Mentale spyfluer

 

Udenfor vågner et kor af fuglestemmer, mens lyset langsomt kryber ind gennem de åbne vinduer, en varm sommernat nærmest kræver. Lucifax løfter søvnigt sit kattehoved, og sender blikke af alt-for-tidligt forargelse. Dog lander han i køkkenet som et forsinket lyn, da det går op for ham at trods det ukristelige tidspunkt, er muligheden for tidlig morgenmad til stede.

03:45

Og kroppen kræver te - grøn te - helst i voluminøse mængder, så den begyndende halsbetændelse kan nå at blive smurt på plads, inden den kræver absolut lydhørhed, og nedlægger enhver mulighed for verbal kommunikation i timevis. 

Foran mine øjne danser en giftiggrøn spyflue søvnigt i luften, og minder mig på, at den snarlige formiddag også skal indeholde jagten på dét, der næsten naturnødvendigt må ligge og rådne et eller andet sted. For hvor der er spy, er der råd.

Min morgentrætte hjerne begynder sløvt at finde sammenligninger mellem den sky af spy, jeg opdagede på mit køkkenvindue i aftes - og som blev jaget ud i det åbne landskab, hvor sultne fuglemunde venter - velbekomme jer, forresten, små pips - og sætningen dukker helt uopfordret op i den grå grød, der dagen før blev musikmasseret på den festival, jeg og resten af radioens ivrige amatører sendte live fra. 

Mine mentale spyfluer.

De dér giftigtgrønne grummernikler, der helt af sig selv kan opstå i det rod, min ædru alkoholikerhjerne med mellemrum slet ikke kan undgå at danne. Et råddent stinkende morads af mentale brækklatter, dannet af tanker fra tidligere, minder fra morgener med tømmermænd, erindringer om drukfyldte skænderier, svigt, tab, og bitterhed.

Alt det, jeg godt ved kommer, hvis jeg glemmer at tage ikke bare min krop, men også mit sind alvorligt. Og er der et sted, hvor dannelsen af disse altslugende mosehuller helt naturligt kan opstå - så er det på en festival, hvor folk gør det, folk gør bedst, når musikken spiller.

Drikker, ryger, gumler. 

Uanede mængder af promilleholdige vædsker, røgdampende fniseurt, og finurlige spidse nøgenhatte blev indtaget om ørerne på mig, mens musikken spillede, og radioens lyttere var med på en oplever.

Og pludseligt - her så ganske tidligt om morgenen i mit så fredelige hjem, hvor mester missers mageløse morgenspinden danner duet med ivrige morgenpippere - går det op for mig, at indtil flere mentale spy var blevet vækket af gårsdagens festivalbesøg, og nu  summede rundt i den stadigt halvtrætte hjernekiste.

Spy, der dækker mine ædru tanker med giftige minder, og forsøger at lægge æg til et Gorskij-værdigt tilbagefald. 

Og der er kun én ting at gøre - én ting, der kan spule spy'ene ud af den morgensøvnige grå grød - skylle de mentale spyæg ud i kloakken - og genoprette den ro og glæde, der de sidste treogtredstusindeogtooghalvtreds timer har fulgt mig ét øjeblik ad gangen.

At finde Sindsro, til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre - Mod, til at ændre de ting jeg kan - og Visdom til at kende forskel.

Så kan hverken mentale spyfluer, selvpåtaget stress, eller hungrende minder fra fortiden, vælte den velkørende vogn. Men allerhøjst være en let irriterende summen i krinkelkrogene på den hjerne, der faktisk godt ved, hvordan livet hænger sammen.

Missemanden gnider sig kælent op ad mit ben, og inviterer mig udenfor i den dejligt kølige morgenluft, så vi sammen kan nyde Livet, Universet, og Alt Det Der, inden det er tid at starte både den mentale, og den fysiske støvsuger.

Spy - giv agt. Snart er I et minde blot, og Sindsroen kan genoprettes.

.......................... og flaget pilles ned. Det glemte jeg vist igår, da jeg kom hjem. Men hva' - ingen er perfekt.

Lucifax, bette missekat - jeg er på vej......................