Tidsforstoppelse.

 Tiden er noget mærkeligt noget. 

Den kryber op på mig, som et tæppe af velbehag, men efterlader mig svedig og urolig med alle sanser hvirvlende rundt i en karrusel af "var, er, kan blive". På en måde virker det, som om de tre dele af tid - fortid, nutid, og fremtid - har slået sig sammen i et kartel af minder, handlinger, og mulige konsekvenser.

 Tidligere reaktionsmønstre, nuværende mangel på samme, og en viden om vejen, der kan gåes hvis det "nu", der har hængt fast i mig det sidste stykke tid, får lov til at selvdetonere.

Suk.

Normalt glider nu'et over i fortid helt af sig selv. Uden nogen form for beklagelser over at gi' slip i mig, bliver mine nu-handlinger til en del af de minder, fortiden indeholder, og falder helt automatisk ned i de kasser, de enkelte handlinger høre hjemme i.

"Har gjort, og kan ikke ændre", "kan ændre ved ikke at gøre det samme igen", "kaffen smagte godt", "dér fløj lige en fugl forbi", og "hvor jeg dog elsker det bette kræ", er alle sådanne enkeltdele af de handlinger, begivenheder, og situationer, der de tretusindetrehundredeogtreogtredive dage, har nøjedes med at aflevere højst et let fornærmet halvvådt suk, når den fortidskasse de skulle ned i, blev nået.

Men ikke nu.

Nu står der en hel flok af dem der brokker sig over alt muligt, mens de nægter at forsvinde ned i de kasser, jeg gennem tiden har lært at fortid hører hjemme i. Højlydte beklagelser over mine - efter deres mening - manglende aktioner, manglende omsorge, manglende anerkendelse. Og det, selvom jeg dagligt tager dem op - én ad gangen - og nusser dem i nakken, mens jeg brummer beroligende ord og forsigtigt tjekker dem med Sindsro, Mod, og Visdom.

Jeg har rent ud sagt fået forstoppelse, har jeg. Og hvad kan jeg så gøre ved dét.......

Her klokken tidlig morgen er der kun én behandling af en sådan tidsbegivenhedsforstoppelse. Et laksativ bestående af lige dele erkendelse, accept, og højlydt udtale af de mere negative ting til de mennesker, der eventuelt er involveret. Samt en åben erkendelse af, at jeg kun er et menneske, med fejl, mangler, og tidligere tiders dårligdomme i bagagen.

Laksativet skal så tages lige så mange gange det er nødvendigt, for at få flow i nutidens strømning ned i fortidens parkeringskasser. Så fremtidens endnu ukendte begivenheder, øjeblikke, samtaler, og muligheder, kan få plads til at udvikle sig til fuldgyldige medlemmer af dén her ædru alkoholiker, der én dag ad gangen bli'r ældre og ældre.

Hvilket er helt iorden - det dér med at blive ældre. Det er jo en naturlig del af dét, at være et fysisk væsen - at kroppen lige så stille sætter hastigheden ned, og forbereder sig på at holde op med at fungere. 

Jamen............. dén kasse har jeg jo slet ikke fået forberedt endnu. Kassen, hvor minderne om kroppens tidligere duelighed kan parkeres. En kasse, hvor der er to rum, at parkere tingene i - det ene et "Kan jeg ikke ændre, og må acceptere i Sindsro", og det andet et "Kan jeg godt ændre, hvis jeg bare tager mig sammen og finder Mod til at gøre det". Og begge rum afhængige af, at der er et filter at skylle tingene ned gennem.

Et Visdomsfilter, der kan hjælpe med at kende forskel.

Men allerførst skal jeg ha' fjernet den klistrede knude af uforløsthed, der ligger og blokerer for det naturlige glid fra nutid til fortid. Ha' taget fat i de ting, jeg åbenbart ikke har opdaget da de gemte sig i hjørnerne af overgangen mellem nu og da. Ha' indfriet de løfter, jeg kan, og opløst dem, jeg ikke kan indfri.

Så mens jeg snupper endnu en slurk af min " det her er alt for tidligt"-morgen te, hælder jeg lige så stille den første pose af mit nyblandede laksativ ned i koppen - bare rolig, det er forholdsvis smagsfrit - og forbereder mig på det sug, der eventuelt kan komme, når mængden af ophobet nutid pludselig får mulighed for at falde ned på plads.

Hvorefter jeg bare skal huske at "fylde efter" med lige dele af alt det, der normalt er en integreret del af min dag - af min nutid.

Sindsro, Mod - og Visdom til at kende forskel.

Og huske på, at den "sult", jeg eventuelt kommer til at føle, kun er et minde om fortidige måder at behandle den slags begivenheder på - med et opløsningsmiddel, der endte med at fjerne mig fra mig selv, og ødelagde lige så store dele af min omverden, som det ødelagde mig.

Et minde, der husker mig på hvem jeg er i dag.

Og det' jo ikk' så ring' endda.

Dén tid på året.

 Hver vinter i nyere tid - alt efter januar tyvetyve er nyere tid, og alt før er De Go'e Gamle Dage - har jeg set frem til de morgener, hvor solen står tidligt op, og de små fjerede kvidderbasser vågner med sang på næbbene. Og drømt om alle de indlæg, jeg ville kreere når jeg nu sad dér - klokken guderne-må-sig-forbarme - og inspirationen lystigt vældede ned over mig fra alle ender og kanter i universet.

Og hver eneste senforår går det endnu en gang op for mig - at jeg ikke er helt alene om at bestemme.

Så kraftigt endda, at jeg forleden morgen vågnede med en sangtekst drønende rundt i min af træthed helt kvadrede lille hjerne. Melodien kendte jeg til bevidstløshed, og havde før i tiden brugt sammen med den originale tekst, til at underbygge og retfærdiggøre min iboende dovenskab.

I kender den godt - det er dén der med Niels Hausgaard, hvor personen der synges om vrider og vender sig i halve og hele timer, bare for at få lov til at nyde at være lagt i vandret position.

Den lød bare ganske anderledes i mit morgentrætte grødhoved - men nok en del mere rammende :

Føøst 'n fie tim' mæ æ pust ting

så 'n fie tim' helt foruuen

å så -æ ja snask tæt i snu'en

For - jeg har jo søvnapnø, og sover derfor med maske på, og en konstant blid indblæsning af luft i et fire kilo's tryk, så jeg ikke selv glemmer at trække vejret. 

Det har så frembragt den ulempe, at jeg i senforåret og forsommeren - hvor er vi danskere dog go'e til at pinde tiden ud i småklumper - hvert år ramler ind i en periode, hvor jeg vågner efter ganske få timers maskesøvn med fornemmelsen af at være ved at blive kvalt - det er et eller andet med kombinationen af tidligt lys i soveværelset og mindre kølighed samme sted end vanligt - hvorefter jeg river masken af, og dropper nærmest bevidstløst om igen.

Suk.

Og når jeg så endelig vågner lige så få timer senere igen - skal der nærmest et kloakrensningsanlæg til at fjerne den ophobede mængde snask og snot. Så jeg starter dagen med at hoste, harke, udstøde eder og forbandelser - alt sammen i en uskøn blanding - inden jeg kan kigge ud gennem de øjne, der har nægtet at åbne sig, før der er helt rent i Clausus Nasum igen.

Men Lucifax synes det er hylesjovt. Han ser hver gang ud som om han kunne sidde på rumpen i timevis og betragte løjerne.

Det skal han da nu også ha' lov til, den bette fistriløjerkok. Livet som huskat i Casa Larholm er jo ikke altid de rene nydelser, når klokken er før fem om morgenen, og ham dér kattefaderen ikke bare løber ud til den tomme madskål for at fylde den op, men istedet slæææber sine fødder efter sig ud mod køkkenet, efter morgenens aflevering af snot, slim, og sager til både håndvask, servietter, og deslignende.

Gudskelov er det kun en enkelt eller højst to uger, der på den måde tages livtag med morgenstunden. Så har krop, kranie, og næsehuler vænnet sig til de nye livsbetingelser, og lader mig allernådigst slumre blidt og saligt natten igennem.

Eller i det mindste indtil lille laban luskefis mener, at NU er det nok med al den dér søvn - og stiller sig på min brystkasse, hvorfra han småsnakkende fortæller mig, hvor David købte øllet.

"Op, hr. farmand, op ! Der skal leveres saftigt frisk foder til husets hersker, skal der."...............

Og så kan jeg bare levere, kan jeg, mens jeg halvsøvnigt husker på, at "Den tid på året..." kommer igen, når efteråret melder sin overgang til vinterens kulde. For dér sker nøjagtigt det samme, bare i omvendt orden.

Skidt pyt - Livet er til for at Leves - så det gør jeg og missemanden - ham, som noget ganske naturligt, og jeg fordi jeg ikke hverken kan eller vil andet. 

Én dag ad Gangen.

L.P.V.

En gang imellem er jeg nødt til at prøve at sprælle lidt. 

Hvilket kan være svært, når man er over halvfjerds og just ikke nogen supermand. Så er det, at jeg bare skal tage mig sammen - noget i retning af en flere dages intens debat mellem mit overjeg og mit underjeg, med jeg'et stående forvirret i midten - og gå en god, godt påklædt tur, ude i det blæsende, buldrende, bidende kolde efterårsvejr.

Hvilket så også bare lige kræver, at jeg får mine L.P.V.'ere sat på plads.

Noget af en opgave, nu og da. For sådan nogen sataner er ikke altid indstillet på, at lade mig gøre nøjagtig hvad jeg vil. Hvilket kan være ret irriterende, for bedst som jeg er i fuld gang med min gåtur, ændrer mine L.P.V.'ere sig, fra måske tre til én - eller nu og da endda bare en halv. Og så er det endda kun fordi jeg bor i en mindre by ude på landet, at jeg kan have L.P.V'ere - havde det været en storby jeg boede i, så havde det nok nærmere været V.K.B.'ere, der havde plaget mig.

Suk.

Men sådan er livet jo, når man både skal generhverve kondition, muskler, og generel udholdenhed, efter alle de mærkværdigheder, jeg og min bette krop har været udsat for de sidste mange år. Blodpropper, tarmslyng, alkoholisme, KOL, og alt muligt andet, man sådan går og samler op undervejs i livet.

Så er det godt, når man - jeg - kan fokusere på L.P.V.'ere, og på den måde aflede kroppens og sindets opmærksomhed fra alt det andet. Bensmerter - jep, det er alder - luftproblemer - dårlig kondi - etc. 

Alt sammen bliver samlet i én eneste værdi, på sådan en gåtur - nemlig hvor mange lygtepælevandringer, jeg kan lave, før jeg er nødt til at standse og få luften tilbage i lungerne og kræfterne til at slå til. 

De fleste gange er det som tidligere nævnt mellem én og tre, men ind imellem går vejen mere opad end ligeud, og så kan det være nødvendigt for mig, at dele afstanden mellem to lygtepæle op i to trin. Hvilket egentlig ikke gør mig noget som helst - naturen er altid skøn at kigge på, og blæstens leg med mit - indrømmet - efterhånden alt for lange hår og skæg, kan være ret forfriskende.

Og når jeg så samtidig kan bruge tiden på at fintænke tanker, der måske har løbet rundt i deres egen verden i længere tid, og måske endda komme frem til an løsning - så er det jo ikke så slemt.

Så skidt pyt med, at en tur hjemmefra og ned (op) til det lokale apotek, kan tage op til tredive minutter hver vej. Jeg når at nyde synet af mangt og meget - og får også nu og da snakket med mennesker, jeg ellers ikke ville have snakket med. Samtidig med, at den friske luft får mine tanker til at danse inciterende flamingo'er, af den slags der kan være glemt øjeblikket efter, jeg træder ind gennem hoveddøren og smider det varme tøj - eller af den slags, der får problemer jeg har haft grundet over i længere tid, til at falde på plads.

Hvilket jo heller ikke er så ring' endda.

Så derfor nyder jeg dem - mine L.P.V.'ere - hver evig eneste gang jeg endelig får taget mig sammen til at gå ud af døren, og tilbringe tid med dem i det i øjeblikket frysende blæsevejr, der lystigt drøner rundt over det ganske danske langelandske landskab.

Og glæder mig samtidig over, at jeg ikke bor i Århus, København, Odense, eller  lignende storby, hvor det er nemmere at bruge butiksvinduerne som undskyldning til at stå stille og genvinde kræfter og luft - hvilket jo har givet navn til vindueskiggerbenene, som jo unægteligt lyder noget mere skummelt, end mine L.P.V.'ere.

Det allerbedste af det hele er vel - nej, ikke vel, men helt sikkert - at jeg kan tillade mig at nøjes med at tænke over, hvor mange (eller få) jeg kunne klare i dag - og måske endda glædes over antallet i forhold til andre dage.

For sådan er mit ædru liv - én dag ad gangen.

Man skulle hedde Kelvin........

..... skulle man. Så ville udtrykket Nul Kelvin ha' en betydning, der var bedre, end den det har rent videnskabeligt. 

-273 ° Celsius......... Det absolutte Nulpunkt, hvor ingen bevægelse er.

Dét er dæleme koldt....

Og udenfor drysser temperaturen ned, som søgte den præcis ned mod dét - 0° Kelvin. Indendørs samler varmen sig imens i små, dampende klumper af ugidelighed, mens missemanden fornærmet søger så højt op som muligt, for at udnytte de varmeklumper, der måtte undslippe.

Og ugideligheden smitter af. 

Både på ham og jeg. Ingen af os har den mindste lillebitte lyst til at træde ud i alt det der grimme, lyse, udendørs kølige koldhed, der ligeså snart vinden tager til, vil kunne fryse kønskirtlerne af en hanelefant.

Eller som dén slags dyr også kaldes - en ronkedor. 

Og netop sådan en føler jeg mig som i de her dage. Flokløs, alderspræget, kuldskær, og gående mine egne veje, mens jeg snorter næppe hørlige baslyde ud af mit til tider dårligt fungerende, og  midt i ansigtet placerede, horn.

Lige så stille sænkes gardinerne mere og mere - og lukker varmen inde og lyset ude. Kun mine gule citronchili lyser op midt i al den elendighed - og udfordrer mig til at kaste mig ud i diverse eksperimenter, der alle som én har kvæstede smagsløg som slutprodukt. 

Men de smager nu godt, gør de.

Egentlig er vi mennesker nogen underlige nogen - sådan at udsætte vore sarte smagsløg for dén type kraftigt brændende stads, som capsaicin - stoffet, der får chili til at brænde i munden -  jo er. Og endda vænne os til at gøre det i en sådan grad, at vi ligefrem....... nyder det ?

Suk.

Èn ting, jeg aldrig kommer til at nyde, er overgangen mellem sommer og vinter. Uanset om det er den ene eller den anden vej. Jeg brokker mig næsten på dato, over at det bliver alt for varmt - eller over at det bliver alt for koldt. Og når jeg så endelig er kommet helt hen i de enten varme eller kolde dage - så kan jeg gudhjælpemig finde på at hyle op om, hvor meget jeg nyder det...........

Der må absolut være en eller anden form for capsaicin i luften, når overgangene rammer. Hvordan skulle jeg ellers kunne nyde, at min venstre side brænder som en M-klasse stjerne, når det er koldt - og fryser som 0° Kelvin, når sommervarmen rammer ? 

For det er jo ikke just fordi jeg ligefrem tænder på dén type mærkværdigheder - nærmest tværtimod.

Men jeg har vænnet mig til det, har jeg - efterhånden. Og nyder, på en eller anden depraveret måde, at gå i den iskolde vinterblæst med venstre side vendt mod vinden - for så føles den dejligt varm. Noget "godt" er der da - på dén måde - kommet ud af mine sidste blodpropper for godt tre et halvt år siden, hvis jeg må være lidt sorthumoristisk.

Hvilket nok det eneste, der ind i mellem holder mig oppe - min sorte humor. Når tingene går ad hekkenfeldt til, regningerne drysser ind som konfetti over Broadway til en parade, pengestrømmen tørrer ud som en flod i Sahara, og helbredet samtidig slår knuder, er der vel kun én ting at gøre - tage det hele med et gran salt, og vælge et sorthumoristisk syn på tingene, så jeg da i det mindste kan grine lidt af det hele.

Ihukommende - i guder, hvor jeg dog elsker den slags ord - ihukommende, at det hele jo alligevel går over igen - senest, den dag jeg holder op med at snuble - betaler regningerne - bli'r rask (det hedder langtidshåb) - eller render videre til næste visit på den her underlige klump universel restaffald fra stjernedannelse.

Uanset - så har alt, hvad enten det er godt og dejligt eller det er dumt, dræbende, og dårligt, en udløbsdato. For det meste en dato af den slags, hvor man opdager at man igen kan trække vejret lettere - jep, også vi KOL-ramte - og hvor fuglene kvidrer i det gyldne lys fra den opstående sols varme stråler. 

Ups, der kom jeg vist til at slå min "Lettere Ironiske Tilgang" til.......... Det må I undskylde.

Det var næsten ikke med vilje - og jeg skal nok forsøge at slå den fra igen........

Engang med tiden.

Der er dog én ting jeg - uanset om mit navn er Kelvin eller Per - de sidste tre millioner nihundrede enogfirs tusinde og syvogtreds minutter (altså indtil lige nu) aldrig har haft nogen form for ironisk tilgang til, eller nogen form for sorthumoristisk kommentar til.

Min ædruelighed.

Den er den underliggende og altid nødvendige grund, på hvilken alt andet blomstrer. Mit liv, min hverdag, min kærlighed til min hjerteven - intet af dette ville være muligt, hvis ikke dén var til stede.

Så dén får lige 24 timer mere - i fuld Sindsro.

At leve.....

 

..... i en kulisse.

Sådan kan det føles ind imellem, når jeg som enlig, ædru alkoholiker, med nul familiekontakt, og en forhistorie med konstant flytteflugt i baghovedet, sidder i det hjem, jeg har brugt syv år og to flytninger på endelig at have sat sammen - og pludselig tænker, at der er alt for lang tid mellem de gange, hjemmet bli'r brugt til andet end madlavning og opbevaring.

Opbevaring af det, der var tilbage efter utallige års giftigt liv, giftigt levned, og giftigt alt muligt andet. Det, der ikke nåede at blive fjernet, efter jeg kom hjem fra behandling, og hun, der skulle have været resten af mit livs undskyldning for at drikke, stak af med det hele.

Egentlig nød jeg ekkoet i de tomme rum, dengang. Nød, at have muligheden for at kunne bygge mit liv op igen fra bunden - bare rigtigt, denne gang. Bygge det op, én dag ad gangen. Bruge et par år på at tænke over hvordan fremtiden mon kunne se ud. Eller retter HVOR fremtiden kunne se ud.

Og flytte.

Næsten så langt væk, som det var muligt. Ned til en ø, jeg aldrig havde troet ville aspirere til at være beboelsessted for mig. Men som på utroligt kort tid blev det hjem, jeg altid havde savnet, og altid havde sørget for ikke at komme i nærheden af.

Det trygge, sikre, rolige sted, hvor dagene kunne indtages alene, men aldrig ensomt. Hvor det eneste, der ville kunne ændre noget, ville være sygdom.

Og den slags skal man jo aldrig forsværge, vel ?

Bum - og så var mine muligheder for at klare mit nye hjem forsvundet igen. Ind i de tåger, indtil flere blodpropper hensatte min ædru alkoholikerhjerne i, og ud af de tanker jeg ellers var begyndt at flirte med, om nydelser, rejser, hygge, restituering.

Kort sagt efterladende mig med alle muligheder for at daske direkte tilbage som hovedperson i Tour de Flaskehals. Og efterladende mig siddende i - efter en livsnødvendig lynflytning til en væsentlig mindre bolig - en lænestol uden andet at se frem til, end mikroovnsmiddage og uendelige dårlige tv-serier.

Men lige så langsomt voksede der nu alligevel noget frem, jeg ikke havde turde håbe på. Jeg opdagede, at jeg stadig havde min Sindsro som anker, og min ædruelighed som bolværk, mod alt det, der bare tiggede mig om at falde i igen. Samtidig med, at hjemmet - det nye, altså - begyndte at ligne noget, jeg kunne tillade mig at betragte som mit, og som værende et sted, hvor nyt måske kunne tænkes at opstå.

Kulissen ? Altså den, jeg nævnte i starten ? Det er den, jeg sidder i lige nu, hvor lampelyset falder blidt på min venstre side, mens mikrofonen, jeg normalt bruger til mine podcasts skygger en anelse for den, og rummets dunkelthed lader ane de hylder, med bøger, film, og musik, der fylder væggene.

Og hvor de chiliplanter, jeg har taget ind til overvintring, pynter i vindueskarmen, mens min hjerteven renser pels i den lænestol, han har annekteret som sin egen.

Dét - er den kulisse jeg lever i. Den kulisse, der gi'r mig mulighed for, og lyst til, at udtrykke mig på skrift og i podcasts. Og den kulisse, der på daglig basis hjælper mig til at holde fast i den ene enkle levemåde, der er virksom for mig. 

At være ædru - fireogtyve timer ad gangen.

Dagene er fyldt.............

 

.......... med ventetid.

Altså ikke den dér ventetid, når bommene går ned og jeg er nødt til at slukke motoren på bilen, fordi det varer mindst 5 minutter inden toget kommer. Og heller ikke den der ventetid, der opstår når jeg sidder ved lægen i mere end 5 minutter efter den tid, jeg ellers havde fået, og stadig ikke er kommet ind. Eller ventetiden, i køen ved kasseapparatet, hvor kunden foran mig, har en top på indkøbsvognen Himmelbjerget ville misunde.

Og heller ikke den ventetid, der er fra nu'et til det øjeblik jeg ikke skal være her mere. Den nyder jeg skam på daglig basis - sådan, én dag ad gangen.

Næææh, det er den ventetid, der helt automatisk er blevet en del af min hverdag, siden mine sygdomme slog sig sammen, og aftalte at hjælpe hinanden med at få mig til at sætte farten ned.

Det var nu - i al fairness sagt - mest min KOL og mine propper, der aftalte tingene uden min viden. Min alkoholiker mente, den selv kunne klare fartnedsættelsen en enkelt dag ad gangen, og min alder fnøs irriteret over de der opkomlinger, der mente de vidste bedre end sådan en halvfjerdsårig samling højintelligente celler, med et helt livs erfaring i bagagen.

Min KOL var ligeglad - og mine propper hellbound on change. Så eftersom KOL'en styrede lungerne, og propperne havde kontrol over egne eftervirkninger - kunne de sådan set sætte al den dagsorden, de ville.

Og det gjorde de.

Så derfor er mine dage fyldt med ventetid, der aldrig har været der før. 

Pauser, der ganske naturligt bli'r skubbet ind hvor der før var uafbrudt aktivitet. Alene det, at gå i bad, bli'r på den måde at sammenligne med afbrudt samleje - hvad dét så end er, når dén slags har været en saga blot de sidste snart 4 år - hvor en pause på mindst 5 minutter er nødvendig mellem klargøring af badeværelset og selve badet.

Alene fordi, mester KOL triumferende gør opmærksom på nødvendigheden af at inhalere noget muskelberoligende ilt, i en siddende position - indtil puls og åndedrætsfrekvens er "nede på normal igen".

Samt når en vandretur i naturen - hvilket lige nu betyder ned til fællesskraldespandene og hjem igen - næsten automatisk indeholder et "stående hvil". Eller som det hedder, hvis man bor i en storby, "udøvelse af vindueskiggeraktivitet." I begge tilfælde betyder det, at både KOL'en og propperne lige sætter systemet på Stand-By, mens iltniveau og puls når vanligt stade.

Eller ved gåtur til Brugsen - eller bussen - eller hvor det nu kan være, at jeg forsøger at træne mig selv til at kunne nå hen, uden afbrydelser......

Suk.

Til gengæld har jeg genopdaget nydelsen ved at bruge den pludselige "ekstra" tid, til at kigge mig omkring og nyde naturen. Og så samtidig lade min hjerne ordekvilibrere ad libitum. For på dén måde at ha' noget til blog og Podcast senere hen.

Og således også lige her og nu - hvor jeg sidder og udnytter pausen mellem klargøring til, og udførelsen af, det bad, jeg skal have i dag. At jeg så samtidig har fået sat en vask sengetøj over, gør kun pausen mere nødvendig.

Heldigvis.

For egentlig er det lidt en "blessing in disguise", at jeg på dén måde har fået udstyret mine dage med pauseknapper af den mere nødvendige slags. Det gi'r mig muligheden for at sidde stille, nyde P8-Jazz, og samtidig skønmale ord på det lærred, min bette putter så gavmildt fremviser ved at enkelt tryk på en knap.

Og selvom svimmelheden, der helt naturligt opstår når iltniveauet falder under det acceptable, ta'r sin tid at komme igennem, så ændrer det intet ved nydelsen i, at mine dage er blevet fyldt med ventetid.

Det er jo kun - Én Dag Ad Gangen.

BimmeLiBum

 

Så ramte det igen. 

Og den onde-brand-høvle-mig for fuld skrue. Midt i mine forberedelser til aftenens helt sikkert totalt lækre omgang forloren hare, næsten som de laver den på Valdemarsro. Ud af det blå, uden nogen former for forvarsel lukkede min hjerne for sin rationelle del, og overlod styringen til impulserne. 

I ved, alle de der, der helst skal holdes en anelse i ave, for ikke at ødelægge, fornærme, eller gøre ondt.

Rent faktisk er det ved at være næsten to år siden, min bette plagede hjerne for første gang lukkede ned for al rationalitet, og efterlod mig uden at vide hvad der skete. Og kun et års tid siden sidst.

Den gang troede jeg fuldt og fast på, at det var en hjerneblodprop mere, der var på vej. 

Og det var først da det begyndte at dæmre for mig, at der var noget andet galt - mest fordi jeg pludselig begyndte at reagere vældigt kraftigt på alt, bandede og svovlede mens øjnene lynede og stemmen blev hæs af arrigskab - og min nu indespærrede rationelle hjernedel nærmest tiggede mig om at tage tøjlerne igen, at jeg med møje og besvær fik sat mig ned og forsøgt at tænke mig om.

Og fik fundet ud af at "smelte" de to dele sammen igen. Med efterfølgende ulidelig træthed og sløvhed i alt, hvad jeg foretog mig - nærmest som en god omgang hjernetræthed af den slags, jeg havde prøvet mange gange siden mine propper i tyvetyve.

Denne gang var det dog anderledes. 

Jeg var igang med at finde løg, der skulle hakkes og i farsen. Og fumlede - pludseligt, og helt uden grund - så meget med løgene at de spredtes over gulvet, og jeg stod med de to sidste tiloversblevne i hånden. De blev tyret ned i gulvet, mens jeg råbte ukvemsord på nok de første seks til otte forskellige sprog, og mine øjne lynede værre end det værste tordenvejr.

Hurtigt skyndte jeg mig at samle dem op igen, og lod min nu extremt hurtigkørende hjerne fortælle mig, at den var gal igen-igen. Og at jeg nok burde gøre som sidste gang, og bare sætte mig ned, indtil alt var normalt igen.

Men........ det lavede jo ikke maden færdig, vel ?

Så mens jeg  m e g e t  langsomt ordnede efter mit tantrum, og ganske ganske forsigtigt fik hakket løget, brugte jeg al den koncentration, jeg kunne finde - jep, ikke alverden, det indrømmer jeg - på at få så meget på plads i min turbulente hjernekiste, så det kunne lykkes mig at lave den forlorne hare færdig, og putte ind i den (heldigvis nået før knoppen gik BUM) forvarmede ovn.

Hvorefter det bare hed nedsidning, hjernetømning, og ro på, ro på, ro på......

Og her sidder jeg så.

Maden er spist, opvaskemaskinen sat igang, og roen er faldet så meget over mig, at missemanden har været oppe i skødet og sove - hvilket helt naturligt hjælper med til at fjerne de sidste rester af BimmeLiBum'et. 

Det hedder det nemlig - for mig. For det er sådan det føles, når det træder igennem, og smider min rationelle del hen i et hjørne, så den ligger dér og ømmer sig uden at kunne gøre andet.

BimmeLiBum..........

Jeg kan ikke ændre at det sker, men fra gang til gang oplever jeg at det bli'r mildere og mildere - mere og mere roligt. Og tager kortere tid - heldigvis. Den efterfølgende hjerneskadetræthed er heller ikke nær så voldsk og gennemtrængende, som den ellers er. Når den altså træder frem, uden der først har været sådan en omgang.

BimmeLiBum.

Egentlig er godt smagende ord, det der BimmeLiBum. Jeg tror faktisk jeg vil øve mig lidt mere på det, så det bli'r mindre kraftigt næste gang det ikke bare skrives og siges - men sker. 

Sådan bare - En Dag Ad Gangen.

E^2

 

I køkkenet pludrer kaffemaskinen hyggeligt, mens radioen spiller Dodo og Dodo'erne som optakt til den kommende omgang Nyheder på statsradiofoniens fjerde kanal. 

Der skal spises tomatmadder og kommenost, og nydes æbletærte til afslutning, mens livet sagte debatteres inde mellem cellerne i den hjerne, der omgivet af sin grå substans lader neuroner fyre småafslappende impulser afsted langs nervetrådenes tynde net.

Eller på en anden måde - Livet er, hvad Livet har været når det var bedst, siden den morgen første omgang klump, dødsforagtende besluttede at afskære områder fra livgivende ilt.

Ups.

Dér dykkede jeg godt nok lidt for langt ned i morgenens mystiske minder. Og samtidig med, at jeg glædes over stadig at kunne mindes - stadig at kunne huske - stadig at være i besiddelse af (det meste) min hjernes kapaciteter, evner, og muligheder.

Det var ellers lige ved at gå galt igen. Ikke med endnu en prop. Men med en næsten tilbagevending til den adfærd, der før i tiden kunne gøre mit liv stresset og åndeløst.

Hvilket jeg på ingen måde har brug for.

Men uden at bemærke det, havde jeg sat mit daglige tempo - min daglige dosis "det her vil jeg egentlig gerne nå" - op. Lige så stille og roligt påtaget mig flere opgaver, flere områder, end jeg i længden ville kunne tåle.

Stress har en tendens til at medvirke til alt det, der sætter propper i hullerne. En tendens til, at gøre sig selv uundværlig, mens det pisker hjernen hen mod muligheder for mere stress, og flere øjeblikke hvor alt kan gå i stå i et smertefyldt nu.

At jeg så samtidig har en anden sygdom - min alkoholisme - der slethellerikke kan tåle stress, er ellers noget, jeg normalt holder mig for øjet.

Men pludselig en dag - for snart en måned siden - var jeg nødt til at slå bak. Nødt til, at droppe alt det, jeg havde gang i - og nulstille mig selv igen.

Ikke fordi der var hverken blod- eller vinpropper involveret i nødvendigheden. Jeg havde heller ikke fået (helt) nervøse øjne endnu, eller var gået igang med stress eller sprut relaterede handlinger - I ved, hvileløs traven frem og tilbage, nulren af alt muligt mellem rystende fingre mens hjernen kører 340 km/timen derudaf, og den slags mærkunderligheder.

Men fordi min sjæl protesterende bankede mig i baghovedet, og påpegede at Livet skulle leves på Livets betingelser. Og ikke på alle andres - heller ikke mine egne.

Så derfor har jeg, den snart seneste måneds tid, brugt alle vågne øjeblikke på at slappe af, drosle ned, tænke langsommere, undgå de ellers åh, så inciterende og lokkende fristelser fra andre, og bare være Mig.

Mig.

Ham, der kan bruge et kvarter på at se et blad udfolde sig i den gryende sols stråler, og tænke dybe tanker sammen med en brystliggende, storspindende Lucifax. Ham, der var ved at have glemt at det, at leve livet også betyder at det skal opleves - stille og fredeligt.

Ham, der har været ædru i totusinde sekshundrede seksogfyrre dage, og som i dag kan tælle et tusinde tohundrede ottoogfirs dage siden første prop.

Ham, der havde glemt at nyde øjeblikkene, fordi hvert af dem er specielle, og specielt nødvendige i en verden på randen af E^2 - øjeblikket, hvor vi risikerer at udslette os selv og den planet vi danser så altødelæggende rundt på.

Ham, der savner sine børn.

Tankefuldt sætter jeg koppen med den frisklavede kaffe på bordet igen, og slikker åndsfraværende mine læber for at fange dråber, der ikke nåede helt ind. 

Og lader mit indre univers stoppe et øjeblik, mens jeg lader den sidste måneds nulstilning falde på plads. Lader spekulationerne over nødvendigheden af at være udfarende i dagligdagen hoppe til side - og lader mig ramme af det pludselige syn af en kulravende sort solsort, der ivrigt basker med vingerne mens den siddende på mit rækværk ryster dråberne fra badet i min træstubsfontænes nederste vandhul af sig. 

Og mens jeg smilende nyder mester solsorts ivrige bestræbelser på at vaske, rense, pudse sig selv, genhusker jeg at Livets tempo ikke er en fastlåst hastighed, men en blødt svingende køretur gennem dét, jeg sagde Ja til at blive født til.

Én dag ad gangen.

Mere kompleks - mindre perpleks.

 Pludselig viser tilværelsen sig at være knapt så paletti alligevel. Og minder mig på, at der er to modsatrettede begivenheder - kræfter, om man vil - som bestemmer over min mødige krop.

Regenerering - og alder.

Den ene fortsætter ufortrødent med at genopbygge det, der enten gik tabt eller blev sat i dvale, da blodulvene hylede min hjerne omkuld. Den anden fortsætter lige så ufortrødent med at forholde sig til cellernes ubønhørlige nedgraderinger, time for time, dag for dag.

Og begge er de hamrende enige om, at jeg på ingen måde skal tillades at glemme, at jeg ikke længere kan det, jeg kunne før - samt at meget af det heller aldrig bliver som det var. Uanset om jeg forsikrer mig selv - bevidst eller ubevidst - om, at jeg sikkert kan klare mere i dag, end jeg kunne i går. Måske endda det samme, som jeg kunne før - eller mere.......

Men - det kan jeg ikke.

Hvor gerne jeg end ville, og hvor gerne jeg end forsikrer mig selv og min omverden at alt ka' la' se' gi' se', ka' det - rammes jeg gang på gang af det, der skånselsløst dukker op, når jeg endelig er ene. Når de besøgene er taget afsted, og jeg falder tilbage til den måde at gøre tingene på, jeg faktisk godt ved er den eneste, der dur.

I ro - i fred - i det tempo, der tillader mit sind og min hjerne at følge med. En ting ad gangen - et øjeblik ad gangen.

Dagen var ellers startet roligt. Med hvide drys fra oven, der sagte landede på det tæppe af sidste års græs, min plæne består af. Med en Lucifax - min bette misseprut - der halvspindende kælede for mine ben, for at gøre mig opmærksom på den rytme, han og jeg har haft siden han erobrede mit hjem og mit hjerte. Roligt forladende den trygge varme under dynen, for at morgentisse og  morgenvaske - og servere den åbenbart længe ventede vådfoder for den blødpelsede hjerteven.

Med morgenkaffe og morgenmad - radioavis og morgenavis - og rolig planlægning af alt det - eller rettere det lidt - jeg ved, jeg vil kunne klare at nå igennem i dagens løb. Og glædende mig til at kreere den gullasch, der senere den kommende uge vil kunne glæde min og bonusknægtens ganer.

En stærk, varm, velsmagende ret - hvis alt lykkes for mig.

Og alt lykkedes da også for mig - helt frem til paratgørelsen af alt det, der skulle ende med at blive den tænkte ret.

Hvorefter alt virkede som om det satte tempoet op........ og op........ og op.

Suk.

Gode venner på overraskende besøg -  medbringende overraskende ny sovemulighed. God nabo med lige så stor hang som jeg til madlavning og bagning - medbringende friskbagte cookies. Og pludselige nødvendigheder for tankevirksomhed - pludselige krav om planlægning - pludselige muligheder for kram ad libitum - og meget mere.

For tre år siden - før syttende januar tyvetyve - ville en sådan pludselig mængde alt muligt, være blevet mødt med en let skuldertrækning af mig. For - det klarede jeg da bare. 

Det gør jeg ikke idag.

I min godt brugte, let bankede, og tidligere svært ramte, hjerne, er der opstået noget jeg aldrig havde troet var muligt. Hjernetræthed. Ikke noget, der betyder at den svagt grålyserøde celleklump, bare drøner hen i hjørnet og snorkende klapper øjenlågene ned.

Men en tilstand, der altid ligger let truende i baggrunden af alt jeg gør. Og som - hvis den kommer helt frem - afskærer mig fra at kunne noget som helst. Hverken tænke, tale, fungere, eksistere. Bare..... vegetere, med kun enkeltord kommende ud af munden - hvis jeg er heldig. 

Og er der noget, der kan true med at hive Mester H.T. frem i lyset - så er det pludselige ændringer i min planlægning og min hverdag.

Heldigvis er jeg blevet bedre til at sige fra - til at fortælle mig selv at nu skal jeg i dén grad tage tingene med ro. Og bedre til at fortælle mine omgivelser, at nu er jeg brugt - og nu er det nok. Uden at forskrække dem, og uden at lyde hverken afvisende eller underlig. Hvilket lyder meget lettere, end det er, kan jeg roligt sige.

Så nu sidder jeg - med den (faktisk ret vellykkede) gullasch pakket i fryseposer og puttet på frost, med aftensmaden (chinafood med chopsticks) liggende i maven, og missemanden letsnorkende på toppen af sit hustempel.

Alene - og godt brugt.

Samt med en erkendelse af, at jeg klarede det hele. At jeg trods de aldersmæssige forhindringer, og de nogle gange kvælende eftervirkninger af mine propper - er kommet lidt videre. Og så kan det godt være, at det er tre skridt frem og to tilbage.

Skidt pyt - for det er jo alligevel et skridt frem totalt - et skridt nærmere den hverdag, jeg havde før de der proppus irritatus gigantus, der gjorde de første måneder af tyvetyve grå-i-grå. Og nærmere det, jeg gerne vil. Og gerne vil blive ved med.

At leve - dag for dag, time for time, øjeblik for øjeblik.

Ædru.

Ud af ørerne vælter den.

I en fed, sløvt drivende stråle - bomuldsvattet, våd, kold, klam. Den fylder først rummet jeg sidder i, før den triumferende finder et nøglehul, den kan kravle ud af. Og med et næppe hørligt hvæs, står den ud i den omgivende luft, som overskudsdamp fra et lokomotiv i en western.

Tågen.

Den tåge, der med mellemrum fylder mit hoved, og kvæler alle tanker. Læggende sig over alle bevægelser - alle begivenheder - alle handlinger - hvor den strangulerer enhver form for initiativ, og fedter alt ind i afmægtig ligegyldighed.

Tågen.

Beskrevet i horrorfilm som dét, uhyrerne kom ud af - men jeg ved bedre. Uhyrerne kommer ikke ud af tågen - de er en del af den. En del af det, der blev løsgjort, gjort muligt, givet gentagelser, da min hjerne blev ramt af ulvenes bid. Og som jeg mange gange må acceptere, for jeg kan ikke andet.

Tågen.

Men her til morgen fortæller Danmarks Meteorologiske Institut mig, at min tåge bli'r delt med alle andre. At den spreder sig over det ganske land, og gør al kørsel usikker. At man skal passe på, hvis man skal ud i den, for den nedsætter sigtbarheden gevaldigt.

Tågen.

Det ku' jeg da godt have fortalt. Men jeg sidder bare her, og mærker den - Tågen - hvæse ud af mine ører, ud af nøglehullet i dørene, og utæthederne i vinduerne, så den kan komme ud og lære alle jer andre, hvad vi apoplektikere kender alt til. 

Tågen.

Og alle dens muligheder for at kvæle al hjerneaktivitet - alle tanker - alle bevægelser - alt. Efterladende et morads af følelser, fornemmelser, fortvivlelser, i det, jeg normalt bruger til at sætte fut på min hverdag - min hjerne.

Tågen.

Faktisk er der noget godt ved hele den her spruttende, hvæsende, buldrende, tinnitusdampskrigende udladning af min hjernes med mellemrum altoverskyggende problem.

Tågen.

For når først den har forladt min hjerne - og render rundt og driller alle jer andre - forsinker jer på vej til arbejde - sætte våde, klamme aftryk på vinduer, grene, buske og alt andet - så er der intet af den tilbage dérinde.

Så er Tågen væk 

- og solen skinner over mine tanker, oplyser mine muligheder, varmer mine følelser. Gør mig istand til at være det, jeg holder allermest af at være - dét, der gennem to tusinde fire hundrede treogfirs dage, har været mit daglige lyspunkt - mit mål og min mening.

At være ædru.

Natlige vulkanudbrud.

 

Natten vækkede mig. 

Ikke hvislende og stille, som så mange gange før, men svedende og brændende. Først var jeg ikke sikker på, hvad der var gang i, og regnede med at det bare var Lucifax, der havde flyttet på sig - eller måske nogle udefra kommende lyde.

Indtil jeg mærkede min venstre arm og side. Den storbrændte, stak, myldrede, og var skiftevis iskold og brandvarm. Igennem mange måneder - faktisk helt siden mine propper i februar 2020 - havde jeg vænnet mig til, at min venstre side levede sit eget liv - sådan helt uden nogen form for énshed med den højre side af kroppen. Med manglende smertesans, og en nærmest konstant subjektiv brænden i venstre arm / objektiv kølighed på huden.

Nu brændte den bare.

Hård, kraftig brænden, der trak svedperler på panden, og fik mig til at gribe ud efter termometeret for at måle den sikkert skyhøje feber, der måtte ligge nedenunder.

36,9

Overbevist om fejl i termometer eller dårlig placering i nederste udgangshul gentog jeg seancen.

36,9

Suk. Trods perlen af sved på panden, og vulkanbrænden i armen - ingen feber. Og dermed - heldigvis - heller ingen ny, spændende sygdom på vej i kroppen. Tror jeg da ikke. Bare min krop, der på fornemste vis endnu en gang viser sig fra den side, den har "leget" med i lidt over 2 år.

Lucifax blev nu ganske fornærmet. Han er min kat - en tilløbende godt 5 årig hankat, der elsker mig overalt, og som jeg har en grænseløs kærlighed til. Han kom i september '21, og har sin helt egen historie, som du enten kan finde på min Facebook, eller læse her i et senere indlæg. Ventetiden vil være dét værd, så klap du bare hesten og vent på Historien Om En Kat.

Og han synes aldeles ikke, at det er Comme Il Faut, at stå op midt om natten, når man nu putter så ganske godt helt tæt ind til farmand, og ligger og småspinder. Men skidt - han bli'r nok god igen. Om ikke andet, så når morgenmaden bliver serveret for Hans Højhed - om et par timer.

Lige nu skal han og jeg nemlig hen på sofaen, og putte os både under - mig - og over - ham - tæpperne, hvor vi kan fintænke lidt mere over Livet, Universet, og Alt Det Der.

Det har vi vænnet os til at gøre - bare Én Dag Ad Gangen.

TCI er ikke et lyntog........

..... det føles bare sådan, når jeg bli'r ramt.

Det er aldrig rart, at blive vækket om natten fordi jeg pludselig ikke kan trække vejret. 

Jeg havde faktisk troet at den slags var forsvundet med ankomsten af apnømaskinen, og var blevet pakket ind i dens vidunderlige evne til at tage fat når lungerne pludselig står stille i alt for lang tid. 

Indtil jeg i nat blev vækket af fornemmelsen af ikke at kunne få luft, når jeg prøvede at falde i søvn igen. Ikke at kunne trække vejret, selvom maskinen pressede på med ekstra luft i massevis. Og med en venstre arm, der brændte som en sindssyg og udtrættede fantastisk hurtigt. Samtidig med, at det "summede" i overhuden på hånden, og gjorde vildt ondt i det sted, jeg for nylig blev vaccineret mod pneumokokker, når jeg brugte den. 

Suk.

Det er den rene ynk, det her. For samtidig gjorde hele min mave knuder - både under ribbenene i højre side, og de indtil nu smerteløse i venstre side bagerst. Og alt føltes som om jeg skulle på toilettet og aflevere en masse - selvom intet præsenterede sig, når jeg så endelig sad på tønden.

Sveden, jeg indtil nu kun har følt sporadisk og under direkte anstrengelser, trillede nu heftigt ned i mine øjne og gjorde mine i forvejen anstrengte synsproblemer mere fremtrædende. Så alt - Alt - ALT - fik mig til at fokusere på mig selv og min egen lille verden.

Navlebeskuer.......

Tidligere på aftenen - mange timer før jeg gik i seng - havde jeg en pludselig fornemmelse af at rende ind i en omgang synsforstyrrelser, af samme type som dem, jeg har prøvet under mine blodpropper for et år siden. Svimmelhed, summen i hænderne - især venstre - og fuldt blus på den varme, jeg har følt i venstre side flere gange dagligt gennem det seneste år.

Og nu - hvor jeg stadig er vågen og ikke tør lægge mig til at sove igen - sidder jeg bare her, og forsøger på at skrive mig selv rolig igen.

Det lykkes bare ikke særligt godt.

For jo mere jeg skriver, jo mere ved jeg at jeg bli'r nødt til at ringe til vagtlægen - hvorefter jeg så med 95% sikkerhed bli'r hentet og kørt til undersøgelse på sygehuset. Og min indre, urolige, og meget bekymrede, stædighed, vil helst have at tingene bare forsvinder igen - uden at skabe nogen former for problemer. Jeg går jo i ét-års dagene for mine sidste blodpropper - dem, der var ved at tage livet af mig for alvor - og dem, der har gjort det sidste års kamp frem mod nogenlunde normalitet, til hverdag for mig.

Tankerne flyver rundt i voldsom forvirring. Jeg både vil, og vil ikke ringe. Er træt af, at skulle afsted igen med endnu en omgang "midlertidig iltmangel i hjernen". Men kender alle symptomerne så godt, at jeg udmærket ved, der ikke er andet at gøre end dét - ringe og lade de professionelle tage over.

Allerførst vil jeg dog lige - overspringshandling, jeg ved det godt - forsøge at se om jeg eventuelt kan komme af med det, der ubønhørligt trykker på, ved hvad der hos et egern vel hedder nødudgangen. Det kunne jo være, at det hjalp på alle urotegnene i venstre side. Det ku' jo være........

Rend og hop - det hjalp ikke en hujende papfis på noget som helst. Nærmest tværtimod. For mens jeg sad på tønden - ret rammende udtryk, ikke sandt ? - gik det op for mig, at jeg mærkede varmen fra min venstre arm fortsætte ned i venstre side, mod nyrerne. 

Jeg render sgu hen og bli'r hypokonder af det her - pludselig har jeg sikkert også symptomer på både ebola, gul feber, og smitsom leverbetændelse. For ikke at tale om både propper og blødninger i stribevis.......

Det er angsten, der taler lige nu. Den samme skræk, der afholder mig fra at ringe til vagtlægen, for så er der sikkert ikke noget i vejen alligevel - bare jeg undlader at ringe. Så er det nok noget, jeg har bildt mig selv ind, fordi jeg ubevidst har erkendt at det er lidt mere end et år siden, jeg røg afsted med propper i hjernestammen.

Propper, der har styret mit liv siden, og som åbenbart fortsætter med at gøre det.

Og allerhelst vil jeg blive siddende her ved skærmen, indtil morgenen stille flyder  ind, mens natten slår revner og mørket driver væk i piblende floder af kulde og stilhed. Så jeg kan se den spæde dag fødes gennem lyserøde skyer fyldt med løfter om varme og lys.

Endnu en god måde at skrive mig selv udenom dét, der er nødvendigt. Og udenom dét, jeg troede - nej, heftigt klyngede mig til - aldrig skulle ske igen. Dét, der ikke kan være tilstede i en velordnet hverdag, hvor hjemmehjælpen er på vej ud, og selvhjulpetheden på vej ind. En normal hverdag, hvor krydderhylder sættes op, og fyldes med indkøbte glas med nye mærkater på. 

Og med krydderier i, der allesammen kan bruges til kogning, stegning, og bagning. Alt det, jeg har forsøgt at sætte ind som krav til mig selv. Gør noget nyt hver dag - bag noget eller steg noget - vær opfindsom - vær kreativ - vær............................................. normal, og ikke apopleksiramt.

Så - nu fik jeg sagt det. Apopleksiramt.  Et grimt ord for nogle grimme ting, der skal drønes langt væk - ud i universet mellem stjernerne, hvor det ikke kan gøre skade. A-po-plek-si................

Man kunne lige så godt kalde det hjernedræberramt. For det er jo det, der sker når man rammes. Når Jeg rammes............

Noget blokerer for mine fine, tynde blodårer i hjernen. Noget sørger for at et område ikke får den ilt, der behøves. Noget ændrer mit liv, min hverdag, mit jeg.

Noget.

Og det eneste, jeg kan få mig selv til, er at sidde og vente på det går over. Handlingslammet, og uden lyst til at gribe knoglen og ringe til De Professionelle. For så kunne det jo gå fra at være Noget, til at være Virkelighed.

Og så vil alt være ændret igen. Ikke bare for de næste fireogtyve timer, men for mange dage fremover. Rigtig mange. Rigtig.............

Så - stop nu med det der selvklynk. Accepter, at der er noget du ikke kan ændre, og gør så noget ved det, du KAN ændre. Brug din Sindsro, dit Mod, og din Visdom - hvis du har en sådan - til at få stoppet galskaben.

Og ring................ For himlens skyld - Ring !

Morgentrivia

 

Søndag morgen - eller rettere formiddag - og jeg kigger ud på et snedækket scenarie, hvor mine solsorte skændes med de små spurvefugle og grossenollikere om den mad, der er til rådighed. 

Kulden har sat sig i mine knogler, og fået min venstre arm til at flamme op i et heroisk forsøg på, endnu en gang, at overbevise mig om, at det er dén, der sætter dagsordenen, når det drejer sig om at tro det er sommer og stærk sol.

Det er det ikke.

Men bare mine nerveender, der stadig ikke ved hvornår det er varmt og hvornår det er koldt - og som derfor vælger at mene det er hammervarmt, selvom overfladen på huden er isnende kold.

Mit øje drypper igen - det højre, altså. Siden jeg for snart mange måneder siden gik igang med at behandle det med Kloramfenikol, har det haft en tendens til at ville gøre opmærksom på sig selv, gennem dråbeafsætninger i vipperne.

Ret irriterende, faktisk.

Samtidig er smertenerveenderne i min venstre underarm gået på overarbejde. De "summer", som om de alle sover og ikke lige gider vågne igen.  

Æv.

Men kaffen er god - P8 Jazz hyggeligt - og selv en viden om, at jeg glemte mine aftenpiller igår, kan ikke fjerne min glæde over at være til. 

Glæde over, at kunne sidde her og eksistere på tværs af - og på trods af - de forsøg livet gjorde for at fjerne mig fra tilværelsen, sidste år. 

Glæde over, at kunne sidde og bande over den stank af Teatræolie, der kommer fra min indsmurte venstre albue, hvor den begyndende psoriasis har sørget for store, ømme, flagende tørre hudstrimler. 

Glæde over, at vide jeg aldrig bliver kureret for min afhængighed - at vide, jeg stadig ikke snakker med mine børn - at vide, min livreddende kat stadig er hos min veninde - at vide, det stadig er nødvendigt med hjemmehjælp.

For så længe jeg ved alt det, så er jeg i live, og så er der håb.

Så trods alt - så glædes jeg - over alt, både godt og skidt -  Én Dag Ad Gangen.

Pic og pac - og alt muligt andet.

Tankerne flyver hurtigt på en dag som i dag.

Selvom det nu ikke er nogen særligt speciel dag - bare endnu en af dem, der på det seneste er begyndt at være 12 på dusinet af. Men - lad mig nu hellere tage jer med på en lille tur, gennem de seneste dages mange forskellige og faktisk livsændrende oplevelser.

Med alt, lige fra sprøjter til maskiner - hævede fødder til snottede næser - og en varmehungrende mand - nemlig mig.

Det hele begyndte, da jeg - nej, nu må I ikke tro, at det er endnu en af de der bekendende fortællinger, hele nettet er så fyldt med, for det er det altså ikke. Men som sagt - det hele begyndte med at jeg kom hjem med en maskine, der skulle måle om jeg havde søvn-apnø.

Samme dag, som jeg hentede den sprøjte, der efter sigende skulle gøre mit liv behageligt, og min vægt mindre.

Kort fortalt, så målte djævelskabet - der mest af alt lignede noget fra en sci-fi film - mig til i allerhøjeste grad at have søvnapnø. Men syvogfyrre udfald i timen - et udfald defineres som en periode på mere end ti sekunder, hvor jeg ikke trækker vejret - og med helt op til hundrede sekunder i enkelte af dem, var jeg automatisk indrulleret i apnø-brigaden, og kunne se frem til at få udleveret, og demonstreret brugen af, et apparat der skulle sørge for at jeg ikke  holdt op for evigt med at trække vejret, når jeg sov.

Det var ved gud en smart lille sag, jeg dér fik mig. Lydløs, med specialslange og termostatstyret vandbeholder - og en næsemaske, der indesluttede mit truthorn i en blød masse af gummi. Ikke helt ubehageligt - og så absolut værd at vænne sig til.

Det gjorde jeg også - og efter første nat kunne jeg med glæde aflæse en nedgang på antallet af udfald - helt ned på lidt mere end otte i timen. Men det var nu ikke det, der overraskede mig mest. Det var til gengæld den følelse af friskhed, jeg oplevede om morgenen - også selvom jeg rent faktisk kun havde fået fem en halv times søvn i løbet af natten. Noget, der kraftigt understregede, at jeg alle de andre nætter rent faktisk havde sovet væsentligt mindre, fordi jeg hele tiden var blevet vækket hver gang jeg havde en apnø. Vækket, men uden at kunne huske det, fordi det hver gang kun var kortvarigt, mens jeg hev luft ind igen.

Det kunne lyde som den rene eventyrhistorie - men som i alle go'e eventyr, er der også i denne en ond fe. Den hedder dødsangst, og optrådte hvergang apparatet var nødt til at skrue op på fuld skrald for luften, for at få sat gang i min egen vejrtrækning. Hvilket fik mig til at vågne helt, hivende efter vejret, og med en fornemmelse af at blive kvalt - ganske kortvarigt, men ufatteligt skræmmende.

Hvorefter jeg var nødt til at hive masken af i nogle sekunder, og starte forfra med det, der hedder indsovningslufttryk. Det kan ses på min statistik, men trods alt er der stadig lang vej op til det, jeg havde af udfald før i tiden.

Så vidt, så godt. For der er jo mere end "bare " min søvnapnø, der er nyt i min hverdag.

Jeg skal nemlig én gang om ugen stikke en sprøjte ind i mit maveskind, og indsprøjte noget, der hedder Ozempic. Og hvis dét holder, hvad det lover - så bli'r fremtiden spændende.

Jeg får produktet for min diabetesII - og det har intet med insulin at gøre. Det indeholder et stof, der sætter turbo på sukkerets vej ind i cellerne, så det bliver forbrændt hurtigere - og samtidig laver kringeling med fordøjelsen, så jeg mister en stor del af min appetit, og får nedsat mine tarmes evne til at transportere. Hvilket jo rent faktisk ikke er h e l t så godt, da jeg jo ikke lige har den store bevægelighed i venstre side af maven - og dermed heller ikke i de tarme, der ligger dér.

Men - jeg er nu ganske fortrøstningsfuld, for selvom jeg så må arbejde en hel del hårdere på at få afleveret dét, der en del timer tidligere smagte godt i munden, igen - så viser det sig, at jeg godt kan følge med.  Heldigvis.

Nu er jeg jo lidt af en nørd, når jeg selv skal sige det, så jeg dansede en stille nerdwaltz, da jeg opdagede at der var en online facilitet, der automatisk henter alle mine resultater fra apnø-maskinen og præsenterer den overskueligt - samt en app, der styrer ikke bare mine indsprøjtninger, men også holder kontrol med min vægt. Så der var ikke et øje tørt, i det lille hjem, da jeg fik begge dele installeret på computer og smartphone.

Så nu sidder jeg faktisk hver dag og glæder mig til at gå i seng, så jeg dagen efter kan se, hvordan jeg og min krop har opført os i løbet af natten. Forhåbentlig med fremgang over hele linien, selvom der naturligvis vil kunne være tilbageslag, indtil det hele er en fast rutine og kroppen vænner sig til alt det nye.

De hævede fødder og de snottede næser ?

De hænger skam sammen med den meget varmehungrende mand, jeg har udviklet mig til at være - nu, hvor kroppen bliver udsat for ikke bare et anderledes blodtryk - det er jo en gammel historie - men også et spændende stof - Ozempic - der laver om på visse dele af min varme/kulde opfattelse.

Hvilket så bliver understøttet af apnømaskinens indgriben i min nattesøvn, så jeg i løbet af dagen bliver mere og mere kold i huden, og er nødt til at tage muffedisser på og tæppe over mig, for at kunne få varmen.

Men det er sikkert kun en kort overgang, indtil alt bare er peechy, og min krop og jeg dermed kan tage fat på en hel masse dejlige dage ig..........

Ups, dér var det lige ved at gå galt. For jeg ved jo godt, at jeg kun kan tillade mig at se én dag frem ad gangen - nemlig den dag, jeg er i her og nu.

Så det vil jeg gøre - og acceptere det, jeg ikke kan ændre, mens jeg ændrer det, jeg kan. For hvad angår mine sygdomme - bare et par af dem - er jeg nemlig blevet præsenteret med en viden, der gør mig istand til at se forskel.

Livet - levet på livets betingelser.

Da farfar var ung.

Før i tiden.....

.....var min krop spændstig og lækker som en let knudret Hershey-bar med nødder.

Nu skal jeg finde vej ned til det, jeg ikke har set i mange år, ved at lade mine krogede fingre danse ned af den eventyrlige bule, der udgør min mave, og tælle antallet af rynker - for ellers aner jeg ikke hvor mine fingre skal stoppe og tage fat i det før i tiden stærkt berømmede, men nu unævnelige, der hver nat jager mig op af min seng med kortere og kortere mellemrum.

Der skal jo afvandes, skal der.

Før i tiden....

....dansede solen over mine brunede lår med et sprælsk glimt i øjet.

Nu glimrer både brunheden og spændstigheden med sit fravær, og efterlader indtrykket af et par blegfede, let bumsebefængte, stolper, der helt nede for neden er sat sammen med enhver brøndgravers drøm om letfundet vand i massevis. Furix længe leve !! Eller..... nej, for pokker da - det får jo mit blodtryk til at styrtdykke ned under gulvbrædderne.

Og det har jeg sgutte brug for..

Før i tiden....

.... var alt så let som at klø sig i nakken.

Nu er nakken bare det sted, hvor ømheden starter, og evnen til at nå derom med mine snart gigtramte fingre, er en saga blot. Jeg kan dog tydeligt huske, at jeg en martsaften i nittenhundredefortiden blev masseret af et par pigefingre, der dansede henover de egentlig ikke særligt ømme muskler, som var de udstyret med vinger. Fingrene, altså - ikke musklerne. Men dèr kommer de sikkert alligevel hurtigere, end forventet - vingerne, altså.

Før i tiden....

.... var det ikke nødvendigt med hjemmehjælp, støttestrømper, øjendrypning, og sensibilisering af de døde nerver.

Det har flokken af pludseligt opståede propper i pæren gjort enormt meget ved. Så nu er jeg dagligt  arbejdsgiver for en masse mennesker, der løber ind og ud af mit lille hjem. Hver og en med varierende evner udi det, at hjælpe - det, at snakke - det, at udvise empati. Og med varierende meninger, om dette og hint - hvilket godt kan få bølgerne til at gå højt.

Men de er nu meget søde alligevel - også når jeg er uenig med dem. Jeg har jo altid ret, ikk' ?

Den eneste, der med sikkerhed altid kan få mig til at makke ret, er den ergoterapeut, der ved brug af en spids træstrikkepind, har sørget for at sensibilisere nerverne i min hånd og fod. Og hvis ikke det var fordi, jeg kun efterlader mig gæld, når jeg engang smutter videre - så skulle hun have arvet alt.

Mindst !

Før i tiden....

.... var jeg ikke gammel, syg, og vanskelig.

Hvilket jeg egentlig heller ikke ved, om jeg er  - nu. Jeg føler det bare, ind i mellem - når alt gør ondt, hovedet svimler, maven slår knuder, og øjnene danser fandango.

Derfor har jeg nu indløst min til stadighed stående invitation, til at blive medlem af Grumpy Old Men - for så har jeg da en undskyldning jeg kan bruge, når jeg engang imellem hvæser af det hele, og er lidt - eller meget - nede.

Jeg er jo bare en Grumpy Old Man, der har fået Sindsro på hjernen. Og jeg falder hurtigt ned i en rolig eksistens, hver gang det går op for mig, at der findes mange ting, jeg ikke kan ændre, og en hel del andre, jeg godt kan.

Dén Visdom, er jeg slet ikke ked af at have opnået indsigt i. Selvom det så kun er Én Dag Ad Gangen, og Én Opgave Ad Gangen.

For så vågner jeg lige så roligt, som jeg falder i søvn - i tillid til, at livet bliver levet på livets præmisser.

Før i tiden....

....kan jeg ikke ændre, men jeg kan acceptere det, jeg har gjort forkert - og be' de mennesker om undskyldning, som det er gået ud over.

Og dét - gør jeg med glæde.

Tadaaaa....... Så er Cirkus åbnet.

Højtærede herskaber, grevskaber, klædeskaber, videnskaber, ægteskaber og djævelskaber - Alle er velkomne. Tykke og tynde - brede og flade - rullemænd, tullemænd og julemænd. Sprællemænd og skraldemænd. Landmænd og vandmænd. Her loves der fuld tilfredshed eller pengene er spildt.

Så kom nærmere, kom nærmere......

Cirkus Blodus Proppus slår teltdørene op for alletiders mest spektakulære forestilling. De tre eminentfantastiske væsener, der hver for sig - og dog tilsammen - udgør aftenens finurligtmorsomme underholdningstrio - og som uden at øve er istand til at fremvise deres mageløse og magtesløse livsøjeblikke.

Se den morgenforvirrede lillehjerneproppist, og nyd hans storslåede brøl af afmagt, når han forsøger at fortælle jer allesammen, hvor forfærdeligt han har det. Nyd hans klavrende gang, og de morsomme spjæt, hans krop laver, når han forsøger at rejse sig op efter endnu en gang at være faldet. Og bare rolig - hans mærkværdige viften med armene er skam hans eget helt specielle tegn på, at han nyder bifaldet fra jer.

Derefter skal I bringes til undring over den næsten katatoniske tilstand, storhjernepropindehaveren udviser, hver gang en af hans utallige TCI'ere sender spøgelsespropper gennem den hårstrittende knolds små blodfærdselsårer, og måske også forfærdes over den måde, hans øjne hjælpeløst kigger hver deres vej - blodsprængte og driiiivende af væske fra tårekanalerne.

Og så, mine damer og herrer, så går vi over til forestillingens store clou - den fantastiske og næsten umulige, men ikke desto mindre et hundrede procent rigtige - Manden, der Overlevede at vågne op som Hjernestammeproppist. Se, hvordan han kæmper sig gennem utallige farefulde situationer - den manglende synkefærdighed - stemmen, der forsvandt - tarmene, der standsede - og smerten, der ikke eksisterede.

Føl med ham, mine damer og herrer, når han udsættes for samfundets skånselsløse genoptræning. Den indædt hårde sensibilisering af hånd og fod, og indtagelsen af de utallige mystisk magiske pulvere, der fik alt til at lugte af svovl og samtidig uddannede ham til Mester i WC-spulning for enkelttarm.

Og græd sammen med ham, når I på de sidste billeder oplever ham sidde alene, med det vandfyldte  øje løbende ud over alle grænser, mens venstre ben og arm brænder af mærkelige fornemmelser - uden at kunne blæse al den damp af, der har bygget sig op i ham siden Livet satte Proppen i Åren.

Billetterne er næsten gratis - de koster kun en smule af jeres blufærdighed og al jeres nysgerrighed...............

....... med mindre I er den type, der kunne tænke sig bare at droppe forbi, og dele en kande kaffe eller ti, mens han endelig får mulighed for bare at snakke - bare at fortælle, beskrive, ordpåsætte, gi' slip på, alt det der næsten har fået sikkerhedssystemet til at slå til, og lukke dampen buldrende ud gennem den fløjte, der umiskendeligt siger:

Så godt har jeg det nu heller ikke.......

...........SirUgly1

Uden slik og kaffe.....

..... så kan helten daffe.

Efterhånden bliver det tidligere og tidligere, jeg vågner og er nødt til at stå op. Hvileløst vandrende ind foran skærmen, og tastende mine tanker og halvfærdige idéer ind på den jomfrueligt hvide firkant. Ordene danser henover den, som var det flueskidt fra min lige så tidligt vågne ven, fru spyflue, der utrætteligt forsøger at lande på min højre arm for at aflevere nogle af de æg, hun tydeligt er i besiddelse af.

Hvorfor sigter jeg så dårligt klokken tre om morgenen ?

Undslippe det gør hun. Så istedet for at høre et saftigt skvask, når min hånd rammer armen, hvor hun sidder - bli'r det til et tørt klask og en underarm, der bli'r mere og mere øm fordi hun lander samme sted hvergang og når at slippe væk inden mine fem fuldfede fingre får fluemyrdet fruen.

Men kaffen er varm. Og smager næsten ikke af den sødetablet, jeg har valgt at putte i istedet for danske sukkerroebønders kridhvide krystaller. Det er sgu sin sag at være mindre livsnydende, end jeg har været de sidste mange år - bare for at overleve og komme videre af den vej, der er peget ud som mulig for mig.

Men sådan er det jo.

Indimellem må jeg bukke hovedet og acceptere at der er noget, jeg kan ændre. Herunder også mit indtag af de forkerte fødevarer - eller rettere sukkerholdige velsmagetheder, der tidligere kunne få mine smagsløg til at eksplodere i ren fryd og salighed.

Nu smager det som var ren syre hældt ned i min hals. Klistret og uvelbehageligt fylder det mine smagsløg med frysende væmmelse, og minder mig om, at selv natkaffen kan være en del af det jeg, der så forbandet gerne vil kunne fortsætte livet nogle årtier endnu.

Men som ikke får en snebolds chance i Vesterhavet en kold vintermorgen, hvis ikke jeg helt alvorligt bruger mine aldersmæssigt stærkt svindende hjerneceller på at tænke mig om, og ændre alle de aspekter af mit liv, det er nødvendigt at ændre, for at kunne levere dét til kroppen, den har brug for.

Om jeg dog trods alt synder lidt ind i mellem ?

Ja naturligvis gør jeg det. Jeg er jo stadig lige dele engel og djævel, og kræver regelmæssige dask over snuden, for at kunne vide hvad der er sandt og falsk. Herunder det go'e, gamle omkvæd fra reklamerne på tysk tv - Haribo macht Kinder froh, und Erwachsene ebenso - der altid har ledsaget mine kæbers velfrydelige gumlen på diverse klumper smagsstoftilsatte sukkervarer.

Suk.

Den tid er ifølge min indre Engel nu overstået - og uanset hvor meget den samme steds siddende  Djævel end måtte sprælle, så kan det kun være enkelte sødmefyldte småting, der ryger ind over læbegrænsen og møder mine tænders klare knask.

De tænder, der har overlevet årtiers møde med masser af mulige ødelæggende slikmolekyler, og som stadig - Go Colgate ! - skinner nogenlunde hvide i den mund, der mange gange sanseløst har kastet sig ud i de rene tsunamier af smagsoplevelser.

Det gør den sådan set stadigvæk - når ellers reminiscenserne fra januar/februars blodpropper tillader de endnu fungerende smagsløg at sende sådanne oplevelser videre til min snotforvirrede hjerne.

Og eftersom mindst halvdelen af de på min tunge hensatte smagsceller åbenbart stadig sover alle proppernes salige søvn - og resten har valgt at opfatte smag dobbelt så stærkt - så er det en noget ambivalent oplevelse, at lade et stykke lakrids rulle henover tun........ Ups.

Lakrids.

Endnu en af de ting, min mødige krop med største beklagelse bør undgå - og med største fornøjelse nyder, når der syndes.  Og når jeg tænker på, at Lakrids i min sødmefyldte sukkerverden så absolut er The Original Sinner, siger det ikke så lidt.

( - her indsætter jeg lige en pause, så du, kære læser, kan nå at nyde de to lige for lidt læsning siden påførte links til Annie Linnox/Missionary Man og Jace Everett/Bad Things i deres fuldt ud lækkert dekadente helhed. Hvad skal man med slik, når man har musik ?)

Og pludseligt slår det mig, at musikken er mit slikindtags Sindsrobøn. Den gi'r mig nemlig lige så megen fryd og velsmag, som indtaget af hele håndfulde af lakrids, Japanstænger, karamelsvampe, og alt det andet gi'r - bare med væsentligt færre bivirkninger.

Så hver gang, jeg istedet for slik vælger at nyde god musik, vil jeg fremover lade det minde mig om, at jeg må acceptere Livets Virkelighed - at jeg ikke kan tåle sukkerets indvirkning på hverken vægt eller hverdag - og at også her, bør jeg huske at leve livet Én Dag Ad Gangen.

Nu er det, at jeg i baggrunden kan høre mine med-AA'ere mumle noget om, at man skam sagtens kan have et sygeligt misbrug af slik - og på den måde være istand til at bruge Minnesotamodellens 12 trin på et sådant misbrug.

Tro mig - jeg har skam været nede af dén vej. Og tænkt tankerne om sukkkerafhængighed mange gange. Samt naturligvis prøvet disse tanker som en del af 1. Trin - uden den succes, der kunne have fortalt mig, at jeg jeg ikke kunne leve uden sukker/lakrids/etc.

Men det kan jeg.

Sundt og naturligt - med en velafbalanceret kost, og et dagligt vædskeindtag på mindst et par liter ikke-alkoholisk vædske, skal mit liv nok kunne leves og nydes.

Også selvom jeg en gang imellem tillader mig selv at synde, og saligt gumler en enkelt eller to lakrids/Japanstang/karamelsvamp i mig.

Som de gamle romere ville have sagt det - Si sugar Vita est, tunc est in Vita dulcis. Eller sådan no'et lignende.

Personligt nøjes jeg med at sige - at solen er stået op, kaffen er drukket, og dagens blog er skrevet. Og endnu fireogtyve ædru timer påbegyndt.

KVASK.......(den, der venter længe nok...)

Jeg er stadig.....

.... både Ædru, og Alkoholiker.

Trætheden sidder helt ude i ansigtet, og banker på. Ikke en gang den sorte kaffe, jeg har nedsvælget i store slurke, kan holde mig vågen, så med mellemrum "falder" mit hoved ned mod bordpladen, og undgår kun lige at klaske ned i denne med et sprødt kvalmende dask, fordi jeg når at rive det tilbage på plads igen.

Og så er det forbandet svært at stave rigtigt - og samtidig taste hurtigt nok - fordi trætheden vælder ud gennem hvert eneste hul, hver eneste sprække, i den krop, der ellers var knaldvågen allerede ved halvfire tiden, og havde lyst til at være oppe, skrive, spise morgenmad og drikke kaffe, og byde dagen velkommen.

Så hvorfor denne halvt sanseløse zombie-agtige dansen ind i himlens morgenlys ?

Det er såmænd bare mine propper, der slår igen. Der sætter sig på de begyndende energier, som ellers skulle have været brugt til at udforske den verden, der ny og aldrig brugt før, ryster morgenstøvet af sig, og lade sit jomfruelige jeg ledsage af kvidrende morgenpipdyr og underlige morgendufte. Og som bruger samme energier til at gøre min hudoverflade til gammelt læder og mine fødder til klumper af is.

Det er dæleme besværligt, det her opvågning.

Samtidig er det en del af det, der sker i min "nye" krop - den krop, der opstod efter propperne og som jeg endnu ikke har vænnet mig til, der uimodståeligt påvirker hvert eneste øjeblik den eksisterer i.

Nye sansninger - nye måder at opleve kulde og varme på. Nye - og ret edderspændt kvalmende - måder at opleve min med hiv og slid fungerende krops "take on pain". Dråben, der aldrig vil forlade højre øje. Næseboret, der er sårfyldt af den evige opblødning fra øjets levering af friske saltholdige dråber. Halsen, der hele tiden søger at kremte den slim væk, der har sat sig fast i klumper af kemisksmagende ubehag.

For ikke at tale om resten af den "nye" og anderledes fungerende krop, jeg er blevet udstyret med af mine pludselige propper, der uanset størrelse har haft en virkelig skelsættende virkning på alt, der var mig.

Undtagen én ting.

Noget er nemlig ikke ændret. Noget er stadig det samme - prop eller ingen prop. Noget sidder stadig fast for evigt, og vil blæse på propper, lammelser, talebesvær, og genoptræning.

Jeg er nemlig stadig Alkoholiker.

Og stadig Ædru, selvom angrebene på min krop og hjerne må siges at have givet mere end nok muligheder og tanker på den dér næste flaske, der altid står og venter selvudslettende i det nærmeste depressive hjørne.

Men Én Dag Ad Gangen bliver den holdt væk. Én Dag Ad Gangen bliver den pænt i det hjørne, den er blevet tildelt i mit liv. For kun ved at huske, at den eksisterer, og huske, hvad den tidligere har været medvirkende til, kan jeg holde den hermetisk lukket og klistret fast til underlaget.

Der var en medindlagt på Neurologisk Rehabilitering, der på et tidspunkt spurgte mig, om ikke det kunne være ligemeget med den der alkoholisme, når nu jeg skulle koncentrere mig om eftervirkningerne af den seneste prop, og om ikke propperne satte min sygdom i et andet perspektiv, hvor en lille skarp ikke var af vejen, men kunne give et afslappende pust af frihed i en ellers genoptræningsramt hverdag.

Og jeg kunne ligefrem se, hvordan hendes hjerne kom på overarbejde, da jeg svarede: "Jo, hvis jeg ikke var alkoholiker så kunne det."

Men jeg  e r  alkoholiker, og har pakket min sygdom ud fra den gave den kom indpakket i, samt revet indpakningspapiret i tusinde stykker. Den er nemlig "non-refundable", og har uimponeret sat sig så hårdt på og i min krop, at selv mine mange blodpropper i hjernen trods deres gevaldige indflydelse på min hverdag fra nu og fremover, kun er underordnede livsbetingelser.

For når jeg skal leve Livet på Livets præmisser, så er jeg nødt til at erkende, at Livets allerførste præmis for mig, er at jeg er og altid vil være alkoholiker. Og at mit øverste mål altid vil være, at kunne være ædru på daglig basis, og kunne holde mit liv fri for alt, der kunne lokke mig ned i Flasken igen.

Bare fireogtyve timer ad gangen.

Så skidt med, at trætheden sikkert vil dukke op til overfladen som en irriterende korkprop meget lang tid endnu. Og først vil forsvinde - hvis den da nogensinde gør det - når min krop har vænnet sig til altings nye Status Quo, Hvis den da gør det, inden jeg står ved mit endelige checkout-point, og skal videre til Næste Omgang. Som forhåbentlig vil være helt anderledes, som konstatering af at jeg måske har lært det, jeg skulle, denne gang.

Men det er en længere debat, jeg gerne åbner for en anden gang. Og som alt andet lige, sikkert vil være vældigt spændende at dele om. For lige her og nu, er det allervigtigste at jeg hedder Per, er Alkoholiker, og har været Ædru i et tusinde fem hundrede og enogfyrre dage. Gennem glæder og sorger, tab og gevinst, lys og mørke, er det lykkedes mig at fastholde min ædruelighed.

Én Dag Ad Gangen.

Og det er da ikk' så ring' endda.

Verden venter - dagen begynder....

Duggen på hækken giver minder om vintre med frostramthed og småforkølede pipfugle, mens dampen fra varm morgenthe forsøger at gøre sit til at vække mig.

Det gør den også i dag, morgentheen. Forsøger at vække mig fra den træthed og ømhed gårsdagens besøg på OUH trak ned over mit mødige corpus.

Og Ja, jeg var afsted endnu en gang på mistanke om en ny prop. Et døgns indlæggelse med MR-scan og øjenundersøgelser, endte op med en heldigvis positiv negativ - Nul prop, bare en Glitch i The Matrix.

Du ved, sådan en omgang, hvor verden lige vælter i en periode, for derefter at lande stille og roligt på udgangsstedet igen.

No biggie.

Undtagen altså for sindet, der endnu ikke har lært at tage den slags ovenfra og ned, men bliver rædselsslagent hver gang. For hvad nu hvis....... Det ville betyde endnu flere ting, der skulle genoprettes og genlæres - og der er sgutte plads på mit skema til ret meget andet, end det, jeg i forvejen bruger mine dage på at komme igennem og genlære.

Det er lige før, jeg får lyst til at dykke ned i flasken for at se, om der ligger en flugtvej hen til ro og afslapning dér. Hvilket jeg naturligvis ved - med min vågne bevidsthed - ikke er sandt.

Men hvad nu hvis.......

Jeg ville kunne brokke mig uendeligt over den ulykke det er, at lige netop jeg er ramt af propper, mens jeg sugede den ene genstand efter den anden i mig. Og når min stemme så blev tilpas sløret, ville jeg kunne flæbe dybt og inderligt over Livets Uretfærdigheder, og Universets manglende Viden om, at lige netop jeg var mere værd at redde, end så mange andre.

De er jo ikke mig, vel ?

Og mest af alt, ville jeg kunne undgå alt det der dumme gang- og genoptræning. Og de der lange re-sensibiliserings sessions, med de spidse træstrikkepind og mine stakkels nerveender, ville blive et fjernt minde i spruttågernes selvretfærdige dans om guldkalven.

Men én ting - næh, faktisk flere ting - ville være helt sikkert og uomstødeligt. Jeg ville hverken være ædru, eller på vej til en endelig genvinding af alle de sanser, propperne stjal fra mig.

Og er det virkelig dét, jeg vil ?

Jeg ved godt, at det tager lang tid inden jeg er ude på den anden side med hensyn til de der tabte sanser. Og jeg ved også godt, at jeg vil synes fremskridtene er små og ubetydelige - og slet ikke det, jeg håber på inderst inde.

For intet bliver, som det var. Alt er for evigt ændret, siden jeg den syttende januar fik de første to blodpropper i hjernen - og jeg kan ikke gøre andet, end at acceptere det, og bygge mit nye liv op omkring det.

Men skidt pyt - det har jeg jo prøvet før. Rent faktisk er jeg jo i besiddelse af det bedste værktøj, der findes til at genopbygge liv - værktøj, jeg har årevis af erfaring i at bruge. For også hér, er det en stor fordel at jeg er Ædru Alkoholiker.

Hér kan jeg også bruge alt det, jeg endelig fandt frem til da jeg blev ædru. Trinene, Fællesskabet, Sindsroen, og dét at leve En Dag Ad Gangen, gør det nemmere at acceptere de små skridts fremgang og de nye måder at skulle leve på som blodpropramt.

For bare jeg har Sindsro, til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
Mod, til at ændre de ting jeg kan,
og Visdom, til at kende forskel,
så ved jeg, at jeg kan gå den rigtige vej ind i morgendagen.

Og dét - er på ingen måde det ringeste, der er.

Go'morgen - og tak for mig.

Morgenurolig rolighed.

Festlige farver skinner mig i møde, fra de otte piller der udgør mit morgenkick. Hver for sig skal de kunne noget specielt - drive vandet ud, drive trykket ned, drive blodårekanterne længere fra hinanden, og drive mig til vanvid med alle de bivirkninger, der driver ind over mig. Jeg føler mig faktisk som lidt af en drivert, når jeg hver morgen slavisk indtager min lille håndfuld farver.

Men til gengæld er jeg i live.

Og det er nu ikke så værst - det der, med at være i live. Især ikke, når baggrundsmelodien er The Beatles Blackbird og klokken muntert danser henover en viden om, at jeg burde ligge i min seng og sove de uskyldiges søvn.

Ikke at der er ret meget uskyldigt over mig mere. Det forsvandt vist i fortidens grumme gerninger og hørtes sidst spagt anmode om hjælp bag de karaktermord, jeg begik på mig selv mens jeg var aktivt søgende efter virkeligheden i flasker, der ikke indeholdt andet end selvbedrag og hæse stemmers lokkende råb.

Hvad så nu ? Altså her, hvor blodproppers skumle eftervirkninger stadig leger kispus med min dagligdag, og angsten for den kommende - eller måske ikke-kommende - morgen fylder mine aftenener med træt erkendelse af tingenes virkelige tilstand.

At jeg virkelig, virkelig ikke ved, om dagen imorgen kommer for mig. Om jeg vågner op til endnu en dags opbygning hen mod aftenens spørgsmål: Vågner jeg i morgen ?, og om jeg snart får mere end tusindedele af min smertesans og min varme/kuldesans tilbage. Om jeg snart kan smide nogen af de farvestrålende piller, der fylder mig med lige dele overlevelse og bivirkninger, og som jeg lige her og nu holder mit liv i gang på.

Suk.

Mens jeg på den måde sidder og taster løs i introvert selvmedlidenhed, lykkes det for mig at få kastet en livline ud i den grå vortex, der hvirvlende udgør min nærmeste virkelighed på det her normalt pragtfulde, men lige nu makabre og udslettelsesinviterende øjeblik - og fange den pæl, der i 36.701 timer altid har været der for mig, og urokkeligt har hvisket sit mantra ind i mit øre.

Min Sindsro.

Og uden videre palaver - uden nogen form for kamp eller underkastelse - falder mit urolige sind til ro, og jeg kan endelig lukke øjnene op for morgenens pragtfuldhed og livets vidunderlighed, mens jeg roligt skubber al min angst, tvivl, og uro over i dét hjørne, hvor det hører hjemme. Hvor jeg kan undersøge det stille og roligt, og lade  fortidens realiteter skinne ind på alt det, der har bragt dødsangsten ind i min hverdag.

Bare jeg ved, at Livet leves bedst Én dag ad Gangen, så er morgendagens mulige udfald aldrig en fare men bare en virkelighed, der jo alligevel altid har været til stede, men som nu har fået mulighed for at understrege sin realitet på en sådan måde, at jeg ikke kan andet end at acceptere - hvilket jeg gør med glæde - at Livet er her og nu og morgendagen kun er en mulighed og ikke en gudgiven virkelighed.

Så er det, at kaffen smager godt - ostemaden lige så - og de små stråler af lys, der indvarsler solens komme, får tankemæssige rosenkanter af fryd og fornøjelse.

For jeg ved, at jeg har de næste fireogtyve timer at gøre godt med. Ædru, i live, og med min krops (næsten) fulde brug. Og mere behøver jeg vel ikke, gør jeg ?

Tak for mig.