Tornerose.

Vaner er noget mærkeligt noget. Bedst som jeg sidder og skal igang med denne blog, bryder indtil flere forskellige vaner ind, og ændrer hele min kreative rytme.

Bare fordi jeg er:

- vant til at spise morgenmad før jeg laver noget andet.
- vant til at læse avisen online før jeg laver noget andet.
- vant til først at lave morgentheen når maden er spist.
- vant til at være vant til altid at lader vanerne komme først.

- altså hvis jeg ellers gør, som jeg i perioder ikke kan lade være med. Kører på autopilot, når jeg er stået ud af sengen. Og det er så ganske ligemeget, om klokken er tre eller seks - autopiloten bliver slået til og er så godt som umulig at slukke igen.

Med mindre, der sker noget uventet.

Såsom pludselige kuldeanfald i min vanvittige venstre arm - tankemylder under spisning af morgenymeren - eller hvad med et pludseligt crescendo i den snart for i år stoppende pipfuglesang - og den allerbedste:

Lyst.

Lyst til at skrive, lyst til at udfolde mig, lyst til at nedfælde de der irriterende tanker på jomfrueligt hvide skærme, for bagefter at kaste dem i grams ude blandt mine læsere.

Og så er det, at jeg bliver ramt af en depressiv tanke - "De læser det jo nok slet ikke.....Der er sikkert slet ingen, der læser det du skriver....." - og dén får lov til lige at hænge over mit arme morgendinglende hoved, inden dens modpart - vreden - begynder lov til at bruse frem.

"Hvad bilder de sig ind ! Her sidder jeg en alt for tidlig morgen, og udøser mit jég - mit selv - foran øjnene på dem, og så gider de sgu ikke en gang at læse resultatet ?Sgufandenoghelvede ! "

Alt sammen på et splitsekund inde i den grå grød, der er min hjerne. Derinde, hvor propperne ellers effektivt sørgede for at sætte begrænsninger for mine kreative udfoldelser. Tror jeg nok......

Tror, skriver jeg. For alt det, du har læst indtil nu, kære læser, skete i løbet af de første øjeblikke af denne dags vågne tilstand, og bliver medvirkende til at afgøre om jeg skal skrive, eller sove igen.

Og indrømmet - i dag er det nok trætheden, der vinder og sender mig tilbage under den dyne, jeg forlod for halvfems minutter siden. Så må de spæde tanker, der er begyndt at dukke frem i min bevidsthed, bruge tiden til at gro indtil de er voksne nok til at vække mig igen.

Så jeg går ind igen - mæt, af morgenymer - træt, af morgentanker - og fuldstændigt uimodståeligt trekvartsovende allerede. Hvilket betyder, at jeg lige bruger en enkelt eller to af de næste fireogtyve timer på at besøge Morpheus igen.

I fuld Sindsro - for også jeg, er et vakkert barn - natnat.