Morgenkaffen dufter. Og smager som nektar på en stille morgen. Jeg sidder og nyder tavsheden, inden jeg skal ud blandt alle mulige mennesker og interagere. Fint ord, ikk'? Interagere....... I virkeligheden betyder det jo bare, at jeg skal ud og være blandt andre. Mennesker, jeg ikke kender og som jeg aldrig kommer til at se igen, når de har passeret mig på gaden. Mennesker, der kigger den anden vej, når jeg smiler til dem i bussen - man skulle jo nødig virke som om man ville snakke. Mennesker, der rækker ud efter den samme vare i butikken som jeg, og flovt kigger væk når vore hænder strejfer hinanden.
Mennesker.
Og mine øjne kommer til at frådse i indtryk. I nydelse. I anerkendelse. I glæde. Og sikkert også i begær, når de glider henover sommervuggende kroppe med vinddrillende pust i skørterne.
Alt kommer til at minde mig om, hvordan det var. Dengang jeg ikke havde satset hele min følelsesverden i én person. Ét væsen. Én eksistens.
Jeg vil nyde genkendelsens øjeblikke. Nyde, at vide at jeg stadig kan. At hele mit jeg stadig er fyldt med lyst til livet.
Nyde at vide, hvordan det er det var.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar