Kender du den der rullende lyd, der kan komme når et lyn afleverer sit tordenbrag ? Et sådant trak mig ud af søvnens arme, og op til virkeligheden.
Buldermørk nat - og så alligevel ikke. Med jævne mellemrum blitzer universets kamera, og fastfryser milisekunder på nethinden. Jeg skynder mig at sætte thevand over, for sådan et vejr kræver en god, varm kop the. Kameraet på stativet, og så hedder det bare afventning.
Det er nu ikke fordi kommunen har tænkt sig at gøre mine billedoptagelser nemme. Af en eller anden grund er gadelysene stadig tændt, istedet for at slukke klokken 01, som de plejer. Så der er masser af falsk lys at tage hensyn til. Falsk lys.......... Lidt ligesom det lys, der med mellemrum kortvarigt oplyser min verden og min hverdag, når tankerne vandrer tilbage til dengang, det hele var normalt. Dengang, jeg stadig troede på forholdet, på dét at leve sammen, på dét at elske.
Flashbacks af minder, der lokkende siger at det hele nok skal blive godt igen.
Men det gør det ikke. Dén båd er sejlet, og dén vej er krydset.
Så nu nyder jeg bare - klokken tidligt om morgenen - at universet allernådigst har valgt at give mig lov til at nyde kræfternes frie spil på nattehimlen. Og lov til at mærke, at jeg stadig lever, når braget fra lynene fortæller mig - at også dette lyn ikke ramte mig .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar