Verden venter - dagen begynder....

Duggen på hækken giver minder om vintre med frostramthed og småforkølede pipfugle, mens dampen fra varm morgenthe forsøger at gøre sit til at vække mig.

Det gør den også i dag, morgentheen. Forsøger at vække mig fra den træthed og ømhed gårsdagens besøg på OUH trak ned over mit mødige corpus.

Og Ja, jeg var afsted endnu en gang på mistanke om en ny prop. Et døgns indlæggelse med MR-scan og øjenundersøgelser, endte op med en heldigvis positiv negativ - Nul prop, bare en Glitch i The Matrix.

Du ved, sådan en omgang, hvor verden lige vælter i en periode, for derefter at lande stille og roligt på udgangsstedet igen.

No biggie.

Undtagen altså for sindet, der endnu ikke har lært at tage den slags ovenfra og ned, men bliver rædselsslagent hver gang. For hvad nu hvis....... Det ville betyde endnu flere ting, der skulle genoprettes og genlæres - og der er sgutte plads på mit skema til ret meget andet, end det, jeg i forvejen bruger mine dage på at komme igennem og genlære.

Det er lige før, jeg får lyst til at dykke ned i flasken for at se, om der ligger en flugtvej hen til ro og afslapning dér. Hvilket jeg naturligvis ved - med min vågne bevidsthed - ikke er sandt.

Men hvad nu hvis.......

Jeg ville kunne brokke mig uendeligt over den ulykke det er, at lige netop jeg er ramt af propper, mens jeg sugede den ene genstand efter den anden i mig. Og når min stemme så blev tilpas sløret, ville jeg kunne flæbe dybt og inderligt over Livets Uretfærdigheder, og Universets manglende Viden om, at lige netop jeg var mere værd at redde, end så mange andre.

De er jo ikke mig, vel ?

Og mest af alt, ville jeg kunne undgå alt det der dumme gang- og genoptræning. Og de der lange re-sensibiliserings sessions, med de spidse træstrikkepind og mine stakkels nerveender, ville blive et fjernt minde i spruttågernes selvretfærdige dans om guldkalven.

Men én ting - næh, faktisk flere ting - ville være helt sikkert og uomstødeligt. Jeg ville hverken være ædru, eller på vej til en endelig genvinding af alle de sanser, propperne stjal fra mig.

Og er det virkelig dét, jeg vil ?

Jeg ved godt, at det tager lang tid inden jeg er ude på den anden side med hensyn til de der tabte sanser. Og jeg ved også godt, at jeg vil synes fremskridtene er små og ubetydelige - og slet ikke det, jeg håber på inderst inde.

For intet bliver, som det var. Alt er for evigt ændret, siden jeg den syttende januar fik de første to blodpropper i hjernen - og jeg kan ikke gøre andet, end at acceptere det, og bygge mit nye liv op omkring det.

Men skidt pyt - det har jeg jo prøvet før. Rent faktisk er jeg jo i besiddelse af det bedste værktøj, der findes til at genopbygge liv - værktøj, jeg har årevis af erfaring i at bruge. For også hér, er det en stor fordel at jeg er Ædru Alkoholiker.

Hér kan jeg også bruge alt det, jeg endelig fandt frem til da jeg blev ædru. Trinene, Fællesskabet, Sindsroen, og dét at leve En Dag Ad Gangen, gør det nemmere at acceptere de små skridts fremgang og de nye måder at skulle leve på som blodpropramt.

For bare jeg har Sindsro, til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre,
Mod, til at ændre de ting jeg kan,
og Visdom, til at kende forskel,
så ved jeg, at jeg kan gå den rigtige vej ind i morgendagen.

Og dét - er på ingen måde det ringeste, der er.

Go'morgen - og tak for mig.