Nye horisonter.

Inde i mig er der en hvileløshed, jeg ikke kan få has på. Men som fortæller mig, at nu er det tid.
Tid, til at trække teltpælene op, og vandre videre ad de stier, der ligger foran mig.
Tid, til at lægge fortiden bag mig, og lade minderne ligge, hvor de faldt.
Tid, til at huske, at også jeg fortjener glæde.

Så nu har jeg sat hele det maskineri igang, der altid startes, når der findes ny bopæl, nyt levested, ny eksistens. Og når dét genfindes, der har været savnet.

Knirkende kan jeg høre hjulene sætte sig igang, mens rusten drysser ned fra tandhjul og lejer, der ikke har været hverken rørt, eller smurt, i oceaner af tid. Hele tiden huskende, at jeg skal have mig selv med. At den kommende udvikling - den kommende opbrydning - ikke må efterlade mig, for så går alt i stå igen. Huskende, at kun gennem handling, skabes forvandling.

Der er meget, der skal laves.

Praktiske ting, af den type, jeg før i tiden havde svært ved at tage mig sammen til. Flyttekasser, ansøgninger, hel-offentlige - halv-offentlige - og sletikke-offentlige henvendelser, der skal skrives, scannes, mailes, sendes. Planlægninger af hjælpen, fra de mange der har ønsket at være med i min omplantning. Vanernes opbrydning, og indførelsen af nye måder at gøre gamle ting på.

Og meget, meget mere.......

Men under det hele hører jeg en glad tekst blive sunget, af et hjerte, der alt for længe har været alene.

Med en melodi, der vibrerer gennem mit jeg, og genklinger glad i mine øjnes glød. En sang, der ikke kan synges alene, og hvis blide klang rammer mine ventende ører med jublende genkendelse.

Du kan kalde det lige, hvad du vil, 
for der findes ingen ord, der helt slår til.

Og jeg nyder det, én dag ad gangen. Vidende, at det har ventet på mig - og jeg på det, lige siden tidernes morgen og mit livs første dag.

Og nej - jeg skal ikke giftes, jeg skal ikke flytte sammen, jeg skal ikke......... Men jeg skal elske og elskes. Nyde og nydes. Eksistere - sammen og hver for sig.

Jeg forlader det liv, der gennem månederne siden min erkendelse af min sygdom har været rammerne om min ædruelighed, og flytter. Kaster mig ud i det, jeg ved er resten af mit ædru liv.

Kaster Håbløshedens Gade - hvor jeg ville have levet grå og trist - væk.

Forviser Ensomheden - der kunne have pint mig dagligt.

Og åbner døren til mit Hjerte - i tillid og kærlighed.

Fireogtyve timer ad gangen.