Nyt År - Nyt Liv

Udenfor raser blæsten højt jamrende, og truer med at vælte alt, der ikke er nagelfast. Pisker rundt med fuglefrø og afrevne blade fra den vinterbrune hæk.

Indenfor er der stille, mens morgenkaffen og ymeren sættes til livs, og verdensnyhederne indtages med en god portion skepsis. Der nu ikke sætter gang i ret meget andet, end den sædvanlige krusning på overfladen af min morgens virkelighed.

Men indvendigt er et stormvejr på vej.

Længe har der været vindstille i mit sind. Kun den nødvendige brise har sagte skubbet lidt rundt med det, der kunne skubbes til. Dog uden at have flyttet på alt for meget. Og altid efterladende en fornemmelse af, at være landet præcis hvor jeg skulle være - en fornemmelse af tilhør, der har bragt mig helskindet gennem de sidste 614 dage.

Men intet varer for evigt, og kun handlinger skaber forvandlinger.

På min indvendige horisont kan jeg se, hvordan der bygges op til et rivravruskende, altændrende stormvejr, af den slags der før i tiden kunne vælte mig og ødelægge alt det, jeg havde bygget op. Og jeg spekulerer stille på, om jeg er klar til at rejse mig i stormen, og brøle mod den med Fællesskabets kræfter, mens jeg samtidig lader det, der skal blæses væk, blæse væk.

Er jeg parat til at lade mig bære væk fra her, hvor jeg har stået så længe ? Til at give slip på den usikre tryghed, som bopæl og hverdag har budt mig ? Til at møde nyt, blæst mig i møde af den livsændrende storms hæse åndedrag ?

Jeg ser, hvordan skyerne indvendigt samles, og bygger sig større og større - endnu uden at vide, om de skal være sorte eller lyse. Endnu uden at vide, om de skal bringe lyn og torden, og vaske mine tanker rene i buldhamrende nedbør. Eller om de bringer voluminøse løfter om fred og fordragelighed til det liv, der starter hvert sekund.

Og jeg hører, hvordan den hvislende lyd af forandringens vinde får mit eget efterårs nedfaldne blade til at rasle med mindernes sagte melodi. Føler, hvordan min indre Fønix knækker sig vej ud gennem ægget, mens skallerne blæses væk i en evigt syngende rytmisk gentagelse - fortid, fortid, fortid......

Stille drikker jeg endnu en slurk af min velduftende morgenkaffe, mens jeg mærker et Jeg på vej, der vil være en kombination af alt det, livet og fortiden, stormen og vinden, har bragt med sig. Alle de tanker, der er tænkt - de ord, der er sagt - de handlinger, der er sket - er på vej til at blive ét.

Og et indre billede, af vinger, der slår frit - øjne, der kigger stolt - ører, der hører uhæmmet - danner sig langsomt, fulgt af en brusende fri tanke.

Jeg flyver dig, storm. Lever i dig, brølende stilhed. Og er ikke bange for, hvad du bringer, for jeg ved jeg kan klare at modstå alt, du har at give.

Én dag ad gangen.