Uro og tilløb

Der er en indre uro i mig. En uro, jeg ikke har følt i mange år. En uro, jeg er nødt til at tage alvorligt, og bruge tid på at spekulere over. Og samtidig en hvileløshed, jeg heller ikke har været i nærheden af i lang tid.

Lang tid.......

Det er vel netop ordet, der beskriver mit indre virvar bedst. For der har været et langt tilløb til det, der ser ud til at være på vej til at ske. Et tilløb, der har været betinget af mit eget krav om at undersøge hvert enkelt lille hjørne for tilbagefaldsmuligheder.

Bare sådan, så de kan undgås.

For det meste af mit liv har jo - ud over alle de mærkværdige og mange gange ikke særligt rare begivenheder - bestået af netop dét, der ser ud til at være igang.

Flytning. Flytteflugt. Flytteroderi. Flytte-langt-væk-for-så-sker-det-ikke-igen.

Og netop derfor, er jeg nødt til at tage fat på uroen og hvileløsheden. Jeg ved jo, at begge dele opstår som en naturlig forlængelse af det, der sker. At jeg skal kigge meget nøje på hvert enkelt skridt jeg foretager mig, for ikke at snuble og lande i det hul, jeg kender så godt.

Men hvorfor så i det hele taget flytte, når det nu afstedkommer så meget uro og virvar indvendigt ? Hvorfor vælge at bryde op? Hvorfor vælge noget helt andet, når nu det, jeg er i lige nu, er som det er ?

Netop derfor.

Fordi, det er som det er.
Fordi, jeg ikke har råd til at bo her hvor jeg gør. Hverken økonomisk eller menneskeligt.
Fordi, jeg er nødt til at bevæge mig væk fra det, der i sin essens indeholder den fortid, jeg forlod niogtyvende april tyveseksten.
Fordi, jeg ikke kan leve hverken i, eller på, de minder, der oser ud af væggene omkring mig.

Og fordi der er noget, der siger mig, at det er på tide, det sker.

At teltpælene skal rykkes op.......

Jeg kommer til at vinke farvel til meget, som jeg havde vænnet mig til. Og til mennesker, jeg har været vant til at have i nærheden. For ikke at tale om aktiviteter, der har fyldt mit liv med uendeligheder af fornøjelse.

So be it.

For det er nu, at det er tid. Nu, der skal søges muligheden for at leve, som den jeg er - og også have råd til at gøre det.

Alt det, der er sket siden jeg blev ædru - alle de mennesker, jeg har truffet siden - alle de udsendelser og blogindlæg, jeg har produceret siden - alle de følelser, jeg har været en del af siden da - har fået mig til at vokse ind i den person, jeg begynder at se omridset af.

Og ham vil jeg meget, meget gerne lære at kende fuldt ud - hvilket jeg føler, at jeg vil kunne være istand til et helt andet sted, end her hvor jeg er nu.

Det er nu, jeg tør.

Nu, jeg har den mulighed, jeg ubevidst har ledt efter, for at kunne blive alt det, jeg ved der er mulighed for at blive.

Det er nu, jeg skal række ud og gribe den fjer, der daler ned mod mine hænder, og holde fast på den. Ganske let, for ikke at skabe uorden i de fine stråler af lys, den er dannet af. Ganske varsomt, for ikke at skræmme mig selv.

Lige så stille vil jeg baske med vingerne, og lade vinden føre mig derhen, hvor jeg har besluttet.

Og jeg vil gøre det én dag ad gangen, for kun ved at tage beslutningen på daglig basis - kun ved at turde tørre dagligt - kan jeg være, hvad jeg er, og blive, hvad jeg skal.

Ædru.