Natmørke betragtninger

 

Der var en lyd. 

Sådan en lillebitte, sprød lyd, der syntes komme fra næsten alle steder i det univers, vi lå og flød rundt i. 

En lyd, der brød ind i den evigheds uendelighed, missens bløde spinden og min egen halvbrummende, halvsovende, grænseløse eksistens befandt sig i.

Pling, sagde den.

Og begge var vi lysvågent fokuserede på et milisekund, med dybt forskellige intentioner. Han, som den vagtkat han så åbenlyst havde udnævnt sig selv til - og jeg, fordi jeg i min menneskelige hjælpeløsheds bløde virkelighed så absolut havde brug for min vagtkats evner udi bekæmpelse af alle de, der måtte befinde sig i nattens skyggefulde, faretruende skjulesteder.

Plump, sagde de bløde poter sagte.

Og i samme nu var jeg alene i sengen. Liggende under den stadig livsvarmende dyne, kunne jeg høre de ganske sagte lyde, det nu jagende rovdyr efterlod mens det bevægede sig rundt i den uendelighed, et natmørkt soveværelse uundgåeligt eksisterede i.

Et natmørkt univers, hvor ikke bare mus, edderkopper, og andet kravl lod livet lede efter sig selv. Men hvor også alle de, der eksisterer på den anden side af sløret, flittigt udfylder deres egen eksistens med alt det, menneskelige øjne for det meste ikke er bygget til at se.

Men katteøjne er.

Som små, svagt gnistrende beviser på eksistensens grænseløse mangfoldighed, dukker de op i det synsfelt, Mester Missemand er født til at opleve. Og som velsmagende tanker har for vane, gi'r de ham lyst til at jage, fange, æde.........

Men han ved, at han ikke må.

Han ved, at allermest er han vagt, i det natmørke univers hvor vi netop havde ligget og nydt hinandens eksistens i en fælles tillidsfuld, varmedelende, spindende og halvsnorkende erkendelse af hinandens brugbarhed.

Min hånd nusser din pels, og dine poter blødpuffer min arm.

Sådan er det jo, når menneske og mis lader grænserne falde, og anerkender hinanden, som det de er. 

Fælles............

Mens mine natmørke tanker på den måde driver rundt i nattens blødhed, virker vagtkatten til at sætte en ære i at patruljere det nu mere og mere afgrænsede rum, et soveværelse jo endeligt er. For på den måde samtidig at kunne gafle sig en åbenbart velsmagende, letknasende snack blandt de, der ikke nåede væk fra hans livsfarlige poter og skarpthungrende tænder.

Og i et sanseløst sekund eksisterer alt på samme tid og sted. Hvirveldyr, leddyr, fabeldyr, menneske, mus, vingede og vingeløse, tænkende og bare sansende. Småting, gråting, feer, alfer, gnomer, og alt andet den menneskelige tankeverden kan udtænke, når natmørket gennemtrænger alt, og udvisker den daglige virkeligheds grænser.

Mester Mageløse Mis hopper op i vinduet, og flytter opmærksomheden udenfor, mens de sidste gnister af natmørk virkelighedserkendelse lader en allersidste gnom stille forsvinde ind bag den grænse til en anden dimension, et natmørkt Pling havde åbnet for, og lukke porten efter sig med et lige så blødt Plunk.

Han er åbenlyst tilfreds med det arbejde, han havde lagt for dagen - næh, for natten. Og udenfor vinduet, missemanden så mesterligt passer på, gryer den morgen, mine natmørke betragtninger så ganske og aldeles bli'r afrundet af.

Øjeblikket er ovre, og det næste kan begynde.

Bare ét ad gangen.