Andre Sider af mig

tirsdag den 20. februar 2018

Ynk, sagde manden......


...... og han gjorde det sgisme.

Normalt er der ikke alt for længe mellem mine blogmæssige udgydelser, men denne gang er der gået hele ni døgn, inden jeg igen fik sat mig ved tastaturet og påbegyndt nedfældelsen af de tanker, der har samlet sig siden sidste indlæg - og  nej, jeg er ikke landmand, og det handler ikke om gylle.

Der har nu været temmeligt meget af slagsen undervejs, de sidste ni døgn. Tanker, altså......

Tanker, skabt af nedpakning og flytning af det hjem, jeg gennem mange år har kaldt mit. Og hvor jeg  nåede at opleve mine første toogtyve ædru måneder, alene og kæmpende med hele det morads af mørke, jeg havde skabt i min aktive periode.

Tanker, skabt af indtrædning i det hjem, der fra nu af er, og vil være mit hjem, dag for dag.

Og tanker, skabt af kærlighed og kildevand, eller hvad det nu er, jeg har levet af de sidste mange døgn, hvor jeg ikke kunne andet end at eksistere og hoste.

Smilende Tanker, opstået via gode venners hjælpsomhed, da jeg pludseligt røg i brædderne med ikke bare én sygdom, men hele tre på én gang, og ikke var istand til at lave noget som helst.

Trøstende Tanker, dannet som følge af smerter, fra det måske hostebrækkede ribben - jeps, det kan man faktisk godt - der opstod for seks dage siden.

Samt Kærlighedstanker, næret af den uendeligt kærlige pleje, min engel har puttet mig ind i, for at jeg skulle blive hurtigere rask igen - naturligvis også indeholdende uendelige mængder af god, nærende føde.

Det er nu ikke fordi det er hændt endnu - det der med at blive rask, altså. I min bette plagede krop er ikke bare Influenzaen - sygdom numero uno - men også Lungebetændelsen - decease number two - og Halsbetændelsen - der Dritte Krankheit- stadig i fuld sving med at drive gæk med mit desperat arbejdende immunsystem.

Og min overordnede sygdom - min gode, gamle, indre Alkoholiker - står som altid på spring, hvis jeg nu skulle finde ud af at ville finde tilbage til de gamle Tanker - de der, der jo altid har påstået at "Sygdom skal skylles væk af mindst tredive procent !!"

Men - hvor fristende det end kunne være før i tiden, at smertedække mig selv på den måde, så er det på ingen måde en Tanke, der er istand til at finde fodfæste. For selv smerter og sygdomme kan udholdes, har jeg fundet ud af - bare jeg tager én dag ad gangen.

Og med dén Tanke i hovedet, kan jeg tillade mig at lade alle de andre Tanker falde på plads - samtidigt -  i fred og ro -  og med et glædesfyldt smil på læben.

For som vi, der er Valdemars Venner, siger - Imorgen er der atter en dag...........

søndag den 11. februar 2018

Nye morgener - nye tanker.


Mine ører hører pludseligt mærkelige lyde.

Nye, og morgenmuntert  latterklingende lader det til, at de anderledes toner kommer fra små, kunstfærdigt kuldeblæstskabte, spidshjørnede fnug, der udenfor vinduerne hvirvler muntert dansende rundt i legende, lokkende cirkler.

Sne.

Kærestens katte betragter interesseret - og lettere forundrede - de leende fnug, og ser ud som om de godt vil sætte tænderne i hvert sit. Den ene rynker dog forvirret på næsen, da et lidt mere modigt af slagsen vælger at lande præcis på den lyserøde næsetip, og prøver at fokusere med begge øjne på det nu smeltende stykke formblæste isvand.

Aldrig nogensinde havde jeg troet, at katte kunne blive skeløjede.

Jeg er på Langeland - i Tryggelev - men det har du sikkert allerede gættet, kære læser. Og jeg føler mig glad, lykkelig, forundret, forbavset, og meget, meget mere af samme slags.

Kærligheden har nemlig ramt mig.

En kærlighed, der er klar over hvem jeg er, hvad jeg er, og hvorfor jeg kun kan tillade mig at se én dag frem ad gangen.

Én dag.......... Men hvilken dag !

Som perler på en snor ligger de dage bag mig, der indtil i dag har vist sig at være kærlighedens dage. Vist sig at være det, jeg ledte efter uden at vide hvor det var. Viste sig at indeholde det, der også manglede i mit ædru liv.

Viste sig at indeholde den, jeg havde kendt så længe, men aldrig havde "set".

Det har jeg nu - her, hvor jeg sidder midt i en leende snestorm af glæde og tindrende lykke. En boblende storm af gnistrende følelser, der har tøvet så længe med at lade sig se og mærkes.

Og det er dejligt - det er vidunderligt.

Samtidig er jeg for første gang i mit liv klar over, at kærligheden skal holdes varm dagligt. At hjertet skal nusses nænsomt hver dag, med latterlykkelige fingerspidser dansende af glæde på livets fælles kroppe.

Min sygdom er der stadig, naturligvis er den det. Den forsvinder jo ikke, fordi kærligheden kommer ind, og kæresten kommer aldrig til at hverken have, få, eller tage, noget ansvar for den og dens komplikationer. Det er mine allesammen - én dag ad gangen.

Selv om - indrømmet - et kys gør tåbelige tanker om fortidige faldgruber nemmere at tænke fornuftigt over. Og et kram gør fortidens synder nemmere at tilgive.

Men kun ædrueligheden kan sikre, at jeg - én dag ad gangen - elsker og elskes fuldt ud. Og kun jeg selv, kan holde fast i det, der har været mit liv siden den niogtyvende april tyveseksten.

Mit ædru liv.

Derigennem har jeg fundet kærligheden. For kun ved at blive ædru, fik jeg endelig øjnene åbnet helt - og endelig set, at også jeg kan elskes og elske betingelsesløst.....................

Udenfor - i kattevolieret - er kærestens katte blevet enige om, at det der snefnugstormdansende noget nok er kommet for at blive, og har i fælles samhørighed besluttet sig til, ophøjet overlegent at lade fnuggene danse henover pelsene, og bare nyde at livet er godt.

Jeg tror, jeg gør det samme - for katte er gode at blive kloge af.

Livet er dejligt - kærligheden vidunderlig - firetyve timer ad gangen.

tirsdag den 6. februar 2018

Carpe Diem.


Pudselig farer dagene afsted.

Den ene efter den anden dukker op, og når at blive brugt inden jeg får set mig om. Morgener fyldt med smil og latter, formiddage i varm samhørighed, eftermiddage nysgerrigt kiggende på fremtidige omgivelser - og aftener, der lige så godt kunne have været tilbragt på et bjørneskindstæppe foran en hyggeligt buldrende pejs.

Alt sammen fordi Langeland har krøllet sig om mit hjerte, og gjort det trygt at være i Tryggelev.

Siden jeg begyndte at skrive herinde, har indlæggene fundet vej frem med efterhånden regelbundet regelmæssighed. Sådan cirka hver anden dag, er der kommet nyt frem i mit lille hoved, som jeg under ingen omstændigheder kunne lade være med at delagtiggøre jer i.

Hvilket har været godt, trygt, spændende, og rigtigt. Og som jeg sikkert aldrig nogensinde holder op med, for det er en del af det, der gør mit liv værd at leve. En del af det menneske, der dukkede ædru op den niogtyvende april tyveseksten.

Men pludselig går der så en hel uge, hvor intet når ned gennem fingrenes dans på tastaturet. En uge, hvor tankernes morgenmylder melder pas, og lader inspirationens muse surmule i et hjørne. En uge, der tilbringes i varme arme, og en forvisning om at hjem er, hvor hjertet er.

En uge, sammen med kæresten.

Egentlig skulle ugen nok have været brugt på at pakke alt ned i det hus, der har været mit hjem de sidste mange år. Brugt på at sortere fortidige minder i to bunker - én, der hedder Farvel og Tak - og én, der meget passende kunne hedde Nyt Liv Forude.

Men det er en aktivitet, jeg først går i gang med i denne uge. Helt nøjagtig her til formiddag, for man skal gribe dagen, har jeg lært af det program, der er en uundværlig del af mit liv. Og som i alt andet, gælder det også i kærlighed - det der, én dag ad gangen.

Og pludselig - som var det væltet ud over mig fra en gemt kilde - dukker de nedskrivbare tanker fra den forgangne uge op i min lille hjerne.

Oplevelserne med saftig Lejbøllegårdskage, toppet med ostecreme. Gåturen i Rudkøbing, med stærkt duftende og godt smagende ost i bagagen. Fortællingerne fra forskeren, der holdt foredrag over en film, hun havde lavet om langelænderne. Kattene, der holdt drabelige natlige kampe på dynen - for at få lov til at være tættest på os mennesker. Smilet, i de øjne der mødte mine hver morgen -  fyldende dagen -  indtil de var det sidste jeg så, inden Morpheus nappede mig i haserne til natten.

Og nætterne.............

Fyldt med engledans i endnu ufødte universer af glæde, og omkranset af varm kærlighed ad libitum.

Nætterne..........

Samt naturligvis alle de andre nye minder, fra en uge der for alvor slog det bløde d i Langeland fast i mit hjerte.

Og som gjorde den rumlende rejse mod Djursland, i tog og GoMore, med ungdom og smil omkring mig, til en konstatering af sandheden i det gamle udsagn - at fremmede kun er venner, jeg endnu ikke har mødt.

Men der var godt nok langt til Djursland, når jeg hele tiden sad med en følelse af, at ville vende om og skynde mig tilbage til den der lange rose af en klat ø i det sydfynske. Og følte, at min indvendige varme var helt vild og vidunderlig, og at savnet voksede eksponentielt med antallet af kørte kilometer.

Så er ud og hjem aldeles ikke lige langt, kan jeg med kærlighedens sikkerhed slå uomtvisteligt fast.

Nu sidder jeg så her igen - igang med det næsten faste morgenritual - og finder ud af, at kaffe uden kæresten er som solsorte uden æbler - skrupskørt  og fuldstændigt utænkeligt. Men ind i mellem noget, der sker.

Og jeg vælger at gribe den - dagen. Vel vidende, at de næste fireogtyve timer også er fyldt med kærlighed, og savn.

Vel vidende, at jeg er ædru - og glad.