En ting ad gangen - et skridt ad gangen.

Så skete det. Endnu et skridt taget i retning af fremtiden. Endnu en flok minder puttet på plads, og endnu et element fra min fortid fjernet.

Jeg har afleveret min campingvogn.

Den tohjulede bandit, der stod i min indkørsel og mindede mig om så meget forskelligt. Turene afsted i den og andre campingvogne mod nye oplevelser - med familien i bilen og hyggen pakket ned i de dertil indrettede kasser og flasker. Oplevelserne på campingpladser rundt i Europa og herhjemme, der satte uslettelige spor af glade minder  - og af forfærdelige skænderier.

Og følelsen af taknemlighed - over at kunne bo i den - helt alene, efter endt behandling. Over at kunne opleve, hvordan livet rent faktisk er, uden hele tiden at skulle jage efter næste black-out.

Efter næste glemsel.

Minder, hvis essens altid vil være en del af det, der medvirkede til min udvikling hen mod ædrueligheden. Nogle gange som bremseklodser - andre gange som hastighedsforøgere.

Men altid minder, om et liv der kunne være endt anderledes, men som istedet satte mig præcis hvor jeg skulle være.

Lige her - lige nu.

Det er utroligt, at sådan en gang metal, glas, stof, og plastic, kan indeholde så meget på én gang. Og ufatteligt, at det samtidig kan fastholde et menneske i erindringen om et liv, der for længst er forladt.

Bare ved at stå i indkørselen, og eksistere.

Nu er den væk. Afleveret til den bank, jeg lånte pengene til at købe den af. Kørt bort efter en lastbil, og forhåbentlig på vej mod nye oplevelser, med en ny familie, der kan fylde den med egne erindringer, glæder, skænderier, og alt muligt andet.

Og jeg føler, hvordan en kæmpe sten falder fra mine skuldre. Hvordan lettelsen breder sig i kroppen og tillader en jublende fornemmelse af liv og kærlighed at fylde det hele.

Hvordan én tanke begynder at vælde frem - at næste gang, der bliver kørt noget væk herfra, vil det være mig og mit, der bliver transporteret mod nye horisonter.

Og det eneste, jeg vil efterlade i det hus, der har været mit hjem gennem de sidste mange år, vil være det, der ingen plads har i mig. De adfærd, der kunne få mig til at falde i flasken, og reagere på måder, intet menneske bør reagere. De negative følelser, der i så mange år fyldte så meget. Det selvhad, der kunne have dræbt mig.

Og endelig vil der så være fuldt ud plads til det, der betyder noget.

Ædrueligheden. Kærligheden. Ømheden.

Endelig vil der være mulighed for, at jeg kan være den, jeg virkelig er. Det menneske, jeg først begyndte at kende for alvor den niogtyvende april totusindogseksten klokken nul-syv-halvtreds.

Ædru - og levende. Og én dag ad gangen.