Nu dages det, hjerte, det lysner i øst..........

At vide hvad dagen bringer, er så godt som en umulighed. Selvom det naturligvis kunne være helt perfekt, hvis jeg havde en eller anden viden om, hvad den just startede dag indeholdt - sådan helt nøjagtigt.

Kommer der nogen og besøger  mig ? Vil der være rudekuverter med løftede pegefingre i postkassen ? Taber jeg noget over tæerne ? Bliver mit humør godt eller dårligt ? Og mange andre - lignende - spørgsmål ville i så tilfælde kunne dukke op i min alkoholikerhjerne.

Spørgsmål, jeg før i tiden ville have gjort alt, for at kunne forudse. Og alt, for at få til at blive besvaret, nøjagtig som jeg helst ville have det. Så jeg kunne bestemme hvad der ville ske, forudplanlægge hvordan jeg ville reagere, og undgå alt det, der kunne ødelægge mine nøjagtigt fremstillede planer for den "virkelighed", jeg levede i.

Sådanne ønsker er svære at slippe af med.

For hvad er det, ønsket om at kende alt til morgendagens indhold i virkeligheden handler om?

At kunne tage højde for alt, der kan ryste min ædruelighed, og på den måde sikre mig mod tilbagefald.

Heldigvis er det univers, jeg lever i, skruet anderledes sammen.

Heldigvis kan jeg kun håbe og tro, uden at have nogen form for vished om, hvad den dag, jeg netop har påbegyndt, indeholder. Håbe på, at mit ønske om at holde mig ædru i dag, og min tro på at jeg kan gøre det, tilsammen vil holde den del af mit jeg i ave, så jeg kan tillade mig at kigge på - og nyde -  alt det andet, der er mulighed for.

I dag.

Og dér - der lysner det i øst.

Eller rettere sydøst, hvilket er den retning jeg kaster mine blikke, når jeg pludselig føler det indre savn, og mærker at jeg ikke er, hvor jeg helst vil være. Når mine arme mangler at kunne holde om, og mit hjerte mangler at kunne banke i lydelig takt med det andet hjerte - dér, i sydøst.

Så vokser smilet på mine læber, fordi jeg ved, at også i dag bliver jeg elsket og elsker. Også i dag føler jeg glæde og savn efter den, hvis nærhed, ømhed, og kærlighed, stille og roligt er flyttet indenfor i mit liv.

Jeg løfter hovedet, og kigger ud - ud gennem det vindue, der vender mod sydøst, og ser at den sidste nattestjerne netop gået ud, og morgenen for alvor gryer -  uimodståeligt medbringende alle dagens krav, betingelser, udfordringer, og glæder. Alt det, en dag naturligt altid har indeholdt og altid vil indeholde, fra jeg fødes og til jeg dør.

Og jeg modtager dagen med smil på læben, ro i sindet, og sang i hjertet.

For nu dages det, elskede - det lysner i øst.