E^2

 

I køkkenet pludrer kaffemaskinen hyggeligt, mens radioen spiller Dodo og Dodo'erne som optakt til den kommende omgang Nyheder på statsradiofoniens fjerde kanal. 

Der skal spises tomatmadder og kommenost, og nydes æbletærte til afslutning, mens livet sagte debatteres inde mellem cellerne i den hjerne, der omgivet af sin grå substans lader neuroner fyre småafslappende impulser afsted langs nervetrådenes tynde net.

Eller på en anden måde - Livet er, hvad Livet har været når det var bedst, siden den morgen første omgang klump, dødsforagtende besluttede at afskære områder fra livgivende ilt.

Ups.

Dér dykkede jeg godt nok lidt for langt ned i morgenens mystiske minder. Og samtidig med, at jeg glædes over stadig at kunne mindes - stadig at kunne huske - stadig at være i besiddelse af (det meste) min hjernes kapaciteter, evner, og muligheder.

Det var ellers lige ved at gå galt igen. Ikke med endnu en prop. Men med en næsten tilbagevending til den adfærd, der før i tiden kunne gøre mit liv stresset og åndeløst.

Hvilket jeg på ingen måde har brug for.

Men uden at bemærke det, havde jeg sat mit daglige tempo - min daglige dosis "det her vil jeg egentlig gerne nå" - op. Lige så stille og roligt påtaget mig flere opgaver, flere områder, end jeg i længden ville kunne tåle.

Stress har en tendens til at medvirke til alt det, der sætter propper i hullerne. En tendens til, at gøre sig selv uundværlig, mens det pisker hjernen hen mod muligheder for mere stress, og flere øjeblikke hvor alt kan gå i stå i et smertefyldt nu.

At jeg så samtidig har en anden sygdom - min alkoholisme - der slethellerikke kan tåle stress, er ellers noget, jeg normalt holder mig for øjet.

Men pludselig en dag - for snart en måned siden - var jeg nødt til at slå bak. Nødt til, at droppe alt det, jeg havde gang i - og nulstille mig selv igen.

Ikke fordi der var hverken blod- eller vinpropper involveret i nødvendigheden. Jeg havde heller ikke fået (helt) nervøse øjne endnu, eller var gået igang med stress eller sprut relaterede handlinger - I ved, hvileløs traven frem og tilbage, nulren af alt muligt mellem rystende fingre mens hjernen kører 340 km/timen derudaf, og den slags mærkunderligheder.

Men fordi min sjæl protesterende bankede mig i baghovedet, og påpegede at Livet skulle leves på Livets betingelser. Og ikke på alle andres - heller ikke mine egne.

Så derfor har jeg, den snart seneste måneds tid, brugt alle vågne øjeblikke på at slappe af, drosle ned, tænke langsommere, undgå de ellers åh, så inciterende og lokkende fristelser fra andre, og bare være Mig.

Mig.

Ham, der kan bruge et kvarter på at se et blad udfolde sig i den gryende sols stråler, og tænke dybe tanker sammen med en brystliggende, storspindende Lucifax. Ham, der var ved at have glemt at det, at leve livet også betyder at det skal opleves - stille og fredeligt.

Ham, der har været ædru i totusinde sekshundrede seksogfyrre dage, og som i dag kan tælle et tusinde tohundrede ottoogfirs dage siden første prop.

Ham, der havde glemt at nyde øjeblikkene, fordi hvert af dem er specielle, og specielt nødvendige i en verden på randen af E^2 - øjeblikket, hvor vi risikerer at udslette os selv og den planet vi danser så altødelæggende rundt på.

Ham, der savner sine børn.

Tankefuldt sætter jeg koppen med den frisklavede kaffe på bordet igen, og slikker åndsfraværende mine læber for at fange dråber, der ikke nåede helt ind. 

Og lader mit indre univers stoppe et øjeblik, mens jeg lader den sidste måneds nulstilning falde på plads. Lader spekulationerne over nødvendigheden af at være udfarende i dagligdagen hoppe til side - og lader mig ramme af det pludselige syn af en kulravende sort solsort, der ivrigt basker med vingerne mens den siddende på mit rækværk ryster dråberne fra badet i min træstubsfontænes nederste vandhul af sig. 

Og mens jeg smilende nyder mester solsorts ivrige bestræbelser på at vaske, rense, pudse sig selv, genhusker jeg at Livets tempo ikke er en fastlåst hastighed, men en blødt svingende køretur gennem dét, jeg sagde Ja til at blive født til.

Én dag ad gangen.