Nye morgener - nye tanker.

Mine ører hører pludseligt mærkelige lyde.

Nye, og morgenmuntert  latterklingende lader det til, at de anderledes toner kommer fra små, kunstfærdigt kuldeblæstskabte, spidshjørnede fnug, der udenfor vinduerne hvirvler muntert dansende rundt i legende, lokkende cirkler.

Sne.

Kærestens katte betragter interesseret - og lettere forundrede - de leende fnug, og ser ud som om de godt vil sætte tænderne i hvert sit. Den ene rynker dog forvirret på næsen, da et lidt mere modigt af slagsen vælger at lande præcis på den lyserøde næsetip, og prøver at fokusere med begge øjne på det nu smeltende stykke formblæste isvand.

Aldrig nogensinde havde jeg troet, at katte kunne blive skeløjede.

Jeg er på Langeland - i Tryggelev - men det har du sikkert allerede gættet, kære læser. Og jeg føler mig glad, lykkelig, forundret, forbavset, og meget, meget mere af samme slags.

Kærligheden har nemlig ramt mig.

En kærlighed, der er klar over hvem jeg er, hvad jeg er, og hvorfor jeg kun kan tillade mig at se én dag frem ad gangen.

Én dag.......... Men hvilken dag !

Som perler på en snor ligger de dage bag mig, der indtil i dag har vist sig at være kærlighedens dage. Vist sig at være det, jeg ledte efter uden at vide hvor det var. Viste sig at indeholde det, der også manglede i mit ædru liv.

Viste sig at indeholde den, jeg havde kendt så længe, men aldrig havde "set".

Det har jeg nu - her, hvor jeg sidder midt i en leende snestorm af glæde og tindrende lykke. En boblende storm af gnistrende følelser, der har tøvet så længe med at lade sig se og mærkes.

Og det er dejligt - det er vidunderligt.

Samtidig er jeg for første gang i mit liv klar over, at kærligheden skal holdes varm dagligt. At hjertet skal nusses nænsomt hver dag, med latterlykkelige fingerspidser dansende af glæde på livets fælles kroppe.

Min sygdom er der stadig, naturligvis er den det. Den forsvinder jo ikke, fordi kærligheden kommer ind, og kæresten kommer aldrig til at hverken have, få, eller tage, noget ansvar for den og dens komplikationer. Det er mine allesammen - én dag ad gangen.

Selv om - indrømmet - et kys gør tåbelige tanker om fortidige faldgruber nemmere at tænke fornuftigt over. Og et kram gør fortidens synder nemmere at tilgive.

Men kun ædrueligheden kan sikre, at jeg - én dag ad gangen - elsker og elskes fuldt ud. Og kun jeg selv, kan holde fast i det, der har været mit liv siden den niogtyvende april tyveseksten.

Mit ædru liv.

Derigennem har jeg fundet kærligheden. For kun ved at blive ædru, fik jeg endelig øjnene åbnet helt - og endelig set, at også jeg kan elskes og elske betingelsesløst.....................

Udenfor - i kattevolieret - er kærestens katte blevet enige om, at det der snefnugstormdansende noget nok er kommet for at blive, og har i fælles samhørighed besluttet sig til, ophøjet overlegent at lade fnuggene danse henover pelsene, og bare nyde at livet er godt.

Jeg tror, jeg gør det samme - for katte er gode at blive kloge af.

Livet er dejligt - kærligheden vidunderlig - firetyve timer ad gangen.