Andre Sider af mig

onsdag den 31. august 2016

Anden.........

..............undersøgelsesdag er  ved at starte. Stille , roligt, og fredeligt. Men sultent. Har ikke måttet indtage noget som helst siden i går klokken 20:30, for at kunne sikre at undersøgelsen kan blive bedst muligt. Og min mave undlader ikke at påpege det urimelige i, at den bliver fraholdt sin sædvanlige morgendrik - en beklagelse, hjernen ikke er sen til at bakke op om. At det så nærmere er coffeinshottet hjernen hungrer efter, hvor maven bare vil have noget ned, siger vel sig selv.

Og natten er gået med "bussiness as usual". De sædvanlige drømme, de sædvanlige korte vågne øjeblikke, hvor hånden næsten instinktivt stadig søger over mod venstre, for at mærke........... Følelsen er der stadig, og den er stor. Selv på trods af alt, holder savnets ballon stadig luft, og spærrer alle de uforløste følelser inde bag sin hårdtpumpede gummioverflade.

Hvornår fiser luften af ballonen ? Hvornår siver det hele stille ud, og farver min verden ? Eller bliver det en nål, lavet af spidse erkendelser, der kommer til at punktere ballonen, så den revner i et vulkansk brag, og overstrømmer alt med sit indhold på et milisekund ?

Morgenen er grå som tankerne i mit sultne sind.

tirsdag den 30. august 2016

Første......

........undersøgelsesdag er til ende. Ørelæge og ultralyd i en fin ballet af perfekt timede aftaler - not!

Ørelægen gik såmænd ganske fint - der er stadig betændelse i højre øre og øregang og eustakiske rør, så det er bare bussiness as usual. Jeg var endda lidt tidligere ved ham, og fik overstået det hele (inklusive en omgang høreprøve) indenfor den afsatte tid.

Men det Offentlige Sygehus, Randers Afdeling (bedre kendt som Regionshospitalet) var en hel anden sag.

Først og fremmest var jeg alt for tidligt på færde. Der var omkring en time til min aftalte tid - men hva' - det kunne jo være jeg kom før ind, ikk' ? Nej. Tværtimod var der en halv times ekstra ventetid på grund af travlhed. Så jeg snuppede lige en omgang Sindsro, og satte mig til at blunde i den vidunderligt umagelige og hårde stol på den iskolde gang udenfor Ultralydsrummene.

Hun hed Mette, ultralydslægen der skulle undersøge mig. Og hun var meget lang tid om at scanne ikke bare min galdeblære, men hele maven, tarmene, leveren, nyrerne, etc. You name it - sidder det i maveregionen på mig, er det nu scannet.

Og jeg gjorde som jeg plejer. Spurgte nysgerrigt hvad hun havde fundet.........

Svaret kunne jeg ikke lide. Istedetfor 2 knuder i min galdeblære, er der nu 3. Og alle de steder, hun havde valgt at presse lydhovedet hårdt ned mod, viste underligheder, hun mente jeg lige skulle vente på en vurdering af.

Så nu ligger samtlige billeder ved overlægen og specialisterne, og venter på de kommer ned i bunken og ser dem.

Og jeg fandt ud af, hvor ondt jeg egentlig har i maven/tarmene. Og hvor nervøs det gør mig.

Imorgen hedder det så en 4 timers undersøgelse af bakteriel overvækst i tyndtarmen. Og inden da 12 timers faste. Jeg er allerede sulten på forhånd............... Men mest efter oplysning og helbredelse.

Der pilles, rodes, og rages....

Så starter dagene, hvor undersøgelser af min stakkels trofaste krop er i højsædet. Der skal rodes ved ørelægen, pilles ved mavelægerne, og rages ved tarmlægerne. For ikke at tale om de undersøgelser, der foretages hos lungespecialisterne, og de kommende undersøgelser hos hjernespecialisterne. Jeg skal kort sagt ind og have en hulens masse for mine skattekroner.

Samtidig skal jeg så sørge for, at samfundet holder sig kørende, ved at bruge det der svarer til en mindre formue på transport til de forskellige undersøgelser. For det kan naturligvis ikke dækkes af systemet.

Men hvad - bare de finder ud af, hvad der er i vejen, så er jeg glad. Finder ud af, hvad der får mine tarme til at puste sig op dagligt, så jeg ryger 4 buksestørrelser op i løbet af formiddagen. Eller bare hvis jeg spiser noget, der åbenbart ikke er kompatibelt med mit fordøjelsessystem, og min mave så beslutter sig til at fylde meget mere, end den ellers plejer.

For ikke at tale om smerterne. Uanset hvor meget man vænner sig til, at bule rytmisk ud på midten, så vænner jeg mig aldrig til at have ondt flere forskellige steder i kroppen i løbet af dagen. Og samtidig. Jeg skal nemlig huske på, at jeg som afhængig ikke bare kan bruge hvad somn helst som smertestiller. Langt de fleste midler vil nemlig kunne være den sikre vej tilbage til afhængighedens daglige indtag.

Nej livet er ikke altid nemt. Men når man lever det, får man alle de tilhørende oplevelser med. Og en morgenstund som den, jeg oplever lige nu, er næsten det hele værd. At være ædru, og se morgenen bryde langsomt frem, men jeg drikker min kaffe, og nyder min Sindsro, giver energi til at fortsætte kampen.

En dag ad gangen - en undersøgelse ad gangen.

mandag den 29. august 2016

Tid

4 måneder - 17 uger - 122 dage - 2935 timer - 176123 minutter - 10.567.450 sekunder.

Tid, jeg har fået givet siden mine øjne endeligt så klart, og min hjerne i afmagt indrømmede sandheden.

Jeg er alkoholiker, og jeg er ædru.

Og for hvert sekund der går, kommer jeg længere væk fra det stof, der tidligere styrede hele min hverdag.

Det er ikke altid nemt, at være ædru. Alting har jo sin pris - også det, at opgive sit stof. Det forhold, man er involveret i. vil kunne vise sig at være afhængigt af at man indtager sit stof. Den hverdag, man har opbygget, vil kunne styrte sammen, når brugen af stoffet ikke længere er mørtelen mellem stenene. De tanker, der tænkes, er pludseligt anderledes - nye - skræmmende. Og selv Tiden begynder at opføre sig anderledes. Den starter med at gå langsommere, for så pludseligt at sætte farten op og blive hurtigere, end man bryder sig om, før den endelig lander på det normale. Hvor et sekund varer et sekund, og dagene er af nøjagtig samme længde.

Og man opdager, at Sindsro er en tilstand, der opnås med glæde og smil. En tilstand, man dagligt frivilligt beder om, for at kunne acceptere de ting, man ikke kan ændre. Så man på den måde kan bede om mod til at ændre de ting, man kan. Og finde visdom til at kende forskellen .

Tak fordi I er her, så jeg også kan være her.

Tak for mig.

søndag den 28. august 2016

Lyset blinker

Kender du den der rullende lyd, der kan komme når et lyn afleverer sit tordenbrag ? Et sådant trak mig ud af søvnens arme, og op til virkeligheden.

Buldermørk nat - og så alligevel ikke. Med jævne mellemrum blitzer universets kamera, og fastfryser milisekunder på nethinden. Jeg skynder mig at sætte thevand over, for sådan et vejr kræver en god, varm kop the. Kameraet på stativet, og så hedder det bare afventning.

Det er nu ikke fordi kommunen har tænkt sig at gøre mine billedoptagelser nemme. Af en eller anden grund er gadelysene stadig tændt, istedet for at slukke klokken 01, som de plejer. Så der er masser af falsk lys at tage hensyn til. Falsk lys.......... Lidt ligesom det lys, der med mellemrum kortvarigt oplyser min verden og min hverdag, når tankerne vandrer tilbage til dengang, det hele var normalt. Dengang, jeg stadig troede på forholdet, på dét at leve sammen, på dét at elske.

Flashbacks af minder, der lokkende siger at det hele nok skal blive godt igen.

Men det gør det ikke. Dén båd er sejlet, og dén vej er krydset.

Så nu nyder jeg bare - klokken tidligt om morgenen - at universet allernådigst har valgt at give mig lov til at nyde kræfternes frie spil på nattehimlen. Og lov til at mærke, at jeg stadig lever, når braget fra lynene fortæller mig - at også dette lyn ikke ramte mig .

lørdag den 27. august 2016

Hvad er det lige der sker.

 Den tunge træthed har fået fat i mig igen. Og min krops reaktionsmønster er nede på minimum.

Alene det, at sætte mig til den bærbare og begynde at taste ord, meninger, og udtryk, virker som en nærmest uoverstigelig udfordring. Jeg sletter gang på gang de sætninger, jeg skriver, for derefter at sidde og stirre tomt på skærmen, med en hjerne der er nærmest følelsesløs.

Og imens starter morgenen udenfor. Solen fylder stille hækken med lys, og duggen vælger at flygte, mens tid er. En manglende vind får alt til at stå, som var det frosset i tid, mens lyden af den startede morgen vibrerer gennem mit tunge hoved, og følelsen af koffeinens langsomme optagelse stille vækker tankerne til live.

Men mit hoved er tungt. Føles nærmest, som ville det tippe til siden, hver gang jeg bevæger det. Tippe, og derefter trække resten af kroppen med, inden den som en anden vippekop uimodståeligt ville ryge tilbage på plads igen.

Og pludselig går det op for mig. Hvorfor min krop virker følelsesløs, og mit sind bedøvet.

Jeg mangler at elske. Mangler den fysiske følelse af kroppe, der møder hinanden, og den mentale rensning efter Den Lille Død's befriende klimaks. Mangler balletten, der opstår af sig selv, når udforskningen af en anden sker med lette hænder og sansende tunge. Mangler den jamrende lyd af velbehag og den forventningsfulde sitren i huden under mine hænder.

Mangler.............................

Nu er den type mangel ikke lige noget, man kan bestille sig fra på nettet. Og heller ikke lige noget, man kan betale sig fra i den lokale Brugs. Og selv om det var, ville det bestilte og købte være professionelt distanceret - og uden de vigtige modsvarende følelser. Ren forretning.

Så hvad gør man så ? Man mangler............ Og opdager at det, at mangle, i sig selv er en følelse, der har sit eget liv og sine egne krav. Krav, sindet har en næsten uimodståelig trang til at ville opfylde.

Men som kræver, at en anden har samme mangel. Og samme lyst til at fylde mangelens tomme plads.

Så får man en grund til at blive ved. Og føler sig i live igen.

fredag den 26. august 2016

Hvordan er det nu det var...

Morgenkaffen dufter. Og smager som nektar på en stille morgen. Jeg sidder og nyder tavsheden, inden jeg skal ud blandt alle mulige mennesker og interagere. Fint ord, ikk'? Interagere....... I virkeligheden betyder det jo bare, at jeg skal ud og være blandt andre. Mennesker, jeg ikke kender og som jeg aldrig kommer til at se igen, når de har passeret mig på gaden. Mennesker, der kigger den anden vej, når jeg smiler til dem i bussen - man skulle jo nødig virke som om man ville snakke. Mennesker, der rækker ud efter den samme vare i butikken som jeg, og flovt kigger væk når vore hænder strejfer hinanden.

Mennesker.

Og mine øjne kommer til at frådse i indtryk. I nydelse. I anerkendelse. I glæde. Og sikkert også i begær, når de glider henover sommervuggende kroppe med vinddrillende pust i skørterne.

Alt kommer til at minde mig om, hvordan det var. Dengang jeg ikke havde satset hele min følelsesverden i én person. Ét væsen. Én eksistens.

Jeg vil nyde genkendelsens øjeblikke. Nyde, at vide at jeg stadig kan. At hele mit jeg stadig er fyldt med lyst til livet.

Nyde at vide, hvordan det er det var.......

torsdag den 25. august 2016

Tag chancen

For mange år siden begyndte jeg at skrive digte. Ja, du læste rigtigt - digte......... Den der slags, hvor hjerte rimer på smerte, og de dybe tanker udmøntes i snurrige ordkonstruktioner. Og med tiden blev det til flere og flere, der bare blev lagt i bunken af A4-ark og puttet over i et hjørne. Den gang var det jo kun skrivemaskiner eller håndskrift, der var mulighed for at bruge, når man havde noget på hjerte.

Og bunken voksede. Undervejs blev den til en elektronisk bunke, hvor alle mine glæder, smerter, tanker, myldrede rundt mellem hinanden. Bunken blev delt blandt andre forfatterspirer, i halvlukkede fora, hvor vi med ordtunge kommentarer hudflettede hinandens bestræbelser.

I går lagde jeg den allesammen ud på min blog. På en underside, du kan finde her:

Hverdage: Digte.

Hvorfor ? Fordi jeg har brug for at finde ud af, om det, jeg har skrevet er noget værd ? Fordi jeg hungrer efter anerkendelse? Fordi jeg ønsker at udstille mig selv ?

Nej - bare Fordi.

Fordi jeg kan. Fordi jeg vil. Fordi jeg ikke skriver til papirkurven. Fordi det, jeg har sktrevet gennem tiden, udtrykker alt det, der er blevet til Mig. Fordi man en gang imellem bare skal tage chancen, og blotlægge alt uden sikkerhedsnet under.

Fordi jeg gerne vil have, at Du læser Mig. Og forstår.

onsdag den 24. august 2016

Livet er ikke det værste man har

 Se hvilken morgenstund

Kender I det der med, at man vender sig istedet for at stå ud af sengen ? Det er for tidligt - der er ikke noget at stå op til - hvad skal man nå - og alle de andre mere eller mindre gode undskyldninger for at blive liggende l i d t længere?

Og når man så står op, opdager man at der virkelig v a r noget at stå op til.

Det skete for mig her til morgen. Jeg vågnede ved første lys udenfor - omkring 4-tiden. Og fandt ganske naturligt, at det var a l t for tidligt. om på siden igen, og dynen op om skuldrene. Næste vækning var så ved knap 6-tiden - og de samme mekanismer trådte i kraft. For tidligt. Det samme, da vækkeuret ringede kl 7................ Og så alligevel, var der et eller andet, der forhindrede mig i at falde hen igen. Så da der var gået en halv times tid, stod jeg op.

Rullede gardinet op.

Og kiggede ud på den smukkeste morgen med drivende tåge, sol der skinnede igennem i drillende strejf af sødme, og en duft af friskhed og sommer der uimodståeligt besatte mine sanser. En græsplæne med dugdråbefyldte spind, og en hæk der glimtede af dugdiamanter.

Mit indre fyldtes med en glæde og ro, der har været savnet længe. Og tanken strejfede mig, at havde jeg stået op første gang jeg vågnede, havde naturens undere fået lov til at udfolde sig i endnu større grad for mine øjne.

Så når jeg imorgen tidlig vågner før fanden får sko på igen - står jeg op, drikker kaffe, tænder for kameraet, og går en tur ud i vidundernes verden.Og bagefter kan jeg gøre det, jeg gør lige nu. Sidde med en kop kaffe mere, og nyde at se Tågen Lette og Lyset Bryde Frem........

Nu kalder vaskemaskinen. Den vil fodres med svedigt sengetøj og andet snavset tekstil. Og græsplænen vil gerne have ny frisure, gulvene mener de fortjener besøg af en kost og en klud, bordet ligner en opryddelig tanke, og mit hår forsøger at hive mig ud under bruseren.

Så pas bare på, dag - jeg er parat til at indtage dig - i fulde drag......


tirsdag den 23. august 2016

Væsenet

Foran mig ligger et besøg ved et af de mest skræmmende væsener, der findes. Når man kommer i kløerne på det, bliver der stukket, suget, presset, klemt, gennemtrawlet. Og pludselig er det uforståeligt gibberish, der kommer ud af munden. Både på mig, og på væsenets personificeringer.

Men forhåbentlig ender besøget med, at knuderne i galdeblæren, smerterne i lungerne, tarmenes jamren, og leverens stress, bliver placeret i den bås, de hører hjemme i.  Diagnosen.

Sygehusvæsenet - ikke til at leve foruden.........

mandag den 22. august 2016

Morning has broken - and so am I.

Økonomi har nu aldrig været min stærke side. Gennem årene har jeg hængt fast med næb og kløer, men dog trods alt fået tingene til at hænge sammen økonomisk. Der er blevet klippet mange tæer og h hugget mange hæle, for at jeg kunne sikre mig at der var penge til også at få mad på bordet.

Men det er så nu en af de ting, mit kuldsejlede forhold gør op med. På den negative måde.

Jeg er nemlig "broke". Konkurs. Pengeløs. Fattig. Uden en klejne. Og alt det, bare fordi hun har sørget for at afmelde alt det, hun selv skulle være med til at betale, og sat mig som ene-betaler.

Vand - varme - el - tele - billån - forbrugslån. Hele pivetøjet.

Og samtidig er jeg nødt til at spekulere over, om jeg har råd til at sidde i den bolig, hun bare forlod.

Dirch Passer sagde i en monolog: Skidt med det, for ovenover alting, stråler moar sol........

Et eller andet sted har jeg samme fornemmelse i kroppen. Jeg har overlevet at være alkoholiker i så mange år - klaret de tæv tilværelsen sendte min vej - gennemlevet tabet af kontakt til mine børn - og senest overlevet at mit livs kærlighed viste sig at være mit livs fejltagelse, da  hun stak af med hvad jeg troede var min bedste ven.

Og dagligt minder mine omgivelser mig om, at jeg elskede hende uendeligt højt. Måden hjemmet er indrettet på. Småtingene hun efterlod.Billederne, der dagligt dukker op på den indre storskærm. De venner, der har valgt side. Og meget, meget andet.

Men ved I hvad ? Jeg er ædru, og har også tænkt mig at være det de næste 24 timer. Dét slår savne, tabet, de manglende penge, og alt det andet med mange længder..

.For ovenover alting, stråler moar sol.

søndag den 21. august 2016

At vade i sirup

Det er 114 dage siden jeg tog afsted i behandling på Møllen - den 29.4.16 var jeg mør nok til at vide, at jeg ikke kunne længere. Jeg havde kun det ene valg - at ringe til Møllen og bede dem om at hente mig.

Havde jeg vidst, at jeg i løbet af behandlingen ville miste alt det, jeg indtil da regnede for "mit liv", og stå helt alene tilbage................................................
..................................så havde jeg gjort det alligevel. For det VAR det eneste, der var tilbage at gøre. Hvis jeg ikke havde taget det valg, så var jeg nok endt i graven eller i fængsel.

Men at det lige skulle vise sig at være den mand, jeg regnede som min bedste ven gennem 17-18 år, der stjal min kærlighed - det havde jeg ikke set...................
..................................jo det havde jeg jo. Jeg havde bare lukket øjnene for det, der var ved at ske, for på den måde at kunne blive ved med at have undskyldninger til at drikke.

Og nu, hvor det er ufatteligt svært at finde ud af, hvad jeg skal gøre, begynder det hele at virke som tyk sirup. Alle begivenheder sker i en eller anden form for følelsesløshed, og jeg har ufatteligt svært ved at tage mig sammen til at gøre de ting, jeg ellers godt ved jeg er nødt til at gøre.

Jeg viger tilbage fra at finde et nyt sted at bo, fra at søge at blive rask, fra at få lægerne til at finde ud af hvad der er i vejen i min krop. Og jeg ser og mærker min krop blive mere og mere anderledes.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er der sker. Hvis det er sådan her, det er at være ægte ædru, så vælger jeg.......................
.................................at fortsætte med at være ædru, for alternativet er 1000 gange værre.

Det tog mig næsten 10 timer at tage mig sammen til at gå i bad i dag. Det er sådan set ikke særligt specielt for mig - i øjeblikket. Alt virker som om det tager ufatteligt lang tid, og alligevel går tiden uden jeg lægger mærke til det. Og jeg føler mig mere og mere splittet, mellem den jeg var....................
.................og den jeg er nu.

At give slip, er ikke bare noget man gør på tidligere kærester.