Carpe Diem.

Pudselig farer dagene afsted.

Den ene efter den anden dukker op, og når at blive brugt inden jeg får set mig om. Morgener fyldt med smil og latter, formiddage i varm samhørighed, eftermiddage nysgerrigt kiggende på fremtidige omgivelser - og aftener, der lige så godt kunne have været tilbragt på et bjørneskindstæppe foran en hyggeligt buldrende pejs.

Alt sammen fordi Langeland har krøllet sig om mit hjerte, og gjort det trygt at være i Tryggelev.

Siden jeg begyndte at skrive herinde, har indlæggene fundet vej frem med efterhånden regelbundet regelmæssighed. Sådan cirka hver anden dag, er der kommet nyt frem i mit lille hoved, som jeg under ingen omstændigheder kunne lade være med at delagtiggøre jer i.

Hvilket har været godt, trygt, spændende, og rigtigt. Og som jeg sikkert aldrig nogensinde holder op med, for det er en del af det, der gør mit liv værd at leve. En del af det menneske, der dukkede ædru op den niogtyvende april tyveseksten.

Men pludselig går der så en hel uge, hvor intet når ned gennem fingrenes dans på tastaturet. En uge, hvor tankernes morgenmylder melder pas, og lader inspirationens muse surmule i et hjørne. En uge, der tilbringes i varme arme, og en forvisning om at hjem er, hvor hjertet er.

En uge, sammen med kæresten.

Egentlig skulle ugen nok have været brugt på at pakke alt ned i det hus, der har været mit hjem de sidste mange år. Brugt på at sortere fortidige minder i to bunker - én, der hedder Farvel og Tak - og én, der meget passende kunne hedde Nyt Liv Forude.

Men det er en aktivitet, jeg først går i gang med i denne uge. Helt nøjagtig her til formiddag, for man skal gribe dagen, har jeg lært af det program, der er en uundværlig del af mit liv. Og som i alt andet, gælder det også i kærlighed - det der, én dag ad gangen.

Og pludselig - som var det væltet ud over mig fra en gemt kilde - dukker de nedskrivbare tanker fra den forgangne uge op i min lille hjerne.

Oplevelserne med saftig Lejbøllegårdskage, toppet med ostecreme. Gåturen i Rudkøbing, med stærkt duftende og godt smagende ost i bagagen. Fortællingerne fra forskeren, der holdt foredrag over en film, hun havde lavet om langelænderne. Kattene, der holdt drabelige natlige kampe på dynen - for at få lov til at være tættest på os mennesker. Smilet, i de øjne der mødte mine hver morgen -  fyldende dagen -  indtil de var det sidste jeg så, inden Morpheus nappede mig i haserne til natten.

Og nætterne.............

Fyldt med engledans i endnu ufødte universer af glæde, og omkranset af varm kærlighed ad libitum.

Nætterne..........

Samt naturligvis alle de andre nye minder, fra en uge der for alvor slog det bløde d i Langeland fast i mit hjerte.

Og som gjorde den rumlende rejse mod Djursland, i tog og GoMore, med ungdom og smil omkring mig, til en konstatering af sandheden i det gamle udsagn - at fremmede kun er venner, jeg endnu ikke har mødt.

Men der var godt nok langt til Djursland, når jeg hele tiden sad med en følelse af, at ville vende om og skynde mig tilbage til den der lange rose af en klat ø i det sydfynske. Og følte, at min indvendige varme var helt vild og vidunderlig, og at savnet voksede eksponentielt med antallet af kørte kilometer.

Så er ud og hjem aldeles ikke lige langt, kan jeg med kærlighedens sikkerhed slå uomtvisteligt fast.

Nu sidder jeg så her igen - igang med det næsten faste morgenritual - og finder ud af, at kaffe uden kæresten er som solsorte uden æbler - skrupskørt  og fuldstændigt utænkeligt. Men ind i mellem noget, der sker.

Og jeg vælger at gribe den - dagen. Vel vidende, at de næste fireogtyve timer også er fyldt med kærlighed, og savn.

Vel vidende, at jeg er ædru - og glad.