Uden slik og kaffe.....

..... så kan helten daffe.

Efterhånden bliver det tidligere og tidligere, jeg vågner og er nødt til at stå op. Hvileløst vandrende ind foran skærmen, og tastende mine tanker og halvfærdige idéer ind på den jomfrueligt hvide firkant. Ordene danser henover den, som var det flueskidt fra min lige så tidligt vågne ven, fru spyflue, der utrætteligt forsøger at lande på min højre arm for at aflevere nogle af de æg, hun tydeligt er i besiddelse af.

Hvorfor sigter jeg så dårligt klokken tre om morgenen ?

Undslippe det gør hun. Så istedet for at høre et saftigt skvask, når min hånd rammer armen, hvor hun sidder - bli'r det til et tørt klask og en underarm, der bli'r mere og mere øm fordi hun lander samme sted hvergang og når at slippe væk inden mine fem fuldfede fingre får fluemyrdet fruen.

Men kaffen er varm. Og smager næsten ikke af den sødetablet, jeg har valgt at putte i istedet for danske sukkerroebønders kridhvide krystaller. Det er sgu sin sag at være mindre livsnydende, end jeg har været de sidste mange år - bare for at overleve og komme videre af den vej, der er peget ud som mulig for mig.

Men sådan er det jo.

Indimellem må jeg bukke hovedet og acceptere at der er noget, jeg kan ændre. Herunder også mit indtag af de forkerte fødevarer - eller rettere sukkerholdige velsmagetheder, der tidligere kunne få mine smagsløg til at eksplodere i ren fryd og salighed.

Nu smager det som var ren syre hældt ned i min hals. Klistret og uvelbehageligt fylder det mine smagsløg med frysende væmmelse, og minder mig om, at selv natkaffen kan være en del af det jeg, der så forbandet gerne vil kunne fortsætte livet nogle årtier endnu.

Men som ikke får en snebolds chance i Vesterhavet en kold vintermorgen, hvis ikke jeg helt alvorligt bruger mine aldersmæssigt stærkt svindende hjerneceller på at tænke mig om, og ændre alle de aspekter af mit liv, det er nødvendigt at ændre, for at kunne levere dét til kroppen, den har brug for.

Om jeg dog trods alt synder lidt ind i mellem ?

Ja naturligvis gør jeg det. Jeg er jo stadig lige dele engel og djævel, og kræver regelmæssige dask over snuden, for at kunne vide hvad der er sandt og falsk. Herunder det go'e, gamle omkvæd fra reklamerne på tysk tv - Haribo macht Kinder froh, und Erwachsene ebenso - der altid har ledsaget mine kæbers velfrydelige gumlen på diverse klumper smagsstoftilsatte sukkervarer.

Suk.

Den tid er ifølge min indre Engel nu overstået - og uanset hvor meget den samme steds siddende  Djævel end måtte sprælle, så kan det kun være enkelte sødmefyldte småting, der ryger ind over læbegrænsen og møder mine tænders klare knask.

De tænder, der har overlevet årtiers møde med masser af mulige ødelæggende slikmolekyler, og som stadig - Go Colgate ! - skinner nogenlunde hvide i den mund, der mange gange sanseløst har kastet sig ud i de rene tsunamier af smagsoplevelser.

Det gør den sådan set stadigvæk - når ellers reminiscenserne fra januar/februars blodpropper tillader de endnu fungerende smagsløg at sende sådanne oplevelser videre til min snotforvirrede hjerne.

Og eftersom mindst halvdelen af de på min tunge hensatte smagsceller åbenbart stadig sover alle proppernes salige søvn - og resten har valgt at opfatte smag dobbelt så stærkt - så er det en noget ambivalent oplevelse, at lade et stykke lakrids rulle henover tun........ Ups.

Lakrids.

Endnu en af de ting, min mødige krop med største beklagelse bør undgå - og med største fornøjelse nyder, når der syndes.  Og når jeg tænker på, at Lakrids i min sødmefyldte sukkerverden så absolut er The Original Sinner, siger det ikke så lidt.

( - her indsætter jeg lige en pause, så du, kære læser, kan nå at nyde de to lige for lidt læsning siden påførte links til Annie Linnox/Missionary Man og Jace Everett/Bad Things i deres fuldt ud lækkert dekadente helhed. Hvad skal man med slik, når man har musik ?)

Og pludseligt slår det mig, at musikken er mit slikindtags Sindsrobøn. Den gi'r mig nemlig lige så megen fryd og velsmag, som indtaget af hele håndfulde af lakrids, Japanstænger, karamelsvampe, og alt det andet gi'r - bare med væsentligt færre bivirkninger.

Så hver gang, jeg istedet for slik vælger at nyde god musik, vil jeg fremover lade det minde mig om, at jeg må acceptere Livets Virkelighed - at jeg ikke kan tåle sukkerets indvirkning på hverken vægt eller hverdag - og at også her, bør jeg huske at leve livet Én Dag Ad Gangen.

Nu er det, at jeg i baggrunden kan høre mine med-AA'ere mumle noget om, at man skam sagtens kan have et sygeligt misbrug af slik - og på den måde være istand til at bruge Minnesotamodellens 12 trin på et sådant misbrug.

Tro mig - jeg har skam været nede af dén vej. Og tænkt tankerne om sukkkerafhængighed mange gange. Samt naturligvis prøvet disse tanker som en del af 1. Trin - uden den succes, der kunne have fortalt mig, at jeg jeg ikke kunne leve uden sukker/lakrids/etc.

Men det kan jeg.

Sundt og naturligt - med en velafbalanceret kost, og et dagligt vædskeindtag på mindst et par liter ikke-alkoholisk vædske, skal mit liv nok kunne leves og nydes.

Også selvom jeg en gang imellem tillader mig selv at synde, og saligt gumler en enkelt eller to lakrids/Japanstang/karamelsvamp i mig.

Som de gamle romere ville have sagt det - Si sugar Vita est, tunc est in Vita dulcis. Eller sådan no'et lignende.

Personligt nøjes jeg med at sige - at solen er stået op, kaffen er drukket, og dagens blog er skrevet. Og endnu fireogtyve ædru timer påbegyndt.

KVASK.......(den, der venter længe nok...)