Frost - og tø.

Hvid elegance spreder sig over mit græs. Gnistrende lysstråler opløses i klare glimt, når den svage vind rammer de stivnede græsstrå, og får dem til at bevæge sig - bare en anelse.

Det er frostvejr, og det er solskin.

Solsortene, stærene, og spurve af alskens slags skændes om den ellers rigelige mængde frø og krummer, der ligger på mit havebord, mens frosten gnistrer kraftfuldt i iskrystallerne på bordet, inden solens uimodståelige varme stråler smelter dem.

Jeg går udenfor, for at hente brød fra fryseren i mit udhus, og føler overrasket hvordan det både er koldt og varmt på samme tid, mens jeg beundrer min varme åndes isnende stivnen i den kolde luft.

Vinteren er åbenbart på vej - om ikke andet, så bare for i dag.

Mit sind har det lidt på samme måde.

Med den endelige vinter uimodståeligt på vej, viser min gang gennem livets efterår mig, hvordan noget, trods fastfrosset stivnen stadig kan optøes, og på forunderlig vis ændres til noget andet. Og demonstrerer samtidig skønheden i de lysglimt af fastfrosset fortid, der dagligt stråler mig i møde.

Billeder af fortidige begivenheder, der først rammer min hukommelses nethinde med brutal stivnet ligefremhed - for derefter at blive transformeret til en flydende tilstand gennem erkendelsens strålende varme.

Først derefter kan mine indre vinger blafre frit, og jeg kan give slip på den fortid der gennem så mange år har pint og  plaget mit tyngede jeg.

Og først derefter kan jeg vende mig til de dele af min fortid, der skændes om at hakke allermest i de frø, der er mig. Og søge at vise dem, at der er en vej frem mod fælles eksistens - en vej, hvor hele jeg vil elske at være tilstede.

Hver time - hver dag - én dag ad gangen.