Blink.

Morgenen er stille.

Kun et fjerntstående træ vifter eftertænksomt med en enkelt gren, mens dets fætre og kusiner ser til i tavs, stillestående tankefuldhed - indtil alt, i et hvirvelvindsåndeløst millisekund skifter, så den fjernthængende eftertænksomt viftende gren stivner i sin påbegyndte bevægelse, mens alle andre kaster sig ud i en morgendans par excellence til melodien fra vindstødets susen om hjørnerne.

En morgenforvirret sort pipfugl kaster sig ned efter et netop vågnet insekt, der aldrig når at opdage hvad der skal ske, før det sidste øjeblik er oprundet for det. Og i næste sekund sidder mester pip fjerpudsende på toppen af min hæk, mens en afrevet insektvinge stille roterer på sin vej mod græsset og de ventende myrer. Hvil i fred, flyvende mester møgbille - du har opfyldt din plads i hele det billede, universet dagligt stiller til skue for den morgentrætte.

Og mens ordene finder deres egen vej ud gennem mine fingre, og småpludrende af træt filosofisk morgenhjerneknasende fnidder, lander på skærmen foran de øjne, der er så fyldt med klistrende efterveer af den sidste prop, at den sete verden med mellemrum antager djævelske proportioner før et enkelt blink retter op på situationen, så  hugger et pludseligt host opmærksomheden, og får mig til at  forsøge at få opleveret det slim, der startede de bjæf, der får mig til at lyde som en ældre, ubestemmelig hunderace med vejrtrækningsproblemer.

I radioen tigger Mø mig om ikke at lade hendes sprøde ungpigestemme være vores sidste sang, inden vi begge besøger Hotel California på en ørnesikker søgen efter den ro, studieværten præsenterer med en stemme, der ville kunne lulle selv en eftertænksomt vingepudsende sort pipfugl i søvn igen.

Blink.

Sekundet efter, er der gået flere minutter - hugget af den pludselige overgivenhed, der på det seneste har fyldt min hverdag med spændende situationer -  alle indeholdende momenter af svar på dét eneste spørgsmål, der pludseligt trænger sig på - om jeg griber mit hovede, inden det rammer bordpladen, eller om jeg skal have gang i førstehjælpskassen?

Indtil videre vokser der stadig spindelvæv på kassen.

Jeg lader tanken om hotellet, tusinde mil syd for San Diego, forsvinde ind i en ni minutter over halvseks opstået hjernetåge, og nøjes med at holde mine morgentrætte hænder om thekoppen, mens slurk efter slurk af den grønne, japanske the finder vej ned gennem mit spiserør, og mine øjne distræt afsøger den udenfor opstandende verden for andre livstegn.

Dér.

Lige præcis dér. I genboens vidundervæsentlige voliere ligger der et livstegn og betragter mig med en ophøjet zen-lignende undren over den verden, der opstår foran den. Som ville dette firbenede, pelsklædte verdensherskende eksemplar af racen felidae påpege, at jeg nok burde daffe ind under dynen igen istedet for at belemre den og alle andre med endnu flere uendeligt kedelige ordsammensætninger.

Så mens det går op for mig, hvor flabet et sådant dyr kan være - bare ved at kigge på én - lader jeg tanken om mere søvn rulle ind forbi den dyneløftersang, der melodisk danser Unchained ind fra højre, hvor The Righteus Brothers åbenbart har stillet sig op foran en metalskinnende mikrofon, og lader deres politisk ukorrekte hvide ansigter synge sort.

Blink.

Morgenklubbens dyneløfter får sit ønske opfyldt i radioen, mens jeg mister endnu et par minutter af den tid, der allerede fra starten af livet er blevet tildelt mig. Med både sløjfe og papir omkring. Og med et sæt går det op for mig, at dagen er begyndt og livet startet op igen efter nattens lille død.

Startet op - med et hviskende løfte fra mig selv til mig selv om også i dag at være ædru, bare én time ad gangen, én dag ad gangen. Men jeg ved først iaften, om det er lykkedes mig. Her og nu er der kun formodningen til stede - ledsaget af den Sindsro, Mod, og Visdom, der kan holde mig fast.

Dag efter dag - blink efter blink.

Og det er nu ikke det værste, der er.