Andre Sider af mig

onsdag den 24. august 2016

Livet er ikke det værste man har

 Se hvilken morgenstund

Kender I det der med, at man vender sig istedet for at stå ud af sengen ? Det er for tidligt - der er ikke noget at stå op til - hvad skal man nå - og alle de andre mere eller mindre gode undskyldninger for at blive liggende l i d t længere?

Og når man så står op, opdager man at der virkelig v a r noget at stå op til.

Det skete for mig her til morgen. Jeg vågnede ved første lys udenfor - omkring 4-tiden. Og fandt ganske naturligt, at det var a l t for tidligt. om på siden igen, og dynen op om skuldrene. Næste vækning var så ved knap 6-tiden - og de samme mekanismer trådte i kraft. For tidligt. Det samme, da vækkeuret ringede kl 7................ Og så alligevel, var der et eller andet, der forhindrede mig i at falde hen igen. Så da der var gået en halv times tid, stod jeg op.

Rullede gardinet op.

Og kiggede ud på den smukkeste morgen med drivende tåge, sol der skinnede igennem i drillende strejf af sødme, og en duft af friskhed og sommer der uimodståeligt besatte mine sanser. En græsplæne med dugdråbefyldte spind, og en hæk der glimtede af dugdiamanter.

Mit indre fyldtes med en glæde og ro, der har været savnet længe. Og tanken strejfede mig, at havde jeg stået op første gang jeg vågnede, havde naturens undere fået lov til at udfolde sig i endnu større grad for mine øjne.

Så når jeg imorgen tidlig vågner før fanden får sko på igen - står jeg op, drikker kaffe, tænder for kameraet, og går en tur ud i vidundernes verden.Og bagefter kan jeg gøre det, jeg gør lige nu. Sidde med en kop kaffe mere, og nyde at se Tågen Lette og Lyset Bryde Frem........

Nu kalder vaskemaskinen. Den vil fodres med svedigt sengetøj og andet snavset tekstil. Og græsplænen vil gerne have ny frisure, gulvene mener de fortjener besøg af en kost og en klud, bordet ligner en opryddelig tanke, og mit hår forsøger at hive mig ud under bruseren.

Så pas bare på, dag - jeg er parat til at indtage dig - i fulde drag......


Ingen kommentarer:

Send en kommentar