder man dér. 

Efter en vidunderskøn brunkål, med lige tilpas kål og kød - simret i timevis ved lav temperatur - og indtaget med den andagt og reverens, et sådant måltid fortjener. Stadig slikkende læberne, for at få den sidste rest velrøget sødme ind på de ventende smagsløg.

Og uroen dukker op i maven.

Uroen, der kommer med storøjet angst og småhastig vejrtrækning. Uroen, der har været væk så længe, og arbejdet med så meget, at jeg ind i mellem tror den aldrig har været der.

Uroen, der før i tiden altid indvarslede lange natlige introverte samtaler med mig selv. Altid indvarslede de sidste skridt hen mod glasset med procenterne. Altid endte med timevis af glemsel, og dagevis af bondeanger.

Men intet er som dengang. 

Intet er, som det var tidligere. Intet af det, dén uro bragte frem er tilstede. Og ingen af de normalt medfølgende følelser og tanker dukker op.

Kun uroen.

Og for første gang i mit snart halvfjerdssindstyvende år, går det op for mig, at det er sådan det føles, når uroen intet har med alkohol eller længselen efter samme at gøre. At det er en uro, jeg ikke kan sætte navn på - en uro, jeg ikke kender.

Lettere forvirret kigger jeg ud af vinduet, og noterer mig at det stadig regner. At himlen ser lige så sommergrå ud, som den gjorde lige før. Og at intet..... intet....... absolut intet.......... er anderledes på nogen måder.

Kun mig.

Min hverdag har været fyldt i så mange år af en "viden", der gav mig mulighed for at skyde skylden - eller ansvaret - for alt over på alt andet, end mig selv. 

Og nu, hvor jeg endelig står i et liv, der  har været uden mit foretrukne stof i totusinde sekshundrede enogfyrre dage, bliver mine åbne øjne ganske pludseligt nervøse og urolige over udsigten til at skulle fortsætte det her liv, på lige så skrøbelige vilkår som alle andre.

Uden at være noget specielt. Uden at være andet end.......... mig.

Et smil bryder frem på mine læber, da det går op for mig, at netop dén uro er medvirkende til, at jeg kan føle mig fri, føle mig glad, føle mig............. klar.

Til alt dét, der sker om et sekund, et minut, en time........... en dag.

Til Livet, på Livets betingelser.

Og uroen fordamper, som dug på en varm sommerdag. Danser op mod loftet i hurtigt svindende skyer af tidligere tiders angst for at leve - kun efterladende sig dét, uro altid efterlader, når den er set for hvad den er.

Klarhed.

Det takker jeg for, for klarheden har just ikke altid været en følgesvend i det liv, jeg i alt for lang tid levede med lukkede øjne. Og uanset, hvor længe klarheden varer, vil jeg altid vide hvordan den føles - altid vide, at den har været ved mig, omend jeg endnu ikke ved hvor længe den vil være der.

Men jeg håber, den vil være til stede om et minut - om en time - de næste fireogtyve timer.

I Sindsro.

Natmørke betragtninger

 

Der var en lyd. 

Sådan en lillebitte, sprød lyd, der syntes komme fra næsten alle steder i det univers, vi lå og flød rundt i. 

En lyd, der brød ind i den evigheds uendelighed, missens bløde spinden og min egen halvbrummende, halvsovende, grænseløse eksistens befandt sig i.

Pling, sagde den.

Og begge var vi lysvågent fokuserede på et milisekund, med dybt forskellige intentioner. Han, som den vagtkat han så åbenlyst havde udnævnt sig selv til - og jeg, fordi jeg i min menneskelige hjælpeløsheds bløde virkelighed så absolut havde brug for min vagtkats evner udi bekæmpelse af alle de, der måtte befinde sig i nattens skyggefulde, faretruende skjulesteder.

Plump, sagde de bløde poter sagte.

Og i samme nu var jeg alene i sengen. Liggende under den stadig livsvarmende dyne, kunne jeg høre de ganske sagte lyde, det nu jagende rovdyr efterlod mens det bevægede sig rundt i den uendelighed, et natmørkt soveværelse uundgåeligt eksisterede i.

Et natmørkt univers, hvor ikke bare mus, edderkopper, og andet kravl lod livet lede efter sig selv. Men hvor også alle de, der eksisterer på den anden side af sløret, flittigt udfylder deres egen eksistens med alt det, menneskelige øjne for det meste ikke er bygget til at se.

Men katteøjne er.

Som små, svagt gnistrende beviser på eksistensens grænseløse mangfoldighed, dukker de op i det synsfelt, Mester Missemand er født til at opleve. Og som velsmagende tanker har for vane, gi'r de ham lyst til at jage, fange, æde.........

Men han ved, at han ikke må.

Han ved, at allermest er han vagt, i det natmørke univers hvor vi netop havde ligget og nydt hinandens eksistens i en fælles tillidsfuld, varmedelende, spindende og halvsnorkende erkendelse af hinandens brugbarhed.

Min hånd nusser din pels, og dine poter blødpuffer min arm.

Sådan er det jo, når menneske og mis lader grænserne falde, og anerkender hinanden, som det de er. 

Fælles............

Mens mine natmørke tanker på den måde driver rundt i nattens blødhed, virker vagtkatten til at sætte en ære i at patruljere det nu mere og mere afgrænsede rum, et soveværelse jo endeligt er. For på den måde samtidig at kunne gafle sig en åbenbart velsmagende, letknasende snack blandt de, der ikke nåede væk fra hans livsfarlige poter og skarpthungrende tænder.

Og i et sanseløst sekund eksisterer alt på samme tid og sted. Hvirveldyr, leddyr, fabeldyr, menneske, mus, vingede og vingeløse, tænkende og bare sansende. Småting, gråting, feer, alfer, gnomer, og alt andet den menneskelige tankeverden kan udtænke, når natmørket gennemtrænger alt, og udvisker den daglige virkeligheds grænser.

Mester Mageløse Mis hopper op i vinduet, og flytter opmærksomheden udenfor, mens de sidste gnister af natmørk virkelighedserkendelse lader en allersidste gnom stille forsvinde ind bag den grænse til en anden dimension, et natmørkt Pling havde åbnet for, og lukke porten efter sig med et lige så blødt Plunk.

Han er åbenlyst tilfreds med det arbejde, han havde lagt for dagen - næh, for natten. Og udenfor vinduet, missemanden så mesterligt passer på, gryer den morgen, mine natmørke betragtninger så ganske og aldeles bli'r afrundet af.

Øjeblikket er ovre, og det næste kan begynde.

Bare ét ad gangen.

Blåt blafrende blitz

 

Næsten vindstille. Enkelte blade virrer en anelse , når dråberne fra den længe ventede regn slår saltomortaler fra den ene til den anden. Og i det fjerne brummer hjulene på Thors vogn, mens den cirkler rundt om øen.

Allerede nu er der et mærkbart fald i temperaturen fra gårsdagens svidende varme, og de enkelte luftstrømninger, der når ind gennem min åbne terrassedør elsker kærligt kølende med mine bare ben.

 Den let silende regn hilses velkommen med små ploppende glædesråb af mine chiliplanter, mens mine tomater nærmest lydløst hungrige suger til sig af den væske, der senere i år vil løsgives i kraftfulde, saftige sprøjt når mine tænder sultent jager sommerens smagfyldte depoter.

Våd er han, Lucifax, mens han fornærmet slinker ind gennem døren, for at afsætte væden på det ben, han næsten automatisk gnider sig op ad. 

"Så far, kom med - du skal tørre mig mens jeg spiser. Og huske at brumme små beundrende lyde, mens jeg smasker vådfoderet ind bag de tænder, der just har knækket nakken på en uheldig mus."

I det fjerne høres advarende dæmpede brag fra de lyn, der gnistrende springer fra sky mod land, udløsende de gemte energier fra tørhedens tilstedeværelse. Verden holder vejret, afventende det snarligt kommende vældige virvar af vand, de mørke skyer truende lover, mens en enkelt trodsig fjerboldt hæver stemmen i melodisk protest.

Regn gi'r grøde på mange måder, også til insektædere og ormegnaskere, der i flyvende fart jager foran fronten, for at skaffe mad til både sig selv og den hjemlige redes umættelige munde.

Dér - et knald over Ristinge Hale, der buldrende ekkoer sig vej gennem landskabets afventende vækster, for endeligt at ramme mine ører. Og på flagstangen vejer stadig det flag, jeg glemte at tage ned i går og i forgårs. Det rejser sig trodsigt i vrimlen af vandflygtende insekter og vingebaskende jægere, mens det venter på det lyn, der kan få det til at blafre hastigere.

Indvendigt føles uvejrets komme med den efterhånden velkendte uro og ængstelse. For alt, der ikke kan styres og sættes i bås, er jo farligt. Farligt for ædrueligheden, farligt for sindsroen, farligt for livet.

 Uvejret bryder sig ikke - har ingen tanker og er kun fordi det er - og fordi det kan. Men i dets kølvand spirer fremtiden, vokser den kommende føde, og kvæles den fortid der ikke kunne bruges. 

Og minder mig om, at jeg kun eksisterer nu - ét øjeblik ad gangen. 

Alene, ja - men aldrig ensom.

Mentale spyfluer

 

Udenfor vågner et kor af fuglestemmer, mens lyset langsomt kryber ind gennem de åbne vinduer, en varm sommernat nærmest kræver. Lucifax løfter søvnigt sit kattehoved, og sender blikke af alt-for-tidligt forargelse. Dog lander han i køkkenet som et forsinket lyn, da det går op for ham at trods det ukristelige tidspunkt, er muligheden for tidlig morgenmad til stede.

03:45

Og kroppen kræver te - grøn te - helst i voluminøse mængder, så den begyndende halsbetændelse kan nå at blive smurt på plads, inden den kræver absolut lydhørhed, og nedlægger enhver mulighed for verbal kommunikation i timevis. 

Foran mine øjne danser en giftiggrøn spyflue søvnigt i luften, og minder mig på, at den snarlige formiddag også skal indeholde jagten på dét, der næsten naturnødvendigt må ligge og rådne et eller andet sted. For hvor der er spy, er der råd.

Min morgentrætte hjerne begynder sløvt at finde sammenligninger mellem den sky af spy, jeg opdagede på mit køkkenvindue i aftes - og som blev jaget ud i det åbne landskab, hvor sultne fuglemunde venter - velbekomme jer, forresten, små pips - og sætningen dukker helt uopfordret op i den grå grød, der dagen før blev musikmasseret på den festival, jeg og resten af radioens ivrige amatører sendte live fra. 

Mine mentale spyfluer.

De dér giftigtgrønne grummernikler, der helt af sig selv kan opstå i det rod, min ædru alkoholikerhjerne med mellemrum slet ikke kan undgå at danne. Et råddent stinkende morads af mentale brækklatter, dannet af tanker fra tidligere, minder fra morgener med tømmermænd, erindringer om drukfyldte skænderier, svigt, tab, og bitterhed.

Alt det, jeg godt ved kommer, hvis jeg glemmer at tage ikke bare min krop, men også mit sind alvorligt. Og er der et sted, hvor dannelsen af disse altslugende mosehuller helt naturligt kan opstå - så er det på en festival, hvor folk gør det, folk gør bedst, når musikken spiller.

Drikker, ryger, gumler. 

Uanede mængder af promilleholdige vædsker, røgdampende fniseurt, og finurlige spidse nøgenhatte blev indtaget om ørerne på mig, mens musikken spillede, og radioens lyttere var med på en oplever.

Og pludseligt - her så ganske tidligt om morgenen i mit så fredelige hjem, hvor mester missers mageløse morgenspinden danner duet med ivrige morgenpippere - går det op for mig, at indtil flere mentale spy var blevet vækket af gårsdagens festivalbesøg, og nu  summede rundt i den stadigt halvtrætte hjernekiste.

Spy, der dækker mine ædru tanker med giftige minder, og forsøger at lægge æg til et Gorskij-værdigt tilbagefald. 

Og der er kun én ting at gøre - én ting, der kan spule spy'ene ud af den morgensøvnige grå grød - skylle de mentale spyæg ud i kloakken - og genoprette den ro og glæde, der de sidste treogtredstusindeogtooghalvtreds timer har fulgt mig ét øjeblik ad gangen.

At finde Sindsro, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre - Mod, til at ændre de ting jeg kan - og Visdom til at kende forskel.

Så kan hverken mentale spyfluer, selvpåtaget stress, eller hungrende minder fra fortiden, vælte den velkørende vogn. Men allerhøjst være en let irriterende summen i krinkelkrogene på den hjerne, der faktisk godt ved, hvordan livet hænger sammen.

Missemanden gnider sig kælent op ad mit ben, og inviterer mig udenfor i den dejligt kølige morgenluft, så vi sammen kan nyde Livet, Universet, og Alt Det Der, inden det er tid at starte både den mentale, og den fysiske støvsuger.

Spy - giv agt. Snart er I et minde blot, og Sindsroen kan genoprettes.

.......................... og flaget pilles ned. Det glemte jeg vist igår, da jeg kom hjem. Men hva' - ingen er perfekt.

Lucifax, bette missekat - jeg er på vej......................