Engle og dæmoner.

Duften af friskbagt rugbrød blander sig med den letbitre duft af friskbrygget kaffe, og gør nydelsen af bogen foran mig endnu større. Langsomt vender jeg bladene, og lader historien udfolde sig foran mine øjne - fuldstændig uberørt af en viden, der fortæller mig at der er næsten 450 sider mere, inden skurken er fanget, verden er reddet, og helten kan kysse heltinden.

Alt i alt en dag som så mange andre, hvor kun indholdet af det, jeg bruger til at fordrive tiden mellem opvågning og indsovning, ændres. En dag, med strålende morgenhimmel og intenst videomorgenmøde - med støvsugning og opvask - med madlavning og tankevirksomhed.

Og dog alligevel en dag, der er fuldstændig anderledes, end dagen i går. Alene fordi den ikke har eksisteret før, i det liv, jeg efterhånden er tryg ved at kalde mit.

Det har taget mange år, at finde frem til at kunne se det liv, jeg lever, som mit. År, hvor det at tage ejerskab over mit eget liv, var noget jeg frygtede og allerhelst løb meget hurtigt væk fra. Det kunne jo risikere, at være farligt, og dermed måske endda ødelægge den skal af sikkerhed, jeg havde omgivet min eksistens med.

Og var der én ting, der var helt sikkert, så var det, at alt udenfor skallen ville kunne ødelægge mig - smadre min verden - slå mig ihjel. Det havde mange forskellige begivenheder med al tydelighed vist mig - gennem tiden.

Den tid, der krakelerede da jeg erkendte min sygdom, og indrømmede min magtesløshed overfor den.

Der hænger stadig nogle flager af skallen ved, i det liv, jeg nu er tryg ved at kalde mit. Flager, der åbenbart sidder fast nok i mit livs undergrund, til at være besværlige at fjerne. Og da de, set fra den rette vinkel, er så godt som usynlige, er de også svære at få fat i.

Men jeg fjerner dem, når jeg finder dem. Et ad gangen bliver de stille og roligt taget op, kigget på, og anerkendt for det, de har været i mit liv - sikkerhed og beskyttelse, dengang jeg mente det var nødvendigt. Uden en lyd, men kun afgivende lysglimt af erkendelse smuldrer de væk, og efterlader mig åben overfor den verden, der omgiver mig.

Åben og sårbar, men ikke ubeskyttet.

For i mit indre har jeg den beskyttelse med, der er mere end nok. Erkendelsen af ærlighedens nødvendighed, og en viden om, at en højere magt end mig selv har været til stede siden livets begyndelse, gør min sårbarhed til min styrke.

Jeg sætter min læsning på Hold, og beslutter mig til at dagens aftensmad skal være det nu snart kun let lune brød med friskbagt leverpostej, tynde skiver farsbrød med et hjerte af smelteost, rødbeder og asier - samt naturligvis kold mælk ved siden af.

Og kigger ud på en himmel, der fortæller mig - at livet er godt. Bare jeg sørger for at tage det som det er - Én dag ad gangen.