Gryende - og godt.

Kender du den der fornemmelse, der kan opstå indvendig, når man er ved at springe ud i det totalt uvisse med bind for øjnene ? Og man så samtidig er fyldt med den der "rigtighed", der fuldstændigt overtrumfer al tvivl og angst ?

Sådan en fornemmelse havde jeg kravlende indvendig - i går........

Den sendte mig ud i en hæsblæsende omgang stress, der nærmest besatte min hjerne med ønsker om alt muligt mærkeligt. Om at skynde mig med det jeg var igang med - om at jagte de muligheder, der var for at tage afsted hjemmefra - om at huske at pakke meget mere, end det nødvendige - om at........

Og ud i en omgang fuldforvirrede tanker, jeg ikke har haft siden jeg var ung teenager. Tanker om samhørighed, om kærlighed, om jalousi, om afslutninger og begyndelser.......

Men ikke én eneste gang opstod tvivlen inden i mig. Ikke en eneste gang stillede jeg spørgsmål ved det, jeg følte var ved at ske - det, jeg vidste ville ske - det, der skete.

For det er, som det er, og det er rigtigt.

Jeg ved, at jeg som god, gedigen alkoholiker er nødt til at passe rigtigt godt på mig selv i den her slags situationer. Hvilket er med til at fremkalde minderne fra dengang, hvor det rigtige viste sig ikke at være rigtigt. Minderne, om de gange jeg tidligere brugte netop den her slags situationer, følelser, og fornemmelser, til at planlægge et godt, gedigent tilbagefald.

Men jeg stoler på , at det der sker, er det der skal ske. At der er en mening, med de begivenheder, der har ført mig hertil i mit liv.

Og jeg tillader mig selv, endelig at kunne føle det, jeg har manglet i så mange år - manglet i så mange forhold.

Lykke.

Jeg ved godt, at jeg på grund af min sygdom må holde fast på, og føle, lykken på daglig basis. At det bliver én dag ad gangen, lykken vil være der. Én dag ad gangen, jeg kan slå øjnene op og være både ædru - og lykkelig.

Og det er helt iorden.

For jeg har strakt våben - og lagt mit hjerte i de hænder, det hører hjemme i. I fuld tillid til, at der vil blive passet godt på det, og i tillid til, at det, der sker, også er det rigtige for hændernes ejer.

Og jeg har lovet, at tage godt vare på det hjerte, der sart og sårbart er blevet forundt mig at elske. Det hjerte, og den kærlighed, der stod og ventede på, at jeg fandt ud af hvem jeg er, og hvem jeg har mulighed for at blive.

Livet er dejligt.